Solomødre er det post-moralske samfunds hellige køer

6. maj 2019
6 minutters læsetid

Af Rasmus Ulstrup Larsen

Debatten om solomødre er blusset op igen, efter folketingskandidat Simon Simonsen (S) har rettet en harsk kritik mod fænomenet, at kvinder i stigende grad får børn alene gennem kunstig befrugtning. Udgangspunktet for Simonsens kritik af solomødrene var, at Roskildes Borgmester, 38-årige Joy Mogensen, der også er socialdemokrat vel at mærke, stillede sig frem i offentligheden og bekendtgjorde at hun skal være solomor.

Simonsens udtalelser lød sådan her:

Ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie.”

Udtalelserne blev mødt af hård kritik fra partikollegaer og selveste vores kommende statsminister Mette Frederiksen, har været ude og tage afstand fra Simonsen. Sagen er nu endt med, at opstillingskredsen i Indre By & Christianshavn hvor Simonsen stiller op, har indkaldt til ekstraordinært bestyrelsesmøde, hvor de vil træffe beslutning om Simonsens videre kandidatur.

Sjældent kan et så lille emne frembringe reaktioner i så voldsom en grad. Reaktionerne skyldes først og fremmest, at solomodertendensen åbner op for principielle etiske overvejelser om grænserne for det enkelte menneskes selvbestemmelse. Det er selve essensen af den etik, der ligger til grund for det senmoderne samfunds, der bliver sat spørgsmålstegn ved.

Solomødre-fænomenet historisk set

Jeg bringer her mit bidrag til diskussionen om solomoderskabet med udgangspunkt i min kommende bog Tidens Tegn, hvor dette emne behandles indgående – for diskuteres det skal det, men de væsentligste perspektiver på diskussionen er blevet forbigået henover årene. Solomoderfænomenet udtrykker nemlig først og fremmest en udviklingstendens ved det senmoderne samfund, der kalder på en sociologisk analyse af samfundsudviklingen vi må forholde os kritisk til. Muligheden for kunstig befrugtning startede nemlig med et helt andet, og med et langt mere sympatisk formål, end det vi bruger det til i dag.

I min kommende bog Tidens Tegn diskuterer jeg udviklingen i det etiske perspektiv på den kunstige befrugtning fra 1978 hvor det første reagensglasbarn, Louise Brown, kom til verden, og frem til i dag. I 1978 var det et banebrydende resultat af videnskabelig udvikling, at man nu kunne skabe børn under et mikroskop, og det ændrede fundamentalt set ved den orden hvormed børn var kommet til verden gennem seksuel aktivitet.

Louise Browns forældre havde gennem 9 år forsøgt at få børn, men fordi moderens æggestokke var blokerede, havde det vist sig at være en frugtløs metode, at få børn på naturlig vis. En skæbne mange mennesker enten havde måtte acceptere, eller som ledte til brudte parforhold for at søge lykken med en anden partner. Derfor vakte det også glædelig opsigt verden over, da Louise Brown kom til verden, på trods af, at den katolske kirke forbød det, og mange mente det var så unaturligt at det skulle forbydes.

Men historien gik sin gang, og udsigten til, at ufrivilligt barnløse par kunne få deres egne børn, vandt over kritikernes indvendinger. I dag er det over 10% af alle børn i Danmark der fødes ved hjælp af kunstig befrugtning, og mange forældre har derfor kunne opleve livets største gave, pga. den videnskabelige udvikling.

2007: solomødrene kommer

I tak med at der gennem årene skete en stigning af kunstigt befrugtede kvinder i parforhold, redegjorde Etisk Råd i 2004 for de etiske problemstillinger, der er knyttet til den fremskredne teknologis muligheder for kunstigt at inseminere kvinder. Et af punkterne Etisk Råd skulle forholde sig til var, at udvide retten til kunstig befrugtning til enlige kvinder.

Her fandt rådet, at de var delt ligeligt i holdningen til hvorvidt det skulle tillades at gælde kvinder uden for parforhold og uden medicinske problemer der umuliggjorde en almindelig graviditet. På trods af, at der var tilbageholdenhed fra Etisk Råds side med at udvide retten til også at gælde enlige kvinder, gennemførte Folketinget i 2007 en lov, der gjorde det muligt for enlige kvinder at blive insemineret, uden en partner eller grundet fysiologiske problemer.

Formålet med den kunstige befrugtning ændrede sig derved fra at være en løsning på et tragisk problem for par til, at blive en tilvalgsmulighed for kvinder at gøre brug af, uagtet omstændighederne.

Videnskab over kærlighed

Man gik i 2007 således væk fra at bruge den videnskabelige udvikling med det formål at skabe familier hvor kærligheden var til stede mellem to mennesker, til at bruge det som en mulighed for at kunne få børn ved enten at fravælge en partner, eller være blevet fravalgt at partnere som potentiel moder.

