Robespierre – Terrorens humane ansigt

Robespierre begyndte som en godhjertet, socialt indigneret jurist og endte som despotisk tyran, der dømte enhver modstander af sin politiske metafysik til guillotinen. Hvordan skete det? Kasper Haunstrup Madsen fortæller historien om Maximillien Robespierre.

Af Kasper Haunstrup Madsen

Ludvig d. 16. blev henrettet fordi de påstod, at han var illoyal og kriminel. Så blev Robespierre halshugget fordi han var en despot. Hvem havde ret og hvem tog fejl? – Pjotr ”Pierre” Bezukhov

Historien har, ligesom den bedste fiktion, sine komplicerede personer. Aktører der i deres samtid og eftertid fremstår som mysterier, hvis skæbner personificerer det ekstreme, umulige og utrolige. Man kan ikke forestille sig Tolstojs Krig og Fred uden den kejtede fyrst Bezukhov, ingen Oplysningstid uden Voltaire, ingen Star Wars uden Darth Vader og ingen Fransk Revolution uden Maximilien Robespierre.

De fleste forbinder Robespierre med tyranniet fra revolutionens radikale fase, i folkemunde bedre kendt som ’Rædselsherredømmet’, hvor tusindvis af mennesker henrettedes under påskud af at være fjender af Republikken. Han tolkes ofte som et produkt af sin tid – eller rettere en ekstrem og uundgåelig kulmination på den brydningstid, som han voksede op i. Som det er tilfældet med så mange ’første blandt ligemænd’, var Robespierre en paranoid skæbne, der tilranede sig den umulige opgave som leder af et luftkastel, der allerede i sit filosofiske svangerskab var dødsdømt. Blandt revolutionens farverige persongalleri er der ingen som Robespierre, der har fængslet eftertiden. Ikke greven med de ”lynende øjne”, som Blicher sidenhen beskrev Mirabeau, den radikale Marat eller den karismatiske Danton, men derimod den unge jurist fra Arras i Frankrigs nordligste region.

En ideolog formes

Maximilien François Marie Isidore de Robespierre fødtes d. 6. maj 1758 ind i et borgerligt hjem af jurister, der i generationer havde assisteret regionens gejstlige ledere med det administrative arbejde. Den gode relation til gejstlighedens førstemænd i regionen skulle vise sig fordelagtig for den unge, flittige Maximilien, der fik tildelt et stipendium af biskoppen til det prestigefyldte kollegium Lycée Louis-le-Grand i Paris.


På dette sted, hvor Voltaire og Diderot havde haft deres gang, og hvor Durkheim, Sartre og Derrida sidenhen skulle have deres, mødte Robespierre for første gang Rousseaus lære. Særligt Samfundskontrakten gjorde et stærkt indtryk på den unge jurastuderende, der fattede sympati for tidens demokratiske og liberale bevægelser. Foruden oplysningstidens nyeste ideer fostrede mødet med den storslåede hovedstads skyggeside også en social indignation, der i de følgende år skulle blive formativ for Robespierre. Efter at have afsluttet studieopholdet i Paris vendte han i 1781 atter hjem til sin fødeby, ikke som en bedrevidende Erasmus Montanus, men i stedet for som advokat at repræsentere de fattige og undertrykte – Robespierre ville praktisere, hvad de store salongængere teoretiserede. På baggrund af sit virke opnåede han derved valg i Artois provinsen til generalstænderforsamlingens tredjestand.

Stænderforsamlingen 1789

I løbet af Nationalforsamlingens første år forstod Robespierre ikke at gøre nogen god figur. Hans indviklede taler mødte, i kraft af den provinsielle dialekt og det monotone toneleje, ofte hån og latter fra forsamlingens medlemmer, og Robespierre måtte skuffet erkende, at han hverken fik sat sit aftryk på menneskerettighedserklæringen eller de efterfølgende dekreter. Derimod forstod han, at den turbulente tid, der opstod i kølvandet på bruddet med den gamle verden, medførte behovet for opdragelsen af den dydige, patriotiske franskmand – og endnu vigtigere: udpegningen af dennes fjender. Da hungersnøden ramte, og de vrede kvinder marcherede mod Versailles i oktoberkulden, var Robespierre således en af de første til at udpege ”ikke dydige” medlemmer af gejstligheden og nobiliteten, som han mente direkte eller indirekte havde været skyld i nationens ulykker.

