En af operahistoriens dyreste og mest spektakulære produktioner er på programmet igen. For tredje og – siges det – sidste gang: Robert Lepages produktion af Wagners Nibelungens Ring til Metropoitan Opera i New York. Den kunne ses første gang i 2010, blev genopsat i 2012-13-sæsonen, og nu altså igen i april-maj 2019, hvor alle tre cyklusser er totalt udsolgt.
Rent spektakel er det ikke, selvom kernen i Lepages produktion er et gigantisk stålskellet, “maskinen”, bestående af en række lameller med projektionsflader, der kan dreje og bøje og belyses, så de danner de forskellige lokaliteter, hvori Ringen foregår.
Ideen er, at alle lokaliteter skal udvikle sig, opstå og fremstå som et organisk hele. Præcis på samme måde som Wagners musik udvikler sig organisk af en masse små fragmenter (ledemotiver). Eksempelvis i starten med de dybe Es-dur arpeggioer, der illustrerer verdens skabelse og Rhinens vand, som leder direkte ind i de tre rhindøtres uskyldige sang, inden ondskaben kommer ind i verden i form af den fæle Alberich og hans besudling af naturens renhed.
Alt dette blev forklaret til et foredrag med Gundula Kreutzer, lektor (“Associate Professor”) ved Department of Music ved Yale University, der under overskriften Machines and the Ring: Richard Wagner’s Technological Conundrum talte om Wagners forhold til teaterteknologi i relation til hans ideer om et “Gesamtkunstwerk”, der integrerede alle kunstarter i ét. Wagner baksede i den forbindelse meget med den sceniske fremtoning af sine værker, og gav eksempelvis ekstremt præcise instruktioner for, hvornår og hvordan forhænget skulle gå op og ned. Hvilken side, det skulle gå til, og hvor hurtigt. Det bekymrede ham eksempelvis meget, hvis man var nødt til at sænke forhænget mellem to scener, da det ødelagde den organiske helhed og afbrød den dramatiske enhed i gesamtkunstværket. Eksempelvis ved skiftet fra scenen ved Rhinen til scenen med guderne på bjergets top i netop Rhinguldet. Løsningen ved premieren i Bayreuth i 1876 var konkret at indhylle scenen i vanddamp – fra to kasserede lokomotivkedler placeret i god afstand fra festspilhuset – og på den måde lade de to scener glide organisk over i hinanden.
Lepage og hans folk tager Wagner på ordet og skaber en scenografi, hvor alting kan udvikles fra den samme kerne, konkret maskinen, der kan formes til alle elementer i værket. Frem til repremieren her i 2019 har Lepage og hans folk brugt næsten et år på at finkalibrere maskinen. Selvom den godt 40 tons-tunge maskine flyttes med et hydraulisk system, så er den indrettet, sådan at den på de mest centrale steder, hvor bevægelsen skal være organisk og fin, flyttes med rebtræk og håndkraft bag scenen.
Resultatet kunne sikkert let være blevet uhyre klodset, men i hvert fald til førstedagens opførelse af Rhinhuldet virkede det helt efter hensigten, for nu at sige det meget mildt. Det ellers meget store metalmaskineri viste sig nærmest blødt som smør og formerede sig uden besvær til både Rhinens vand, gudernes bjergtop, det uhyggelige Nibelheim og regnbuebroen til sidst.
Det var en fornøjelse at kunne se, hvordan de tre rhindøtre faktisk svømmede fuldstændig frit midt i scenerummet, præcis som var de i vandet (se foto). Så meget var der kælet for detaljerne, at der kom bobler ud af deres munde i takt til musikken, når de sang. Selvom det formentlig “bare” var lavet med videoprojektioner på baggrunden, var effekten uhyre overbevisende. Boblerne flyttede med, når de svømmede rundt. Af andre detaljer skal fremhæves, at det var lykkedes, at lave den tvetydige halvgud, Loge, så han vitterligt lignende en flammende ild, der løb rundt på scenen.
På den scenografiske front var det mest imponerende dog klart Loge og Wotans nedstigning til Nibelheim, for at skaffe ringen fra den fæle Nibelunge, Alberich, inden det er for sent. Her formede maskinen sig ubesværet om til en stor trappe, der gik tværs igennem scenerummet. Startende lodret og sluttende vandret (se foto). Hvordan man præcist havde lavet det sådan, at Wotan og Loge kunne gå på de lodrette falder hen mod det faretruende lys, ved jeg ikke, men flot så det ud. Tilsvarene gik guderne op ad en næsten lodret regnbuebro til sidst.
