Klima-apokalypsen og socialismens genkomst: Hvis jorden går under, er alt andet politik jo ligegyldig

13. marts 2019
3 minutters læsetid

 Af Magnus Sinding-Jensen

Klima- og miljøpolitikken er pludselig sprunget op øverst på vælgernes politiske dagsorden, og alt tyder på, at det bliver et helt centralt spørgsmål til folketingsvalget i år. Og det er klart, at hvis jorden går under, så er kulturpolitik, EU-politik og selv indvandringspolitik mindre vigtigt. Og skolen.

For et par uger siden strejkede folkeskole- og gymnasieelever for klimaet, efter anbefaling af et par politikere fra Alternativet. ”Hvorfor gå i skole, når vi ingen fremtid har”, som en elev sagde. ”Hvis vi bliver ved sådan her, så har vi brug for flere planeter, og det har vi altså ikke”, sagde en anden elev. I januar pjækkede 30.000 belgiske elever for klimaet.

Selv Bjørn Lomborg sagde i Debatten med Clement Kjærsgaard, at klimaforandringerne er menneskeskabte og noget vi skal gøre noget ved, og så må der jo næsten være noget om snakken. Lomborg sagde dog også, at selv hvis alle lande i verden skulle overholde deres løfter fra Paris-aftalen (og det er der vidst meget lille sandsynlighed for), så ville det kun gøre en minimal forskel i forhold til at reducere CO2-udledningen tilstrækkeligt til at afværge en katastrofal temperaturstigning.

Dette er FN’s egen vurdering. SF’s Pia Olsen Dyhr var i debatten enig i dette, men det betød jo blot, at der skulle gøres endnu mere. Der skal mere radikale løsninger til.

 Ud med kapitalismen

Disse løsninger er eksempelvis Maria Reumert Gjerding (præsident for Danmarks Naturfredningsforening) leveringsdygtig i. Hun sagde ligeledes i debatten (hun er efterhånden med hver gang), at vi skal væk fra ideen om vækst og i stedet fokusere ensidigt på at nedsætte CO2-udledningen.

Gjerding er tidligere medlem af Enhedslisten, og alt tyder på, at kapitalismens ødelæggelse af miljøet er blevet dette partis mest virkningsfulde argument for et socialistisk samfund. I deres principprogram står der eksempelvis:

Enhedslisten er imod kapitalisme – fordi den kapitalistiske økonomi grundlæggende er udemokratisk, skaber ulighed og utryghed og ødelægger det økologiske grundlag på kloden. Kapitalismen har i årevis været på kollisionskurs med naturgrundlaget (..)

Derfor arbejder vi for, at kapitalismen erstattes af et socialistisk samfund, der holder sig inden for de grænser, der sættes af natur og klima, og hvor omdrejningspunktet ikke er jagt på profit, men opfyldelse af menneskenes basale behov.

For nyligt gennemførte den danske afdeling af den engelske klimaorganisation Extinction Rebellion en demonstration på Rådhuspladsen, hvor demonstranterne praktiserede civil ulydighed for at få politikerne til at gøre noget ved klimaproblemet.

Målet er at blive arresteret, så vidt det er muligt. Ifølge nogle af deltagerne, som Information interviewede, har politikerne svigtet så eklatant, at “den sociale kontrakt” nu er brudt, og der må derfor tages andre midler i brug. Extinction Rebellion skriver på deres hjemmeside, at de kræver, at regeringen reducerer CO2-udslippet til netto 0% i 2025, og så skal der indføres et såkaldt nationalt borgerting, som med videnskaben i ryggen skal holde øje med at politikerne gør det nødvendige.

Læser man dybere ned i værdisættet i søsterorganisationen Rising up!, som er grundlagt af de samme personer, bliver det klart, at det er en ganske radikal venstreorienteret bevægelse, der vil revolutionere samfundet og gøre op med kapitalismen. Målet er:

A revolution, meaning a rapid change in wealth distribution and power structures, preventing rich elite [sic!] from perpetuating a self-serving ideology. Our democracy, our media, our academia, our think tanks and businesses (organisations whose purpose should be to meet our needs) must serve all people and a healthy ecology.

 Men kan vi bare klare os uden vækst? Hvad vil de sociale konsekvenser være når staten dikterer, at nu skal de økonomisk hjul bremse op? Viser historien ikke, at det er forbundet med større effektivitet og mindre statslig frihedsberøvelse og kontrol at lade markedsmekanismerne finde de rette midler?

 Socialismens genkomst

Noget kunne tyde på, at klodens efter sigende nært forestående undergang giver socialismen ny energi og åbner muligheder for at realisere drømmen om et radikalt anderledes samfund. Den økonomiske krise, som begyndte i 2008, fik mange til at spekulere over, om socialismen med Occupy Wall Street-bevægelsen nu skulle til at gøre comeback efter at have savnet legitimitet siden Sovjetunionens opløsning.

Men efterhånden som de økonomisk konjunkturer langsomt begyndte at vende igen, synes luften at være feset ud af den socialistiske ballon. Perioden siden 2008 har måske snarere været kendetegnet ved højrepopulismens fremmarch i Europa og USA. Men måske er jordens undergang det imperativ, der skal til?

Extinction Rebellion har indkaldt til globalt, ikke-voldeligt oprør den 15. april, i storbyer over hele verden. Målet er så vidt muligt at lukke byerne ned, indtil politikerne tager handling. ”It is our sacred duty to rebel in order to protect our homes, our future, and the future of all life on Earth”, som de forsigtigt skriver.

I skrivende stund deltager ca. 4500, mens næsten 7000 har vist interesse for at deltage i globalt oprør og revolution – hvis de ikke lige skal noget andet den dag. Der er jo også en hverdag, der skal fungere.


Magnus Sinding-Jensen er cand. mag. i historie og socialvidenskab fra Roskilde Universitet, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med digteren Helge Rode og livanskuelsesdebatten i 1920’erne. Han underviser i samfundsfag i gymnasieskolen og vil bidrage med artikler om kulturkamp, identitet og idehistorie.

 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside