Religiøse politikere og politiske præster

11. januar 2019
2 minutters læsetid

Juleaften bød for mit vedkommende på gudstjeneste i en italiensk bjerglandsby. Her kunne man høre præsten fortælle, at Josef og Marias overnatning i en stald ikke hang sammen med den sydlandske gæstfrihed, og at de formentlig bare var blevet inviteret ind til nogen, som boede under samme tag som dyrene. Denne gæstfrihed skulle vi ikke glemme i dag, hvor vi ellers har fået en tendens til at lukke os om os selv.

Politik eller evangelium

Sådan forvandler man juleevangeliet til en politisk debat om indvandringspolitikken. Julen, der jo ellers burde handle om Jesu indflydelse på menneskelivet, kom pludselig til at handle om politiske fordømmelser. Man skulle ellers synes, det efterhånden var gået op for de fleste, at spørgsmålet om indvandringspolitikken ikke har noget med gæstfrihed at gøre – alene fordi ens gæster ikke må forventes at finde sig til rette i ens sofa i et par årtier fremover, når man egentlig bare har tilbudt husly, indtil regnen er forbi.

Det er slet og ret et spørgsmål om, at den moderne bølge af masseindvandring har medført en stor mængde af uoverskuelige konsekvenser for såvel Danmark som samtlige andre vestlige lande. Kun en lille minoritet på venstrefløjen hænger stadig fast i 90’ernes kulturradikalisme. Men denne aften havde de kulturradikales politiske krise taget kødelig form i en italiensk kirke og havde nedprioriteret juleevangeliet til fordel for en længere snak om, hvad vi bør mene om specifikke politiske begivenheder.

Samme politisering af Bibelens budskab kender vi desværre alt for godt fra Danmark, hvor både præster og biskopper behandler Bibelen som var den et partiprogram og prædikestolen, som var den talerstolen på SF’s landsmøde. De har opgivet at prædike evangelierne og er i stedet gået over til at politisere dem.

Religiøs politik

Skulle man frygte, at de mange præsters debut som politikere har givet en mangel på prædikanter, er der dog håb at hente. Talrige politikere er nemlig kommet os til undsætning ved at vikariere som prædikanter. Mest mærkbart er det naturligvis hos Alternativet, der ganske vist har erstattet præstekjolerne med grønne tylskørter, men stadig ivrigt prædiker løs om, at vi danskere er nogle arme syndere, og at der venter os dom og svovl, hvis vi ikke følger Alternativets moralske anvisninger.

Det ville dog være uretfærdigt at nævne Alternativet alene, for moralismen vinder indpas på tværs af det politiske spektrum. Politik er underligt nok ikke længere et spørgsmål om at sikre borgerne nogle gode grundvilkår, hvorunder de kan udfolde sig. Det er blevet en lang moralistisk prædiken om, hvordan man ned i mindste detalje bør leve sit liv for at være et godt menneske. Man må ikke spise kød, man må ikke spise usunde madvarer, man må ikke flyve i flyvemaskine, man må ikke ryge cigaretter. Man kan trygt regne med, at gør man noget, der vækker en smule velbehag, står der altid en politiker klar til enten at forbyde det eller brandbeskatte det i godhedens navn. I modsætning til præsternes prædiken handler det dog ikke længere om at gøre noget godt for andre, men om at være bedre end andre ved at rakke ned på deres personlige valg. Kun herigennem får man fremhævet sig selv som det moralsk overlegne menneske.

Mens præster har kastet sig over politikken, er politikerne omvendt begyndt at bedrive moralistisk erstatningsreligion. Kald mig bare gammeldags, men jeg foretrækker altså præster, der prædiker og politikere, der bedriver politik.

Kuzma Pavlov

Kuzma Pavlov er født i Rusland og følger med stor interesse med i, hvad der sker i det store land mod Øst. Han betegner sig som nationalkonservativ, er formand for KU i København og har ligeledes siddet i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet. Hans fokus spænder derfor bredt fra udenrigspolitik over ytringsfrihed til moderne kulturkamp.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside