Begrebet dialektik

af Anders Orris

Følgende forhold er givne, set fra et konservativt perspektiv:

Materialismen forstået som filosofisk udgangspunkt kan ikke stå alene. Menneskers levevilkår – tag over hovedet, tøj på kroppen, mad i munden – virker ikke determinerende for deres handlinger. Armod udelukker ikke værdighed, men fremmer den til gengæld heller ikke. Rigdom beskytter ikke i sig selv de forudsætninger, der har skabt den.

Idealismen forstået som filosofisk udgangspunkt kan ikke stå alene. Menneskers tankekraft – dertil deres ord – skaber ikke det nævnte. Idéer skal finde resonans i en foreliggende virkelighed og om muligt realiseres af behørig magt – og bør mødes med varierende grader af skepsis, blandt andet funderet i fortidige og aktuelle, smertelige erfaringer med vildfaren idealisme i form af kommunisme, socialisme, nationalsocialisme, multikulturalisme, miljø- og klimaalarmisme og overnationalisme.

Sammenhæng(e) mellem disse to begreber, materialisme og idealisme, kan skabes ved dialektik, forstået ved den etymologiske rod samtalekunst, dvs. en argumentationsmæssig vekselvirkning mellem forhold, der ikke nødvendigvis synes sammenhængende. Begrebet dialektik har, formentlig på grund af dets marxistiske vildveje, fået visse fejlagtige konnotationer. Det betyder dog grundlæggende det her skitserede.

Hvorfor denne basislektion? Jo, der pågår en folketingsvalgskamp, det allerede er til at blive træt af. Hvorfor? Fordi idealismen dominerer: snak, letkøbte antagelser og vildfaren idealisme tager for megen plads i den offentlige samtale. Hvorledes? Jo, det er ikke noget problem at blive mere konkret. De falbudte kandidater og partier agerer, for velsagtens 97-99 procents vedkommende, ud fra den tavse forudsætning, at politik er hinsides grundlæggende materielle overvejelser. Dem har vi løst, ”vores samfund” er rigt. Politik handler åbenbart om at fordele givne rigdomme; kandidater, ikke sjældent halvstuderede flottenhejmere i tyverne, disponerer og deler ud. Typisk af milliarder. To forhold glemmes dog.

1) Intet samfund kan i længden fordele andet og mere end værdien af den samlede produktion. ”Vores” rigdom er funderet i produktionen af varer og tjenesteydelser; forøget rigdom kan således kun frembringes ved at forøge produktionen af varer og tjenesteydelser. En offentlig sektor kan kun finansieres ved at beskatte lønmodtagere og virksomheders indtjening og forbrug. Forøgede offentlige udgifter, uden en forhøjelse af skattetrykket, kan kun ske ved at lønmodtagere og virksomheder forøger deres indtjening og dermed deres beskatningsgrundlag. Alternativt ved optagelse af statslån, hvilket i øvrigt allerede sker, hvad formentlig kun få tænker over eller ved: alt efter opgørelsesmetode skylder den danske stat mellem en femtedel og en tredjedel af bruttonationalproduktet væk. Den stillede sikkerhed synes at bestå i den danske stats endeløse vilje til at beskatte sine borgere hårdt og kontant, næppe i forsikringer om fremtidig, forøget produktion.

Det er dermed påfaldende, at nødvendigheden af en forøget produktion i den private sektor – frembringelsen af yderligere rigdomme – synes at være så fraværende i den offentlige debat, navnlig her tæt ved folketingsvalget. Ikke mindst når de falbudte kandidater så ivrigt vil fordele og omfordele. Selv såkaldt ansvarlige politiske partier synes uinteresserede af denne nødvendighed, men de har næppe heller brugbare løsninger på lager. Det er nemmere at lade den såkaldte velfærdsstat tale til egoisten i det enkelte menneske.

