Opera: Trojanerne i Wien

© Wiener Staatsoper / Michael Pöhn

Hvad laver de der? Muse, fortæl! Godt gik det ikke mange af de grækere, der oplevede Trojas fald. Agamemnon blev som berettet tidligere myrdet af sin hustru og dennes elsker ved sin hjemkomst til Argos. Disse blev siden myrdet af datteren Elektra i ledtog med broderen Orestes, en begivenhed skildret i Sofokles’ tragedie og nogle tusinde år senere i Strauss/Hofmannsthals opera. Store dele af grækernes flåde blev ødelagt af Minerva, som straf for at Aias havde voldtaget den trojanske prinsesse Cassandra netop i gudindens eget tempel. Og oven i købet vælte gudindens statue i akten. Odysseus måtte som bekendt flakker om i 20 år, før han nåede hjem. Idomenes nåede med nød og næppe tilbage til Kreta og takkede guderne ved at love at ofre, den første han så, når han kom i land. Det skulle vise sig at være hans egen søn. Dén historie fik Mozart en fremragende opera ud af.

Men hvordan gik det krigens tabere, trojanerne? Dem hører man ikke så meget om. Ifølge Snorri Sturlusons Edda er de nordiske guder i virkeligheden efterkommere af Trojas indbyggere, der på Odins foranledning valgte at slå sig ned mod nord, hvor deres navne ville blive husket og æret så meget mere.

Mere kendt er måske Vergils beretning i Aeneiden om, hvordan de flygtende trojanerne via nogle omveje til blandt andet Karthago kom til Italien, hvor deres efterkommere siden grundlagde Rom. Herefter kunne regnskabet med grækerne gøres op med godt 1000 års forsinkelse, da romerne indtog de hellenistiske kongeriger.

Vergils prægtige fortælling er forlægget for Hector Berlioz’ kæmpeværk Les troyens, som komponisten færdiggjorde omkring 1858. Uforfalsket grand opera i gigantformat med alt hvad dertil hører af store korpassager, indlagte balletter, en lang række solister og en spilletid på ca. 5 timer, hvilket også sømmer sig til det store, episke forlæg, hvor man får alt fra Trojas fald til indvarslingen Roms grundlæggelse samt naturligvis en ægte kærlighedshistorie som centrum for begivenhederne. Berlioz’ værk blev aldrig opført i komponistens egen levetid. Kun de 3., 4. og 5. akt blev opført inden hans død. Det er ikke unormalt at denne del af værket opføres for sig som ”Trojanerne i Karthago”, hvor altså den første del om Trojas fald fjernes. Siden blev 1. og 2. akt om Trojas fald opført. Hele værket fandt først en nogenlunde samlet opførelse i 1890.

Fulde opførelse ses ikke ofte, men er efterhånden blevet mere almindelige end tidligere. For nogle år siden gik Royal Opera House Covent Garden, Wiener Staatsoper, Teatro alla Scala samt San Francisco Opera samme om en kæmpeproduktion af værket iscenesat af David McVicar med monumental scenografi af Es Devlin. Nu er opsætningen kommet til Wien.

De første akter foregår som nævnt i Troja og beskriver byens fald. Vergil starter godt nok med trojanernes ankomst til Karthago, men i anden sang berettes der om byens fald, så det går nok. Berlioz har sådan set gjort klogt i at fortælle handlingen kronologisk, hvorved undgås tilbageblik, der ikke altid virker så godt i operaer, som de gør i film. Hos Wagner går der ofte meget tid med at berette om, hvad der er sket – således navnlig i Tristan und Isolde, Parsifal og Nibelungens Ring – hvilket ikke er befordrende for dramaet, hvor det ofte er bedre at vise, hvad der faktisk sker.

Trojanerne glæder sig i starten af første akt over, at krigen mod grækerne er slut, og at den frygtede Achilleus er død. Samtidig sørges der over de mange døde, ikke mindst krigshelten Hector. Grækerne har efterladt en stor træhest som offergave til Minerva. Den må naturligvis i pomp og pragt bringes ind i byen til hendes tempel. Ellers kan man jo risikere at trodse gudinden, der nu har været så god at lade dem sejre ved at lade fjenden trække sig til bage. Og det gik jo heller ikke Laocoon så godt.

Kun den synske Cassandra forudser rædselsslagende, hvad der er ved at ske, men folket vil ikke lytte. Siden hun afviste Apollos tilnærmelser, straffede guden hende på det frygteligste ved at gøre hende synsk, men samtidig ude af stand til at overbevise nogen om rigtigheden af hendes spådomme. Coroebus bønfalder hende om at finde fred i hjertet ved at afstå fra spådomskunsten og se mod lyset og håbet. Det gør kun den stakkels pige endnu mere fortvivlet at se sit folk så naivt styre direkte mod afgrunden. I den effektfulde afslutning på første akt bliver hendes fortvivlede klageskrig langsomt overdøvet af trojanernes pompøse march, mens den kæmpestore trojanske hest trækkes frem på scenen.