I slutningen af revolutionens første år skriver han til sin advokatkollega og ven i hjembyen, den 20 år ældre Antoine Buissart, at franskmændene med årets begivenheder havde nået så meget, ”[…] men vil vi blive frie derved?”, afslutter Robespierre sit brev med gærende tanker om, hvad det kan udvikle sig til. De oratoriske færdigheder fik han efterhånden finpudset, hovedsageligt ved på forhånd at øve talerne i Jakobinerklubben (officielt kendt som Venner af Forfatningen), der havde hjemme i det gamle dominikanske kloster på Saint-Honoré, og hvor han fra marts ’90 påtog sig formandskabet. Den daglige omgang med klubbens radikale gruppering, montagnarderne, skærpede Robespierres overbevisninger. Hans taler i forsamlingen ændrede karakter fra det usammenhængende og studentikose til det militante og polemiske. Oppositionen begyndte herefter at bemærke Robespierre. Den beskidte verden, som politik er, opdagede han for alvor nu, da han for første gang i sit liv skulle blive genstand for satiriske angreb, hvor bl.a. Abbé de Montesquiou-Fezensac kaldte ham for ”lille Robespierre, der kun er kendt for sin utaknemmelighed overfor biskoppen, der gav ham alt”. Andre sammenlignede ham med en korrumperet udgave af Don Quixote og en ”diskret gift, som forurener Frankrig”.

Dyden og fællesviljen

På trods af de gentagende angreb fandt Robespierre ud af at manøvrere i det politiske landskab, mens han i stigende grad formåede at formidle sin polemik og sine rousseauske idealer – først i Nationalforsamlingen, dernæst den lovgivende forsamling og til sidst i Nationalkonventet. I løbet af ’91 begyndte en loyal skare at samle sig omkring Robespierre, heriblandt Louis de St. Just, der forgudede ham som den ideelle statsmand og som den eneste, der kunne føre Rousseaus tanker ud i livet. St. Just kendes måske bedst som Robespierres dødsengel under Rædselsherredømmet og for at have ført retssagen mod kongen. Derudover forfattede han også tankerne om det ’Revolutionære Menneske’, der sidenhen skulle inspirere ideen om det ’Sovjetiske Menneske’. St. Justs menneske var det ufejlbarlige, dydige menneske, der var i stand til at være kriger, lovgiver og dommer: ”Aristokratiet taler og handler tyrannisk, men den Revolutionære mand er ubestikkelig. Han stormer i krig, han retsforfølger de skyldige og forsvarer de uskyldige foran retten.”

Forbilledet fandt St. Just naturligvis i Robespierre, der i forsamlingerne talte om lænkerne, som skulle brydes, opfostringen af den dydige franskmand og Rousseaus tanker om fællesviljen. Flere og flere sluttede sig til ideerne, og grundet hans stærke overbevisning og redelighed gav de ham tilnavnet ’den ubestikkelige’. Den tyske observatør Konrad Engelbert Oelsner berettede om, hvordan Robespierre i slutningen af ’91 i stigende grad betragtedes som en slags faderlig figur for de mest radikale revolutionære: ”Et vink med hans hånd er nok til at skifte offentlig glæde til en begravelsesklokke for hans fjender. Folket er så overbevist om Robespierres dydighed, så disponeret til hans favør, at de kunne se ham stjæle fra naboen uden at ville tro på det.”

Radikaliseringen

Arrestationen af kong Ludvig efter det fejlslagne flugtforsøg i ’91, udnævnelsen af Frankrig som republik i ’92, revolutionskrigene som reaktion derpå og de interne politiske stridigheder muliggjorde, at Robespierre og montagnarderne gradvist kunne tilrane sig magten.

Da 387 ud af de 749 repræsentanter i Konventet d. 18. januar ’93 idømte kong Ludvig dødsstraf, hvilket eksekveredes d. 21., markerede det vendepunktet for Revolutionen, og Robespierre, der havde kapret styringen af de forskellige udvalg og komiteer, sad nu tilbage som Republikkens stærkeste mand. Som Augustus, der allerede havde konsolideret sin magtposition, men alligevel udadtil ville lade ideen om idealet leve, udtrykte Robespierre offentligt håbet om, at kongemordet måtte være den sidste henrettelse, men forsikrede ligeledes om, at dødsstraf var den retmæssige straf for ”ethvert forsøg mod Statens sikkerhed, eller friheden, ligheden, enheden og udeleligheden i Republikken”. En overbevisning, der kun forstærkedes i Robespierres sind ved Vendée-opstandens udbrud i marts ’93. Til Konventet fastslog han herom, ”at vi må ikke kun udrydde alle rebellerne i Vendée, men alle rebeller, der truer menneskeheden og det franske Folk […]. Der findes kun to partier: korrupte mænd og dydige mænd.”

