Nibelungens Ring i New York del 2: Die Walküre

Feuerzauber. Den sovende Brünnhilde i flammehavet set ovenfra. Foto: Metropolitan Opera. Fra hjemmeside nævnt nedenfor under referencer.

Feuerzauber. Dette eventyrlige ord står skrevet i marginen i min udgave af teksten til Wagners Nibelungens Ring med angivelse af ledemotiver ved Dr. Julius Burghold (1913). Det står ud for det sted, der markerer den afsluttende musik i værket. Det lader sig dårligt oversætte. På engelsk kaldes det noget klodset bare for “Magic Fire Music”. Das tönt nicht recht. Selv har jeg et selv blot beskrevet det som “trolddomsilden”. Ikke meget bedre. Trylleild? Ildmagi? Duer heller ikke. Det er vanskeligt at finde ord, der beskriver og fanger magien af den smukke og rørende musik, der ledsager den sovende Brünnhilde ud af sidste akt i Die Walküre, end den korte tyske, motivangivelse Feuerzauber.

Musikken røber, at udstødelsen fra paradiset og gudernes rækker hos Wagner måske nok er dramatisk, men bestemt ikke noget dårligt! Som ofte hos Wagner – og som det i særdeleshed er tilfældet i Nibelungens Ring – så gives de helt store, afgørende øjeblikke ikke til sangerne, men til orkestret alene.

Men magien begynder faktisk allerede lidt før. Nemlig da overguden Wotan tager afsked med sin datter og kysser hende i søvn. Berøvet al sin guddomsglas er hun gjort til et sårbart menneske:

“Denn so – kehrt
der Gott sich dir ab:
so küsst er die Gottheit von dir!”

Den lille, skønne musik, der følger efter dette sted er et af mine ynglingssteder i hele den samlede ring. Så tydeligt kan man høre lyden af pigen, der falder i dyb søvn. Hendes øjne lukkes, lemmerne bliver slappe, hun synker sammen og drømmene begynder stille og roligt at boble frem inde i hendes hoved. Herefter tager flammerne mere og mere over.

I Valkyrien tilføjes det, der hidtil har været et værk, der bevægede sig på det politiske og ideologiske plan, et centralt, menneskeligt aspekt af varme og nærhed, der er så godt som fraværende i Rhinguldet.

Det begynder allerede med Siegmund og Sieglinde i første akt. Her er vi kommet ned på jorden, langt væk fra de verdensfjerne og arrogante guder, der gemte sig i Valhal og overhørte Rhindøtrenes klage fra dybet: Det er stormvejr og Siegmund er på flugt igennem skoven fra sine fjender under det voldsomme forspil. Metropolitan Operas maskine folder sig ud til en skov med mørke træstammer, hvor den flygtende Siegmund jagtes af mænd med lygter. Ved forspillets slutning er maskinen ubesværet blevet til den hytte, hvor Siegumd søger ly og møder Sieglinde.

Siegmund blev tirsdag den 30. april 2019 aldeles fremragende sunget af den australske tenor Stuart Skelton, der havde den helt rigtige heltetenorklang, som en rolle som Siegmund kræver. Han gav fuld valuta for pengene til dem, der særligt glædede sig til den første af de to store arier i første akt ”Ein Schwert verhies mir der Vater”, der blev sunget dramatisk og med nerve og et Wälseråb, der kunne tage pusten fra de fleste.

Men ligeså vigtigt som det dramatiske og heltemodedige er det, at Siegmund skal være øm og kærlig i sit forhold til Sieglinde uden at miste noget af sin maskuline slagkraft, hvilket lykkedes for Skelton. Samspillet mellem de to fungerede i det hele godt og troværdigt, men uden at Siegmund mistede troværdigheden som en helt, Sieglinde kan føle sig tryg ved. Andre – ellers fremragende tenorer – har haft problemet præcis på dette punkt i deres favntag med Siegmund-karakteren. Skelton faldt således heller ikke ved siden af i den nok mest elskede af Siegmunds arier i første akt, ”Winterstürme wichen dem Wonnemond”, der blev sunget både rørende, kraftfuldt, men usentimentalt.

Lidt det samme kan man risikerer med Sieglinde-karakteren, der ikke bare skal være et rent offer og underkuet hustru, men også have en tilpas mængde selvstændighed og handlekraft. Sieglinde blev herligt sunget af hollandske Eva-Maria Westbroek.

Den onde Fricka-lakaj Hunding skal have passende tyngde for at være en troværdig antagonist til Siegmund-Sieglinde-parret. Her havde man valgt Gunther Groisböck, der gav Siegmund-Sieglinde fint og ægte modspil, så man for alvor er i tvivl om, hvorvidt de har en chance.

Selvom Hunding har grund til at være sur over, at Siegmund stikker af med hans hustru, så er den virkelige indignation lagt hos ægteskabsgudinden Fricka. Og her havde Jamie Barton heldigvis bevaret al sin ægteskabelige indignation fra dagen før, og hun lynede og tornede uforglemmeligt mod Wotans forsøg på at bryde ægteskabets bånd i det store sammenstød mellem de to i anden akt og udløste et fortjent kæmpebifald ved pausen.

