Christian Egander Skov: Det vitale centrum og postliberalismen

Christian Egander Skovs artikel Det vitale centrum og postliberalismen undersøger en samlet opfattelse af, hvordan den konservative bør forholde sig i vores opbrudstid. Han argumenterer for, at Det konservative svar skal balancere de to modpoler af individualisme og kollektivisme, og hvor opgaven for konservative historisk har været at forsvare individet, er det i dag det kollektive og fællesskabet, der er under pres. Men disse kollektiver kan – ja skal – beskyttes inden for rammerne af den liberale orden, som den konservative er forpligtet på. Hvis du vil læse hele artiklen, kan du bestille abonnement på Årsskriftet Critique her.

Af Christian Egander Skov

Konservatisme og krise er symbiotiske begreber. Hvis du har det ene, har du også det andet. Men hvordan skal konservatismen agere i en krisesituation eller i et tidehverv? Spørgsmålet er blevet aktuelt, fordi det netop er dér, vi står. Krisen har sin rod i globaliseringen og filtrer økonomi, politik og åndsliv sammen til en gordisk knude.

Et af krisens tegn er, at vi igen på højrefløjen finder bevægelser og idéer, som slet og ret foreslår at gøre som hin Alexander og hugge knuden over. Hvad er forholdet mellem konservatisme og krise? Hvordan og i hvilken forstand er vores tid en krise? Og hvad skal der gøres? Det er nogle af de spørgsmål, jeg i det følgende skal dykke ned i. Artiklen her er en udbygget og – forhåbentlig – forbedret udgave af min tale til Årsskriftet Critiques årskonference i februar 2018.

Konservatisme og krise

Umiddelbart er der noget kontraintuitivt ved udsagnet. For er konservatisme ikke netop en ideologi, der skyr brud, diskontinuitet og revolution? Måske fremkalder billedet af den konservative ikke konnotationer som radikalisme og opbrud, men snarere sat magelighed. Ja, handler konservatisme ikke netop om at ”forandre for at bevare”, som det lyder i hver anden partikonservativ skåltale?

”Forandre for at bevare”. Dette sindige ord bruges nok mere til at legitimere forandring end bevarelse. I hvert fald udlægger Det Konservative Folkeparti sentensen således: ”At være konservativ betyder i politisk sammenhæng, at man ønsker at forbedre og forny samfundet. Men en konservativ vil altid søge at bevare det bedste af den tradition og erkendelse, vi allerede har, og bruge det som afsæt for en fremadrettet udvikling af et samfund i balance.” Ser vi bort fra de politiske aktørers imponerende smidighed, er det værd at holde fast i, at ordet faktisk fanger en kerne i konservatismen.

Det går tilbage til Edmund Burke, der i Tanker om den franske revolution sagde: ”En tilbøjelighed til at bevare og en evne til at forbedre ville tilsammen være mit mønster på en statsmand. Alt andet er vulgært i tanken og farligt i udførelsen.” Denne konstatering er slet og ret et udtryk for sund politisk snusfornuft. Kritikere kan måske endda hævde, at der er tale om en banalitet, som det ikke er nødvendig at gøre opmærksom på – slet ikke nok til at konstituere en genuin politisk filosofi.

Men måske er det netop krisens karakteristikon, at den gør det nødvendigt at genfremsætte banaliteter og selvfølgeligheder? Det er krisens årsag og udtryk, at de sandheder, man har opfattet som evigtgyldige, enten er blevet glemt eller aktivt søges ophævet. Krisens kainsmærke er, at kompasnålen ikke længere peger mod nord. Ja, ingen ved hvor nord er.

Mange tvivler på, om det findes. Edmund Burke selv var pinligt bevidst om sin samtids karakter af krise, og han gjorde erkendelsen af krisens åndshistoriske eftervirkninger til et centralt tema i hans kritik, der netop gjorde krisen til ansatsen til formuleringen af en konservativ politisk position.

Han skrev: ”Det forekommer mig, at jeg lever i en krisetid… alt taget i betragtning er Den franske revolution det mest forbavsende, der hidtil er hændt i verden… alt synes naturstridigt.Han fulgte senere i samme bog op med konstateringen af denne krises specifikke konsekvens, omstyrtningen af samfundet og omvurderingen af alle værdier.

Burke spurgte: ”Hvem ville indplante et menneske en nænsom og fintmærkende æresfølelse næsten fra hjertets første slag, når ingen kunne vide, hvad der var ærens kendemærke hos et folk, som ideligt forandrede sit møntvæsens værdi?”. Og han udpenslede selv resultatet af likvidationen af de faste sandheder:

Intet livsområde ville bibeholde sine værdier. Barbari i henseende til videnskab og litteratur, ukyndighed i kunst og håndværk ville uvægerligt blive følgen af manglende regelmæssig opdragelse og faste grundsætninger, og således ville selve samfundet i løbet af få slægtled hensmuldre, opløses i individualitetens støv og smuld og endelig splittes for alle vinde.