I denne paranoide sindstilstand fremsagde han sit kendte ven-fjende aksiom:

Il faut une volonté une… Il faut qu’elle soit républicaine ou royaliste!
[en fællesvilje er essentiel… Den må enten være republikansk eller royalistisk!]

Den 5. september deklarerede han i Jakobinerklubben, at ”terroren skulle styre”. Med udgangspunkt i sin magtfulde position i det berygtede Velfærdsudvalg, der de facto var Frankrigs regering, påbegyndte Robespierre udrensningen af den politiske opposition og de påståede kontrarevolutionære, der guillotineredes i massevis.

En revolution af tid, sted og materialitet

Da Nationalkonventet eksekverede Ludvigs dødsstraf kappedes båndet til historien og dermed også en vigtig del af det, der udgjorde den franske nation. Frihedstræet blev vandet med kongeblod, men friheden kunne ikke stå uden fundament. Robespierre forstod, at kampen for den nye franske nation ikke alene kunne føres udadtil på slagmarken og indadtil med guillotinen. Der måtte skabes en ny historie og kultur. Dørene til Louvre åbnedes derfor op for den brede offentlighed d. 10. august for at udstille den nye republik med de gamle nationale rødder. Jakobinernes hofmaler, og Robespierres gode ven, Jacques-Louis David stod for udstillingen, der karikerede kongen, adelen og kirken, imens de frihedselskende revolutionære repræsenteredes som nationens frelsere. David forklarede Konventet, at de i kulturens verden skulle brænde fortidens levn for at frisætte ikke bare fremtiden, men også samtiden og endda fortiden(!) fra monarki, adel og kirke.

Overalt i Frankrig vanhelligedes gamle bygninger, kirker og mindesteder, imens gade-, plads- og bynavne blev omdøbt. Bastillen var allerede blevet nedbrudt, og stenene derfra blevet brugt til at bygge Pont de la Concorde, som derved lagde bro over til Place de la Concorde (passende omdøbt til Place de la Révolution), hvor bl.a. kongen, dronningen og Robespierre selv skulle dø i guillotinen. Den samlende, opbyggelige egenskab, som den katolske kirke repræsenterede med sit åndelige fællesskab og sine ritualer forsøgtes efterlignet med kvasi-religiøse fester, der tilbad ’Det Højeste Væsen’. Til disse fester, hvor Robespierre ofte satirisk blev fremstillet som ypperstepræsten, var guldkalven Frihedsgudinden, fra hvis bryst man kunne drikke frihedens mælk – et revolutionært modstykke til nadveren. Festerne skulle være den fuldstændige forening af revolutionens politiske moral og det metafysiske. Denne higen efter absolut dekonstruktion, konstruktion og kontrol over alt i staten, borgeren og åndslivet blev af pragmatiske sjæle mødt med rynkede pandebryn, men flere sluttede sig helhjertet til i ånden om, at man var ved at skabe en ny verden. Sværmeriet var grænseløst, og som det mest absurde eksempel herpå fortjener Catherine Théot, populært kaldet ’Guds Mor’, at blive fremhævet. Ved intensiv læsning af Ezekiels bog mente hun at kunne bevise, at Robespierre var ingen mindre end den længe ventede messias.

Den dydige terror

Samtidig med at han intensiverede kulturkampen og underkastede sig åndslivet, formørkedes Robespierres sind af forestillinger om usynlige fjender i alle afkroge. Juleaftensdag 1793 kom denne paranoia til udtryk i talen om ’Den Revolutionære Regering’: ”En revolutionær regering skylder sine gode borgere sikkerhed; sine fjender, skylder den kun død.”

Da Konventet den efterfølgende 4. februar i frihedens ånd kriminaliserede slaveriet, var Robespierre fraværende for i stedet at forberede sin tale over, hvad der måtte være den politiske morals principper. Talen var et brændende opgør med den gamle, overleverede verden. Formaliseret universel integritet skulle erstatte ære og sædvaner. Rationalismen skulle herske, og den gamle verdens ”absurditeter” skulle bortvaskes, mens republikkens ”mirakler og dyder” skulle fremelskes. I denne uhyggelige tale, der holdtes d. 5. februar ’94, fastslog Robespierre maksimen, der sidenhen har været grundlæggende for totalitære bevægelser: ”I Fredstid må Drivehjulet under en folkelig Regering kun være Dyden, men under Revolutionen både Dyd og Terror: Dyden, uden hvilken Terroren er fordærvelig, og Terroren, uden hvilken Dyden er magtesløs.”

Ideen om den dydige terror omfavnedes straks af tilhængerne, og blodet flød i de parisiske gader og ud i provinsen. De utallige vilkårlige henrettelser skabte ikke overraskende forvirring og frygt, hvilket fik flere af Konventets medlemmer til at kræve besindelse, som blot mødtes af mere blodsudgydelse. Robespierre, der efterhånden var fysisk og psykisk udkørt på grund af angsten for konspirationer mod republikken og sig selv (ikke altid uden grund), lod end ikke sine kære venner og allierede Danton og Desmoulins undslippe – de mødte deres endeligt i guillotinen d. 30. marts.

Jeg forlanger døden!

I løbet af sommeren vendte stemningen sig af samme grund mod Robespierre. De førende repræsentanter i Konventet, Jakobinerklubben og selv Velfærdsudvalget var, primært af frygt for selv at ende på skafottet, begyndt at tænke republikkens videre virke uden ham. Oppositionen anså Revolutionens Førstemand for at have været et nødvendigt onde i den kaotiske brydningstid, men som nu, af hensyn til det nye systems stabilitet, hørte fortiden til.

Det hele kulminerede d. 27. juli, da Robespierre indtog talerstolen i Konventet. Forgæves søgte han at overbevise forsamlingens medlemmer om usynlige fjender, men blev mødt af de overdøvende råb: ”Ned med ham! Ned med tyrannen!”. Robespierre brød sammen i et hosteanfald, forårsaget af den svage fysiske konstitution, der af forsamlingen blev riposteret med ordene: ”Det er Dantons blod, der kvæler ham!”. Da de endelig forlangte anholdelsen af ham, råbte Robespierre gennem hosten, med en skuffet og hadefuld mine mod sine landsmænd: ”Jeg forlanger døden!”. Da ingen syntes at turde efterleve arrestordren, søgte Robespierre og hans sammensvorne eksil på rådhuset, hvor han straks gik i gang med at udforme et dekret, der erklærede Konventets medlemmer for fjender af staten.

Anført af Léonard Burdon stormede Konventets styrker rådhuset og anholdte Robespierre, der pådrog sig et skudsår i kæben. Ude af stand til at tale forsøgte han at få udleveret pen og papir, men blev heri nægtet af sine fangetagere. 17 smertefulde timer senere blev han og 21 tilhængere ført til skafottet. Det var en hårdt medtaget Maximilien Robespierre, der trådte frem foran guillotinen, til hvilken han selv havde dømt så mange. Bødlen rev som det sidste bandagen af hans ansigt, hvorved en stor del af underkæben røg med. Robespierre skreg i smerter og blev så halshugget.

Han, der ret egentlig førte Medusa-Hovedet i sit Skjold

Den største Kryster, en ussel Slave af kvindagtig Frygt, saa tilsyneladende var det i alle Maader Rædselen, der regerede (…) Nu var da Robespierre enevældig, eller rettere: Guillotinen var det; thi denne Halshugger-Maskine, var det store Drivehjul i den jakobinske Statskunst; Robespierre var kun dens Sjæl, og den store Anklager.

Sådan lyder Grundtvigs ikke så flatterende dom over Robespierre 44 år senere, men hvordan endte den godhjertede unge advokat, som afskyede enhver form for korporlig afstraffelse, på blot få år at forvandle sig til en af nyere tids største despoter?

For at forstå den forvandling har eftertiden tolket Robespierres skæbne som en slags treenighed. Manden, den politiske leder og personificeringen af revolutionen. En skæbne, der mærkedes af samtiden for så til sidst selv at forme eftertiden. Robespierre kunne ikke blot være et passivt vidne, men følte sig kaldet til handling. Den sociale indignation og de idealer han var blevet grebet af i sine formative, unge år, overbeviste Robespierre om, at han ikke bare havde historien på sin side, men at det var op til ham at fremtvinge en ny virkelighed – og fremtid – ud af en uretfærdig fortid.

I det totale kaos, som en statsomvæltning altid vil afføde, blev vakuummet mellem ideal og det konkrete udfyldt af en absolut kamp mellem dyd og forræderi. Mellem tilhængerne af hans nye politiske metafysik og alle andre. Det var en kamp, der førtes i Robespierres paranoide sind, som fik fatale følger ikke bare for menneskene omkring ham, men for fransk og europæisk historie.

Kasper Haunstrup Madsen er ph.d.-stipendiat i historie ved Syddansk Universitet.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!