Den svære toer

Poul Schlüter fyldte for nylig 90 år, men hvilken betydning fik Schlüter for eftertiden – manden, som på den ene side ikke var så konservativ, at det gjorde noget, men som på den anden side stod bag et afgørende borgerligt nybrud i dansk politik? Ny bog giver solidt indblik i Poul Schlüters regeringstid.

Af Anders Orris 

Den 3. april 2019 fyldte Poul Schlüter halvfems år. Det glædede ham givetvis på fødselsdagen, den vedholdende mand vi har meget at takke for, at han fortsat er genstand for opmærksomhed. Bestemt ikke glemt. ”Der er ikke noget danskere holder så meget af som forhenværende statsministre”, som Bertel Haarder sagde med dengang vanlig elegance, da Poul Nyrup Rasmussen på besynderlig vis fik en masse personlige stemmer ved europaparlaments-valget i 2004.

 

Makkerparret Niels Wium Olesen og Thorsten Borring Olesen, hhv. lektor og professor ved Århus Universitet, har givet deres skærv til opmærksomheden ved at lade det, jeg nu døber det andet bind af de nye udgaver af De Danske Ministerier, udkomme i efteråret 2018. Bindet dækker Poul Schlüters tid 1982-1993, altså Schlüters statsministertid. Det følger i samme plovfure som første bind om Anker Jørgensens tid. Nærværende anmelder anmeldte det forbeholdent i tidsskriftet her i februar 2019. Rollefordelingen er i øvrigt byttet om denne gang: Thorsten Borring Olesen slog følge med Anker Jørgensen, medens Niels Wium Olesen holdt sig mere i baggrunden. Med Schlüter er det omvendt.

Hovedtrækkene

Det har gavnet fremstillingen, ikke mindst fordi Wium Olesen ikke har slået så mange svinkeærinder fra de oprindelige binds forlæg, skabt og tilslebet af Svend Thorsen og Tage Kaarsted, der betonede præcision, autoritative redegørelser og vurderinger og dertil pietet i forholdet til folkestyrets kvinder og mænd. Uanset om man som læser har nul, tre eller som nærværende anmelder flere dusin fremstillinger af Poul Schlüters tid med sig i bagagen, er Wium Olesens beherskelse af stoffet imponerende og læsningen berigende. Det være sig selve regeringsdannelsen i 1982, tilmed fodnotepolitikken, men også ud i krogene som eksempelvis det afgørende skifte på finansministerposten i 1984 og andre særdeles interessante nedslag, f.eks. i en intern Kristelig Folkeparti-analyse af fronterne i dansk politik forud for folketingsvalget i 1988. Også de i nærværende anmelders optik givtige ministerbiografier er blevet istandsatte, sammenlignede med Thorsten Borring Olesens forpjuskede udgaver. Sagligt, metodisk og med en præcis dosering af agtelse og oprigtighed skildres en tid, hvor der råder almen enighed om at dansk politisk skiftede afgørende karakter.

Det vil føre for vidt at referere Wium Olesens konklusioner i den henseende in extenso, men sammenfatningsvis slås mindst tre ting fast: For det første at Poul Schlüters tid leverede det nybrud, der krævede et langt sejt træk og holdånd, nemlig at andre end socialdemokrater kunne sidde for bordenden efter flere, på hinanden følgende valg. De borgerlige duede også – og var leveringsdygtige i parlamentariske løsninger og driftssikre og kvalificerede ministre hele paletten rundt. For det andet at Poul Schlüters tid leverede nogle varige holdepunkter for en mere ansvarlig økonomisk politik, Socialdemokratiet også måtte tilegne sig for igen at vinde vælgernes tillid. Navnlig på det makroøkonomiske plan lagde Schlüter flere langtidsholdbare spor ud. For det tredje at Poul Schlüters tid leverede det, man kan kalde en fuldbyrdet dansk integration i udenrigsanliggender. Med en blanding af møjsommelighed og personligt dreven idealisme – personificeringen er Schlüter-tidens udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der desværre ved uforstand har sværtet et ellers potentielt meget smukt eftermæle til – blev Danmark mere kendt fra de baltiske lande over Bryssel til Den Persiske Bugt. Alt dette er sandt og skildres sirligt og autoritativt af Niels Wium Olesen. Bindene om Anker Jørgensens og Poul Schlüters skal ikke betragtes alt for sammenhængende i nærværende anmeldelse, men hvor førstnævnte kan betragtes som autoritativt i betydningen uomgængelig med henblik på at strides med, er betydningen mere entydig i sidstnævntes tilfælde.