2) Det førstnævnte forhold kan knyttes til et emne, der til gengæld tales meget om i valgkampen, nemlig tilstedeværelsen og indvandringen af fremmede. Det er værd forud at bemærke, at det såkaldte velfærdssamfund ikke er forudsætningsløst: det forudsætter en i vid udstrækning ens adfærd af borgerne, dvs. en høj beskæftigelsesgrad, en fintmasket organisering af de allerfleste af tilværelsens aspekter, herunder omfattende institutionsanbringelse af børn og gamle, og endelig, mere overordnet, et krav om at der opnås en slags kollektiv balance mellem produktion og forbrug. Sagt på en anden måde og mere klart: det er givet, at en stor mængde borgere ikke konsekvent kan forbruge mere end de producerer. I fald skal læsset trækkes uforholdsmæssigt af andre; (om)fordelingsmængden vil blive reduceret som følge heraf.

Der er ingen tvivl om at dette misforhold allerede eksisterer, også blandt de ægtefødte børn af landet, hvor et betydeligt mindretal lader sig passivt forsørge af de arbejdende. Dette problem forværres dog af den historiske og aktuelle udlændingepolitik, hvor demografiske forskydninger – det forøgede antal gamle – delvis søges uforstandigt imødegået ved at lade fremmede vandre ind i landet. Dette er en illusorisk løsning: de fremmede medbringer deres egen forsørgerbyrde, oftest institutionaliserede og skolesøgende børn, uddannelsessøgende eller erhvervshæmmede ægtefæller mv., men det er en helt særegen problematik ved det såkaldte velfærdssamfund og den førte udlændingepolitik.

Dertil – og væsentligere – er det åbenbart, at de fremmedes adfærd ikke modsvarer de ægtefødte børn af landets, hvilket er kulturelt betinget. De fremmede forbruger mere end de producerer, og tvinger dermed Folketinget og regeringen til at disponere de offentlige udgifter anderledes, alternativt til at forøge skattetrykket. I praksis begge dele. Vort hjemlige problem – forsørgerstaten, som den såkaldte velfærdsstat rettelig er – forstærkes, i og med beskæftigelsesgraden blandt de fremmede er lavere. De offentlige udgifter må derfor i endnu højere grad forskydes fra service til forsørgelse – med deraf følgende finansieringsbehov og utilfredshed med påståede nedskæringer. Læg dertil, at den såkaldt stramme udlændingepolitik i vidt omfang er resultatløs, bortset fra en betydelig forøgelse af den offentlige sektors kontor-, kontrol-, opsyns- og plejepersonale.

Valgkampen burde handle mere om disse grundlæggende materielle forhold; egentlig fordelingspolitik mellem landets ægtefødte børn og de fremmede. Det er værd afslutningsvis at nævne, at der er rigeligt andet at være på vagt overfor i valgkampen med hensyn til materielle anliggender. Som bekendt kan der ventes en ny metode til beskatning af fast ejendom, der med garanti ikke bliver provenuneutral. Sådan går det jo aldrig; talrige embedsmænd er i skrivende stund i færd med at se på skråfoto. Mangt en husejer kan nok imødese en solid ekstraregning, men magtpartierne – væsentligst Venstre og Socialdemokratiet – skal nok stå vagt om deres håndslag, dertil om føromtalte endeløse vilje til at beskatte borgerne hårdt og kontant. Det er værd at erindre sig i stemmeboksen.

Når man nu står der og tænker på ens boligudgifter, kan man erindre sig momssatsen, beskatningen af elektricitet og vandet i hanen og motorbeskatningen, herunder ejer- og brændstofafgifterne. Der er mulighed for konkrete, købekraftsforbedrende løfter her, området synes overset af kandidater, der ellers burde have hjertet på rette sted. Og inden forhænget til stemmeboksen løsnes, kan man spørge sig selv om politik ikke også handler om andet end en åndelig overbygning på tilværelsen og mulige konsekvensudfald om ti, tredive eller halvtreds år.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!