Når bugen bliver (af)gud

For Paulus hænger afgudsdyrkelse sammen med løgn og tomhed, og dette er ifølge månedens kronikør også en diagnosticering af Vestens forfald: Bugen er blevet danskernes gud, og derfor står vi på afgrundens rand, forsvarsløse imod indvandring, EU og andre trusler imod Danmark.

Af Marianne Wagner

Sex er kommet for at blive, men hvor man engang skulle lære at styre sin trang, handler det i dag om at udleve den. Næsten uanset hvordan den tager sig ud. Der er kommet et enormt fokus på kroppen og begæret, det gælder lige fra 4. bølge-feminismen til den årlige Copenhagen Pride.

 

I brevet til romerne skriver Paulus, at Gud har åbenbaret alt, man kan vide om Ham, men selv om menneskene kendte Gud, ”ærede og takkede de ham ikke som Gud, og deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. (…) De hævdede at være vise, men blev tåber, (…) de vanærede deres legemer indbyrdes, udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen.” For Paulus hører gudløshed, legeme, løgn og tomhed sammen, og dermed diagnosticerer han Vestens forfald. Aldrig har vi været så optaget af kroppen og dens tilfredsstillelse, aldrig har løgnen og uforstandigheden fyldt så meget som i disse dage. Jeg har lyst til at fremføre nogle personlige erindringer og betragtninger i lyset af Pauli ord.

Tom retorik

I mange år har jeg fulgt og deltaget i debatten om både indvandring og EU, og jeg har ofte med fortvivlelse spekuleret på, hvornår ansvarlige politikere ville sige, at »nok er nok«, at de kom til indsigt og viste mod til at hævde Danmarks og danskernes interesser, fordi de er valgt til det. Hvor mange smadrede retssale, hvor mange voldtagne mindreårige, hvor mange umotiverede overfald skulle der til, før de gjorde det nødvendige?

Længe ville de end ikke diskutere sagen. Da så problemerne med indvandringen blev åbenlyse, begyndte de at røre på sig, en og anden kunne endda ymte noget om, at ”de fremmede, som ikke ville Danmark og de danske værdier, skulle pakke deres sydfrugter og tage hjem til deres taberlande” eller hvad man nu har hørt af komplet idiotiske udsagn, som er ganske gratis og alene udtalt i håb om at holde på vælgerne. Hulheden blev udstillet af Martin Henriksen, da han i 2012 om Inger Støjberg udtalte: ”Hun stjæler vores retorik!”

Politikerne er ligeglade

Politikerne vil ikke gøre noget. Det gik op for mig, da Lissabon-traktaten i 2008 blev vedtaget med et stort flertal af et nyvalgt folketing. Dansk Folkeparti lod det ske uden at stille mistillidsvotum til regeringen, hvis leder ellers havde lovet både debat ved folketingsvalget og en folkeafstemning. Lissabon-traktaten står over dansk ret, og den indeholder charteret for grundlæggende rettigheder, som bl.a. stadfæster asylretten. Dertil kommer, at det indre markeds krav om arbejdskraftens fri bevægelighed sikrer enhver person med lovligt ophold i et hvilket som helst EU-land ret til også at slå sig ned i Danmark. Det gælder også mange borgere fra tredjelande. EU kan altså ikke rulles tilbage til noget som helst, der er spiseligt for et land, der vil bevare sin nationale identitet, for selv det indre marked fungerer som en union. Men alene Enhedslisten, der ikke er kendt for sin fædrelandskærlighed, vil ud af foretagendet.

Med statsministerens nytårstale og de vage reaktioner på den blev det klart, at hverken han eller nogen anden folkevalgt vil gøre noget aktivt for at bevare Danmark som danskernes land. ”Vi må tage den herfra” var hans kommentar til det enorme antal udlændinge, der var kommet til landet siden hans gymnasietid. Udsagnet var epokegørende, fordi statsministeren dermed indrømmede, at man havde løjet for danskerne siden vedtagelsen af udlændingeloven i 1983. Man hævdede dengang, at der aldrig ville komme ret mange til landet. Og statsministeren havde, da han talte, nyligt underskrevet FNs migrationspagt, som vil betyde mere indvandring.

”Magt er et herligt afrodisiakum” skal Henry Kissinger have sagt, og det er vel derfor, de kredser om den inde på Christiansborg. Vel at mærke uden at have den, fordi den er bundet til EU-retten og de overnationale konventioner. De hævder at være vise, men bliver tåber, og så bliver folket det også.

Bugen som (af)gud

”Aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv” skrev Valdemar Rørdam. Det er sandt, og der er grund til at overveje ordene nøje; bugen er blevet vores gud, og hvis vi fortsat insisterer på velfærd uden at kunne eller ville lukke grænserne, vil migrationen fortsætte.

Når bugen bliver gud, bringer den ligegyldigheden med sig. Jeg tror, at de fleste mener, at man kan være dansk uanset om man er gul, grøn, sort eller hvid, bare man ikke ligger samfundet til last og ikke fordømmer danskernes levevis, der jo spænder fra gris på gaflen, over store branderter til swinger-klubber.

Legeme, løgn og tomhed hører imidlertid sammen, derfor er vi på gravens rand, og hverken mere velfærd eller udsvævende levevis vil bringe os bort fra den. Det kan kun bevidstheden om, at slægt, land og historie på godt og ondt hører sammen, og det kræver Ånd, Sandhedens Ånd, der vækker glæde ved det hjemlige, kærlighed til familien, til litteraturen, tonesproget, dansen, traditionerne. Alt det kan kun overleve, hvis folket udlever det ligeså naturligt som vi trækker vejret. Men kærlighed i kristen forstand betyder også offervilje. Som sagerne står, kræver kærlighed til Danmark et opgør med EU og konventionerne. Den har vore politikere ikke. Spørgsmålet er, om folket har den. Jeg beder i denne tid til Gud om, at den vil komme til os.

Marianne Wagner er cand.theol. og sognepræst i Nørre Alslev og Nørre Kirkeby pastorat.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!