Nuancerne

Så vidt, så godt, for der findes naturligvis krusninger. Der skal i nærværende anmeldelse fremdrages et overordnet og et mere specifikt forhold, hvor Wium Olesens fremstilling fortjener en nærmere granskning. Som ved ethvert længerevarende forløb, Schlüter var statsminister i 10½ år, har iagttagere ledt efter begyndelsen til enden. Dermed ikke blot ment tamilsagen, den udslagsgivende faktor, hvor Wium Olesen i øvrigt anbringer sig lovlig bekvemt: han giver den rimelige indrømmelse at det medie-industrielle kompleks nidkært forfulgte og på sin vis skabte sagen, hvorimod hans vurdering af den såkaldte telefax-sag, hvor Grethe Fenger Møller og Erik Ninn-Hansen fiffigt fik forankret et aspekt af sagen til politisk behandling, er klichépræget og nærmest provokerende ved sin sprogbrug. Wium Olesen kalder fremgangsmåden ”ren chikane af ombudsmandens arbejde”og har dermed formentlig glemt at slå ordet chikane op i en ordbog.

Nok om den sag. Nej, det med begyndelsen til enden drejer sig snarere om, at Schlüters eget parti, Det Konservative Folkeparti, vandt én fantomsejr i løbet af de 10½ år, ved valget i 1984, men ellers røg der en håndfuld mandater ved hvert af valgene i 1987, 1988 og 1990. Kun mellem 1984 og 1987 var flertalskonstruktionen stabil, med Det Radikale Venstre, i de øvrige perioder var regeringen afhængig af velvilje fra Socialdemokratiet og/eller Fremskridtspartiet. I praksis er stridspunktet som følger: hvorfor opnåede firkløverregeringen et så klart mandat fra vælgerne i 1984 og hvorfor svækkedes dette ved valget i 1987 og i øvrigt derefter? Hvad gik galt?

Det er mest hensigtsmæssigt at referere et bestemt synspunkt i historieskrivningen. Lektor emeritus Søren Mørch påpegede, i sin på mange måder uortodokse, men fortrinlige bog 25 statsministre, at den bløde midterkurs, Schlüter personificerede i årene 1984-87, var et vildspor. Schlüter søgte af afpolitisere den såkaldte økonomiske genopretningspolitik ved at gøre den til et spørgsmål om simpel nødvendighed; i samtiden sagde man – ret beset Schlüter selv – at målet var at fortrænge Socialdemokratiet fra pladsen som den bredtfavnende kraft i dansk politik. Mørchs analyse munder ud i at det ikke rakte; folk (Mørchs egen betegnelse) var også optagede af andet end materielle forhold. Politik handler altid om andet og mere end simpel nødvendighed.

