Opera: Turandot

26. januar 2019
12 minutters læsetid
Foto fra Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af Turandot fra Operaens hjemmeside. Foto: Miklos Szabo

”I skal opleve en nyproduktion. Altså ikke en traditionel opsætning.” Sådan blev det højtideligt lanceret til den 45 minutter lange premiereintroduktion til Det Kongelige Teaters nye opsætning af Puccinis sidste opera, Turandot, som han endnu ikke havde færdiggjort ved sin død i 1924. Til premiereforestillinger på Operaen har Det Kongelige Teater for vane at have en lidt grundigere introduktion end den sædvanlige 10-15 minutters introduktion, der er før hver forestilling. Det havde man stort set undladt den her gang, hvor der var en temmelig overfladisk introduktion, der dårlig nok fik fortalt det mest basale om handlingen og personerne i værket.

Men hvad blev resten af tiden så brugt på? Jo, man havde engageret nogle studerende fra musikkonservatoriet til at spille kinesisk folkemusik med særlig fokus på folkemelodien ”Jasminblomst”. Undskyldningen var, at handlingen i Turandot er henlagt til ”Peking på eventyrenes tid”. Puccini inddragede også kinesisk folkemusik i operaen, herunder den føromtalte ”Jasminblomst”, der høres forskellige steder i værket. Ideen er sådan set fin, men koblingen mellem værk og brugen af folkemusik manglende totalt i introduktionen. Man blev ikke meget klogere på hverken kinesisk folkemusik, Puccinis opera eller hans brug af folkemusik i den af de 45 minutters introduktion, der derfor lander i den kasse på mit bord, hvor der er en etiket med påskriften ”Total tidsspilde”. Jeg har ikke noget imod at høre kinesisk folkemusik eller at høre om det, men jeg vil selv vælge hvor og hvornår. Og det er ikke i operaen. Jeg håber ikke, at det er en uheldig tendens, der er ved at indfinde sig. Det var lidt det samme indtryk, jeg havde til premiereintroduktionen til Flagermusen, hvor der også manglende substans i premierens introduktionsforedrag. Noget tyder på, at substansen er forsvundet med Henrik Engelbrecht, der ved tidligere lejligheder har stået for premiereintroduktionen. Det var værd at komme efter.

Desværre var det ikke meget bedre inde i salen. Turandot-opsætningen er årets foreløbige lavpunkt. Hele Puccinis eventyrhistorie var det meste af tiden henlagt til en grå legeplads. Kejserpaladset i anden akt var henlagt til et gråt funktionærkontor (i det moderne, kommunistiske Kina) og tredje akt til en form for stue af den type, hvor instruktøren eller scenografen efter alt at dømme blot har stillet frem hvad de kunne finde af moderne møbler på lageret. I starten læser en pige i en bog, så måske er ideen, at det hele er noget, hun oplever og forestiller sig. Kostumerne var de evindelige jakkesæt, skjorter og slips, som efterhånden er blevet standardredskab i den fantasiløse iscenesætters værktøjskasse.

Premiereopsætningen den 19. januar 2019 blev da også kvitteret med meget beskedne klapsalver og – efter danske standarder – temmelig ubeherskede buh-råb fra parkettet, da opsætningens ”kunstneriske” bagmænd viste sig på scenen.

Ideen bag det hele er en blanding af alt godt fra havet af overfladiske almindeligheder, som man kan læse i programmets interview med instruktøren Lorenzo Fioroni:

””I denne fortælling erstatter volden andre kommunikationsformer. I modsætning til et normalt samfund, hvor man kommunikerer gennem kærlighed, venskab og barmhjertighed,” siger Fioroni. ”Folk er blevet brutaliserede og har vænnet sig til grusomheden i dette samfund.” Fioroni har henlagt historien til hoffet i et tidløst og koldt samfund. Kostumerne har moderne og poetiske elementer, og scenografien er inspireret af kinesiske tegninger og surrealistiske tegninger fra Puccinis egen tid.”

Altså en værre rodebunke af løse ideer og indfald uden noget udtalt talent eller evne til at sætte det sammen til et sammenhængende, kunstnerisk hele og slet ikke noget der antydningsvist har at gøre med værket som det er tænkt. Brugen af ordet “poetisk” om kostumerne er stærkt overdrevet, og tilsvarende må siges om den kinesiske inspiration.

Bemærk, hvordan det ”tidløse univers” trækkes af frem i citatet. Det er ofte – men ikke altid – et tegn på, at instruktøren mangler fantasi og kunstnerisk format. Når man ikke har klare ideer, så ligger det snublende nær at lave det tidløse univers, hvor folk så selv kan have meningen med. Det eneste, man siger, er noget om vold og brutalisering. Og det er mildest talt ikke særlig klart. Resten af opsætningen fylder man så op med, hvad man lige har liggende af computergrafik, tegninger og møbler. Man bliver generelt ikke særlig klog på værket af at læse programmet.

Programmerne på Det Kongelige Teater er, hvad Operaen angår, efterhånden blevet en meget tynd kop te, hvor de fleste indlæg altså – ærlig talt – forekommer noget halvstuderede i forhold til, hvad man burde kunne forvente sig af en nationalscene. Når jeg tænker på, hvordan man i München, Wien og London kan købe store, flotte programmer, der kan granskes i månedsvis, og som man uden problemer kan stille op i reolen ved siden af sine musikbøger, så er Operaens programmer efterhånden blevet decideret tarvelige i deres mangel på substans. Nej, København er så afgjort ikke München, Wien eller London, og jeg forventer ikke samme standarder her i byen. Men jeg forventer, at nationalscenen i det mindste gør sig umage.

På Bayerische Staatsoper i München trykkes librettoen til værket således i programmet, sådan at publikum kan læse den og sætte sig ind i det, de skal opleve. Efter den seneste opsætning af Turandot på Det Kongelige Teater sidder man desværre tilbage med det indtryk, at det som man i München regner med, at publikum ville kunne sætte sig ind i, ja det gider i København ikke engang iscenesætterne sætte sig ind i.

Man vil hellere lave en form for ”teaterkoncert”, hvor handling og musik kun er knyttet meget løst sammen. Jeg skal ikke på dette sted berøve teaterkoncert-genren sin eksistensberettigelse. Men opera er det ikke, når instruktøren får maksimal frihed til at realisere sine ideer om alt mellem himmel og jord og sang og musik får karakter af blot og bar baggrundsmusik, der vist mest skal tjene det formål, at Puccinis navn kan sættes på plakaten for at få folk til at købe billetter til noget, som næppe nogen ellers ville betale for at se.

Jeg gør måske her nok teaterkoncerten uret. For i den genere er der da i hvert fald gjort et forsøg på at tænke musik og iscenesættelse sammen. Det er vist mere end mand kan sige om Det Kongelige Teaters seneste Mach-werk af en opsætning.

På Det Kongelige Teater bakser man en del med at få det hele til at gå op. I programmet konkluderes, det at Turandots afsluttende forvandling – som Puccini på grund af sin død aldrig nåede at færdigkomponere, men som blev fuldendt af Franco Alfano efter Puccinis skitser – er urealistisk:

”For kan Turandot virkelig frasige sig sin indre drivkraft – og kan vi som tilskuere virkelig tro på, at kærligheden overvinder alt, også isprinsessers principper? ”Hjertets Renhed er at ville eet”, sagde Kierkegaard, og for Turandot er dette ene hævnen. Derfor handler hun operaen igennem konsekvent i tråd med sin egen karakter – helt indtil Puccini forsøger at få hende til at smelte. Det kan hun ikke – og det kunne Puccini heller ikke; som smeltet vand løb klimakset på værket bort mellem fingrene på ham. Tragisk? Ja. Men måske lige så afvendeligt som Turandots karakter. Og derfor er den smukkeste afslutning på denne opera måske netop den, der ingen afslutning har. Kun på den måde kan Turandots is fortsat brænde som ild.”

Man har derfor også valgt den ufuldendte udgave, Puccini efterlod sig. Dette er sådan set ikke unormalt. Det samme gjorde Toscaninni til premieren i 1926.

Desværre vidner det hele om, at man mangler en grundlæggende forståelse for, at værket er et eventyr!

En stor skam at man ikke har bedre forståelse for et værk, der om noget virker bedst, når det formidles og forstås som netop et eventyr og lever af eventyrets magi. Turandot er både hvad angår musik, handling og karakterer den mest interessante af Puccinis operaer. Musikken er langt mere spændende at lytte til, og har i det hele taget mere ”kant” og mørke end den sukkersøde sentimentalitet, der ellers kan gøre komponisten til skrap kost. Gerhard Schepelern sammenfatter hans samlede produktion meget godt således i 1946:

”Trods sin ikke altid lige sikre Smag i Valget af Sujet, og trods sin undertiden banale Melodik og sine parfumerede Harmonier, er han dog en Mester, baade ved sit sikre Teaterinstinkt og sit vidunderligt klingende Orkester, og maa vist regnes for Italiens Største Komponist i dette Aarhundrede.”

I det sidste led skal man hæfte sig ved ”Italien” og ”dette århundrede”.

Harmonierne i Turandot er ikke helt så parfumerede og værkets eventyrfortælling tiltaler mig mere end de mere såkaldt ”realistiske”, veristiske operaer, han mest er kendt for. Eventyret giver nemlig helt andre muligheder for at vise ting, der er mere alment menneskelige. Karaktererne i Turandot er derfor også væsentligt mere interessante, da det er nogen, som i højere grad end ellers hos Puccini har lidt mere selvstændig eksistens end noget, som det bare skal være synd for.

Isprinsessen Turandtor er en fascinerende karakter. Men vi forstår hende kun – og hun fungerer derfor også for mig at se kun – netop som en eventyrfigur. Hun bilder sig selv ind, at hun ikke vil kærligheden, og finder på alle mulige undskyldninger for ikke at ville den og forlanger, at bejlere skal besvare tre spørgsmål for at vinde hende, ellers føres de til skafottet. Det kommer til udtryk i hendes arie i anden akt, hvor hun fortæller, at ingen mand nogen sinde skal vinde hende. Hun vil bevare sin selvstændighed og – ikke mindst! – renhed og henviser til et gammelt sagn om prinsessen Lou-Ling, der blev bortført af Tatarerne, altså noget der kunne minde lidt om den romerske Lucretia-sagn. Turandot hader herefter alle mænd i en form for højere sags tjeneste, der drejer sig om at hævne den uret, der overgik Lou-Ling dengang.

Sine nærmeste slægtninge i operaverdenen finder Turandot dels i Brünnhilde i Wagners Nibelungens Ring og dels i de to kvinder i Strauss/Hofmannsthals Kvinden uden skygge, alle tre er kvinder der på hver sin vis opdager deres egen skrøbelighed og menneskelighed: Brünnhilde vågner op af sin tryllesøvn og opdager, at hun er er blevet et sårbart menneske, men (heldigvis!) også et væsen, der er i stand til at elske og nyde den sanselige kærlighed. I Kvinden uden skygge bliver glaskejserinden til et væsen i kød og blod, mens farverkonen opdager, at det præcis var det, hun hele tiden var lavet af. Turandot gennemgår sammen forvandling.

Ingen spørger om, hvorvidt de tre andre pigers forvandling var realistisk, og de kan heller ikke forstås realistisk, men kun i eventyrenes verden, uden at dette dog på nogen måde fratager karaktererne evnen til både at være nærværende og rørende. Turandots afsluttende forvandling og vej ind i kærligheden er ikke realistisk, for hun er ikke Mimì, Tosca, Madame Butterfly eller Suor Angelica, og sådan er hun heller ikke tænkt.

Derfor duer det ikke, når man gør, hvad man kan for at hive, sparke og slå eventyret og magien ud af værket for at hensætte det til et koldt, tidløst univers med indslag fra det moderne Kina, sådan som det var tilfældet med det rod af en opsætning, som instruktøren Fioroni havde fået stablet på benene. Eventyret leverer i øvrigt det tidløse i sig selv, så jeg har svært ved at, se hvad man egentlig opnår ved al balladen.

Med hensyn til personinstruktionen var Turandot gjort mere skrøbelig, end man ellers ser hende, hvilket fungerede godt, og på dét punkt understøtter instruktøren faktisk Turandots forvandling. Det er temmelig tydeligt, at hun føler sig noget utryg ved pludselig at være blevet overladt til en af de mænd, hun hader så meget. I opsætningens tredje akt forgriber Kalaf sig også på hende, sådan at parallellen til Lucretia-sagnet tegnes tydeligt op.

Men så er der heller ikke så meget mere pænt at sige, for personinstruktionen fejlede ellers en hel del. Navnlig koret løb ofte meget bevidstløst rundt uden, at man vidste helt hvorfor. Værst var i den forbindelse, at det ganske enkelt gik i vejen for mange af de andre karakterer, hvis karakteristika, man for en stor dels vedkommende ikke fik noget klart indtryk af.

Musikalsk så det noget bedre ud. Ikke kun på grund af Det Kongelige Kapel og Operakor, der under Alexander Verdernikovs glimrende ledelse fik alt det frem, jeg gerne vil høre i et værk som Turandot, men i lige så høj grad fordi, man havde fundet en fremragende Prins Kalaf i form af tenoren Sung Kyu Park. Jeg vil ud fra navnet gætte på, at han er koreansk, men ikke engang det kunne man finde information om i programmet. Han havde både en flot stemme og et fint dramatisk talent, der dog desværre kun i nogen grad kunne kompensere for den uklare personinstruktion.

Personinstruktionen var som allerede nævnt væsentligt mere klar hos Turandot, der til premieren blev sunget godt og troværdigt af Ann Petersen.

