Ytringsfrihed

Aia Fog: Stop med at sælge ud af demokratiets arvesølv

2. december 2018
3 minutters læsetid

Ytringsfrihed er grundstenen i ethvert retssamfund. Derfor er det bekymrende at se, hvordan vores nabolande sælger ud af det demokratiske arvesølv, og desto mere bekymrende, at danske politikere er begyndt at gøre det samme, skriver formand for Trykkefrihedsselskabet Aia Fog i månedens kronik.

Af Aia Fog

Den canadiske kommentator Mark Steyn sagde for et par år siden, at Muhammed-krisen ville blive en mere skelsættende begivenhed end 11. september. Ikke i et voldsperspektiv, men som pejlemærke for den vestlige civilisations kollaps: Et angreb som terrorangrebet 11. september vil få selv den mest indgroede humanitære stormagt til at svare igen. Med Muhammed-krisen forholdt det sig modsat: den bekræftede vores fjender i, at vi ikke længere tror på os selv. At vi ikke er villige til at forsvare vores kerneværdier – og at man kan stjæle dem fra os.

Ytringsfriheden er afgørende

Ytringsfriheden er den vigtigste kerneværdi for et sekulært retssamfund og forudsætningen for et åbent demokrati med fri meningsdannelse. Den hviler på bred tilslutning i befolkningen og statens vilje til at sikre den. Det gør ytringsfrihed til en borgerrettighed, som skal sikres inden for nationalstatens rammer.

 

Islams fremmarch i Europa, med hvad det har medført af alt fra særkrav til vold og terror, har vist, at alt for mange europæiske nationalstater ikke har evnet at sikre ytringsfriheden for befolkningen. Det kommer forskelligt til udtryk, men resultatet er over tid det samme: Den vestlige civilisations kollaps, som Mark Steyn forudså.

Knæfald på stribe

Vi skal kun til vores nærmeste naboer for at se, hvor stærkt det kan gå: Sverige kaldes i folkemunde ”Skandinaviens Nordkorea” for sit udemokratiske valgsystem, groteske parlamentariske situation, hvor regeringsdannelse er umulig fordi ingen vil samarbejde med Sverigedemokraterne, angreb på politistationer, 23 områder uden for politiets kontrol og et så massivt pres på de offentlige kasser, at det ellers så velstående land ikke længere kan tage sig ordentligt af sine gamle.

Sverige er tæt på at være en ”failed state”, og selvom det ikke står helt så galt til i England, er det galt nok: Grooming-skandalerne er vokset i årevis, da myndighederne var bange for at blive anklaget for racisme på grund af bandernes pakistanske baggrund. Tommy Robinson-sagen og myndighedernes insisteren på at få ham fængslet igen for at følge sagerne og eksponere myndighedernes knæfald for islam. Begge er ikke en retsstat værdig. Det var indrejseforbuddet for Lauren Southern, Martin Sellner og Britanny Pettibone heller ikke. Begrundelsen var, at de udgjorde en trussel mod Englands diversitet. Samtidig tillod England genindrejse til over 400 radikale syrienskrigere.

Danmark ligner et lille smørhul i sammenligning, for her har staten traditionelt aldrig udgjort en trussel mod ytringsfriheden: Vi har et relativt frit debatklima og staten har uden at klynke brugt de fornødne ressourcer på at sikre personer, der er truet på grund af deres ytringer: Pia Kjærsgaard, Kurt Westergaard, Lars Hedegaard, Naser Khader og Flemming Rose er omgivet af sikkerhedsfolk – og sådan skal det være i et retssamfund.

Begyndende problemer i Danmark

Der er dog også i Danmark tegn på metaltræthed i statens værn om ytringsfriheden, selvom svaghederne umiddelbart ligger et lidt andet sted, end i den direkte konfrontation med islam. Inden for kun to år har regering og folketing ladet hele tre angreb på ytringsfriheden passere:

I 2016 vedtog Folketinget en skærpelse af straffelovens § 136, der gjorde det strafbart at billige en række handlinger som led i religiøs oplæring. Selvom formålet var at begrænse den radikalisering, der finder sted i en række moskeer, var der de factotale om et indgreb i ytringsfriheden.

I disse dage fremsætter Justitsministeren et forslag om at skærpe spionbestemmelsen i straffelovens § 108, der vil kriminalisere lovlige ytringer alene med den begrundelse, at deres oprindelse er fremmede efterretningstjenester som vil påvirke meningsdannelsen i Danmark.

Og om godt en uge takker regeringen så ja til en FN’s migrationsaftale, der gør pressens arbejde til et regeringsanliggende, og hvor regeringen forpligter sig til at tage mediestøtten fra dem, der ikke dækker migrationsspørgsmål tilstrækkelig positivt.

Demokratiets arvesølv

Noget tyder på, at politikerne er ved at miste respekten for de værdier og rettigheder, der er fundamentet for Danmark som demokratisk retsstat. Eller måske er politikere og embedsmænd blevet blinde for værdien af vores frihedsrettigheder, fordi de for længe har været taget for givet – og fordi vi i tider, hvor islam presser sig på med sine særkrav og terrortrusler, får tunnelsyn, så man tror, at trusler mod ytringsfriheden kun kan komme ude fra.

Lovgivers angreb på ytrings- og pressefriheden er stærkt bekymrende – især fordi ytringsfriheden i Danmark i høj grad hviler på tradition og bred politisk opbakning. Den grundlovssikrede ytringsfrihed er alene et forbud mod censur. Det gør ytringsfriheden i Danmark stærk, fordi den er så grundlæggende politisk og folkeligt forankret, og skrøbelig, fordi Grundloven ikke yder samme substantielle beskyttelse, som f.eks. den amerikanske forfatning.

Når regeringen den ene gang efter den anden gør indhug i ytringsfriheden, er det reelt vores demokratiske arvesølv, de sælger ud af. Og taber vi først vores demokrati, taber vi også vores civilisation, og så har mørke kræfter vundet.

Aia Fog er cand.jur. og formand for Trykkefrihedsselskabet.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside