Pontoppidan på Trolddomsbjerget

Henrik Pontoppidan er traditionelt blevet forstået som et barn af det moderne gennembrud. Den opfattelse er imidlertid blevet problematiseret i de seneste år, og det samme gør Rasmus Vangshardt i Livets febrile hemmeligheder, idet han sammenstiller Pontoppidan med Thomas Mann.

Af Rasmus Pedersen

Henrik Pontoppidan har den seneste tid fyldt usædvanligt meget i den offentlige opinion set i forhold til hvor stor en rolle den længst afdøde romanforfattere normalt fylder i denne. Det skyldes selvfølgelig filmatiseringen af Lykke-Per, men måske også at Pontoppidan indtager en særlig rolle i den kulturkamp, der har stået på mellem kulturradikale og -konservative siden det moderne gennembrud. Den traditionelle forestilling er groft sagt, at han er en af de centrale figurer i – og allierede med – det moderne gennembrud. De senere år har flere problematiseret dette forhold, herunder vel især i antologien Efter Georg fra 2015.

Var Pontoppidan barn af det moderne gennembrud?

Strengt taget behøver man ikke læse litteraturvidenskabelige udredninger eller biografier for at forstå hvor problematisk, Pontoppidans forhold til det moderne gennembrud er – det står ganske klart efter læsning af Lykke-Per, De dødes rige eller, lidt mere pikant, digtet til Brandes’ 70-års fødselsdag, trykt i Politiken 4. februar 1912:

[…] Og Adam den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven
og aad med hver lysten Gorilla i Haven.

Af Herlighedsdrømmen blev intet tilbage.
Et Luftsyn den var – og nu sank det i Jorden.
Men ingen har sørget, og ingen vil klage.

Hvad Under, han [Brandes] veg for det festlige Møde
og vendte sig mismodig bort fra sit Værk. –
Jeg tænker, han fejrer sin Dag med de Døde.

Og selvom det er åbent for fortolkning, om der her stadig tales i sympati med Brandes, er det ikke åbent for fortolkning, at tilliden til det store projekt er forsvundet.

Pontoppidan og Thomas Mann

Til den nylige kritiske debat om Pontoppidan føjer sig Rasmus Vangshardts bog Livets febrile hemmeligheder, der med egne ord handler om et ”litterært slægtskab” mellem Pontoppidan og den tyske forfatter Thomas Mann. Den grundlæggende logik er at forsøge at vise, at der er et ”overvældende sammenfald” mellem De dødes rige(1912-16) af Pontoppidan og Manns store roman Trolddomsbjerget (1924, påbegyndt 1912). Og dermed også vise, at Pontoppidan er en forfatter med langt større metafysisk, symbolistisk sans end man måske tror.

Før vi spørger om dette lykkes, kan vi spørge, hvor interessant dette projekt er? Altså for det første: Er det at løbe åbne døre ind hvis man skriver, at Pontoppidan i De dødes rige er en forfatter med en væsentlig dødsmystik og metafysisk interesse? Og for det andet: Hvad kan en læsning op mod Trolddomsbjerget bidrage med, som vi ikke kan læse ud af De dødes rige i sig selv? Jeg er tilbøjelig til at hævde, at svaret på det første spørgsmål må være ja – det er tydeligt ud fra selv en overfladisk læsning, at vi i De dødes rigehar at gøre med noget andet end en realistisk eller naturalistisk litteratur, noget mere modernistisk, symbolistisk eller metafysisk. Til gengæld er der noget selvstændigt interessant og underbelyst i vinklen med Trolddomsbjerget, periodens store symbolistiske roman.

En velfriseret analyse

Selvom krydslæsningen potentielt er interessant, lykkes den desværre aldrig helt. Overordnet set fungerer bogen bedst (og rigtigt godt) når det handler om De dødes rigealene, mens læsningen af Trolddomsbjerget er i fare for at blive skematisk og forenklet. Metoden er at en håndfuld citater og udvalgte passager analyseres for herfra at etablere, at dødssympati er et centralt tema i Trolddomsbjerget.

Den væsentligste indvending mod dette er, at det er en roman skrevet af en stor ironisk og polyfon forfatter. Løsrevne citater siger ikke meget uden en analyse af afsenderen og konteksten i romanen, fordi de, hvis ikke de indgår i en kontekst hvor karakteren er totalt latterlig (som Settembrini da han kalder musikken ”politisk suspekt”) så i hvert fald ofte indgår i en kontekst hvor det samme synspunkt omvendes og nedbrydes en side eller to senere.

Det betyder at læsningen af Trolddomsbjerget bliver for simpel og velfriseret. Romanen læses groft sagt som et projekt, der handler om hvordan man kan overvinde sin sympati med døden (og ’man’ og ’sin’ betyder her Hans Castorp, romanens hovedperson). Det svar, Vangshardt mener Trolddomsbjerget giver, er, parafraseret, at det er via en slags indoptagelse og overvindelse af denne dødssympati (der rigtigt nok, som Vangshardt udfolder over en del sider, metaforisk er forbundet med musikken og romantikken).

Jeg mener Vangshardt har ret så langt at Trolddomsbjergets univers kan siges at være spændt ud mellem to poler, som man kan opstille over for hinanden: Arbejdet, sundheden, litteraturen, realismen, civilisationen, lyset, livet på den ene side – lediggangen, sygdommen, musikken, romantikken, kulturen, mørket, døden på den anden. Men forholdet mellem de to poler er ikke så velordnet i romanen, som Hans Castorp da også selv bemærker da de tiltagende diskussioner mellem den italienske litterat Settembrini og den kommunistiske jesuiter-præst Naphta efterhånden er ved at bukke helt under i selvmodsigelser. Hans Castorp søger tilflugt hos den dionysiske levemand Mynheer Peeperkorn, træt af intellektuelle sværdkampe og godt tilpas ved overdådige fester – uden meget mere end foragt til overs for metafysik, dødssympati og Naphtas mysticisme.

Eller et andet eksempel på, at Hans Castorps dødssympati er væsentligt mere kompliceret: Sammen med fætteren Joachim begiver han sig rundt på stuerne hos de døende på sanatoriet for at ønske dem farvel med en buket blomster (helt utænkeligt på sanatoriet hvor kun den mest kliniske og moderne selvforståelse hersker). En gammeldags gerning, vel også en romantisk gerning – en gerning fra den verden, Castorp kommer fra, der ikke passer ind i sanatoriets kliniske logik, men også en gerning der stritter imod døden og forsøger at fastholde livet.

Derfor bifalder Settembrini det, mens resten af sanatoriet ser skævt til det. Stedets overlæge, Hofråd Behrens, taler endda flere steder om at patienter kan have talent for at dø, talent for at være syg og så fremdeles – og skælder ud på de patienter, der ikke tager deres nært forestående død med tilstrækkelig afmålt distance. Her er døden altså snarere forbundet med en kynisk medicinsk rationalitet end med vild romantik (der er forbundet med livet). Der kan gives en del flere eksempler, hvor skematiseringen og den lineære dødsovervindelse opløser sig.

Man kan indvende at Castorp tilsyneladende går i døden mod romanens slutning og altså tilsyneladende endegyldigt giver sig hen til døden – men igen relativeres dette af, at det jo trods alt først er mange år senere end fætteren, den ellers så livsduelige og optimistiske Joachim, der ikke ejer megen sympati for metafysik. Hans Castorp med den stærke dødssympati har altså overlevet den livsduelige, arbejdsomme fætter (som Settembrini også romanen igennem er så positivt indstillet over for) med mange år. Kort sagt: Det er fristende at opstille nette skemaer for de ideologiske kamppladser i Trolddomsbjerget, men disse undermineres konstant af karakterernes knudrede livsbaner.

Døden overaccentueres

Vangshardt tager måske stilling til en lignende pointe på s. 51 og skriver: ”Ironien sørger for, at temaet ikke nøjagtigt er selvovervindelsen af dødssympati, fordi det ikke kan afgøres, om denne lykkes, men den åbne, uafgjorte kamp for en sådan.” Men dette er ikke nok – for det er ikke kun et spørgsmål om hvorvidt der sker en overvindelse af dødssympati, det er et spørgsmål om hvad dødssympati vil sige i romanen, hvem der egentlig kan siges at lide af det og hvem der kæmper for at overvinde den.

Betydningen af alt dette bliver blandt andet, at dødstemaet hos Mann accentueres uforholdsmæssigt meget – for det er rigtigt at Trolddomsbjerget er en både metafysisk og symbolistisk roman, men som tema er døden ét blandt mange, og ikke det væsentligste hverken med hensyn til fylde i værket eller vigtighed for fortolkningen. At dødstemaet fremhæves så stærkt i Vangshardts fremstilling skyldes det store fokus på at give en lineær fortolkning af Hans Castorps liv. Dette understøtter forbindelsen til De dødes rige – hvor døden jo altså spiller en særdeles central tematisk rolle – men er en skævvridning af det egentlige tematiske indhold i Trolddomsbjerget. Mere polemisk: Man kan spørge sig selv, hvor mange romaner fra perioden der ikkeindeholder et dødstema lige så udfoldet som hos Mann.

De dødes rige

Stærkere står efter min opfattelse læsningen af De dødes rige. Her er både tale om et stærkt og velanvendt kendskab til den eksisterende litteratur samt god og velvalgt brug af citater fra bogen, og et velunderbygget opgør med den traditionelle fortolkning af De dødes riges slutning. Strukturelt burde dette have været bogens hovedkapitel og Trolddombjerget snarere brugt til at perspektivere lejlighedsvis. I læsningen af De dødes rige finder man også bogens vel mest originale tanke, nemlig en genfortolkning af slutningen, der her ikke læses som en lys utopi, men snarere et usikkert plateau, hvor farer og livets vildskab konstant truer med at bryde frem. Der uddeles velvalgte stikpiller til den eksisterende litteratur, der som henholdsvis dialektiske materialister og bløde teologer spiddes for at udlægge romanens slutning så den netop bekræfter deres teori. Argumentet for, at Pontoppidan ikke er en naturalistisk forfatter gennemføres alt i alt overbevisende.

Det er bestemt et prisværdigt projekt, Vangshardt lægger op til – at genfortolke Pontoppidan som en markant mere romantisk-metafysisk forfatter, end han ofte gøres til. Det er både en rigtig og vigtig pointe, og sådan set også en pointe, der argumenteres stærkt for i bogen. Så vidt jeg kan se kunne den pointe sagtens fortælles uden Thomas Mann, eller i hvert fald med mindre hjælp. Under alle omstændigheder vil bogen være et værdifuldt bekendtskab for kendere af Pontoppidan og for den bredere litteraturhistorie endnu et søm i kisten på fortolkningen af Pontoppidan som naturalist.

Rasmus Vangshardt: Livets febrile hemmeligheder. Forlaget Spring, 2017.

Rasmus Pedersen er cand.mag. i filosofi og litteraturhistorie og redaktør ved nærværende tidsskrift.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!