Hesten er i McVicars opsætning et klart dårligt varsel, der er både uhyggelig og truende. Visuelt fremstår den som hos Vergil med rødglødende øjne samt med ild. Det fremstår vitterligt, som kunne den hvert øjeblik åbne munden og i en mundfuld sluge de jublende trojanerne, der trækker den ind i byen. Den er ikke lavet af træ, men snarer af forvredne metalstumper fra slagmarken, rør, hjul etc. Samlet fremstår den som et metalskellet. Den kan bedst beskrives ved sammenligne med robotterne i James Camerons Terminator-film (henholdsvis 1984 og 1991), men altså i hesteskikkelse. Hos McVicar er vi i denne del af værket tydeligvis omkring år 1900. Stilistisk ligner det ”steampunk”, som vi kender det fra eksempelvis film som The League of Extraordinary Gentlemen (2003). Moritz Junges kostumer ligner også noget fra denne tid. Selve Troja ligner et stort beskyttelsesrum eller en bunker, der kunne være fra den tid. Det skal formentlig forestille, at vi er omkring 1. verdenskrig eller lignende. Overordnet er stemningen mørk og dyster. Det er ikke det prægtige Troja, vi ser, men snarer det krigshærgede og ødelagte Troja. Imponerende og effektfuldt er det i hvert fald. Der er tale om regulær monumentalæstetik, der passer sig fint til det episke stof. Det havde formentligt imponeret Cecil B. DeMille – men nok næppe Fritz Lang.

Desværre vil David McVicar ikke give noget information om de valg, der er truffet, så det er lidt usikkert, hvad alt dette egentlig skal til for. Sådan fremgik det i hvert fald af statsoperaens introduktionsforedrag, der derfor var begrænset til et handlingsreferat og information om værkets tilblivelse. Dette bør være obligatorisk indhold i ethvert introduktionsforedrag samt programhæfte. Statsoperaen skal da også roses for vanen tro at have lavet et fyldigt programhæfte (144 sider), der nærmest er en kildesamling med information om værkets tilblivelse. Men alligevel: Hvis man laver om på et værk, så skal der gives en forklaring, hvis ikke den er direkte forståelig. Og det er det ikke her, uanset hvor flot og effektfuldt det så er. Det er for letkøbt bare at lade folk tage historien med hjemmefra!

I anden akt er vores trojanske venner blevet klogere! Byen står i brand og fjenden hærger løs i dens gader. Alt synes tabt! I en drøm ser Aeneas Hectors spøgelse, der gør det klart, at byen er tabt, og at han derfor må samle folket og drage til Italien, hvor et nyt verdensrige skal skabes. Folket må nu indse, at Cassandra havde ret. Hun har dog ikke tænkt sig at lade sig besudle som græsk krigsbytte; og hun bekendtgør heroisk sin villighed til at tage sit eget liv i vished om, at Troja vil blive genskabt i Italien. Hun opfordrer en gruppe andre kvinder til at følge hende i døden med blikket rettet mod Ida-bjerget. Præcis som de græske soldater kommer brasende, stikker hun kniven i brystet og udånder med ordet ”Italien” på sine læber. I Homers Odyssé berettes det noget anderledes, at hun endte sine dage som Agamemnons krigsbytte. Også noget mindre heroisk gengives hendes bortgang fra Troja hos Ovid:

”Ilium brændte, og flammerne stod i en brølen mod himlen.
Priamus’ sparsomme oldingeblod havde Jupiters alter
drukket, og Phoebus’ præstinde, Cassandra, blev slæbt efter håret
og strakte til ingen gavn sine bedende arme mod himlen.”

Afslutningen på de to meget veloverståede første akter betød desværre, at vi måtte tage afsked med Anna Caterina Antonacci, der fortjent fuldstændig stjal billedet med sin gribende fortolkning af den tragiske prinsesse Cassandra, sådan at ikke engang McVicars og Es Devlins scenografi kunne overdøve det. Men fremhæves må bestemt også den fremragende østrigsk-new zealandske bas Anthony Robin Schneider, der gjorde stærkt indtryk som et mørkt og meget troværdigt Hector-spøgelse, der indsmurt i blod forkyndte for Aeneas, at han må drage til Italien. Ham måtte vi desværre også måtte tage afsked med efter anden akt.