For Burke var samfundets orden funderet i religionen, der viste hen til, hvad han kaldte en ”evig og urokkelig lov, hvori vilje og fornuft er eet”. Den franske revolutions adepter, ja, Burkes samtid som helhed, havde mistet fornemmelsen for dette forhold. Derfor var den i krise. Men den franske revolution varslede også en verden, hvor mennesket troede sig i stand til at indrette den sociale og politiske virkelighed, som det ville, og hvor den politiske bestræbelse derfor blev virkeliggørelsen af denne eller hin utopi. Det er den moderne verden, der ifølge Burke skulle ”opløses i individualitetens støv”.

Ja, og her står vi så mere end 200 år efter.

Og det er lidt af et problem. For nok kan man pege på modernitetens skyggesider. Det skorter ikke på eksempler på vildfaren idealisme eller væbnet idealisme. Men dog, vi står her. Ja, vi står endnu. Og det er lidt af et problem. 

Hvordan skal vi i dag forstå Burke og dermed konservatismens ærinde? Læst fra en kant synes en konservatisme i Burkes spor at forstene til en hård og uforsonlig modernitetskritik, der ikke sætter en i stand til stort andet end at begræde de sidste 200 års udvikling – eller ligefrem søge den omgjort. På den anden side, hvis man nu blot hæfter sig ved ”forandre for at bevare”, bliver konservatismen reduceret til leddeløs pragmatisme, eller måske fodslæbende liberalisme, for nu at bruge et udtryk fra den forkætrede radikalkonservative Harald Nielsen.

Valget er tilsyneladende mellem en konservatisme, der er forpligtet på forsvaret for en specifik politisk orden, der allerede er væk, og en konservatisme, der ikke er andet end en metode.  

Men der er en tredje mulighed: En opfattelse af konservatismen som et pragmatisk forsvar ikke blot for en specifik politisk, social og kulturel orden, men for orden i det hele taget. En pointering af, at orden konstituerer alt andet og er forudsætningen for andre attråværdige ting, frihed, velstand, menneskelig udvikling. Konservatismen er en ideologi – eller, hvis man ikke bryder sig om det ord, en tænkning – der forsvarer orden i erkendelsen af enhver ordens iboende skrøbelighed.

Den handler, som den konservative skribent Jonah Goldberg har pointeret i sin nye bog Suicide of the West, om taknemmelighed. Vi er nået til et ganske særligt sted i historien. Ikke Edens have eller utopia, men et overordnet set godt samfund, der er værd at forsvare og grund til at være taknemmelig for. Ja, konservatismen er en politisk tænkning, der giver mening, der hvor den bestående orden er værd at forsvare: en politisk ideologi, der interesserer sig for det før-politiske, fordi dens egentlige ærinde er forudsætningerne for orden i det hele taget.  

Udviklingens mekanik og konservatismens ærinde 

Vil vi lære om en sådan konservatisme i dansk sammenhæng, kan vi med fordel konsultere den næsten glemte konservative ideolog Arnold Fraenkel (1851-1945), der på baggrund af sin omskiftelige samtid forsøgte at formulere en vision om konservatismens væsen og opgave i tidens strøm. Fraenkels væsentligste politiske forfatterskab faldt, da han allerede var i en moden alder.

Fra udgivelsen af bogen Verden med dansk Maal eller Danmark med Verdensmaal og forskellige tidligere artikler pegede han på Vesterlandets forestående krise i takt med dets relative økonomiske tilbagegang og tab af oversøiske markeder. Som andre i sin samtid var han efter Japans overraskende ydmygelse af Rusland i 1904-05 optaget af den gryende udfordring fra et genrejst Østen. Han var for tidligt ude, men at han ikke tog fejl, eller at hans bekymringer ræsonnerer den dag i dag, behøver man kun at konsultere Per Stig Møllers seneste bog De fire isbjerge, der netop spår om en kinesisk fremtid, for at få bekræftet.

Men en stor del af hans forfatterskab kom også til at dreje sig om middelklassens politiske betydning og specifikt om konservatismen. Således skrev han i 1918 den første moderne, konservative tekst. Politisk læsebog I, kaldte han den. Og i 1932 udgav han den imponerende bog Middelstanden, der blev ignoreret i samtiden og i eftertiden, men som ikke desto mindre var en skarp betragtning om en klasse, der var i drift dengang som i dag.6 

Som spændingerne tog til, og den antiliberale konservatisme voksede frem, udlagde han i polemik med en yngre, antiliberal konservativ sin vision for konservatismen i tidsskriftet Det nye Danmark. Ifølge Fraenkel blev historien drevet frem af en art ”Udviklingens mekanik”: naturkræfter, han kaldte centrifugal- og centripetalkraften. Altså den midtpunktsflyende og den midtpunktsøgende.

De er naturkræfter, fordi de er ydre udtryk for menneskets iboende træk: På den ene side det forhold, at vi er egoister, der har selvopretholdelse som mål; på den anden side, at vi er sociale samfundsvæsner: ”indstillet paa at leve i Samfund og ude af Stand til at føre et normalt Liv udenfor Samfundet.”

