Det unge land med den oldgamle nationale identitet

Af Christian Egander Skov

Første december 2018 var det 100-året for Islands selvstændighed. Da var det nemlig 100 år siden, at landet blev et selvstændigt kongedømme i forbund med Danmark. Christian d. X var Islands konge indtil landet i 1944 blev en republik og brød forbindelsen til Danmark.

Selvom den sene selvstændighed kunne tænkes at underbygge idéen om, at nationer faktisk er moderne konstruktioner og forestillede fællesskaber, er det langt fra tilfældet. I bogen National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla viser historikeren Arild Hald Kierkegaard (1979-2012), at der allerede i saga-litteraturen var tydelige spor af national identitet.

Bogen udkom efteråret 2018, år og kan købes gennem Munch & Lorenzen eller andre boghandlere. I to kronikker i hhv. Kristeligt Dagblad og Flensborg Avis har historiker Adam Wagner, der har stået for redaktionen af bogen – og tidligere har skrevet det anmelderroste værk Danskhed i middelalderen – fremstillet Arilds pointer.

I Flensborg avis skrev Wagner:

“Når man sine steder kan læse, at Danmark og Island var én nation førhen, eller at Island er en ung nation, eller at den islandske nation først blev skabt i løbet af 1800-tallet, er det enten påstande, som er temmelig tvivlsomme eller afspejler, at ordet »nation« stadig oftere bruges udelukkende som betegnelse for en stat. Men bruger man ordet nation i betydningen et folk eller et folkeslag, hvilket især tidligere var ganske almindeligt, så  er sådanne udsagn som sagt tvivlsomme – ja, de modsiges endog af kilderne.

Sagen er, at islændingene i det mindste siden middelalderen har været regnet for et eget folk af andre, ligesom det ses, at de har regnet sig selv for et sådant. Et eksempel er de norske kongesagaer samlet i Heimskringla – et navn, der betyder »verdens kreds« og er givet efter den første sagas indledningsord. Disse kongesagaer er efter al sandsynlighed skrevet af den islandske stormand Snorre Sturluson omkring 1230. Det kan man læse om i bogen National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla af historikeren Arild Hald Kierkegaard (1979-2012), som forlaget Munch & Lorenzen har valgt at udgivet netop 1. december i år.

Skønt Snorre var islandsk, afspejler sagaerne et norsk nationalt eller patriotisk synspunkt med særlig vægt på den opfattelse, at Norge som samlet rige har været og også bør være styret af konger, der nedstammer fra Harald Hårfager, den sagnomspundne samler af Norge. Dette er ikke så overraskende, når det antages, at Snorre skrev for at tilfredsstille den norske konge. Selvom synspunktet måske ikke engang fuldt ud er Snorres eget, viser det dog, at sådanne synspunkter fandtes i kredsen omkring den norske konge.”

Og han uddyber i Kristeligt Dagblad:

“Hvor langt tilbage i tid kan en islandsk identitet spores? Her kan en nyligt udkommet bog af historikeren Arild Hald Kierkegaard (1979-2012) være med til at give et fingerpeg. Det drejer sig om bogen ”National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla”. ”Heimskringla” er en samling af norske kongesagaer, der sandsynligvis er skrevet omkring 1230 af den islandske stormand Snorre Sturluson.

Kierkegaards bog giver et godt overblik over diskussionen om, hvorvidt der fandtes norsk og islandsk national identitet i middelalderen, og hvori denne identitet bestod. Endvidere gennemgår Kierkegaard selv ”Heimskringla” for at finde ud af, hvilket syn på det etniske og nationale man finder deri. Først og fremmest står det klart, at det i ”Heimskringla” anses for noget selvfølgeligt, at menneskenes verden består af folkeslag, der hver især er kendetegnet ved at have fælles sprog, land og skikke og ved at være historiske fællesskaber. En sådan opfattelse er altså ikke moderne.

Holder vi os til islændingene, så omtales de i ”Heimskringla” som en historisk enhed med fælles forfædre, nemlig de norske landnamsmænd. Desuden ses en bevidsthed om, at nordmænd og islændinge talte samme sprog, norrønt. Men alligevel regnes islændingene i ”Heimskringla” ikke for nordmænd. Der skelnes, hvilket tydeligt ses i en fortælling, hvor en islænding direkte siger, at han ”ikke er en norsk mand”, hvorfor han kan optræde neutralt over for de svenske, som nordmændene lå i strid med.

Når islændingene ikke opfattes som norske, skyldes det frem for alt, at de dannede et eget historisk-politisk fællesskab uafhængigt af Norge. Ifølge den islandske overlevering var Island jo blevet bebygget af nordmænd, der flygtede for Harald Hårfagers tyranni, og det er rammende blevet sagt, at dette er en myte om, hvorledes nationen blev til.”

Den meget anbefalelsesværdige bog vil senere blive anmeldt i Replique. Men jeg kan allerede nu pege, at det virkelig er en fin bog, som man bør købe. f.eks. her.

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!