Anmeldelse: Et tiltrængt oprør for fremtiden og mod IT-giganterne

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Ja, nu er tiden oprunden, hvor vi alle skal trodse enhver rationel tankegang og kaste os ud i kampen med de frådende horder om den stakkels, midlertidigt ansatte gaveindpakkende teenagers sparsomme opmærksomhed, efter vi har brugt alt for meget tid og alt for lidt overvejelse på i panik at indkøbe de sidste julegaver.

Et evigt hit under juletræet er naturligvis en boggave, og så melder uvægerligt sig spørgsmålet: Hvilken bog skal man købe?

Og da mere venstresnoede dele af det danske, politiske parnas er betydeligt mere produktive udi bogskriveriets kunst i disse dage, må man – som samfundsinteresseret borger – se sig tvunget til at overveje et sådan venstreorienteret skriveri.

Og når man alligevel er dér, kan man så vel overveje regionsrådsmedlem Peter Westermann og folketingsmedlem Lisbeth Bech Poulsens ”Oprør for fremtiden. Manifest for frihed og fællesskab – midt i en techtid”.

Bogen er i al fald et endog meget seriøst bud på, hvordan man kan håndtere de potentielt samfundsomvæltende kræfter, der følger med digitalisering og deslige.

De borgerliges ømme tå

Bogen består af tre dele. Den første del er den analytisk-diagnosticerende, den anden del blotlægger det (ide)historiske fundament, som forfatterne ønsker at trække og bygge videre på, og den tredje del er det egentlige manifest. Hvad af disse tre dele har sine plusser og minusser, så lad os gå lidt systematisk til værks.

Bogens første del er – i denne anmelders optik – den stærkeste. Bogen er generelt både velskrevet og udstyret med et omfattende noteapparat, hvilket bidrager meget til troværdigheden af de analyser, der foretages. Analyserne er således både gennemtænkte og velunderbyggede.

Og hvad vigtigere er: Det lykkes forfatterne at træde godt og grundigt på en meget øm tå i den borgerlige idedebat: Hvordan skal man i praksis håndtere digitalisering og globalisering i (u)skøn forening? Er det tilstrækkeligt blot at trække liberalt på skuldrene og sige, at de store techgiganter – med deres (måske?) tiltagende monopolisering af vores offentlige debat og private data – er private virksomheder, som vi ikke kan gøre så meget ved? Det lykkes forfatterne i deres analyse af tingenes tilstand at pege meget entydigt på, at vi slet ikke har taget en tilstrækkelig grundig debat om dette emne. Og det gør faktisk lidt ondt at læse.

De koorporative drømmesyner

I bogens anden del er bruger forfatterne store mængder energi på at rose fagforeninger og den kooperative produktionsmodel; i en opdateret version er den nemlig svaret på (mange af) de udfordringer, der skitseres i bogens første del, forstår man. Man kan ikke have andet end stor sympati for, at forfatterne på denne måde udstiller deres udgangspunkt og generelt tager en historisk tilgang til deres ideudvikling: Det er alene med årtiers – hvis ikke århundreders – erfaring, at vi får et tilstrækkelig stærkt grundlag til at håndtere de enorme omkalfatringer af rammerne for vores dagligdag, som digitalisering, globalisering m.m. måtte byde os.

Omvendt synes det også tydeligt, at dette fundament er nøje udvalgt, så det passer til den historie, man ønsker at fortælle. Forfatterne overser, at kooperative virksomheder aldrig rigtig har domineret noget sted – sandsynligvis fordi kapitalistiske virksomheder ofte og ganske enkelt er mere konkurrencedygtige.

Peter Westermann og Lisbeth Bech Poulsens håb om, at vi som forbrugere kan overtales til at handle mere kooperativt, fordi vi forstår, at det er bedre, synes dermed en kende naivt og byggende på en ide snarere end en realitet; mod billigere priser kæmper de gode intentioner ofte forgæves.

Med benene i spagat mellem muldjorden og stratosfæren

I tredje del af bogen fremlægger forfatterne deres konkrete, politiske pejlemærker. Og her præsenteres man for et underligt sammensurium af yderst konkrete, velovervejede og praktisk gennemførbare forslag til forslag, der hører til i temmelig tynde luftlag.

Fra etablering af et dataetisk råd og CO2-krav i bygningsreglementet og direkte videre til konstruktionen af et internationalt skatteorgan i FN-regi, der kan ”stå for formuebeskatning og fordeling mellem de lande, formuerne kommer fra”, og en nordisk union, der kan møde ”udfordringerne i den 4. industrielle revolution med hård, men demokratisk magt” ved bl.a. at vi i Norden ”etablerer et fælles parlament og puljer vores suverænitet, bl.a. inden for finans- og forsvarspolitik”. Jeg gætter på, at vi får et dataetisk råd før en FN-skattemyndighed.

Bevares, man skal ikke klandres for at drømme. De mange politiske forslag, der præsenteres i bogen, er imidlertid så forskellige i deres natur, at man som læser bliver en smule forundret. Ikke mindst fordi flere af forslagene er så konkrete og synes så målrettede mod de udfordringer, som præsenteres i bogens første del, at forfatterne nok også vil kunne overtale mange borgerlige til at støtte dem.

Omvendt forholder det sig med de mere – lad os kalde dem drømmende – forslag.

Ydermere er der flere af forslagskapitlerne, hvis direkte sammenhæng med både hinanden og med bogens to første dele synes sløret. Det er som om, forfatterne har tvunget ”det hele” med, når nu de alligevel var i færd med at skrive et manifest.

Hvorom alting er: Bogen er som sagt godt skrevet – måske en kende lang, og det er lidt forvirrende, at forfatterne har insisteret på at sætte en utal af fremhævede citater ind frem for at lave en mere systematisk kapitelstruktur – og bogens analyser kan bestemt være en motor for den politiske ideudvikling også blandt folk, der ikke ser internationale, socialistiske unioner og lignende dystopier for sig.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!