Han skrev om disse kræfters vekselvirkning i historien:  

“Den ene naar aldrig til absolut Herredømme over den anden, men den ene afløser stadigt den anden i den førende Stilling. Tider, der er præget af Individualisme, skabes der meget. Noget af det duer, andet ikke. Jo længer Perioden varer, desto værre raser Individualismen, indtil ethvert Livsmaal falder sammen i Jeg’et. Intet Hensyn gælder overfor andre uden deres Betydning for en selv. Stat, endsige Samfund, bliver Abstraktioner under Kampen af alle mod alle, indtil endelig Reaktionen indtræder.  

Samfundsinstinktet gør sig gældende, det udløser sig i Sammenslutningen og bringer det Offer, der betinger den, i Opgivelsen af den absolutte Valgfrihed, som Sammenslutningen kræver. Samfundet, der var sin Opløsning nær, drager nu Individerne tilbage til sig. Hovedvægten lægges ikke mere paa at skabe, men paa at sigte, ordne og konsolidere. Naar i den individualistiske Periode alt nyt modtages mod Forventning, betragtes det nu med Mistro. Man stiller sig fjendtligt overfor Initiativet og indleder dermed Forbeningen, hvor tilsidst alt og alle trues med Kvælning under Centralisering og RegereriSaa melder Reaktionen sig igen.”

Dette er ved første øjekast en spekulativ tilgang til historien. En art cyklisk historieteori meget lig den, vi kender fra den klassiske oldtid. Ved nærmere eftertanke er der imidlertid mere tale om en stor syntese over den hidtidige historiske udvikling, der kobler sig til en prognose for fremtiden – altså Fraenkels fremtid i 1930. Han skriver således: 

De historiske Tidsrum, der svarer til disse Udsving kaldes i vor Kulturperiode: Feudaltiden, der var den individualistiske Periode, hvor man ikke kunde tale om et samfund, fordi den netop betød et Samfund i Opløsning. Derefter indtræder langsomt Centraliseringen under en Centralmagt, der vokser sig stærkere og stærkere, indtil Staten forbenes i Absolutismen, som igen opløses af Kapitalisme, Kræfternes frie Spil med sin politiske Konsekvens i Demokrati, Parlamentarisme og almindelig Stemmeret. Men allerede er Pendulet begyndt at svinge tilbage, kun er det ikke let at se, om den ny Ordning skal hidføres gennem de koncentrerede Bedrifter [altså virksomheder] der vil forsøge at gentage feudalepoken paa Grundlag af den bevægelse Kapital eller gennem Socialismen.

Man kan sige meget om Fraenkels historiesyn, dets præcision eller mangel på samme, dets blinde punkter og dets noget fortænkte forsøg på at fundere den historiske proces i to – og kun to – menneskelige egenskaber: egoisme og kollektivisme. Men dette skulle ikke være nok til at affeje det som en fortælling, gennem hvilken man kan ordne historien, der som bekendt ellers bare er ”one damn thing after another”, som den ligeledes spekulativt anlagte Arnold Toynbee skulle have bemærket.

Men sagen er den, at vi altid forstår historien gennem fortællinger, og som fortælling fanger den en vekselvirkning, der faktisk har præget det 20. århundredes historie. Og rettelig forstået pegede Fraenkel på det faktum, at han selv i sin historiske situation – og han var på dette tidspunkt omkring de 80 år – stod ved indgangen til en ny historisk epoke, omsvinget fra yderligtgående individualisme til yderligtgående kollektivisme. Det var rigtigt. 

Fraenkels tanker forstår vi bedst som et forsøg på at nå til klarhed over hans egen historiske situation, og hvordan han som konservativ måtte stille sig. I det hele taget er dette jo et kendetræk ved de historiske meta-narrativer. Oswald Spengler kan ikke for alvor fortælle os noget om de love, der dirigerer historien, men Vesterlandets Undergang er ikke desto mindre et imponerende vidnesbyrd om dens affattelsestidspunkt og et forsøg på at nå til klarhed over en specifik historisk situation – i øvrigt den samme som Fraenkels.

Når Spengler skrev om kulturens kulmination og forstening i civilisationen og den kommende cæsarisme, var det mindre en analyse af historien end en historisk analyse af netop hans tid.  

Men hvor Spenglers historiesyn var højreradikalt eller radikalkonservativt, fordi det udtrykte en eksplicit fatalisme, der talte til den politiske desperation, var Fraenkels konservativ i en mere gængs forstand, fordi den så at sige nøjedes med at udtrykke bekymring over krisen og derpå forsøgte at anvise veje for, hvordan man rimeligvis måtte agere for at redde mest muligt i den nye tid, der nødvendigvis ville komme.

Hvor det for Spengler gjaldt om endegyldigt at stede de liberale idéer såvel som den gamle tid i det hele taget til hvile, gjaldt det for Fraenkel om at styre statsskibet gennem de oprørte vande. 

Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique

Christian Egander Skov (f. 1985) er ph.d. i historie fra Aarhus Universitet med speciale i moderne konservatisme. Han arbejder som postdoktor ved NTNU i Trondhjem og er forfatter til bogen Konservatisme i mellemkrigstiden. Han er desuden redaktør ved Årsskriftet Critique

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!