Brian Degn Mårtensson i Critique 2018: Revolutionen i 2013 – Da staten ikke ville vide af folket

Årsskriftet Critique 2018 er nu på trapperne. Det bringer næsten 200 sider om og fra den borgerlige ide-, kultur- og samfundsdebat. Det koster kun 150 kr. i abonnement. Bestil her. Her præsenterer vi et uddrag tidl. lektor og nuværende ph.d.-stipendiat, forfatter, foredragsholder og uddannelsesdebattør Brian Degn Mårtenssons artikel om ødelæggelsen af folkeskolen.

 

Af Brian Degn Mårtensson

Det følgende er et bidrag til en fælles refleksion, som det danske folk må gøre sig om tiden efter år 2000. I disse år lagdes nemlig først grunden for et opgør mellem stat og folk, og i perioden 2013-2016 gennemførtes en erklæret revolution, der åbenlyst havde til formål at gøre borgerne til et middel for staten. Begrundelsen herfor hentedes i samtidens ide om konkurrencestaten, der teoretisk var blevet udråbt som den ideelle politiske organisering i en globaliseret fremtid.[1]

Hovedtanken var, at frihandel, globalisering og økonomisk liberalisering umuliggjorde megen traditionel nationaløkonomisk politik, hvorfor borgeropdragelse, tilskyndelse og adfærdsregulering måtte udgøre denne nye statstypes primære virkefelt.

Kort fortalt var det tanken, at den stat, der mest målrettet kunne mobilisere og uddanne dens borgere til at agere på et forestillet fremtidigt arbejdsmarked, ville vinde i den internationale konkurrence om vækst og velstand.

Statens opgave var altså ifølge analysen på en måde at vende det nationalromantiske projekt om: At gøre folket til finansministerielle undersåtter. Som i 1800-tallet blev skole og uddannelse derfor en altafgørende kampplads.

Som med så megen anden epokal historieskrivning er det svært at undgå en noget rudimentær årstalsangivelse. Man kan spore 2013-revolutionens teoretiske ophav helt tilbage til 1970’ernes reformpædagogiske tiltag, og især 1990’ernes Nordlæs-undersøgelser og de omdiskuterede PISA-ditto i det efterfølgende årti lagde grunden for den panikfølelse, der tværpolitisk muliggjorde en regulær revolution under S-R-SF-regeringen i 2013.

Ydermere bør det nævnes, at vigtig revolutionær lovgivning blev vedtaget både i nullerne, f.eks. nationale test, og i 2012, ændring af læreruddannelsen, hvorfor det i høj grad er symbolpolitikken, der legitimerer netop året 2013 som værende det store revolutionsår.

Det var nemlig her, Folketinget vedtog den kvantitativt mest indgribende lov – reformen af folkeskolen – og det var denne, der af både undervisningsministeren og mange støtter specifikt blev udråbt som en ”revolution”.

Når vi nu i 2018 kan tillade os at begynde en historieskrivning over denne epoke, skyldes det, at der er grund til at betragte den som enten afsluttet eller under udfasning. De største revolutionære tiltag baserede sig politisk på et socialdemokratisk initiativ, der blev støttet af V, R, SF, K og til dels DF. Enhedslisten og Liberal Alliance var imod fra start til slut, lejlighedsvis støttet af fraktioner fra de andre partier.

Efter regeringsskiftet i 2015, hvor den nye V-regering var afhængig af LA-stemmer, begyndte regeringens retorik at ændre sig, således at reformlinjen – som den nu oftere blev kaldt – ikke længere var hævet over enhver diskussion. Dertil kom også – efter et skifte i ordførerskaber – flere og mere højlydte protester fra især R og SF, der ikke længere kunne støtte den ensrettende, læringsrevolutionære ideologi.

Sluttelig intensiveres også kritikken fra især det konservative bagland og fra Alternativet, der anført af ordføreren Caroline Magdalene Meier gjorde skolepolitikken til en højtprofileret sag for det nye parti.

Med indsættelsen af LA-politikeren Merete Riisager som undervisningsminister ved regeringsudvidelsen i 2016 var revolutionen reelt fortid, og snart fulgte en lang række brede forlig og administrative tiltag, der havde til sigte at af-revolutionere skole- og uddannelsesområdet.

Eksempler herpå er opgøret med læringsmålstyringen, forsøg med afkortning af skoledagen, iværksættelsen af en ny dannelsesdebat, et nyt gymnasieforlig og styrkelsen af de frie skoler.

En foreløbig kulmination på denne udvikling kunne iagttages i sommeren 2018, hvor Undervisningsministeriet udsendte en rapport, hvoraf det fremgik, at den revolutionære læringsmålstyring ikke havde været til gavn, og at lovens formål nu skulle stå langt mere centralt i folkeskolens virke, hvilket altså ikke har været tilfældet under revolutionen.

Sammenfaldende med rapportens udgivelse meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen på folkemødet i Allinge, at den såkaldte understøttende undervisning – endnu et centralt element i revolutionen – burde erstattes med rigtig undervisning.

Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique

Brian Degn Mårtensson (f. 1979) er pædagogisk filosof og ph.d-stipendiat på Aarhus Universitet, hvor han især beskæftiger sig med N.F.S. Grundtvigs politiske og pædagogiske filosofi. Han har skrevet en lang række bøger om pædagogik, undervisning, videnskabsteori og filosofi, senest Ånd og Ideal (2018).

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!