Opera: Fidelio

29. januar 2019
8 minutters læsetid

Navnet på Beethovens eneste opera er blevet så indbegrebet en association med den ægteskabelige troskab, at det i populærkulturen ofte bruges som ironisk kommentar til mangel på samme. I Carl Th. Dreyers Gertrud fra 1964 er det den opera, som Gertrud i første omgang bilder sin ægtemand ind, at hun skal se, mens hun i virkeligheden skal være sammen med sin elsker. Gertruds credo ”Jeg tror på kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed” må være så langt fra Beethovens Fidelio, som man overhovedet kan komme! I Stanley Kubricks Eyes Wide Shut fra 1999 bliver Fidelio kodeordet, der giver adgang til de nattelige orgier, overklassen kaster sig ud i langt fra ægteskabets snærende bånd.

Oprindelig hed den Leonore ligesom hovedperson og var fra 1805, men den blev omarbejdet af to omgange og fik siden navnet Fidelio efter Leonores mandlige alter ego, som hun forklæder sig som for at kunne snige sig ind i fængslet, hvor den onde Don Pizarro holder hendes mand, Florestan, som politisk fange. Den mest velkendte form er fra 1814.

Den første 1805-version er noget mere idealistisk end den sidste 1814-version, men i mellemtiden var Beethovens ”jakobinske” tilbøjeligheder også kølnet en smule efter Napoleons kejserkroning i 1804. Ind i mellem kom 1806-versionen, og det var den som DR SymfoniOrkestret opførte koncertant under Manfred Honecks ledelse til en af årets mest ventede torsdagskoncerter henholdsvis den 10. og 11 januar 2019.

Det var derfor heller ikke den egentlige Fidelio-ouverturen, der indledte Beethovens store frihedsdrama til denne opførelse i Koncerthuset, men den tidligere ”3. Leonore-ouverture”, der faktisk er mere populær og har et selvstændigt liv som koncertværk. Undertiden vælges dén ouverture også som overgang til Finalen i operaens sidste akt, således som Bernstein gjorde i sin 1978-inspiling (se referencerne). Generelt er der lidt forskellige tradition med hensyn til, hvilken ouverture, der vælges. Da Adam Fischer dirigerede 2010-premieren på Bayerische Staatsoper blev forestillingen indledt af den 3. Leonore-ouverture, selvom man havde valgt den egentlige Fidelio-version af værket fra 1814. Den virkelige genistreg var dog, at man som overgangen til finalen i anden akt i dén opsætning havde valgt den utroligt smukke adagio fra Beethovens strygekvartet, op. 132, ”Heiliger Dankgesang” til at kaste en anderledes alvorlig og inderlig stemning over operaens finale, omend den er godt 20 år senere end Beethovens første Leonore-version. Uventet, men det klædte operaen godt og viste, at vi i operaens slutning vitterligt er kommet helt andet sted hen.

Uanset hvilken version man vælger, så fanger Leonore/Fidelio essensen i det, jeg ser som den Beethovenske ”ånd”. Nemlig en ubønhørlig fremdrift fra mørke mod lys og fra det uafklarede til det afklarede på en måde der efterlader lytteren næsten forbløffet hver gang. Vilje og ukuelig skaberkraft gennemsyrer værket fra start til slut. Få komponister har som Beethoven så meget vilje og så stor en evne til at begejstre og betage sin lytter med sine musikalske ideer.

Lenore/Fidelio peger selv i den tidlige version frem mod Beethovens sidste værker, ikke mindst den afsluttende 9. symfoni. Ikke kun i dens budskab om frihed og kærlighed, der i operaens slutning får samme næsten spirituelle og religiøse klang som i finalen til den 9. symfoni. For ikke nok med det! Den afsluttende hymne fra operaens finale ”Wer ein holdes Weib errungen | stimm in unser Jubel ein!“ gentages nemlig i den 9. symfonis finale. Det burde så afgjort være den afsluttende hymne fra Fidelio, der var førstevalget, når en hvid brud skulle føres op af kirkegulvet, og ikke Wagners brudemarch fra indledningen til Lohengrins 3. akt.

Ordene er både i opera og symfoni fra Schillers ”An die Freude”. Schiller skriver dog ”mische seinen Jubel ein”, hvilket også er den vending, Beethoven bruger i den 9. symfoni. Hvad der startede simpelt, næsten legende, og nærmest som en operette i første akt med duetten mellem Jaquino og Marzelline har stille og roligt gennemgået en lang og støt stigende udvikling mod forklarelse: Fra fangekælderens dyb ender vi helt oppe i skyerne som bedre, afklarede og frigjorte mennesker.