Scenografisk er der altså intet at udsætte på Lepages produktion herfra! Der er fået fuld valuta for de uhyre summer, der har været anvendt på at udvikle maskinen.
Bevares, fra tid til anden kunne man høre maskineriet knirke og klage en smule, så man blev mindet om, at det hele ikke var virkeligt. Men det var ikke nok til at anfægte, at det til fulde lykkedes at realisere en scenografi, der var fuldt integreret med musikken, og som kunne forme sig med den. Jeg talte efterfølgende med nogle, der havde set de tidligere opførelse, der sagde, at der var sket betydelige fremskridt med hensyn til at dæmpe støjen fra maskinen.
Det skulle gerne følge af ovenstående, at opsætningen i det hele var traditionel i den forstand, at den holdt sig til forlægget og ikke havde nogen anden ambition end at realisere Wagners ideer og drama om menneskets kamp mod guderne (og mod sig selv) på den måde, som han havde til hensigt. Kostumerne var tilsvarende baseret på skitser til Wagners første Ring fra 1876 i en lettere, opdateret form.
Jeg bliver her som i Odense sidste år ved samme tid bekræftet i, at Wagners værker netop virker allerbedst og allerstærkest, når man holder sig til forlægget. Simpelthen fordi, det hele – musik, tekst, scenografi m.v. – er tænkt ind i én stor, musikdramatisk helhed. Det duer derfor ikke at flytte handlingen til en anden tid, eller lade karaktererne være noget andet, end de er.
Det hele havde naturligvis blot været tomt effektjageri, hvis ikke sang og musik havde været helt i top, hvilket det naturligvis var, og hvad man også kan og bør forvente fra et af verdens fineste operaorkestre, Metropolitan Opera Orchestra. Dirigentstokken var i gode hænder hos schweiziske Philippe Jordan, der havde valgt en overraskende hurtig fortolkning af Rhinguldet.
Jordan har ved tidligere lejligheder udtalt, at Wagners musik generelt spilles væsentligt langsommere, end det var komponistens intention. Dette er han ikke ene om at mene. Den tyske dirigent Hartmut Haenchen, der navnlig har specialiseret sig i værker af Wagner og Strauss har samme synspunkter, hvilket han blandt andet udtalte sig om, da han dirigerede Parsifal i den seneste opsætning på Det Kongelige Teater (vistnok i 2013). Det er ikke et emne, jeg har stærke meninger om. For så vidt angår Parsifal, må jeg indrømme, at jeg holder ganske meget af de langsomme fortolkninger. Det klæder dette værk ganske godt at blive spillet langsomt, uanset hvad der var intentionen. Anderledes med Rhinguldet. Her fungerede det helt fint med Jordans hurtigere stil. Ringen er jo gennemgående et værk med utrolig meget fremadskridende handling, der konstant udvikler sig. Parsifal er bevidst stilstående.
Sangerfronten var heldigvis også godt besat. Igen: Det både kan og bør forventes. Selv helt ud i de mindre partier var der fortrinlige sangere, startende og sluttende med de tre Rhindøtre, og deres fatale dom over de guder, der ubekymret begiver sig over regnbuebroen mod Valhal, men hvis verdensorden er grundlæggende falsk, da den bygger på en forsagelse af kærligheden:
“Traulich und treu ist’s nur in der Tiefe:
falsch und feig ist, was dort oben sich freut!”
Det uskyldige – men drillesyge! – trekløver blev charmerende sunget af Amanda Woodbury, Samantha Hankey og Tamara Mumford, der også overbevisende formåede at lege og pjatte med hinanden frit svævende i scenerummet.
Alberich blev meget stærkt sunget af den polske bas-baryton Tomasz Konieczny, der stemmemæssigt både rakte fra den ægte, menneskelige fortvivlelse over de tre Rhindøtres bastante afvisning af hans tilnærmelse, til frådende ondskab i sin behandling af broderen Mime og de andre Nibelunger, han holder som slaver. Samspillet mellem ham og de tre piger var i det hele taget gennemarbejdet og troværdigt, selvom meget af det foregår mere eller mindre frit svævende i luften.
Metropolitan Opera havde ligesom Odense i fjord sikret sig tenoren Gerhard Siegel til partiet som Mime, hvilket også denne gang var særdeles velvalgt bedømt ud fra de få linjer, denne karakter har i Rhinguldet. Jeg glæder mig allerede til at høre ham i Siegfried.
Ligeledes de to kæmper, Fasolt og Fafner, der tilsyneladende skaber al bøvlet for guderne ved at kræve kærlighedsgudinden Freia som løn for at have bygget Valhal. Dette er naturligvis kun tilsyneladende, for konflikten er allerede etableret, da operaen starter, fordi overguden Wotan har været letsindig nok til at love hende væk til gengæld for at få bygget borgen. De blev begge sunget glimrende af henholdsvis den tyske bas Günther Groissböck og den polske bas Dmitry Belosselskiy. Førstnævnte (Fasolt) er den mest menneskelige af de to, mens Fafner er den kolde og beregnende. Det er da også Fafner, der ønsker at give afkald på Freia mod i stedet at få Alberichs ring som løn for byggearbejdet.
De yngre guder (Freia, Froh og Donner), var også fint besat og udstrålede passende ungdommelig naivitet både i deres sang og i deres gestik. Bedst var Freia (Wendy Bryn Harmer) og Donner (Michael Todd Simpson). Froh har nærmest ikke nogen linjer at synge. Bryn Harmer var overbevisende som skrækslagende pige på flugt fra de to kæmper, mens Todd Simphson brillerede i den afsluttende passage, hvor han renser luften og fremkalder regnbuebroen med et slag med sin hammer.
Partiet som gudinden Erda, var godt givet til Karen Cargill, hvis mørkfarvede mezzo-sopran præcis er, hvad denne lidt mystiske karakter kræver for at være overbevisende.
Halvguden Loge var tilpas slesk og udspekuleret i skikkelse af den østrigske tenor Norbert Ernst. Som allerede nævnt var det lykkedes at lave det sådan, at han faktisk lignede ild, der flammede rundt på scenen. Han fungerer jo også her som ildgud.
Bedst på scenen var dog (heldigvis!) Michael Volle i det store og afgørende parti som overguden Wotan, der stadig tror, at han har kontrol med den verden, han er sat til at herske over. Han bliver naturligvis klogere. Men indtil han resignerer, skal han lyde stærk og handlekraftig, hvilket Volle så afgjort gjorde med aftenens uden sammenligning bedste præstation. Også samspillet med den besværlige – men realistiske – ægtefælle Fricka fungerede upåklageligt. Det plejer ellers at være i samspillet mellem de to, at opsætninger mange gange står lidt stille. Fricka blev i øvrigt meget overbevisende sunget af den georgiske mezzo-sopran Jamie Barton, der havde en stemme så kraft- og karakterfuld, at den uden besvær kunne sætte en overgud på plads.
Om kvaliteten af sangere og musik er der næppe plads til megen diskussion om, at man i New York i april 2019 har formået at samle noget nær det bedst mulige netop nu. Om man omvendt kan lide Lepages maskine og organiske helhedstænkning er nok et område, hvor der er mere plads til diskussion. Det kunne jeg imidlertid godt! Og det er derfor næsten umuligt ikke at være både glad og tilfreds med en meget vellykket opsætning af Rhinguldet, der ellers er den af de fire operaer i Nibelungens Ring, der er sværest at håndtere og som sjældent efterlader et varigt indtryk. Det gjorden den imidlertid mandag den 29. april 2019
Richard Wagner, Das Rheingold. Metropolitan Opera den 29. april 2019
Referencer
Forestillingens hjemmeside med billeder, videoklip, artikler m.v.
https://www.metopera.org/season/2018-19-season/das-rheingold/
Gundula Kreutzer, Machines and the Ring: Richard Wagner’s Technological Conundrum (foredrag holdt i Metropolitan Opera den 30. april 2019. Indholdet af foredraget er vist i det væsentligste baseret på hendes bog om samme emne, Curtain, Gong Steam – Wagnerian Technoligies of Nineteenth-Century Opera (2018)
Jay Goodwin, Rise of the Machine (2018). Hjemmesideindlæg, se ovenfor
Jay Goodwin, Love is a Battlefield (2018). Interview med Christine Goerke. Se på hjemmesiden ovenfor.
Mary Joe Heat, Marathon Man. Interview med Philippe Jordan. Programartikel. Se også hjemmesiden ovenfor.
Michael Cooper. The ride of a rising maestro (interview med Philippe Jordan), The New York Times International Edition, lørdag-søndag den 20.-21. april 2019, s. 21.
Den nævnte opsætning af Nibelungens Ring har som nævnt været opsat før. Og den findes derfor også allerede på DVD og blu-ray:
https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=7714
Den kan også ses via Metropolitan Operas streamingtjeneste. Her Das Rheingold:
https://www.metopera.org/season/on-demand/opera/?upc=811357015513
