Magten tilbage til professorerne!

af Theis Schønning Johansen 

I 2018, der som bekendt er 50-året for studenterdemokratiets fødsel, er vi blevet mindet om, hvorledes de studerende tog magten fra de såkaldt forstokkede, støvede professorer og dermed indvarslede en ny tid for universiteternes styre. De studerende, lød det, skulle gennem universitetets ledende organer selv være med til at udforme deres studier, så at uddannelserne for fremtiden ville være tidssvarende, innovative, progressive og relevante. Problemet er dog, at uddannelseskvaliteten siden er dalet markant i takt med, at de studerende har fået større medindflydelse.

Ånden fra ’68

Som følge af studenteroprøret i 1968 sidder i dag ’demokratisk’ valgte studenterrepræsentanter med omkring bordet i universiteternes ledende organer, det være sig i bestyrelser, akademiske råd, studienævn m.fl., hvor de i overensstemmelse med ”Ånden fra 1968” gør deres indflydelse mere eller mindre gældende. Spørgsmålet er imidlertid, om denne indflydelse faktisk gavner de studerende og samfundet som helhed.

Før 1968 varetoges udarbejdelsen af studieordninger, læringsmål, undervisningsformer og deslige af professorerne, hvis viden og kompetencer de havde erhvervet gennem årelang beskæftigelse inden for det konkrete fagområde. Professorernes fremmeste opgave var således at viderebringe og formidle den ekspertise, de havde fået overleveret og selv oparbejdet. I dag er undervisningens tilrettelæggelse overladt til studienævnene, hvis medlemssammensætning som oftest består af en ligelig fordeling mellem videnskabeligt personale og studerende.

Det betyder i praksis, at den studerende, hvis erfaringer inden for det enkelte fagområde kan være forsvindende små, hvis overhovedet til stede, har lige så stor indflydelse på undervisningen som underviseren selv. På samme måde er de studerende i dag repræsenteret i de akademiske råd, hvis rolle det bl.a. er at udstikke en strategi for forskningen på det enkelte fakultet, skønt studenterrepræsentanterne ikke nødvendigvis selv har beskæftiget sig med forskning. De studerende kan sågar medvirke ved ansættelsen af videnskabeligt personale. Alle disse ting er i sig selv problematiske, for på hvilken anden arbejdsplads inddrages studentermedhjælpere i virksomhedens drift og ledelse?

Masseuniversitetet

Kritisk bliver det endog, når man tager universitetets udvikling fra eliteuniversitet til masseuniversitet i betragtning. Fra 2005 til i dag er antallet af optagne på lange videregående uddannelser næsten fordoblet fra ca. 14.000 optagne til godt 28.000, hvilket bl.a. skyldes magthavernes erklærede mål om at uddanne flere på universiteterne. Det er ganske naturligt, at niveauet som konsekvens heraf sænkes betragteligt. Politiken Researchs undersøgelse fra februar i år understregede dette, da godt halvdelen af de adspurgte 5.000 universitetsundervisere kunne konstatere, at for mange studerende ikke egner sig til universitetet – og at man følgeligt har måttet sænke niveauet, hvilket naturligvis får konsekvenser, når man altså vælger at inddrage de studerende i driften af universitetet.

Som helhed betragtet har den danske uddannelsespolitik ikke formået at højne fagligheden, skønt flere og flere uddannes mere og mere. Det skyldes naturligvis andet og mere end indførslen af studenterdemokrati, men det er symptomatisk for vores måde at drive uddannelsestænkning på, hvor laveste fællesnævner, der med det faldne niveau i visse tilfælde end ikke egner sig til en universitetsuddannelse, kan få indflydelse på, hvorledes dette lands højeste uddannelsesinstitutioner skal indrettes. Forskning på allerhøjeste niveau forudsætter, at universiteterne fungerer på allerhøjeste niveau, hvor ekspertise, viden og indsigt må vægtes højere end de studerendes medindflydelse.

Man kunne derfor markere 50-året for studenteroprøret ved igen at give magten til professorerne og det videnskabelige personale – og dermed forhåbentligt hæve niveauet og forventningerne til de studerende på universiteterne.

Theis Schønning Johansen er stud.theol. ved Københavns Universitet. 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!