Film: Cold War

Man opdager først, hvor stort et kunstnerisk geni Alfred Hitchcock var, når man ikke ser hans film. Hitchcock mestrede som ingen anden det filmiske håndværk. Han kunne fortæller historier godt og præcist og med dybde, vid og humor; og han kunne især skildre mennesker og komplekse følelser både enkelt og vedkommende. Men det opdager man ikke rigtigt, når man ser hans film. Man tager det hele for givet. For Hitchcocks film er nemlig påfaldende normale. De er sjældent spektakulære. Ikke engang i hans samtid, hvis man sammenligner med eksempelvis Fritz Lang, Cecil B. DeMille eller Stanley Kubrick, der alle lavede film samtidig med Hitchcock – om end Fritz Lang er den eneste, hvor der er nogenlunde karrieremæssigt overlap fra start til slut. Lang både startede og sluttede karrieren ca. et årti før Hitchcock.

Man opdager først rigtigt værdien af godt filmhåndværk, når man ser en film, hvor det mangler. En sådan film er Pawel Pawlikowskis Cold War (den orignale, polske titel er Zimna wojna), der går i biograferne nu.

Alle forudsætninger er ellers på plads til en gedigen kærlighedsfilm af den gode, gammeldags slags, som jeg godt kan lide, så som David Leans Doctor Zhivago (1965), og det er vist også sådan en, som Pawlikowskis gerne vil lave: Zula og Wiktor møder i 1949 hinanden i en trup af folkedansere og folkesangere, der arbejder med at indstudere autentisk, polsk folkemusik og dans og optræde med det. De forelsker sig hovedkulds, han som lærer, hun som elev. Imens bliver folkemusikken spændt for kommunistpartiets ideologiske vogn, og inden man ved af det, synger bønderne om ”vidunderlige Stalin”, fred i verden og landbrugsreformernes lyksaligheder. Nogle protestere ganske vist over, at den slags ikke er autentisk folklore, men det affejes fra centralt hold med, at de nævnte emner er udtryk for den sande folkesjæl, og hvad folket i virkeligheden ville have sunget om.

Det bliver for meget; og Wiktor vil hoppe af til vesten på en turne til Østtyskland. Zula kommer ikke med; og deres kærlighed er splittet af det stadigt mere massive jerntæppe, der går gennem Europa. De må mødes i det skjulte, så godt de nu kan. Zula må gifte sig med en mand, hun ikke elsker, for at få lov til at rejse til Paris for at besøge Wiktor.

Det stof kunne der sagtens være kommet en vidunderlig og smuk film ud af. Det gør der bare desværre ikke, fordi det solide håndværk ikke er på plads: Vi var eksempelvis 2/3 inde i filmen, før jeg fandt ud af, hvad hovedpersonerne hed! Navnene var sikkert blevet nævnt i starten sammen med utallige andre navne. Der sker nærmest ingen ting med karaktererne følelsesmæssigt over de mere end 15 år, vi følger dem fra 1949 til 1965; og de har samme gestik og udtryksløse ansigter i næsten alle scener, uanset om de skændes eller har sex i omklædningsrummet. Da Zula på et tidspunkt bliver sur, ved man ikke helt hvorfor. Det er et gennemgående problem, at man ikke ved, hvorfor tingene sker. Vi forstår ikke karakterernes bevæggrunde eller deres følelser. At de elsker hinanden bliver derfor blot et postulat, som aldrig rigtigt mærkes og derfor bliver en utroværdig drivkraft i handlingen. De mest basale elementer i historiefortælling og karakterskildring mangler for mig at se i filmen.

Det kunne måske have været lige meget, hvis man havde tilført en håndfuld spioner, dobbeltagenter, hemmelige planer, der skulle smugles over grænsen osv. Det gør man bare ikke. Der kunne også have været kommet en fin historie ud af kommunisternes politisering af kunsten og kunstens rolle i sådanne regimer. Det gør man bare heller ikke. Kærlighedshistorien er det eneste og det centrale; og den fungerer ikke.

Bedst i filmen er den charmerende 1950’er-nostalgi samt de mange danse- og musikoptrin, hvad enten vi er i Polen eller Paris. Pawlikowskis har hertil nogle flotte sort-hvide billeder, der sætter den rigtige stemning. Men så har jeg også været flink, for Cold War er godt, gammeldags kedelig. 4/10

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!