Skriftens mysterium – tanker i en eksamenstid

Niveauet for skriftlig formidling i det danske uddannelsessystem er faldende, på trods af et intensiveret fokus på netop skriftlighed. Ifølge Anne-Marie Vestergaard skyldes problemerne nypædagogiske teorier, som mener, at viden kan skrives frem, fordi læring kommer indefra. Hermed skabes imidlertid en kløft imellem folk fra bogligt stærke og svage hjem.

Af Anne-Marie Vestergaard 

I disse dage er landets censorer ved at bedømme årets studentereksamensstile i dansk. Jeg har selv undervist rundt omkring i skole- og uddannelsessystemet i en årrække og kan som mange andre bevidne at niveauet for skriftlig formidling ikke er særlig højt. Fra tid til anden klager videregående uddannelsessteder da også over de studerendes ringe niveau.

Nyttesløse indsatser

Det kan undre, al den stund der er brugt betydelige midler og ressourcer til at udvikle og styrke skriveundervisningen de sidste ca. tyve år. Der er brugt mange penge på udviklingsarbejder og forskning, og nypædagogiske teorier og metoder til at fremme og udvikle elevernes skriftlige kompetence er efterhånden blevet knæsat som paradigme i systemet.

Foreholder man forskerne kritikken, vil de typisk indvende at faldet i kvalitet ikke er blevet dokumenteret. Der mangler videnskabelige empiriske studier. Det eneste man kan forholde sig til som praktiker, er ens egne og kollegers oplevelser. Det kan så ikke undgås at man også retter blikket mod folkeskolen, hvor eleverne jo kommer fra. Jeg har selv undervist på læreruddannelsen, og det er et lignende syn på skrivning og skriveundervisning som man formidler der, skulle jeg hilse og sige.

For nogle år siden blev begrebet ”Ny skriftlighed” lanceret, nu skulle skrivning bredes ud til alle fag i gymnasiet for at fremme læringen. Og for et par år siden kunne pædagogikumkandidaterne vælge at skrive opgave i teoretisk pædagogik om ”at skrive for at lære”.  Eleverne skal skrive hele tiden, både for deres egen og omverdenens skyld, men formuleringsevnen halter gevaldigt. ”Sætningsskaderne” bliver mere og mere omfattende. Et paradoks.

Ellen Krogh er mangeårig underviser og forsker og har om nogen stået i spidsen for det store fokus på skrivning i det gymnasiale system. Hun var indtil for nylig professor i danskfagets didaktik på Syddansk Universitet, oprindeligt ansat på Dansk Institut for Gymnasiepædagogik, som var den konkrete udmøntning af den videnskabeliggørelse af gymnasiepædagogik der fra sluthalvfemserne skulle opruste og kvalificere lærerne.

Konstruktivistisk undervisningssyn

Hun har endvidere spillet en vigtig rolle i udformningen af den forkætrede gymnasiereform i 2005. Hendes fag er dansk, og det er ikke tilfældigt for dannelsesdelen af faget lister med ind i problemstillingen. Hun og mange andre pædagogiske forskere har danskfaget med i baglommen, som et bagtapet og en uudtalt præmis, men ikke som et distinkt fagligt indhold der skal formidles fra lærer til elev. Denne gruppe af forskere har selv en faglig og dannelsesmæssig ballast fra et traditionelt skolesystem, men de fremturer ikke desto mindre med et konstruktivistisk, ”progressivt” syn på undervisning og læring.

Krogh og ligesindede har den russiske psykolog Lev Vygotsky som hovedteoretiker, hvorfor de mener at tænkning og sprog betinger hinanden. I deres didaktiske tænkning får det, via mellemregninger, som konsekvens at det mundtlige og det skriftlige arbejde hele tiden vekselvirker og befrugter hinanden. Man skriver så at sige sin læring frem – mirakuløst…

Lige siden starten på Ellen Kroghs forskerkarriere har det handlet om at hjælpe den enkelte elev med sin ”skriveudvikling”, hvor den personlige skriftlige stemme skal udvikles. Når sproget vokser var den sigende titel på en bog som hun skrev sammen med en gruppe kolleger i forbindelse med et udviklingsprojekt sidst i halvfemserne. Når sproget vokser, vokser læringen, den kommer indefra.

Lige siden er ordflommen fra forskerne vokset, og elever fra især ikke-boglige hjem er blevet dårligere og dårligere til at formulere sig på skrift. Det forbliver underbelyst hvordan man får de bogfremmede med over i (skrift)kulturen, for sproget vokser som oftest hos dem som har kulturen med hjemmefra. Casen med Mette fra Når sproget vokser viser netop dette. Hun har nemlig en kulturel bagage med.

Læreren med den røde pen

Den progressive pædagogik afskaffer læreren med den røde pen. Læreren skal være en facilitator for elevens udvikling henimod at blive en dygtig skribent. Læreren er en sproglig vejleder, og det er en uting at give respons i form af en karakter da eleven får meget mere ud at vide hvordan han kan blive bedre. De fleste undervisere har netop oplevet at svage elever efterspørger karakterer.