Wium Olesen ser anderledes på denne midterkurs. Schlüter-tidens seje træk, nærmest stjernestund, var perioden 1984-87, hvor en fast flertalskonstellation med Det Radikale Venstre udbyggede det, Wium Olesen mener ”man” primært må rose Schlüter-regeringerne for: modet til at handle sagligt set rigtigt med gennemslagskraft, dermed være et reelt korrektiv til det socialdemokratiske statsministermonopol, samt realpolitisk ”bremse stigningerne i det offentlige forbrug”, som det hedder med Wium Olesens sprogbrug. Hermed etableres en uklarhed. Navnlig fordi Wium Olesen forskyder kronologien: begyndelsen til enden faldt i perioden efter 1987-tilbagegangen, hvor Schlüter skiftede ud i rådgiverkredsen og i stigende grad konsulterede folk som unge Anders Fogh Rasmussen og Bertel Haarder, der – med Wium Olesens ord – var ”liberalist uden at skamme sig”. Sammenfattende og i mere klart sprog: ifølge Mørch begyndte afsporingen før 1987, fordi Schlüter ville erobre midtbanen i dansk politik. Ifølge Wium Olesen begyndte afsporingen efter1987, fordi Schlüter – forenklet set – satte kursen i cirkler mod styrbord og skabte tvivl om hvorvidt Schlüter-regeringerne var forankrede i midten af dansk politik. Ergo: Førte midterkursen, perioden 1984 til 1987, til flimmer eller repræsenterede den velgjort politisk håndværk, vælgerne simpelthen fejlbedømte?

Nærværende anmeldelse skal ikke svare på det spørgsmål, blot konstatere en underlig blind plet hos Wium Olesen her. Denne forstærkes ved at Wium Olesen bliver for entydig i sin præference for en fast flertalskonstellation med Det Radikale Venstre, ganske arketypisk, og i sin modvilje imodsamvirke med folk, der ikke skammede sig over at være liberalister og nok mente, at der kunne være grund til at møblere om i de stuer, socialdemokratiske-kulturradikale indretningsarkitekter havde møbleret gennem mange år. Et ledsagende, dybt paradoks er nemlig det, at førnævnte samvirke manifesterede sig, da flertalskonstellationen meddet Radikale Venstre for alvor blev fast i årene med KVR-regeringen fra 1988 til 1990. Med (veldisponerede) finanslovsforlig med Fremskridtspartiet og det hele. Årene fra 1987 til 1990, parlamentarisk særdeles omskiftelige år, går det ikke helt at få hold på i Wium Olesens fremstilling. Det er en manko.

Wium Olesen er dog ikke i tvivl om, at det mest rosværdige ved den økonomiske genopretningspolitik var indgrebene mod det angiveligt alt for store private forbrug. Megen beundring for parlamentarisk snilde og gennemslagskraft kanaliseres i den retning. I Danmark har det aldrig været svært at etablere konsensus om, både blandt historikere, økonomer og lovgivere, at der ikke skal rystes på hånden når det gælder det offentliges behov for indtægter. Krisepolitik fører man ved at stramme skatteskruen; visse borgerlige vælgere med masochistiske tilbøjeligheder har af besynderlige årsager følt en sær patriotisk glæde ved at bidrage til sådant og forbinder derfor desværre et begreb som kartoffelkuren med alt det gode, Schlüter gjorde for vores land. Historikere og økonomer har, parallelt hermed, ofte ment, at det nemmeste blot var at lade Det Radikale Venstre bestemme så meget som muligt, uden at stille næsvise spørgsmål om, hvordan partiet så gjorde det og hvad det førte til. Wium Olesen slutter sig mestendels til denne åndslinje, uden stemningen bliver for kvalm.

De fremmede

Wium Olesens behandling af det udlændingepolitiske stof er som bogen i dens helhed: sirlig og velresearchet. Udlændingeloven af 1983 er et skæbnesvangert fikspunkt i den nyere Danmarkshistorie, men Wium Olesen refererer balanceret og korrekt, at samtidens lovgivere ikke selv var klar over konsekvenserne. Det antydes dog også af Wium Olesen, ganske fint historisk-seismografisk, at det burde de have været. Det tog dog ikke mange år før konsekvenserne af loven fulgte, og så svigter Wium Olesens seismograf arketypisk. Det afspejler sig i sprogbrugen. Søren Krarups tidlige, klare kritik af masseindvandringen rubriceres som ”polarisering”, men hvem polariserede egentlig? Gjorde Thor A. Bak, Bernhard Baunsgaard og/eller Margrete Auken monstro det med deres synspunkter og kritik? Tanken ligger formentlig Niels Wium Olesen og mange andre med ham fjernt, og det er sigende for en dyb skævhed.

Et sted refereres det af Wium Olesen, at de socialdemokratiske, såkaldte vestegnsborgmestre, der som Søren Krarup var blandt de første som fattede det, andre først langt senere fik åndsevner til, nemlig at udlændingeloven havde lagt fundamentet for en masseindvandring og national katastrofe af rang, anviste en ”stemmemaksimeringsstrategi”- til ”kræfter”hedder det ildevarslende – ved at foreslå det udlændingepolitiske spørgsmål bragt ind i folketingsvalgkampen i 1990. Det er, må man forstå, anløbent i Wium Olesens begrebsverden. Hvorfor det? Og monstro Mimi Jakobsen og Elisabeth Arnold og lignende kræfter ikke også begrundede deres såkaldt gæstfri indstilling til de fremmede, som af og til var ledsagede af skidtspande, hældt ned over deres politiske modstandere og landsmænd, med ønsket om flere stemmer ved folketingsvalgene?

Der er mere; det er som et rædselskabinet, kendt fra hverdagen, hvor ethvert middagsselskab eller enhver familiesammenkomst kan fryse til is ved at krigen nævnes. I 1991 besatte nogle fremmede (libanesere eller såkaldte palæstinensere, om man vil, i hvert fald afviste asylansøgere) Blågårds Kirke i København, lidet overraskende ikke Nørre Snede Kirke, og ifølge Wium Olesen fik de bevilget kirkeasyl. Wium Olesen tillægger at et sådant har været kendt siden Romerrigets dage. Som trumfkort spiller Wium Olesen begrebet kirkens ”fredhellighed”, men tillægger dog retfærdigvis at en sådan status ikke har juridisk basis. Den juridiske sprogforbistring bliver dog total, kirkeasyl har jo heller ingen juridisk basis, og monstro Wium Olesen eller ligesindede kunne finde på at hævde kirkens angivelige fredhellighed, når det gjaldt alt muligt andet end såkaldte flygtninge, i praksis altså kun ved tilfælde af rendyrket farisæisme? ”Stor mobilisering bag palæstinensernes sag hjalp flygtningene”hedder det hos Wium Olesen, men alle de gode mennesker polariserede eller stemmemaksimerede jo i hvert fald ikke. Det er klart.

Sammenfatning

Sammenfatningsvis er der dog det at melde, at der er gods i Wium Olesens fremstilling, altså også tilpas til modsigelse. Der rundes af med en halvtreds siders glimrende sammenfatning af både Anker Jørgensens og Poul Schlüters tid, og i disse tl;dr-tider, der formentlig også er udprægede blandt eksempelvis historie- og statskundskabsstuderende, skal navnlig dette afsnit nok stå sig som referencepunkt. De i nærværende anmeldelse fremdragne kritikpunkter er korrektiver, basis for en god samtale og en god diskussion, som det formentlig kræver tidens mulige fylde at rette op på. Det bliver korrektiverne dog ikke mere usande af. At spå er enhver forundt, og fremtiden skal nok hædre Erik Ninn-Hansens og Søren Krarups klarsynethed, mod og offervilje og udstøde Bernhard Baunsgaard, Margrete Auken og ligesindede for deres afskyvækkende virksomhed.

I filmografier og blandt skønlitterære debutanter taler man ofte om den svære toer, men det har ikke voldt vanskeligheder i dette tilfælde. Punkt for punkt er Wium Olesens bog bedre end Borring Olesens om Anker Jørgensens tid. Den medgives en solid anbefaling til alle med interesse for samtidshistorie og vor samtid.

Niels Wium Olesen (under medvirken af Thorsten Borring Olesen): De Danske Ministerier, Poul Schlüters tid 1982-1993. Gads Forlag, 2018.

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!