National identitet i middelalderens Norden

Er national identitet bare en moderne konstruktion? Arild Hald Kierkegaards nye bog om national identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla peger i en anden retning og efterviser, at der allerede fandtes national identitet i Norden i 1200-tallet.

Af Hans-Tyge B.T.T. Haarløv

I anledning af hundredåret for Islands statslige selvstændighed udkom Arild Hald Kierkegaards speciale om National identitet – i Snorre Sturlusons Heimskringla i bogform. Island blev 1. december 1918 et selvstændigt kongerige i forbund med Danmark. Den danske monark skulle således også være islandsk konge i en 25-årig periode. Når Island rev sig endeliggyldigt løs fra Danmark under Besættelsen, var der altså ikke blot tale om udnyttelse af belejlige omstændigheder for islændingenes vedkommende. Den dansk-islandske forbundsaftale af 1918, der lå til grund for denne ordning, er anledningen til udgivelsestidspunktet for National identitet – i Snorre Sturlusons Heimskringla.

Tilblivelse

Da specialets ophavsmand, cand.mag. i historie og nordisk filologi Arild Hald Kierkegaard døde knap et år efter afsluttet uddannelse i 2012 og kun 32 år gammel, har mag.art. i historie Adam Wagner med familiens accept forestået udgivelsen af værket. Det er der ifølge Wagner både en faglig og personlig grund til. Specialet bringer dels meget nyt til torvs og er bestemt værd at få offentliggjort. Dels er udgivelsen af specialet som bog en måde at mindes en dygtig bekendt fagfælle. Som Wagner smukt siger det: ”Det synes mig indlysende, at de bedste ’kumler’, jeg kunne gøre ham, var med de ’runer’, han selv havde ristet.”

Wagner og Kierkegaards interesseområder ligner da også hinanden. Tre år efter Kierkegaards alt for tidlige død udkom Adam Wagners værk Danskhed i middelalderen (2015), og nu tre år senere foreligger altså et værk om national identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla med fokus på Island og Norge.

Moderne forskning i nyt lys

Uanset om man interesserer sig specifikt for Island og/eller Heimskringla, så er der under alle omstændigheder noget at hente for folk, der er optaget af nationale spørgsmål.

Bogen indledes af Wagner med et pænt langt forord, der naturligvis skal introducere læseren til Kierkegaards speciale, men der rejses også en beskeden, men ikke uvæsentlig kritik. Det drejer sig navnlig om, at Kierkegaard ikke ”i flere tilfælde har forsøgt at vurdere Snorres udsagn om etniske og nationale emner i forhold til det, vi ved om den datidige virkelighed, og altså ikke i flere tilfælde har forholdt sig til, hvorvidt fremstillingen i Heimskringla var en ’konstruktion’ eller blot et forsøg på at gengive virkelige forhold (eller lidt af begge dele).”

Endelig bemærker Wagner også, at Kierkegaard lader de ’modernistiske’ teorier fylde forholdsvis meget i teoriafsnittet, men, tilføjer Wagner: ”diskussionen om, hvorvidt nationalbevidsthed er noget nyt eller gammelt [er] jo ikke afsluttet.”

Undertegnede mener, at det tjener Kierkegaard til ære at bruge så forholdsvis meget plads på til tider udskældte teoretikere som Benedict Anderson, Eric Hobsbawn og Ernest Gellner. I afsnittet ’Den moderne nationalismeforskning’ viser Kierkegaard således, at nogle af disse teoretikere også har flyttet sig. For eksempel roses Hobsbawn for ”at diskutere nogle tilfælde, der egentlig strider imod hans teori” (at det nationale er moderne).

