Den tyske hereticaner

Hvordan gør man plads til lidenskab, poesi og åndsliv i en moderne verden, som forekommer gennemrationaliseret og mekanisk? I sin roman, Syv nætter, forsøger Botho Strauss’ søn Simon Strauss at give et svar.

 

Af Frederik Thomsen

25 år efter den samfundsrevsende kulturpessimist Botho Strauss undsagde halvfemsernes tyske meningselite med sine tungsindige tirader i essayet ”Tiltagende bukkesang”, og med et melankolsk veto mod fornægtelsen af landets kulturelle ophav satte den genforenede nations selvforståelse til debat, splittede hans søn Simon Strauss i 2018 den tyske offentlighed med sin stridslystne debutroman Syv nætter(netop udgivet på dansk af forlaget Turbine).

Men hvem er denne unge Strauss, som i forlængelse af sin kulturkonservative digterfar har skabt røre blandt den stolte kulturnations litterære parnas? Simons Strauss debutroman kan grundlæggende beskrives som en patosladet fusion af essayistik og fiktionsprosa, der, spækket med fortidslængsel og konservativ kulturkritik, som et neoromantisk programskrift for en ny sanselighed besynger et livskraftigt opgør med de fremherskende alfarvejes lidenskabsløse sanering af tilværelsen. En fuldtonet hengivelse til inderligheden og følelsen, som til fordel for forløsningen af eksistensens dybeste passioner udfordrer den postheroiske tidsånds mådehold, amputerede fantasiliv og nyttefikserede formgivning af tilværelsen.

Romanen kan således betragtes som en kontroversiel rehabilitering af den romantiske traditions vitalistiske dyrkelse af sanserne, idéernes samlende fortælling og de kulturelle myters omgang med tilværelsens forunderlige dimensioner, hvorved Simon Strauss inkarnerer rollen som åndfuld protektor af den tyske ånds æstetiske lære, der i en længselsfuld-sværmerisk skikkelse – med sin forkyndelse af individualiteten og den spontane lidenskabs ret – historisk set har budt den fornuftsmæssige verdensbetragtning imod. ”Suveræn er den, som har den stærkeste fantasi, ikke det skarpeste intellekt” hedder det fx i bogens åbningskapitel.

Med sin fortidslængsel og direkte bekendelse til den æstetiske forestillingsverdens lyriske lovprisning af intensiteten – der historisk har knyttet an til diverse radikale højrefløjsbevægelser – er Strauss da også blevet beskyldt for at have leveret en betændt pamflet til det kultur- og nationalkonservative opbrud, som i de senere år har manifesteret sig i Tysklands politiske landskab. En sådan reception forekommer imidlertid noget snæver og skal formentlig forstås i lyset af forfatterens kontroversielle far.

Djævlepagt og kulturkritik

Jeg’et i Syv Nætterer en ung mand på tærsklen til trediverne som er angst. Angst for de ”grå, lige linjer” på den anden side af ungdommens overgang til de konventionelle livsmåls veltempererede boble af kompromiser og komfort. Angst for tryghedens bagside. For at ”miste følelserne og lade vanerne tage over”. For at sidde fast i mageligheden og blive indpasset i den ”farveløse billedramme” samt miste længslen til fordel for sorgløsheden og det senmoderne forbrugersamfunds ”veltil-passede sindsbevægelse af harmoni”. En harmoni, skitseret ved en selvretfærdig såvel som venstreliberal livsform baseret på økologi, karriere, feminisme og mangel på offervilje og store fortællinger. Simon Strauss’ romanfigur længes derimod efter at overskride hverdagens funktionalistiske rationalitet til fordel for de mytiske dimensioner under tilværelsens overflade af trivialkultur og forbrug og efterlyser derfor ”vildere tanker” og utopier, der kan modvirke postmodernismens sejlivede opløsning af de store idéer. ”Dekonstruktionens sprænghoveder har vi beundret længe nok, nu er det igen tid til et par store arkitekter”, skriver han blandt andet.

I forsøget på at bryde boblen indgår fortælleren en art djævlepagt med en fjern bekendt, hvilket – som et romantisk symbol fra traditionen omkring Goethe og Thomas Mann, foruden romanens tilbagevendende referencer til poeter som Rilke og Schiller – understøtter forfatterens gæld til den romantiske traditions idé- og følelsesverden.

Romanens hovedperson skal på syv nætter gennemleve de syv dødssynder, og hans forsøg på at være hovmodig, fråsende, doven, frisk, misundelig, lysten og vred tildeles hvert et skarpt adskilt kapitel, hvori alt fra pyntetørklæder til tidens ”dystre datajungle” bliver genstand for den yngre Strauss’ højspændte kulturkritik.

Det hereticanske spor

Simon Strauss’ roman kan på flere måder anskues som en reartikulering af tankegodset fra de krisebevidste lyrikere i kredsen omkring det danske tidsskrift Heretica (1948-53), der i efterkrigstidens desillusionerede tomrum – som i høj grad var det historiske udgangspunkt for hereticanernes kulturkritiske modernisme – søgte at genrejse den europæiske ånd overfor de kompromitterede ismers ideologiske tilværelsesudlægning. I opposition til rationalismens kvalfulde udtynding af menneskelivets kilder til meningsopfyldelse og sammenhold, tilstræbte hereticanerne en poetisk generobring af tilværelsen og ophøjede i den forbindelse digteren til missionær for en tilværelsesform karakteriseret ved et større livsdrama i de intuitive følelsers vold.

Med en lyrik vendt mod naturalismens mangel på myte og eventyr var udtørringen af den oplevelsesevne, der rækker udover de grænser, som sættes af menneskets ratio og intellekt, i lighed med Strauss æstetiske engagement en central drivkraft for hereticanernes litterære foretagsomhed. En foretagsomhed, der i bestræbelsen på at genindsætte poesien som åndsmagt overfor rationalismens affortryllede verdensanskuelse, ligeledes tematiserede det mytisk-irrationelle livskompleks overfor den fremskredne civilisations snævre horisont. Med poesien som fødselshjælper ønskede hereticanerne endvidere at geninstallere et kollektivt referencepunkt i efterkrigstidens rodløse modernitet og derved imødegå effekterne af de før-moderne værdiers sammenbrud.

Modernitetens nedbrydning af fortidens kulturbærende identitetsfællesskaber var således en væsentlig komponent i bevægelsens kulturkritik, som i høj grad kredsede om tabserfaringer forbundet med det udspaltede samfunds mangel på overgribende samhørighed. Heretica var således organ for en art konservativ traditionalisme og kulturpessimisme, som – modsat radikalismens nyorientering – hverken var politisk eller ”progressiv udadvendt”, men snarere konservativ og indadvendt. Herved udgjorde de en historisk front i 50’ernes danske åndsliv, i polemisk kontrast til kulturradikalismens plastiske menneskesyn og særegne fusion af brandesianisme, psykoanalyse, marxisme og reformpædagogik.

Med Syv Nætter befæster Simon Strauss i høj grad denne front på ny, da han med romanen appellerer til indstiftelsen af et mere forpligtende forhold til historien, og i lighed med hereticanerne deponerer sine åndelige længsler i en tilbageskuende søgen efter bæredygtige ståsteder i traditionen, som – hinsides individualismens formløse tyranni – kan danne ramme om en dybere og mere overgribende organisering af samfundets sociale relationer.

Engagementet og dets grænser

Med sin æstetiske sensibilitet, såvel som organiske kulturbegreb og harmoniske helhedssyn, revitaliserer Strauss således den hereticanske kulturkritik i tiernes postmoderne æra og viderefører derved kredsens inderlige fokus på menneskets eksistentielle grundvilkår som fx splittelse, længsel, angst og tomhed, følelsesladede ubehag ved den moderne verdens rationelt-videnskabelige beherskelse af samfundet samt poetiske tristesse vedrørende modernitetens nedbrydning af den abstrakte helheds fælles bærende tanke og etik.

Simon Strauss’ opgør med tidens konsensusprægede sløvsind har desuden en noget privilegeret og indadvendt karakter, hvorfor han i en vis udstrækning deler det gamle tidsskrifts upolitiske tilbagetrækning til det personlige univers af oplevelse og erfaring. En tilbagetrækning, som for hereticanernes vedkommende skyldtes deres overdrevne tiltro til poesiens frelsende magt set i relation til fornuftens fremmedgørende herredømme og den politiske systemtænknings umyndiggørende masseideologier. Dette symbolistiske kunstsyn affødte imidlertid ofte beskyldninger om det berømte elfenbenstårn, og hereticanere som Paul La Cour og Erik Knudsen undsagde med tiden også den indadvendte og stemningsbetonede kunsts afvisning af samfundets forventninger til dens virke og opgav dermed den sværmeriske tiltro til kunsten som erkendelsesmedium.

I stedet trådte en mere udtalt sammenkædning af det poetiske og etisk-politiske engagement og derfor en mere samfundsvendt opfattelse af digterens forhold til det politiske. I Syv Nætter finder man da heller ingen klimabevidsthed eller refleksioner over den nye geopolitiske verdensorden, og romanens civilisationskritiske harcelering over samfundets trygge konformisme bakkes kun sporadisk op af vage udsagn vedrørende lyrikkens evne til at ”åbne sindet for de store spørgsmål” samt ønsket om grundlæggelsen af akademier, hvor det er følelserne, og ikke teorierne, der forskes i.

Den unge Strauss er således ikke videre leveringsdygtig i de vilde tanker, han efterspørger, og man kan i forlængelse af Tage Skou Hansen (en del af Hereticas tredje og sidste redaktion) også spørge i hvilket omfang den livsfjerne, følelsesladede og poetiske kulturkritik overhovedet kan omsættes i et forsvarligt praktisk politisk program?

Men selvom Syv Nætter virker sværmerisk og rundet af romantikkens litterære hovmod, karakteriseret ved digterens æstetiske selvisolation og misantropiske foragt for soliditeten i menneskets mere jævne forhold, er dens søgen efter autentisk fællesskab og retablering af æstetikken som kulturkritiks position bestemt interessant. Strauss’ roman udkaster på fængende vis spørgsmålet om, hvordan fantasien, lidenskaben og ”det bankende hjerte” kan videreføres ved overgangen til voksenlivets forpligtelser, og hvordan hans egen generation kan blive et formgivende subjekt i sin hyper-individualiserede samtid, fremfor – som en selvtilstrækkelig tilskuer – blot at blive forbrugt og nivelleret i tidens kalkulatoriske og teknisk-samfundsmæssige mekanisme?

Simon Strauss: Syv Nætter. Dansk oversættelse ved forlaget Turbine, 2019.

Frederik Thomsen er cand. soc. fra Aalborg Universitet og konsulent i Hvidovre Kommune, med ansvar for betjeningen af det social- og arbejdsmarkedspolitiske udvalg.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!