De gule veste og den skamløse luksus i Paris

Kilde: Wikimediacommons

Et Frankrig på vej eller et Frankrig som sidder fast? De gule veste og deres blinde trang til ødelæggelse vidner om et splittet Frankrig, men man må alligevel spørge: Hvor kommer volden fra? Anne-Marie Vestergaard rapporterer fra et Frankrig i oprør.

Af Anne-Marie Vestergaard

Den franske forfatter Edouard Louis (født 1992) udgav i 2014 den selvbiografiske roman En finir avec Eddy Bellegueule. Det blev en skandalesucces der fik franskmændene til at diskutere fattigdom og stigmatisering. Bogen er siden blevet oversat til en række sprog, heriblandt dansk (Færdig med Eddy Bellegueule).

Edouard Louis fortæller ubønhørligt og insisterende om en barndom i den absolutte underklasses Nordfrankrig. Rå fattigdom, machismo og sproglig og kulturel forarmelse kendetegner denne historie om en mønsterbryder der med uhørt styrke og overlevelsesinstinkt magter at skabe sin egen identitet. Jegfortælleren beskriver oprøret mod forældrene og socialklassen som værende sekundært i forhold til det oprindelige ”oprør” mod ham som selvsamme familie og miljø foranstaltede som en art kollektivt selvforsvar.

 

Fra han var helt lille, mærkede han hvordan omgivelserne opfattede ham som værende forkert og anderledes. Han var lille og piget, lavede mærkelige fagter og talte med en alt for lys stemme. Eddy måtte flygte som ung, for ikke at gå til grunde. Bogen er ikke et egentligt opgør med familien og miljøet, men snarere et forsøg på at forstå. I skildringen formår forfatteren at balancere mellem lidelseshistorie og solidarisk indlevelse.

Volden bliver et kommunikationsmiddel

Og i beskrivelsen af forældrene og resten af familien flettes der replikker og anekdoter ind der viser at der trods alt også var en form for omsorg, værdighed og stolthed i miljøet. Eddy må og skal bryde ud for at skabe sit eget liv, dels som homoseksuel, dels som følsom og begavet ung mand med talent for teater og intellektuel fordybelse. Det er en dobbeltudfordring i et miljø der bryster sig af udtalt homofobi og dyb mistillid til uddannelsessystemet.

Volden som kommunikationsmiddel

Når man læser denne roman, bliver man først og fremmest chokeret over volden, den verbale og den fysiske. Volden bliver et kommunikationsmiddel og en måde hvorpå miljøets sociale orden og do. normer bliver opretholdt. Volden bliver dog også udtryk for frustration, oprør og sågar menneskelig værdighed, f.eks. i den gribende historie om den kriminelle og stofmisbrugende fætter der i sin desperate flugt fra politiet ender med at køre en betjent over.

Hans mislykkede liv bliver fortalt som en heltehistorie i miljøet, som fast inventar i familiens egen mytologi. Samtidig er der meget eksplicitte sexscener, hvor den seksuelle dobbeltmoral bliver udstillet. Drengen Eddy bliver seksuelt misbrugt af de samme store drenge som udskammer ham i skolen. Men volden bliver også forklaret som et resultat af arbejdsløshed, alkoholisme og social ydmygelse.

Normerne er på sin vis førmoderne i denne underklasse: Patriarkalsk familiemønster, klanagtig adfærd, dyb mistillid til myndighederne og “bourgeoisiet”. Man kan vel tale om strukturel vold, for den er en intrinsisk del af den fattigdom som går i arv.

Vredens rødder

Den franske fotojournalist Vincent Jarousseau har i to år fulgt hverdagslivet for nogle familier fra arbejderklassen i den nordfranske by Denain. Byen var i gamle dage centrum for minedrift og indtil for fyrre år siden centrum for stålindustri. Den toårige periode er sammenfaldende med Macrons regeringstid og motto om et Frankrig “en marche”, “på vej”.

Resultatet er en såkaldt ”fotoroman”, Les Racines de la Colère (Vredens rødder). Titlen spiller på John Steinbecks berømte roman, Vredens druer. Pointen er ifølge forfatteren at der et andet Frankrig som slet ikke er på vej, men som tværtimod sidder fast. De mennesker som han har fulgt, knokler i midlertidige, dårligt betalte jobs, når de ikke er ramt af arbejdsløshed og må klare sig med en meget lille understøttelse og fødevarepakker fra velgørenhedsorganisationer.

Ikke desto mindre er de meget mobile i deres arbejde, og flere tilbagelægger gerne adskillige hundrede kilometer i løbet af en uge som chauffører. Bilen er uundværlig hvis man vil arbejde, hvorfor regeringens signaler om grøn omstilling og tiltag med forhøjet benzinafgift bliver mødt med undren. En af mændene deltager da også ugentligt i de Gule Vestes fredelige, lokale aktioner.

Har man svært ved at få enderne til at mødes, som rigtig mange franskmand har, kan den parisiske opvisning af rigdom og magt sikkert nemt føles som et slag i ansigtet.

Vincent Jarousseau holder foredrag i det pompøse Archives Nationales i Paris i slutningen af marts. Han viser fotos fra bogen mens han fortæller, dette er en engageret journalist der forsøger at få ord og billeder til at supplere hinanden. Stoltheden og værdigheden lyser ud af de personer som han har fulgt, de kæmper for et tåleligt liv for sig selv og deres børn. Jarousseaus beskrivelse af familierne og miljøet i Frankrigs fattigste by har visse træk til fælles med Edouard Louis’ beskrivelser: Et lille, ressourcefattigt miljø langt fra metropolen, med et stærkt socialt fællesskab og solidaritet indadtil.

Paris’ skamløse luksus

Franskmændene kalder på vanlig ubeskeden vis Champs Elysées for ”verdens smukkeste avenue”. Når man går der, bliver man da også, igen igen, bjergtaget over de brede fortove og de smukke bygninger – og i det hele taget af den grandiose byplanlægning med aksen der ender i Triumfbuen.

Luksusbutikker fremstår opulente og nærmest skamløse i deres overdådighed. De fashionable kvarterer i Paris smider dyre, skønne varer i synet på den forbipasserende, rig såvel som fattig. I Frankrig ser man ingen grund til at skjule sin rigdom, og dyrkelsen af luksus og skønhed bliver ofte kædet sammen med det franske talent for sensualitet og livsnydelse.

Man er langt fra skandinavisk diskretion og jantelov, men også fra den danske mani med at ville skjule eller bortforklare sociale forskelle, alt imens man dyrker sit privilegerede, sociale fællesskab med indforståede koder af sproglig og konkret art. Butikkerne og cafeerne signalerer rigdom og overskud, ligesom præsidentens palæ er i samme område, og det er i sandhed en skarp kontrast til livet i det afindustrialiserede Nordfrankrig med de mange små grå og triste huse, eller i et hvilket som helst andet udkantsområde.

Jeg har selv været der. Har man svært ved at få enderne til at mødes, som rigtig mange franskmand har, kan den parisiske opvisning af rigdom og magt sikkert nemt føles som et slag i ansigtet.

De gule veste

Alligevel må udviklingen i de Gule Vestes demonstrationer undre. Det startede fredeligt sidste år, med mange aktioner rundt omkring i landet. Gradvist er det blevet mere voldeligt, især i Paris. Lørdag den 16. marts kulminerede det med hærværk og vold, og trods et kæmpeopbud af politi og salatfade blev 91 butikker og caféer alene på Champs Elysées vandaliseret og plyndret, heriblandt den ikoniske restaurant Le Fouquet’s. Også to aviskiosker blev ramt, ikke just symboler på luksus. Deres indehavere arbejder typisk 70 timer om ugen. På pressebilleder lignede avenuen en krigszone.

Da jeg går opad avenuen fem dage senere, er der sat plader på de ødelagte facader, og Fouquet’s modløse pandekagesælger repræsenterer alene firmaet ved siden af den udbrændte restaurant. Det er surrealistisk, og man bliver fuld af vantro mindet om Frankrigs revolutionære fortid og diverse oprørsforsøg siden hen, senest Maj 68.

Selvom den sidste måneds demonstrationer har været mindre voldelige, ligner det stadig mest en blind og uforklarlig ødelæggelsestrang,

Men hvor er civilisationen og de stolte universalistiske idealer blevet af, alt det som revolutionen skulle bane vejen for, og som det moderne Frankrig ser sig som bannerfører for? Jeg har haft tilknytning til Frankrig i hele mit voksne liv og har aldrig oplevet noget lignende. Jeg husker adskillige store demonstrationer på boulevarderne for år tilbage, for franskmændenene elsker at demonstrere, men…

Dagen før den voldsomme lørdag havde Macron og hans parti afsluttet deres lange dialogprojekt med befolkningen, ”Le grand débat”, med organisering af tusindvis af debatter rundt omkring i landet. Det skete i et usædvanligt forsøg på at møde almindelige franskmænd og lytte til deres bekymringer, en slags forsamlingshusdebat.

Volden i hovedstaden kunne nemt tolkes som en desavouering af dette præsidentielle forsøg på at komme i direkte kontakt med borgerne, i et land der ellers er kendetegnet ved en meget stor afstand mellem borgere og centralmagt. Ødelæggelsestrangen har i vinter også ramt fartmålere rundt omkring i landet, som en protest mod en planlagt sænkelse af hastighedsbegrænsningen. Antallet af trafikdræbte var i februar 17 % højere end i februar 2018, og sammenfaldet kan næppe være tilfældigt.

Den blinde ødelæggelsestrang

Litteraturen kan, ligesom sociologien og journalistikken, give bud på volden og dens årsager. Sammenhængene er ofte komplekse, som det er tilfældet i Edouard Louis’ roman, der skildrer en form for strukturel vold. Forståelse er selvfølgelig ikke lig med accept, hverken i fiktionen eller i virkeligheden

De Gule Vestes frustrationer og vrede er i udgangspunktet forståelige, for fattigdommen er reel i det såkaldte ”prekariat”, hvor en voksende gruppe mennesker lever af midlertidige jobs. Men den voldelige optrapning er uforståelig, dybt skræmmende og helt forkastelig. Lederne af bevægelsen har desuden et seriøst problem når de ikke kan inddæmme ”les casseurs”, ballademagerne.

En romanforfatter vil måske en dag skrive om de Gule Vestes oprør. Jeg er spændt på at se et litterært bud på hvordan der ser ud inde i hovedet på en ”casseur”. Selvom der, indrømmet, er mange problemer i dagens Frankrig, er det svært at se en form for systemvold der skulle avle modvold i det omfang som man ser nu.

Ballademagernes baggrund kan jo også i visse tilfælde være en helt anden. Sønner og døtre af borgerskabet kan være ekstremt voldelige, tænk bare på Rote Armee Fraktion i halvfjerdsernes Vesttyskland, eller senere perioders besættere i Danmark for den sags skyld. Selvom den sidste måneds demonstrationer har været mindre voldelige, ligner det stadig mest en blind og uforklarlig ødelæggelsestrang, og det er et under at der endnu ikke har været nogen dræbte i den månedlange konflikt.

Fra min legatbolig i det smarte Marais kvarter kan jeg se ned på en af byens mange hjemløse. Han sover på en rist og trøster sig indimellem med en flaske, han råber lidt op engang imellem men er ellers fredelig. Gad vide hvilken historie han kunne fortælle?


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

 

 

 

 

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!