Hobsbawn åbner således, dog lidt halvhjertet, op for før-moderne nationer, idet fænomenet betegnes som ’popular proto-nationalism’. Man kan således tale om blandt andet kurdere, jøder og baskere som proto-nationer, mener Hobsbawn, mens han ikke vil tillægge sprog og etnicitet den store betydning. Det vil derimod sociologen Anthony D. Smith, som mener, at ”de samfund, der er bygget op omkring en etnisk kerne, har de suverænt bedste chancer for at udvikle sig til fuldt udbyggede nationer.”

Dette er for undertegnede en meget interessant og vigtig pointe. I 2005 forsvarede jeg mit speciale om den franske provins Bretagne, der frem til 1532 var et hertugdømme (en politisk, økonomisk enhed), men som netop savner én fælles etnisk kerne, da området har været delt etnisk og sprogligt, hvilket altså med Smith kan være med til at forklare, hvorfor bretonerne i dag har så vanskeligt ved at samle sig som nation for at opnå selvstændighed eller blot selvstyre.

Den sidste teoretiker, som Kierkegaard berører, er kirkehistorikeren Adrian Hastings, som modsat Smith ikke tillægger økonomi og politik stor betydning, men derimod kristendommen: ”Overgangen fra etnicitet til nation har nøje forbindelse med overgangen fra mundtlighed til skriftlighed og finder sted, i det øjeblik et skriftsprog tages regelmæssigt i brug, og der opstår en omfattende litteratur omkring Bibelen.”

Hastings har ifølge Kierkegaard den meget aktuelle pointe, at nationalismen er kristent funderet, ”mens Islam modvirker nationsdannelser ved sin universalisme med vægt på det arabiske sprog,” hvorimod kristendommen besidder en villighed til oversættelse. Middelalderens kristne kunne læse Bibelen og lade sig inspirere af dens fortælling om det gamle ”Israel med dets folkelige, sproglige, religiøse, territoriale og politiske enhed.” Dette blev et ideal, som alle kristne både i middelalderen og sidenhen kunne forholde sig til. Og man kunne tilføje, at meget taler for, at vores egen N.F.S. Grundtvig også har haft dette udgangspunkt.

National identitet i Norden

Afsnittet om national identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla undersøger, i hvilket omfang man kan tale om nationer i Norden på Sturlusons tid. Snorre Sturlusons Heimskringla er en ’kongesagakompilation’ fra omkring 1230. Kierkegaard fremdrager talrige eksempler, der peger på kollektive identiteter, hvoraf en del utvivlsomt vil kunne betegnes som nationale. Dette er bestemt et beundringsværdigt stykke arbejde. Men Heimskringla er stærkt tendentiøs, og flere steder mindes man Wagners fremførte kritik: Er fremstillingen i Heimskringla udtryk for en ’konstruktion’ eller et forsøg på at gengive virkelige forhold? Nordmændene forherliges generelt, hvorimod danskerne bruges som et modbillede til de tapre, kampduelige nordmænd. Et eksempel finder man i Sturlusons fremstilling af Slaget ved Svold, hvor vore danske forfædre betegnes som ”bløddyr” uden mod! Det er i sig selv meget underholdende og siger naturligvis noget om Sturlusons ”nationale” sindelag, men dækker det virkelige forhold eller har det tjent et andet formål at fremstille sagerne således? Dette spørgsmål kommer vi ikke nærmere en besvarelse af.

Det synes dog rimeligt at konkludere, som Kierkegaard gør, at der i middelalderens Norden kan tales om national identitet forstået som ”nationale eller nationalistiske følelser, holdninger og forestillinger” – i hvert fald, når det drejer sig om Danmark og Norge. Det gør sig muligvis også gældende for svenskerne, hvorimod det er noget vanskeligere at pege på en entydig islandsk national identitet, der definitivt afgrænser nordmænd og islændinge fra hinanden.

Arild Hald Kierkegaard: National Identitet – i Snorre Sturlusons Heimskringla. Munch & Lorenzen, 2018.

Hans-Tyge B.T.T. Haarløv er cand.mag. i historie og fransk og højskolelærer ved Rønshoved Højskole.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!