I operaen inkarneres Beethovens idealer om frihed i den ægteskabelige trofasthed og åndens renhed personificeret ved den opofrende Leonore, der er villig til at gå i døden for sin mand. Hun blev senere forbillede for mangt en romantisk operaheltinde.

Hvad der er trukket fra af politisk idealisme i forhold til den tidlige version af Fidelio, er der til gengæld lagt til i ægteskabelig trofasthed. Dét får en ekstra tand i 1806- og 1814-versionen, hvor den alfaderlige fangevogter, Rocco, eksempelvis belærer de unge om, at ægteskabet så sandelig ikke bare er føleri alene. For som det hedder:

”Wer bei Tisch nur Liebe findet,
Wird nach Tische hungrig sein.“

Til gengæld er Leonore næsten for ren i hjertet i 1814-versionen i forhold til tidligere. Alle samvittighedskvaler i forhold til bejleren Marzelline (der jo tror, at hun er en mand!) hun udtrykker i duetten mellem de to i den oprindelige anden akt er strøget helt i 1814-versionen. Heldigvis er de med i 1806-versionen, for de gør Leonore-karakteren ganske mere interessant og menneskelig.

Man gjorde således i DR ganske rigtigt i at vælge 1806-versionen til den koncertante opførelse. Den bevarer nogle af de nuancer i karakteristikken af Leonore-karakteren, der mangler lidt af i den senere version, men har samtidig nogle af de elementer, der giver det oprindelige revolutionsdrama en mere almenmenneskelig og apolitisk karakter. Hvad 1806-versionen så desværre mangler er noget af den stilsikre progression, der mest tydeligt fornemmes i 1814-versionen.

De talte dialoger var udeladt, hvilket ofte sker i de tidlige versioner, men i stedet erstattet af en fortæller. Til opførelsen i Koncerthuset havde man til dette formål valgt Ghita Nørby. Hvem der havde skrevet den danske tekst, hun læste op, står dog lidt hen i det uvisse. I hvert fald fremgik det ikke af programmet. Stilen var mere afdæmpet end det, man nogle gange vælger, og nærmest lidt hyggeligt. Derfor næppe helt i Beethovens ånd.

I oversættelsen af den egentlige libretto stødte jeg på en pudsighed i DR’s oversættelse af Jacquinos ”Zum henker, das ewige Pochen!” i hans indledende duet med Marzelline, der er oversat med ”For fanden, altid skal man bøje sig!”. Vel ikke forkert, når man tager i betragtning, at der ofte anvendes betydelige frihed ved oversættelser af den slags tekster for at få det hele til at passe. Men lige her går meningen jo tabt! For hele spændingen i optrinnet mellem de to er jo, at Jacquino konstant bliver forstyrret i at gøre kur til Marzelline, fordi det banker på døren! Og som portner er han jo nødt til at gå hen og åbne. Marzellines svar til sig selv ”So bin ich doch endlich befreit!“ giver hermed også mere mening. Gad vidst om det er et bevidst oversættelsesvalg i forbindelse med den koncertante opførelse.

Populær har Beethovens værk aldrig været på samme niveau som Mozarts operaer. Ved den danske førsteopførelse i 1829 var man ifølge Henrik Engelbrechts beretning om opera i guldalderens København efter et par skuffende opførelser nødt til at sætte en tysk tyrolersangtrup (”tyrolerfamlien Leo”) på programmet sammen med Fidelio for at få solgt billetter nok! Seneste opførelse herhjemme var vistnok Den Jyske Operas opførelse i 2006. Her kan min hukommelse dog svigte.

Jeg hverken kan eller vil skjule, at jeg er svært begejstret for Beethovens Leonore/Fidelio (og for Beethoven i det hele taget), uanset hvilken version af operaen man så end vælger, omend 1814-versionen har et lille forspring hos mig. Hvad værket måske mangler af nuancer i personkarakteristik i forhold til, hvad man ser hos Mozart og Strauss, ja det har den til overmåde i Beethovensk ånd og sikre greb, navnlig i den sidste version. Man er ikke i tvivl om, hvad Beethoven vil sige, og det gennemsyrer alle personerne og deres handlinger i en grad der overrumpler, betager og begejstrer mere end nogen anden komponist kan formå.

Derfor er det også en fornøjelse, at få det ellers ikke særlig hyppigt opførte værk at høre, omend det kun var i en koncertant version. Dette gør måske ikke så meget i betragtning af, hvilke ulykker man kunne have forestillet sig, hvis man havde ladet Den Kongelige Opera få fingrer i værket, sådan som det ser ud på den del af nationalscenen p.t.

