Analyse: Derfor bliver det nye skeptikerparti i EU ikke en succes

Foto: Flickr https://www.flickr.com/photos/euractiv/14105003769

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Ja, nu skriver vi 2019, og det betyder – som den altid oplyste læser af aarsskriftet-critique.dk naturligvis allerede ved – at vi går ind i et år med valg til Europa-Parlamentet. Det betyder, at du endnu en gang har chancen for at vælge hvem, der skal definere returreglerne for varer, du via internettet handler i Rumænien og andre dig sikkert sindspåliggende sager.

Valg til Europa-Parlamentet er både en yderst forsimplet og yderst kompliceret affære. Simpel, fordi hele Danmark ved dette valg er at betragte som én stor valgkreds, hvorved man undgår alt for uforståelig valgmatematik. Kompliceret, fordi valgene på sæt og vis er indirekte.

Indirekte valg: Du vælger ét parti, men får et andet

Det forholder sig nemlig således, at de danske partier ikke som sådan er repræsenteret i den store sal i Bryssel hhv. Strasbourg. Næ, de indgår i en parlamentsgruppe, hvoraf nogle stemmer overens med en større, paneuropæisk partidannelse, mens andre mere har karakter af teknisk samarbejde (man får flere penge til det parlamentariske arbejde, når man er en tilstrækkelig stor og tværeuropæisk gruppe). Derfor ændres der på gruppesammensætningen i parlamentet for hvert valg (de store, mere veletablerede, paneuropæiske partier såsom f.eks. det borgerlige EPP, hvor Det Konservative Folkeparti indgår, eller det liberale ALDE, hvor Det Radikale Venstre og Venstre indgår, ligger dog nogenlunde fast som grupper i Europa-Parlamentet).

Brexit får også betydning på grupperne i Europa-Parlamentet

Når nu briterne forlader skuden, får det mange konsekvenser. Én konsekvens er, at det borgerlige og mere integrationsskeptiske parti ECR – som de britiske konservative var en del af – mister nærmest alle sine medlemmer. Det har jeg skrevet om før – og jeg gentager gerne mine ord: ”En britisk udtræden af Unionen vil også styrke både de føderalistiske og socialistiske tendenser i Europa-Parlamentet, idet britiske parlamentarikere udgør rygraden og broderparten i både ECR-gruppen – den mere EU-skeptiske, konservative gruppe, hvori man bl.a. finder de britiske konservative, Dansk Folkeparti, finske Perussuomalaiset (”De Sande Finner”) og det polske Lov- og Retfærdighedsparti (Prawo i Sprawiedliwość) – og EFDD-gruppen, der er en mere direkte kritisk gruppe, der bl.a. huser britiske UKIP, Sverigedemokraterne og Alternative für Deutschland.”

Dermed efterlades mange af de mere EU-skeptiske og borgerlige partier uden en gruppe. Og det er man ikke bleg for at udnytte længere ude på højrefløjen. Den italienske indenrigsminister Salvini – ham fra Lega-partiet, der engang advokerede for større norditaliensk selvstyre – har nemlig sat sig for at samle de borgerlige EU-skeptikere m.fl. i et nyt paneuropæisk parti, der har potentiale til at blive en endog meget stor gruppe i Europa-Parlamentet efter valget til maj. Således har Salvini efter sigende allerede haft indgående dialog med den polske Kaczynski om dette projekt.

Et projekt, der næppe får nogen større succes

Mange borgerlige EU-skeptikere – eller blot almindeligt borgerlige mennesker, der bare mener, at Bryssel måske skulle slappe lidt mere af – vil måske finde dette projekt endog meget tiltrækkende.

Der er imidlertid mindst tre årsager til, at projektet bliver endog meget svært at gøre til nogen større succes.

For det første lider den borgerlige EU-kritik generelt under en akut mangel på indhold. Og dette problem forstærkes mangefold, når man sammenligner og samarbejder på tværs af grænser. Man er enige om, at Bryssel skal trække følehornene til sig og blande sig mere udenom nationale sager; men man kan ingenlunde blive enige om, hvor følehornene skal trækkes tilbage fra.

Dette paradoks følger naturligt af det udviklingsstadie som Unionen har opnået – måske ganske uden, at vi helt har opdaget det. Vi (og det inkluderer også mange politikere) forstår ganske enkelt ikke rækkevidden af den juridiske integration, der har fundet sted, sådan som jeg også beskriver det i en artikel i den seneste udgave af Årsskriftet Critique. Og det gør det endog ganske svært, grænsende til umuligt, at blive enige om, hvor der skal skæres i fedtet. Der er simpelthen ingen samlet vision for et ”beskåret” EU.

Det betyder, at hvis partiet endeligt skulle blive dannet og valgt ind med stor opbakning, så er det langt fra entydigt, om man vil være i stand til at komme til enighed om at trække en streg i sandet, når spørgsmålene bliver for konkrete. Skal EU lave f.eks. en ny købelov? Skal EU tillade indeksering af børnepenge, der sendes til andre lande? Hvordan skal de detaljerede regler for tildeling af struktur- og landbrugsstøtte formuleres?

Umodne skeptikerpartier

For det andet er mange af de partier, som skulle udgøre rygraden af denne nye partidannelse meget umodne, om jeg må være så fri. De er i høj grad præget af karismatisk lederskab, hvilket – når det i højere grad er lederen som person og ikke et klart og veldefineret ideologisk udgangspunkt, der styrer retningen – gør det temmelig meget sværere at blive enige med andre partier, der er styret på samme måde. Hvem skal være kaptajnen på et skib, hvor besætningen alene består af kaptajner?

For det tredje er der spørgsmålet om Rusland. Her er der vist også ganske langt fra f.eks. den traditionelle holdning i Polen til holdningen hos Salvini.

Ganske få af de partier – om nogen – som ville indgå i denne nye gruppe er i øvrigt særligt liberale, hvad angår spørgsmålet om regulering af økonomien. Det betyder, at man måske ikke vil kunne blive enige om, hvad man skal have mindre af, men måske godt vil kunne blive enige om, hvad man skal have mere af. Og det vil jo nærmest være paradoksalt…


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!