De tre ministre, Ping, Pang og Pong, var sangmæssigt i gode hænder hos Palle Knudsen, Gert Henning-Jensen og Jens Christian Tvilum. Men personinstruktionen var også her noget rod. Indrømmet, det er svært, da man skal balancerer mellem nogle lidt komiske figurer i et ellers seriøst værk. Men man prøver ikke engang, og lader dem iføre klovnekostumer. Så kan de jo klovne rundt, og man kan på den måde forsøge at skjule den manglende evne til at instruere som noget, der ligner et bevidst valg. Man gør en dyd ud af nødvendigheden.

I København gør man efterhånden lidt for ofte en dyd ud af nødvendigheden: Efter den aktuelle opsætning af Turandot sidder jeg desværre lidt tilbage med det indtryk, at man på Operaen fuldstændig har manglet den nødvendige gnist og passion, der skal til for at lave noget ordentligt og vedkommende, og derfor finder på undskyldninger om ”nyfortolkninger”. Ikke ulig isprinsessen Turandot, der ikke tør elske, og derfor finder på undskyldninger i myterne. Jeg er ikke tilfreds.

Giacomo Puccini, Turandot. Libreto af G. Adami og R. Simoini efter Gozzi. Det Kongelige Teater den 19. januar 2019

Referencer

Det Kongelige Teaters hjemmeside med information om forestillingen, fotos og diverse lydklip:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/turandot/?id=21250

Christina Blangstrup Dahl, Turandot (programindlæg)

Mariann Sejer, Fioroni om Turandot, interview med Lorenzo Fioroni (programindlæg)

Gerhard Schepelern, Operabogen (1946)

Morten Messerschmidt havde for nogle år siden et radioprogram, hvor han over tre afsnit fortalte om opera. Hele det andet afsnit er helliget Turandot, hvor der gives en særdeles grundig indføring i værket:

https://www.dr.dk/radio/p2/messerschmidt-i-operaen-i/messerschmidt-i-operaen-ii?_escaped_fragment_=/

Den gængse standardindspilning af Turandot må være Zubin Mehtas 1972-indspilning med Joan Sutherland og – ikke mindst – legendariske Luciano Pavarotti som Prins Kalef. Det er vist i øvrigt også den indspilning Messerschmidt anbefaler i radioprogrammet ovenfor, og det er den, man kan høre lydklip fra på Det Kongelige Teaters hjemmeside om forestillingen. Den kan købes via iMusic.dk:

https://www.imusic.dk/cd/0028941427427/puccini-sutherland-pavarotti-mehta-1990-turandot-compact-disc

På DVD/blu-ray kommer man ikke uden om Franco Zeffirellis opulente giga-produktion af Turandot til Metropolitan Opera fra 2009, der har næsten Firtz Langske dimensioner. Det er den slags man rynker lidt på næsen af i København og andre steder i Europa, hvor man mangler formatet til at kunne lave det samme. Igen: Man gør en dyd ud af nødvendigheden. Opsætningen er alt andet end tom pragt. Der er arbejdet med både detaljer og personinstruktion og helhed, og Metropolitan Opera viser atter, hvorfor operaer fungerer allerbedst, når de opleves på deres egne præmisser. Fremragende sanger er der også i form af eksempelvis Marcello Giordani (Kalef) og Maria Guleghina (Turandot).

DVD/Blu-ray kan købes via iMusic:

https://www.imusic.dk/blu-ray/0044007434277/guleghina-giordani-poplavskaya-rame-2011-turandot-blu-ray-disc

Opsætningen kan også ses via Metropolitan Operas ”Met Opera on Demand”-streamingtjeneste, der både er tilgængelig via computer og diverse ”Smart tv”-fjernsyn og lignende applikationer samt forskellige bærbare aggregater. Man kan høre og se gratis klip fra produktionen her, dog anderledes – men bestemt ikke dårligere – besat med Nina Stemme som Turandot og Marco Berti som Kalaf:

https://www.metopera.org/Season/On-Demand/opera/?upc=811357018194

Met Opera on Demand har 650 operaer at vælge imellem. Et abonnement koster $ 149,99 om året og $ 14,99 om måneden. Herfra kan man trække diverse rabatter til medlemmer. Man kan også få et gratis prøveabonnement i 7 dage. Enkeltværker kan lejes for et par dollars. Med den aktuelle dollarkurs koster et års abonnement ikke meget mere end en af de dyre billetter til Operaen på Holmen eller to af de lidt billigere. Jeg kan godt forstå, at nogle operahuse brokker sig over, at Metropolitan Opera stjæler deres kunder, når man sælger så meget god opera så billigt via sin online-tjeneste og den omfattende transmission af opera til biografer m.v. Omvendt er det vel ret beset ikke udtryk for andet, end at mange operahuse ikke formår at lave noget, som folk gider se, fordi det er tomt og kun har meget lidt med opera at gøre.

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside