Rasmus Paludan og ekstremistens martyrium

Af Stig Høgh Rasmussen

Rasmus Paludans karriere som partileder kulminerede den 14. april. Et besøg på Nørrebro, der blev modsvaret af en moddemonstration, hvor Nørrebros voldsparate beboere endte i gadekamp med politiet. En lang stribe politikere stod i kø både for at fordømme volden og kalde Paludan for provokatør.

Det er naturligt, at politikerne tager afstand fra kriminalitet. Voldmandens veto må og skal fordømmes. Punktum. Hvad der til gengæld ikke er et godt modsvar mod Paludan demonstrationer, er den opmærksomhed han får. Ved at arrangere moddemonstrationer får Paludan mediernes interesse, og i stedet for at tie ham ihjel, har man gjort både ham og sig selv en bjørnetjeneste.

”Bjørnetjeneste” er et begreb, de fleste kender. I dag kan det som bekendt både betyde en handling til stor gavn, eller en velment handling, der i sidste ende gør mere skade end gavn. Dette substantiv passer fint på reaktionerne på Paludan, der den 5. april 2019 blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 266 b.

Racismeparagraffen

Bestemmelsen, der i folkemunde ofte omtales som ”racismeparagraffen”, kriminaliserer offentlige udtalelser, der nedværdiger, truer eller forhåner grupper på grund af deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Det er en straffelovsbestemmelse, der har været stærkt debatteret, og i øvrigt har en mærkværdig og totalitær historie bag sig.

Udover paragraffens ophav er det værd at bemærke dennes til tider besynderlige domspraksis. Bestemmelsen fik eks. i 1980’erne en journalist dømt for medvirken til racisme, efter at have interviewet tre Grønjakker, der som svar på journalistens spørgsmål havde fremsat racistiske ytringer.

Journalisten blev frifundet senere af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I Rasmus Paludans tilfælde dømtes han for at sætte sammenhæng mellem Sydafrikas situation og landets sorte befolknings lave IQ.

Paludans ynkelig bidrag til debatten

Rasmus Paludan ville ved første øjekast være en selvskreven kandidat til at stå skoleret overfor § 266b. Han har ikke sparet på generaliserende udtalelser, der er kriminaliseret i straffelovens bestemmelse.

Gennem sin selvudnævnte titel som ”Frihedens Soldat, De Svages Beskytter, Samfundets Vogter, Danernes Lys”, har Paludans ynkelige bidrag til debatten bestået i ubegavede holdninger og handlinger: Koranafbrændinger, at erklære muslimer for pædofile og samfundstabere. Udover sine generaliserende udtalelser, har Paludan forsøgt udtage stævning mod Zenia Stampe for at udsætte ham for en ”urimelig shitstorm”.

Før stiftelsen af Stram Kurs blev han kendt for hjemmesiden ’kriminelle.dk’, en hjemmeside med billeder af lokale trafiksyndere. Listen over Paludans mærkværdigheder kunne blive ved og ved. Men vi begår som samfund en stor fejl ved at bruge domstolenes dyrebare tid og ressourcer på typer som Rasmus Paludan. Tilsvarende mediernes.

Da staten gav Paludan sit martyrium

Naturligvis er det ubehageligt at blive kaldt pædofil, samfundstaber og dårligt begavet. Uagtet om det er som individ eller gruppering. Men ved at dømme Paludan for § 266 b, har staten og derigennem domstolen givet ham et martyrium.

Bedre bliver det ikke af de voldelige optøjer, som reaktion på Paludans demonstration. Igen opstår muligheden for en offerrolle, hvilket næppe var sket, hvis Paludan blot var ignoreret. Resultatet af både dommen og den voldelige moddemonstration var desværre ikke blot det modsatte, men gør Paludan til endnu en ekstremist, der kan erklære sig martyr for en totalitær stat, der ikke vil lade ham ytre sig frit,

Som imamen Mohamad Jammal, der sammenlignede homoseksualitet med pædofili og dyresex. Som Daniel Carlsen, nynazisten der uddelte de såkaldte ”asylsprays”. Mennesker, hvis holdninger og handlinger langt de fleste tager afstand fra, men som med deres dom nu kan beskylde staten for hykleri, censur og meningstyranni. Disse mennesker bør ties ihjel, ikke dømmes for ytringer.

Alt det, vi gør forkert

Man kan sige meget om Paludan. Ofte intet pænt. Man kan endda kalde ham en slikfriller og en narhat, nu hvor man må være så fri, Men en dom vil næppe hjælpe på situationen.

Tværtimod giver det ham den taletid og medieopmærksomhed, hans politiske karriere består af. Såfremt man kan overhovedet kan kalde det en politisk karriere. Paludan minder mest af alt om de uopdragne børn, der larmer og laver ballade i håbet om lidt opmærksomhed.

Og opmærksomhed fik han, da han blev dømt. Også gennem den moddemonstration, der igen satte Nørrebro i flammer. I stedet for at tie dem ihjel ved at vende ryggen til, har optøjerne og domstolene givet dem den opmærksomhed, de ønsker. Og derved skudt sig selv i foden. § 266b bør afskaffes. Af ovennævnte årsager.


 

Stig Høgh Rasmussen er stud.jur. på Aarhus Universitet. Han er aktiv i Konservativ Ungdom og har bl.a. skrevet for tidsskriftet Paragraf. Derudover er han altid krænket af krænkelseskulturen. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om bl.a. retsstaten, udlændingepolitik, de postfaktuelle indspark i debatten og naturligvis krænkelseskulturen.

 

 

 

 

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!