DR SymfoniOrkestret er gennemgående gode til at spille Beethoven, og særligt under den tidligere chefdirigent Rafael Frübeck de Burgos var det en fornøjelse at gå til koncert med dem og høre Beethoven. For med ham var der noget af den vildskab og slagkraft, der klæder Beethovens musik så godt. Manfred Honeck havde valgt en stil, der lå en smule tættere på det wienerklassiske, uden at orkesteret dog var helt reduceret til, hvordan det ville have set ud på Beethovens tid. Andre dirigenter finder en stil, hvor der anvendes mindre orkestrer, men hvor der til gengæld spilles hurtigt, vildt og lidenskabeligt. Sådan gør Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester, der til foråret udgiver deres indspilninger af alle mesterens symfonier. Udgivelsen af ventet med spænding efter deres succesfulde indspilning af Mozarts symfonier. Paavo Järvi og Deutsche Kammerphilharmonie Bremen har allerede begået en af de bedste indspilninger af Beethovens symfonier i samme fortolkningsstil som Fischers.

Der er dog bestemt ikke noget at udsætte på Honecks fortolkning, der ydede Beethoven fuld retfærdighed, og heldigvis havde man gode sangere på alle poster. Især havde man valgt to skønne sopraner som Leonore og Marzelline, henholdsvis Sally Matthews og Christina Landshamer, der levendegjorde både det legende og det højtidelige i Beethovens værk, der er alt andet end let at gøre nærværende.

Herudover skal jeg særligt fremhæve Christof Fischesser, der fremmanede den alfaderlige Rocco, der dæmper de ungdommelige gemytter. Ligeledes den kinesiske basbaryton Shenyang. Her var det dog ikke alfaderlig varme, men buldrende kulde, der fyldte salen, når den onde Don Pizaro synger af fuld hals direkte ud af alle de destruktive lidenskaber af had, hævn og magtbegær, der koger i ham. Hans modstykke i form af Florestan blev flot sunget af Chrisian Elsner, der havde passende stolthed i udstrålingen som både fortvivlet og idealistisk i dette prægtige tenorparti, som desværre kun er i sidste akt. Det er umuligt ikke at være tilfreds!

Ludwig van Beethoven, Fidelio (”1806-versionen”), libretto af Joseph Sonnleithner og Georg Friedrich Treitschke efter skuespil af Jean-Nicolas Bouilly. DR Koncerthuset den 11. januar 2019

Referencer

John Eliot Gardiner, The Case for Beethoven’s ”Leonore” – A Work in Progress (artikelindlæg i Deutsche Grammophons dobbeltudgivelse med både Leonore og Fidelio, jf. nedenfor).

David Cairns, The Case for Beethoven’s “Fidelio” – Struggle and Achievement (artikelindlæg i Deutsche Grammophons dobbeltudgivelse med både Leonore og Fideolio, jf. nedenfor).

Henrik Engelbrecht, Opera i guldalderens København (2017)

Deutsche Grammophon har i sin komplette Beethoven-udgave fra 1997, ”The Complete Beethoven Edition”, som vol. 4 en glimrende dobbeltpakning, hvor man får både Lenore i den oprindelige 1805-udgave og den senere Fidelio i 1814-udgaven. Førstnævnte bragt til live af John Eliot Gardiner og hans Monteverdi Choir og Orchestre Révolutionnaire et Romantique, der bringer os tæt på den oprindelige lyd. Fidelio-indspilningen i pakken er Leonard Bernsteins glimrende 1978-indspilning med Wiener Filharmonikerne og Wiener Staatsopernchor. Lyden her her unægtelig mere romantisk, men det gode ved Beethoven er netop, at han både kan spilles klassisk og romantisk, selvom han dog helst ikke må blive for tung og langsom. Dette sker heldigvis ikke hos Bernstein. Den omtalte dobbeltpakning er vist desværre for længst udgået af kataloget. I hvert fald kan jeg ikke længere finde den hos Deutsche Grammophon, så man skal ud og kigge på markedet for brugte plader, hvis man vil have den. Katalognummeret er 453 719-2.

Bernstein-indspilningen fra 1978 med René Kollo og Gundula Janowitz som henholdsvis Florestan og Lenore samt Hans Sotin som Don Pizaro) kan dog stadig fås separat, oven i købet i en glimrende Blu-ray audio-udgave, hvor man får maksimal lydkvalitet for pengene:

https://www.imusic.dk/cd/0028947972839/beethoven-2017-fidelio-br-audio-cd-blry-compact-disc

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside