Computerspilindustriens pagt med djævelen

6. marts 2019
4 minutters læsetid

Af Kasper Haunstrup Madsen

”Believe in something – even if it means sacrificing everything”

Det frembringer som regel rynker på næsen, når ’Kapitalen’ påtager sig den sociale indignation, og leger det progressive intetkøn i klassen. Hvad end det måtte være Gillettes seneste reklame, Nike i fællesskab med Colin Kaepernick, H&M’s Hijabkollektion eller Danske Banks ”a new normal demands new standards”.

Ikke så meget fordi firmaet på den måde personificeres som den klodsede onkel, der vil være ung med de unge, men pga. den efterfølgende debat, der tager det alvorligt. Firmaerne ved udmærket, hvad de laver. At spille hasard på de identitetspolitiske tangenter og konfliktpotentialer, der gennemsyrer ’SoMe’, er efterhånden børnelærdom for ethvert firma med en ambitiøs PR-afdeling. På det sidste synes det endda som om, at der er gået konkurrence i, hvor absurd en reaktion man som firma skal kunne fremprovokere.

Det eksemplificerede spilfirmaet THQ-Nordic d. 29. februar, da de afholdte en AMA (ask me anything) på det kontroversielle forum 8chan, hvor de efterfølgende blev anklaget for at støtte alverdens dårskab (guilt by association er i øvrigt en af de største hæmsko for meningsudvekslingen på de sociale medier – mere herom i næste indlæg), som ser dagens lys på 8chan, 4chans bastard af en lillebror.

Kapitalistisk, progressiv samtidskritik i den virtuelle verden

Dvæler vi ved spilindustrien, vil vi imidlertid se et interessant sociologisk fænomen, der også anes andre steder i underholdningsindustrien. Kampen mellem to vidt forskellige grupper, som er gensidigt afhængige: udvikleren og udgiveren. Første gruppe har vi kendt til i hvert fald siden 1990’erne, hvor den idealistiske spildesigner mente, at mediet havde noget at byde på ift. historiefortælling og samtidskritik, hvilket kulminerede i 00’erne, hvor det også for alvor begyndte at være nyhedsmateriale.

Sidste gruppe er først i løbet af det sidste tiår begyndt at træde frem, men de er blevet særligt tydelige i løbet af de sidste par år, hvor de begyndte at spekulere i førstnævntes projekt. Tag nu ikke fejl, kære læser. Spiludgiveren gemmer ikke en gul vest under jakkesættet. Han tænker kun på én ting: profit.

På trods af massive fyringer (og dette igen på trods af kommercielle succeser med de senest udgivne spil) står de to administrerende direktører for Activision og EA Games, henholdsvis Bobby Kotick og Andrew Wilson, atter til svimlende millionlønninger i kraft af firmaernes aktievirksomhed.

Aktionærerne har tilsyneladende fået smag for, når firmaerne påtager sig en aktiv identitet i samtidens politiske strabadser, og udgivere vil hellere end gerne levere. Heldigvis for dem behøver de ikke se længere end til deres kreative medarbejdere, i hvis hjerter de socialpolitiske agendaer brænder! Tænk bare på debatten om sorte SS-soldater i Call of Duty, eller om kønsrepræsentation i EA’s monolit Battlefield V, hvor Patrick Söderlund (ham, der mente, at vi bare trængte til lidt kærlig oplysning omkring kvindernes krigsindsats) måtte forlade firmaet.

Vi græder dog tørre tårer over tabet af dette progressive, oplysende orakel eftersom, at han fik næsten 50 mio. dollars i hvad der mere ligner et gyldent håndtryk end en fyreseddel. Læseren kan nok gætte sig til, at det er væsentligt mere end, hvad de hundredvis af spildesignere fik, der er blevet fyret fra EA og Activision de sidste to år på trods af stor økonomisk fremgang.

 En amokløben industri

Det tragikomiske er, at den progressive strømning, der i spilindustrien har været særligt udtalt siden den såkaldte #GamerGate, efterhånden har prostitueret sig selv fuldstændig til ’storkapitalen’. I det lange løb er det en dårlig aftale for de progressive, da spiludvikleren – under pres fra aktionærerne – higer og søger efter den næste guldåre.

Denne åre findes ikke i fortidens kreative, oplukkede høje, men i stedet på grænsen for, hvad der er lovligt. Imens firmaerne jagter deres næste profitfix, kvæles spildesignerens progressive samtidskritik i reportager om ’day one DLC’, ’pay-to-win’, ’Loot-Boxes’ og andre såkaldte ”scummy corporate practises”.

Ideologien bliver forbrugerismen, hvilket bedst kan eksemplificeres med den bizarre scene i den seneste Star Wars film, The Last Jedi, hvor Rose Tico slipper et computeranimeret dyr fri fra sit fangenskab med ordene ”Now it’s worth it….”. Intet føles så hjertevarmt, som når det er produceret af et multinationalt massemedieselskab.

Kritiske forbrugere i alle lande – foren jer!

I en tid hvor E-sport som fænomen er på fremmarch, og hvor computerspil fylder stadig mere og mere i vores fritid, er det interessant at følge denne udvikling. Der er ingen tvivl om, at det er et uhelligt ægteskab mellem profit og ideologi, men der kan heller ikke herske tvivl om, hvem der i sidste ende kommer bedst ud af det foranstående brud.

Modsat Hollywood, hvor mange organiserer sig i fagforeninger, synes det at være umuligt i den milliardstore spilindustri, hvorved designeren ofte forsegler sin skæbne i håb om avancement (den såkaldte indie-industri agerer dog refugium for få af de kreative sjæle).

Når vi i dag undrer os over, hvorfor populærkulturen ofte er så dårlig, præget af gentagelser og det højtlarmende, regnbuefarvede hurtige fix, ja, så har vi her en af vægtigste forklaringer. Firmaer jagter i sagens natur profit, men er også klar over, at de ikke længere kun vurderes på den vare, de kan tilbyde, men også det ’brand’, eller den ’livsstil’ de kan sælge.

Forbrugeren skal helst kunne se sig selv støtte en progressiv kønsrepræsentation, imens han (igen, igen, igen og atter igen) stormer op ad Normandiets strande (nu med lidt bedre grafik) for at pløkke en nazist i hovedet.

Den engelske filosof Roger Scruton har fint diagnosticeret tendensen med følgende udtalelse: “Even if we dismiss Marx’s alternative as naive in its ends and wicked in its means, we should not dismiss the moral insight from which it derives – namely, that the free market left to itself is both a creative and a destructive force.”


Kasper Haunstrup Madsen er ph.d.-stipendiat i historie og bondsk vestjyde, der er blevet rørt af den grundtvigianske ånd.  Han er storforbruger af alt, hvad der kaldes populærkultur. På aarsskriftet-critique.dk skriver han bl.a. om politiseringen af denne populærkultur, om historien og den grundtvigianske arv.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside