Årsskriftet Critique: Konservatismens genfødsel ud af den tyske romantiks ånd?

I Årsskriftet Critique XI beskæftiger germanisten Mads Lund Mikkelsen sig i sin artikel med de to kontroversielle forfattere Simon og Botho Strauss’ romaner Sieben Nächte hhv. Der junge Mann. Romanernes romantiske elementer har leveret et afgørende indspark i den nyere tyske litteratur – ikke mindst i forbindelse med nyere tids debat om Tyskland som nation. Bestil Årsskriftet Critique her.

Af Mads Lund Mikkelsen

Hvad var den tyske romantik, hvad kan denne enormt komplekse og vidt forgrenede åndsbevægelse over hundrede år efter dens højdepunkt siges at være medskyldig i, hvad angår den spændt-betændte Weimarrepubliks politiske klima?

Spørgsmålet har været diskuteret siden 2. verdenskrig, og med til det hører også diskussionen om, hvorvidt den tyske romantik og dens arvinger oplever en genopblomstring og revitalisering i nutidens Tyskland gennem yngre forfattere, og om denne opblomstring med rimelighed kan tolkes som en konservativ modstrømning til tidens herskende liberale diskurser, eller snarere som et højreradikalt forsøg på at genvinde diskursiv hegemoni under dække af besindelse på tradition og overlevering. Disse er også hovedspørgsmålene, hvorom tankerne i følgende undersøgelse kredser.

I vælten – Debatten om Simon Strauss’ Sieben Nächte

I sommeren 2017 udgiver en ung mand, endnu ikke fyldt 30 år, en roman, hvori fortælleren S i angst for snarlig stivnen i hjemfaldenhed, flegmatisk apati og arbejdståger en sidste gang vil bevise og bekræfte sin frihed. Han vil nå til et personligt gennembrud i slutningen af en ungdom, der har formet sig som en snorlige march gennem uddannelsesinstitutionerne på vej mod et ligeså forudsigeligt voksenliv.

En sidste gang vil den unge mand sætte sit selv på spil, han vil prøve sit mod af og udsætte sig for syv nætter med syv forskellige dødssynders farer. En alvorlig leg, et eksperiment, hvortil også skrivningen hører, skabelsens og den åbne tales vovestykke. Simon Strauss er romanens forfatter, 29-årig redaktør på avisen Frankfurter Allgemeine Zeitungs kultur- og litteratursektion.

Særligt i romanens indledning, inden fortælleren begiver sig ud i de syv nætters synder, kritiseres den tyske kultur for at være stivnet i en af selvfølgeligheder præget passiv subversivitet, i en dræbende ironi, der består i en overbetoning af kritisk rationalitet frem for følelse, ufarlige vedtagne sandheder frem for mod til udsagn og kynisk konformisme frem for åben strid og ægte uenigheder i tale ansigt til ansigt.

Romanen blev umiddelbart efter udgivelsen rost og lovprist i flere større tyske medier som Die Zeit og Der Spiegel. Først forsinket, i 2018, blusser derpå i selvsamme medier en heftig debat op omkring bogen. Af de argeste kritikere beskyldes Strauss for med sin bog at agere skjult fortaler for både Alternative für Deutschland og mere diffust for det ny højre, et paraplybegreb betegnende alt fra PEGIDA over den nationalkonservative publicist Götz Kubitschek til den såkaldt Identitær-bevægelse.

Kritikerne citerer løsrevne ord og brudstykker af fortællerstemmens udfald mod samtiden; i et indlæg i det erklæret venstreorienterede taz, der blev gnisten til den debat, citerer Alem Grabovac Simon Strauss for at skrive om

“skæbnefælleskaber, hemmelige selskaber, mytologiske fortryllelser, utopiske gnister, dybe sår, smerte, had, raseri, i vinden blæsende tyske flag, magtfølelser, hævede arme og længsel efter en ny begyndelse”[1].

Denne række af ideologisk belastede ord, af hvilke enkelte faktisk er at finde i selve romanen, og det faktum, at Strauss har dristet sig til at invitere forlægger Götz Kubitschek som gæstetaler til sin litterære salon udgør for Grabovic grundlag nok til at kæde personen og forfatteren Strauss sammen med politisk højreekstreme positioner.

På Grabovics indlæg i taz følger i blandt andet Der Spiegel og Die Zeit kritiske indlæg af anmeldere og kulturpersonligheder, og også det toneangivende unge berlinske litteraturmagasin Das Wetter tager afstand fra Strauss.

Hvis De ved læsning af det ovenstående rammes af den beklemmende følelse, at historien gentager sig, så tager De ikke fejl. Den 8. februar 1993 udgav dramatiker, forfatter og tænker og Botho Strauss, Simon Strauss’ far, i Der Spiegel således et berømt-berygtet essay, der rystede og forargede det intellektuelle Tyskland og afstedkom en længere debat af overvejende afvisende og kritisk karakter.

Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique

Mads Lund Mikkelsen (f.1991) er ekstern lektor og cand.mag. i tysk og filosofi fra Aarhus Universitet med speciale i Botho Strauß og dennes roman Der junge Mann

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!