Denne ændring i retten til kunstig befrugtning, fra at gælde par til at gælde enlige kvinder, udtrykker i sin essens samfundstidernes tendenser som vi lever under; At frigørelsen af det enkelte individ til at skabe sit liv uafhængigt af andre mennesker, er det vigtigste mål. De to forskellige formål der var knyttet til henholdsvis accepten af kunstig befrugtning for par, og så accepten af den kunstige befrugtning af enlige, står derfor også i diametral modsætning til hinanden.

I 1978 var det en hjælp til at knytte to mennesker sammen i skabelsen af en familie, fordi mindre fysiologiske problemstillinger stod i vejen. I 2007 var det en hjælp til kvinder om, at de nu ikke behøvede at være knyttet til et andet menneske for at få et barn. Det ene formål understøtter gensidig afhængighed og tilknytning mellem voksne mennesker i et kærlighedsforhold, det andet formål understøtter individualisering og frigørelse fra hinanden.

Ligestillingsproblemet er ikke det vigtigste

Kritikken af solomorfænomenet retter sig som oftest imod, at der manglede en ligestillingsdimension da man vedtog loven i 2007. Mænd har nemlig stadig behov for en partner for at få deres egne børn, og føler sig oversete af den kønsmæssige skævvridning der er i lovgivningen, da rugemødre på samme måde ikke er lovligt (endnu).

Men det er en fundamental misforståelse af den egentlige etiske problemstilling, som er funderet i vores samfundsudvikling der skærer alle bånd og forpligtende tilknytninger af at komme hinanden ved, over. Og deri ligger et etisk forfald, der er afgørende at komme til livs.

Før 2007 var det nemlig sådan, at hvis man ville have et barn, måtte man affinde sig med, at det var nødvendigt at have en partner for at få det. At det var sådan var godt, for den nødvendighed dannede rammen for en etisk livsførelse og en forståelse af, at livet indebar en opfyldelse af den andens ønsker, på lige fod med egne ønsker, hvis man ønskede at få et barn.

For nødvendigheden af at være fælles om realiseringen af de grundlæggende goder i livet, sætter krav om hensyntagen, kompromisvillighed, og en insisteren på, at være det bedste man kan være over for andre, for at få det til at lykkes. Der er med andre ord en kultivering af moralske dyder i at være afhængige af andre, for at realisere livets goder, og den kultivering er afgørende for ethvert samfund.

Hvorfor vil vi skabe egoistiske mødre?

Oftest vil indvendingen mod denne kritik af solomoderfænomenet være, at solomødrene jo netop begrænser sig selv og forpligter sig på et andet menneske, ved at få et barn de nu skal stå alene med, og derfor indtræder i relation der kultiverer de dyder, vi ellers ville oparbejde i en relation til en partner eller andre tætte relationer.

Men det er en indvending der ikke har øje for magtforholdet og distinktionen mellem at være partner kontra forældre. Hvis en person i et parforhold opfører sig egoistisk, og ikke tilsidesætter egne behov for sin partner, så er der den risiko, at partneren pakker sine ting og går sin vej, og så får man ikke nogen børn.

Der er på den måde, en mærkbar og hård konsekvens ved at ikke at have en moralsk livsførelse over for et andet menneske. Hvis en solomor derimod er egoistisk, hensynsløs og ikke handler moralsk, så kan barnet intet stille op, men er nødsaget til at acceptere det, grundet den ulige afhængighed af hinanden i relationen.

Der er med andre ord ingen konsekvens ved manglende moralske dyder i forhold til den relation man har som forældre kontra partner. Når vi derfor i vores iver efter at frigøre os fra hinanden, men stadig vil have muligheden for at realisere det vi ønsker uafhængigt af hinanden, så sker der det, at vi udfolder vores konkrete relationelle sammenhænge i en retning der leder til en tilsidesættelse af de relationer, der er medskabende til at kultivere grundlæggende moralske dyder fordi vi er afhængige af hinanden.

I stedet fordrer vi ved lov, at vi ligeså godt kan undgå de sammenhænge hvor der overhovedet finder en kultivering af vores moralske karakter sted, når vi alligevel kan få alt vi ønsker.

Eller sagt med andre ord: Vi har skabt et samfund, hvor vi ønsker at folk kan få lige hvad de vil have, uden at forholde sig til andre end sig selv. Det er etisk, eksistentielt og socialt nedbrydende.

En længere diskussion af emnet kan læses i min kommende bogudgivelse ”Tidens Tegn”, der udkommer på forlaget Munch & Lorenzen efteråret 2019.


Rasmus Ulstrup Larsen er Cand.merc(fil.) fra Handelshøjskolen i København og underviser i erhvervsøkonomi og filosofi i gymnasiet. Ved Handelshøjskolen skrev han speciale om den filosofiske diskussion mellem liberalisme og kommunitarisme. Han bidrager ofte med konservative indlæg i Jyllands-Posten. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om identitet, etik og eksistens.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside