Det er porøsiteten, der gør Paris sårbar

Kilde: Wikimediacommons

Af Anne-Marie Vestergaard

Jeg er på studieophold i Paris og genfinder den by som jeg boede i for mange år siden. Jeg er jævnligt vendt tilbage, og hver gang genfinder man “sit Paris”. Kvarterer kan være blevet gentrificeret, og nye bygninger er dukket op rundt omkring.

Alt er det samme og dog forandret, for selvfølgelig udvikler Paris sig, men der er alligevel en form for konstans. Byen er kendt for spektakulære moderne bygninger, og lige siden det obskønt moderne Pompidoucenter blev opført midt i det gamle traditionsrige fødevarekvarter har der været kontroverser. Siden kom Spreckelsens bue i La Défense, glaspyramiden i Louvre, operaen på Bastillepladsen, det nationale bibliotek med flere.

En klog mand sagde i sin tid til mig at Paris havde en evne til at udvikle sig og forny sig. De nye projekter blev så at sige indoptaget i den ældgamle by. Man kan stadig få øje på det evige Paris, og gamle kvarterer er blomstret op omkring de bygninger der i sin tid vakte furore. Nyt og gammelt eksisterer side om side. Den seneste trend er dog at genaktualisere gamle nedlagte bygninger, som man også ser det i andre storbyer.

Enhver rejsende vil finde behag i at sætte sig på en fortovscafé og følge gadelivet. Paris ville ikke være Paris uden denne udendørs kultur, og man kan sagtens fortabe sig i at betragte de forbipasserende (hvoraf nogle selvfølgelig selv er turister).

Det er en legitim måde at se på mennesker på, og på den anden side er det en del af gamet at folk bliver genstand for blikke i storbyen. Derfor klæder man sig også for at blive set, joggingtøj er no go.

Elegance kan bøjes på uendelig mange måder, og modetrends møder højst individuelle looks og udtryk. Jeg bliver til stadighed forbløffet over mangfoldigheden, og i sammenligning kan gadelivet i København betegnes som en lind strøm af sort overtøj.

Paris er global, hele verden bor så at sige i Paris eller besøger den på et tidspunkt. Og alle sætter deres aftryk. Filosoffen Walter Benjamin dissekerer den moderne storby Paris par excellence, blandt andet med inspiration fra digteren Charles Baudelaire, og netop blikket og flygtigheden kendetegner dette storbyrum.

Man er anonym, men har samtidig mulighed for at udtrykke sin personlighed.  Jeg tænker at caféen også er bekvem for den rejsende, for han eller hun kan trække sig tilbage for en stund. Man bliver træt af at gå så meget, og den pæne men praktiske vindjakke stikker nemt ud i det smarte kvarter.

Strømmen af forbipasserende minder desuden om den etniske og kulturelle mangfoldighed i Paris.

Frankrig har i over hundrede år været et indvandringsland, og den etniske sammensathed er lige stor som den man finder i USA. Frankrig har taget imod forfulgte og fattige mennesker gennem årtier, samtidig med at man har stået vagt om de republikanske værdier, især la “laicité”, verdsligheden.

Skønheden og elegancen har mange farver og udtryk, og man er fælles om at eje dette offentlige rum, hvor man kan færdes frit og med personlig integritet. Jeg har selv haft venner og bekendte med alle mulige baggrunde, og de indtog med en selvfølgelighed dette franske, kosmopolitiske rum. Samtidig havde de deres egen kultur med.

Det var længe før identitetspolitikere og religiøse fundamentalister begyndte at tale om og praktisere adskilte rum.

Med fare for at virke klichéfyldt vil jeg hævde at Paris altid har været en åben og generøs by. Den har altid været porøs, har haft åbne grænser, et belastet udtryk med visse larmende konnotationer. Både byudviklingen og gadebilledet vidner om denne porøsitet.

Paris’  tolerance og smidighed er enorm. Samtidig er der som allerede nævnt en form for konstans, jeg genfinder altid “mit Paris”. Det er så også porøsiteten der gør Paris sårbar. Begivenhederne i 2015 taler deres tydelige sprog, og nu gælder det om at beskytte de tolerante mod de intolerante.


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

 

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!