Unoder: Koncert for bavian og orkester

Hvis man skulle have glemt, at man er kommet tilbage til København efter at have tilbragt et par dage i kulturbyen Prag og oplevet en skøn opsætning af Wagners Lohengrin, så behøver man bare tage til torsdagskoncert. Her havde DR SymfoniOrkestret sat sig for at opføre svenske Fredrik Högbergs ”Koncert for bavian og orkester”. Et regulært avantgardistisk bagholdsangreb. Jeg var fuldstændig uforberedt. Jeg opdagede først godt på vej ind i salen, at der var noget galt. Som at komme til at tænde for P3 ved en fejl. En ublid påmindelse om, at man skal huske at kigge sin koncertkalender grundigt igennem, før man tropper op til koncerten. Programmet burde være forsynet med en advarsel. En trigger warning.

Til lejligheden var koncertsalen forsynet med planter og palmer og andet, der viste, at vi er nu er kommet derhen, hvor bavianen bor. Solistpladsen var belagt med et lille zebrastribet tæppe. Havde det været placeret i den rædsomme foyer i DR Koncerthuset havde ingen opdaget, at man forsøgte at være bevidst gakket, men taget det hele som en del af interiøret.

Det hele kommer af et ordspil. Högberg har opdaget, at det engelske ord for fagot – bassoon – lyder lidt som det engelske ord for bavian – baboon. Og så ligger abekattestregerne jo lige for med en ”Baboon Concerto”. I stedet for at skrive en fagotkoncert, skriver han Koncert for bavian og orkester. Fagottisten skal spille bavian og opfører sig som et kaoselement i den ellers så pæne koncertsal. En komedie i koncertform.

Det begyndte med at solisten ikke mødte op. Orkesteret startede bare. Da solisten skulle gøre sin entre, kom der i stedet en DR-medarbejder ud af den ene dør og sagde, at hun altså havde ledt overalt, men ikke kunne finde ham. Bedst som dirigenten var ved at blive irriteret, kom solisten/bavianen sjoskende ind af den anden sceneindgang. Barfodet, i joggingbukser og en sort T-shirt med påskriften BABOON.

Man kan næsten regne ud, hvad der så skete. Solisten/bavianen spillede snart med og snart mod orkestret. Mest mod. Solisten gik hen og satte sig på skødet af en af violinisterne. Flere gange blev der blæst røgringe ud af fagotten. På et tidspunkt blev instrumentet helt skilt ad og samlet igen. Undervis kom der forskellige proklamationer ”The baboon said” efterfulgt af et eller andet, jeg ikke kan huske. Til sidst fik solisten/bavianen hele orkestret til at lave abelyde. Sådan kan man blive ved.

Hele koncerten var skrevet for solofagotisten i DR SymfoniOrkestret, Sebastian Stevensson, der utvivlsomt er en meget dygtig fagottist. Det kunne tydeligt høres i alle de mange kringlede passager Högberg havde fundet på, der til tider sågar nærmerede sig det jazzede. Stevensson så da også ud til at nyde sin nye rolle som bavian. Men Koncert for bavian og orkester viser meget tydeligt, at solistisk ekvilibrisme ikke er nok, hvis der ikke følger nogle nogenlunde ordnede former med.

På sin vis vil jeg gerne rose, at man fremhæver fagotten som instrument. Men det er utrolig ærgerligt, at man ikke kan finde på noget bedre end Koncert for bavian og orkester! Jeg kan godt lide fagotten – og store blæseinstrumenter i det hele taget – og solistkoncerter for den del af orkestret er sjældne. Fagotkoncerter er der vist kun meget få af. Jeg husker svagt, at Aarhus Symfoni orkester for 10 år siden eller sådan noget til en gratis lørdagskoncert opførte Rossinis fagotkoncert. Ellers kan jeg ikke komme i tanke om noget. Her kan hukommelsen dog svigte.

Bevares, det var da meget sjovt. Men åh! Hvor jeg dog træt af ”det er da meget sjovt”. Hvor er energien og vitaliteten? Hvor er den kunstneriske skabertrang, der vil andet og mere end ”det er da meget sjovt”? Hvor er gnisten og gejsten? Kierkegaard klagede allerede for små 200 år siden over, at folk kun klagede over, at tiden var ond, når tiden i virkeligheden var ussel, fordi den var uden lidenskab. Jeg klager over Koncert for bavian og orkester som indholds- og lidenskabsløs ”kunst”!

Der var da heller ingen, der rigtigt grinede i salen. Lidt fnisen hist og her var, hvad det blev til. Findes der nogen mere ucharmerende karakteregenskab end fnisen? Emma Gad skulle engang have sagt, at ”De store Ånder i Almindelighed ikke [er] dem, der ler ad alting og ingenting.” Den, der fniser, gør begge dele.

Naturligvis skal der være plads til humor og lunefuldhed. Også i koncertsalen. Men der må være en grænse. Og den er altså overskredet med Koncert for bavian og orkester.

Humoren lignende alt for meget noget fra et af Linje 3’s shows, hvor der gøres grin med traditionelle musikformer ved, at en af de tre forsøger at spille/synge et eller andet meget seriøst (næsten altid Preben Kristensen), mens de to andre påtager sig bavianrollen og forsøger at saboterer det. Men Linje 3 er professionelle komikere, der ved, hvad de gør, og kender komikkens virkemidler ud og ind. Det er DR SymfoniOrkestret ikke. Og det hele faldt derfor også til jorden.

For det hele er jo netop set før. Allerede i 1960’erne fik man vist tømt kassen med avantgardistisk spøg og skæmt. John Cage satte så eftertrykkeligt låg på med sin proklamation” I have nothing to say and I am saying it”. Nu gentager man vist bare fortidens provokationer, hvor de kun provokerer, fordi de er indholdsløse og står i vejen for kunst, der faktisk har noget at sige. Högberg har ikke noget at sige, der ikke allerede er blevet sagt bedre før. Så nu er det vist på tide, at man kommer tilbage til sagen og begynder at skrive ”rigtig” musik igen.

Og nu gider jeg ikke bruge ret meget mere tid på at skrive om Koncert for bavian og orkester udover dette: Koncert for bavian og orkester er fuldstændig uacceptabelt. Og jeg er ikke tilfreds.

Efter pausen var det blevet tid til Bartóks Koncert for orkester. Et regulært bravurstykke for stort orkester. Her er jeg straks mere tilfreds. Dette stykke er måske også af nogle blevet betragtet som unoder, siden det havde premierer i 1943. I hvert fald af undertegnede, da jeg hørte det første gang. Siden er jeg kommet til at sætte pris på det. Jeg tvivler på, at jeg kommer til at sætte tilsvarende pris på Koncert for bavian og orkester. Bartóks stykke viser fint, hvordan man indarbejde humor i orkesterværker, uden at man skal skride til ekstremer som Koncert for bavian og orkester. Lyt eksempelvis blot til stykkets anden sats, der sitrer af lunefuldhed og varme. DR Symfoniorkestret og den finske dirigent Susanna Mälkki viste, at de er væsentligt bedre til at spille storladen orkestermusik end til at lave abekattestreger og unoder. Heldigvis.

Torsdagskoncert, fredag den 1. marts 2019

 Referencer

Koncerthusets hjemmeside med information om koncerten og en video, hvor Stevensson fortæller om Koncert for bavian og orkester:

https://drkoncerthuset.dk/event/malkki-bartok/

Jens Cornelius, Frederik Högberg: Baboon Concerto (programrtikel)

Emma Gad-citatet skulle efter signende findes i hendes bog Man skal aldrig (1886), Jeg har det fra Torsten Grundwalds hjemmeside, Den Velklædte Mand. Se https://denvelklaedtemand.dk/?s=emma+gad.

Søren Kierkegaard, Enten-Eller, Første Bind (1843, genudgivelse fra 1994),s. 30: ”Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes Tanker er tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ynkværdige som Kniplings-Piger. Deres Hjertes Tanker ere for usle til at være syndige. (…)”

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!