En meget benyttet bog i undervisningskredse er Portfolioevaluering og portfoliodidaktik, skrevet af Ellen Krogh i samarbejde med Mi’janne Juul Jensen. Ifølge den bog bliver skrivning i danskundervisningen et element i en konstant selvevaluering, hvor eleven skal forholde sig aktivt til sin egen læring – og sin egen person, på sæt og vis. Der skrives logbog, og skriftlige produkter skal fremvises i en portfolio, i stil med en kunstners præsentationsportfolio. Eleverne skal læse hinandens opgaver og give respons, og de skal på en måde undervise hinanden.

Forfatterne synes at have revolutioneret hele undervisningssituationen og afskaffet sig selv som undervisere: ”Denne kollektive læreproces bidrog til at udvikle et fagligt arbejdsfællesskab i klassen hvor eleverne blev en slags forsknings- og udviklingsagenter der gennem didaktiserende refleksion udviklede analytisk kompetence og metaviden om danskfaglighed og læring i dansk.” Tonen er nærmest ekstatisk.

Rødder i universitetsmarxismen

Det er ikke svært at se forfatternes rødder i universitetsmarxismen i halvfjerdserne. De gjorde i sin tid op med de autoritære lærere, og nu vil de ikke selv optræde som autoriteter, føler måske endda ubehag ved det. Dengang gjaldt det ideologikritik og bevidstgørelse af masserne, nu gælder det elevens kritiske blik på sig selv og læreprocessen. Undervisningssituationen i klasseværelset er blevet forvandlet til et sovjetisk arbejdskollektiv. Den svage elevs fiasko bliver så meget desto mere tydelig i denne udgave af Ansvar for egen læring. 68’ernes opgør med (lærer)autoriteter har i dette tilfælde ført til pædagogiske teorier uden (lærer)autoriteter.

”Den personlige stemme” og ”kreative øvelser” er indført i de justerede læreplaner fra 2017 for henholdsvis studentereksamen og HF, hvilket ligner en sejr for Ellen Krogh og ligesindede. Mine dansklærerkolleger stiller dog allerede spørgsmålet om hvordan den personlige stemme kan udvikles hos de elever som i deres stile er på floskel- og ordsprogsniveau, og som rent syntaktisk skriver sms-sprog.

Sproglig ulighed

Den sproglige afmagt hos de bogfremmede elever er en problemstilling som forskerne er blinde for. Jeg selv og andre praktikere kan se en kolossal polarisering mellem sprog- og vidensfattige unge på den ene side og sprogligt sofistikerede og meget vidende unge på den anden. Det er en polarisering som meget ofte har en socioøkonomisk baggrund. Det er grotesk at gamle marxister med deres holdninger og metoder indirekte er med til at opretholde uligheden i uddannelsessystemet.

Erik Jerlung, mangeårig gymnasielærer, skribent, oversætter og debattør, har fulgt udviklingen i nypædagogiske strømninger gennem årene. Trådene går ifølge ham tilbage til dels Rousseau, dels reformpædagogikken. I den tradition mener man at barnet og eleven lærer ved egen kraft og nysgerrighed, og opdrageren eller underviseren skal stå på sidelinjen. Det er i bund og grund et platonisk syn på læring hvor viden ved hjælp af jordemodermetoden skal hentes frem fra elevens indre.

Det læringssyn får paradoksalt nok en revivali en modernitet der for længst har opdaget dualiteten og betydningen af den Anden. I et Facebook-opslag spidder Jerlung begrebet ”skriftlighed”, som det bruges af en begejstret Ellen Krogh i en salgsvideo fra Gyldendal, og som det optræder med stor selvfølgelighed i undervisningsministeriets læreplaner og vejledninger. ”Skriftlighed” og tilliggende begreber er blevet mystiske ord som alle lader som om de kender betydningen af. Jerlung slår meget vittigt fast at der ikke findes en ”magisk staveplade” som kan få funktionelle analfabeter til at skrive (godt). ”Skriftlighed” er blevet en pædagogisk term, en form for nysprog som maskerer virkeligheden. Lærer-elev-relationen og det faglige indhold, grundkomponenter i al undervisning siden tidernes morgen, mørkelægges således.

Jeg skulle mene at moderne skrivepædagogik har sejret ad helvede til. Den er en del af en pædagogisk-administrativ industri der til stadighed genererer nye bøger, nye kurser og nye jobs. Det er utroligt at man ikke fra politisk hold har forsøgt at måle på udbyttet af den store investering i ”skriftlighed”, al den stund vores samfund bliver mere og mere skriftbåret.

De virkelige helte i dag er de mange dansklærere der vælger at følge deres sunde fornuft, og som tænker pragmatisk. De udøver en form for civil ulydighed, og måske tænker de også ind imellem på deres yndlingslærer fra deres egen skoletid. Dagens helte brænder for faget, og de både tør og vil lede eleven ind i kulturens skønne sproglige frembringelser.

Udfordringen er så meget desto større, når de sociale medier udgør en permanent fristelse for eleverne, det tillokkende, hurtige fix. Samtidig kræver læsning og skrivning meget mere af eleven end de levende billeder som de er vokset op med. For at blive en god skribent skal man have læst en masse – har vi ikke alle engang været epigoner? En klog mand hævdede engang at pædagogik var imitation, for i efterligningen sker der en forskydning, og noget nyt opstår.

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!