I forhold til de tidligere opførelser af Lepages produktion havde man med held lavet et par forbedringer, der kunne stimulere noget af dramaet i den lange anden akt, der ellers let kan komme til at virke stillestående, fordi den i vidt omfang handler om, at Wotan synger/fortæller om, hvad der allerede er sket. Dette havde Lepage og hans folk gjort ved, at projekterer elementer fra hans fortælling op på et stort øje, der kom til syne i dybet under den klippe, som handlingen foregår ved i anden akt. En glimrende ide. En del af Wotan-fortællingen er jo netop, at han har givet sit ene øje for at erhverve sig visdom. Dette får vi dog vist først udtrykkeligt at vide i Götterdämmerung.

Et tilsvarende greb havde Lepages produktionshold brugt i første akt, hvor Siegmund fortæller om sin opvækst i skoven og senere flugt. Dette blev projekteret som skyggespil på hyttens loftsbjælker, hvilket så imponerende ud. I første akt var det ligeledes imponerende at opleve, hvordan hele scenerummet pludselig var blevet ændret, sådan at vi uden at vide det befandt os uden for Hundings hytte. Det skete lige så pludseligt som foråret vækkes til live med Siegmund og Sieglindes kærlighed. I det hele taget var der også i Valkyrien arbejdet meget og grundigt med at formidle et visuelt indtryk, der præcist afspejlede selv nok så små nuancer i musikken.

Den sidste scene i anden akt, hvor den fatale kamp mellem Siegmund og Hunding finder sted, var henlagt til samme skov, som man havde ladet forspillet foregår i. Dette er et velvalgt greb for at skabe en afveksling, der passer til den forhøjede intensitet henimod den afsluttende kamp, der koster Siegmund livet.

Derimod virkede den store maskine mindre overbevisende i den afsluttende Feuerzauber i forhold til, hvad jeg tidligere har set. Imponerende var det ganske vist lavet, hvordan flammerne helt omgav den frit svævende Brünhilde, sådan at vi til sidst kiggede på det hele fra oven, se fotoet ovenfor i starten. Ligesom i Rhinguldets slutning, hvor vi også så guderne gå ind i Valhal på en måde, der gav følelsen af, at det hele blev set fra oven. Men hele scenen blev en tand for steril, hvilket var ærgerligt. Der er grænse for, hvor langt man kan nå med projektioner. Slutningen på Valkyrien i Metropolitan Operas tidligere Otto Schenk-produktion af Nibelungens Ring fra 1986 er på mange måder mere overbevisende på dette punkt.

Christine Goerke som Valkyrien Brünnhilde. Foto: Metropolitan opera. Fra hjemmesiden nævnt nedenfor under referencer.

Til gengæld fejlede hele skildringen af forholdet mellem Wotan og Brünnhilde intet! Det havde præcis den sammensatte karakter, det skulle have som den anden dramatiske drivkraft i Valkyrien (den første er forholdet mellem Siegmund og Sieglinde). Ikke kun fordi Michael Volle også på andendagen leverede en kraftpræstation som Wotan, der nu er i sit livs krise efter at have indset, at han i virkeligheden er magtesløs og impotent og må resignerer.

“Zusammen breche
was ich gebaut!
Auf geb’ ich mein Werk,
Nur Eines will ich noch,
das Ende – –
das Ende! -”

Den helt centrale faderlige varme havde han dog heldigvis også. For det er jo den, der gør Wotan-karakteren så fascinerende i netop Valkyrien! Volle sang en dejlig og varm afskedssang til sin datter. Men igen er det fraværet af ord, der bruges på de helt centrale steder. For det mest rørende i Wotans afskedssang til Brünnhilde er jo de minutter, hvor han netop ikke synger, og hvor dramaet overlades til orkestret, der musikalsk kobler scenen sammen med Brünnhildes kærlighed til de to mennesker: Siegmund og Sieglinde!

Som Brünnhilde havde man valgt den amerikanske sopran Christine Goerke, der var havde et stort dramatisk talent og også en pragtfuld udstråling hele vejen igennem i denne opera, hvor hun stadig er gudinde indtil til Wotan efterlader hende i flammehavet. Det stærkeste indtryk hun efterlod var dog den rørende kærlighed til sin far, der lyste igennem ilden. Jeg glæder mig allerede til at se hende vågne igen som menneske i Siegfried. Jeg er tilfreds.

Richard Wagner, Die Walküre. Metropolitan Opera den 30. april 2019

Referencer

Forestillingens hjemmeside med billeder og videoer m.v.:

https://www.metopera.org/season/2018-19-season/die-walkure/

Dr. Julius Burghold, Der Ring Des Nibelungen. Text mit den hauptsächlichsten Leitmotiven und Notenbeispielen (1913)

Paul Thomason, Program Note (programartikel)

Også Valkyrien kan ses på Metropolitan Operas streamingtjeneste her:

http://www.metopera.org/Season/On-Demand/opera/?upc=811357015483

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!