I tredje akt er vi kommet til Karthago, hvor scenografien har fundet et mere passende udtryk, så det mere ligner, at vi er i noget, der minder om antikken. Indtrykket er noget helt andet og harmonisk end i det brændende Troja: Dejlige, varme farver signalerer en fredfyldt ny begyndelse. I Karthago hylder folket deres dronning, den Dejlige Dido. Selv er de flygtende fra Fønikien, nærmere bestemt Tyrus, hvor Didos tyranniske bror, Pygmalion, myrdede hendes mand. Flygtninge er punerne som trojanerne. I en lang række koreograferede danseoptrin hylder de deres nye tilværelse i Nordafrika og de forskellige håndværk og professioner, der er med til at skabe den nye bystat (søfart, landbrug etc.). At Karthago endnu ikke er helt færdigetableret vidner en modelby i midten af scenen om.

Dido har ikke fundet en ny ægtefælle, selvom der ellers er bejlere nok blandt de lokale stammer, og selvom søsteren Anna ihærdigt prøver at overbevise hende om, at hun må søge kærligheden – også fordi Karthago godt kunne trænge til en konge. Dido har imidlertid forsvoret ikke endnu engang at lade sig knytte til en husbond og i stedet hengive sig skabelsen af Karthago. God og kærlig er hun, og hun vil naturligvis gerne hjælpe de flygtende trojanerne, der en dag kommer til landet efter, at en storm foranlediget af Juno har sendt dem på afveje. Til gengæld hjælper trojanerne i kampen mod Numiderne, der truer Karthago. Aeneas leder dem i krig.

Slaget får vi aldrig at se, men det finder sted mellem tredje og fjerde akt. At det bliver en sejr er vi ikke i tvivl om ved indledningen til fjerde akt, hvor det er blevet tid til Chasse royale et orage, der ligesom trojanernes march fra først akt har fået sit eget liv som selvstændigt orkesterværk. Jagten afløses af storm, og Dido og Aeneas søger ly i en hule. Her sker det så! Og hos Vergil var det faktisk allerede sket. Dido bliver hjælpeløst forelsket:

”Dronningen, truffet for længst i hjertet af lidenskabs lue,
nærer dens gift i sit blod og fortæres af snigende flamme,
kredser omkring hans mandige mod og hans herlige herkomst.
Alle hans ord, hvert træk i hans ansigt står prentet i hjertet,
Og for dets uro formår hun ingen hvilke at finde.”

I hulen forenes de to i sød elskov med Junos mellemkomst og Dido tror, at ægteskabets bånd dermed er bundet godt fast i Aeneas:

”Dronningen Dido og prinsen fra Troja mødes i samme
grotte. Så giver Jorden og ægteskabets Gudinde,
Juno signal. Det glimter af lyn i det hvælv der bevidner
pagten, og oppe fra toppen af bjerget lød Nymfernes hujen.

Det var den dag der blev døds, den dag der blev ulykkens kilde.
Uden nu længer at ænse sit gode navn og sit rygte
tænker Dido sig mere end blot en hemmelig elskov:
’Ægteskab’ vil hun det er, og besmykker sin brøde med ordet.”

Statsoperaen har her ikke sparet på effekterne med dansende nymfer omkring de elskende, mens det lyner og tordner for oven og lidenskaberne raser. En flot hyldest til den ubekymrede, sanselige kærlighed.

Dido og Aeneas (hhv. Joyce DiDonato og Brandon Jovanovich) © Wiener Staatsoper / Michael Pöhn

Alt synes godt, men så slemt forelsket er Dido, at hun helt gemmer sine pligter som regent til fordel for jagter og fester. Fjerde akt er derfor et rent overflødighedshorn af stort anlagte, farverige danseoptrin, hvor forskellige folkeslag danser til ære for Karthagos dronning. Også her er det en fornøjelse at se, hvordan de antikke folks ubekymrede liv udfolder sig i en verden, der kun synes at være grænseløs nydelse.

Men den lidt for ubekymrede reagent begynder at bekymre lidt i hendes nærmeste omgivelser lidt, men de slår det hen ved tanken om en magtfuld alliance mellem Troja og Karthago via et ægteskab mellem Dido og Aeneas. Dette gør til gengæld nogle lokale høvdinge mismodige over at miste muligheden for en tilsvarende alliance.

Aeneas gengælder – i operaen noget udtalt end hos Vergil – Didos følelser, men har svært med at forene dem med gudernes befaling om, at han skal drage til Italien. Højdepunktet er den vidunderlige duet i slutningen af 4. akt., hvor natten sænker sig blødt og fint over de elskende. Men glæden varer kort. Jupiter har sendt Mercur til Aeneas for at minde ham om sin pligt; og med sendebuddets truende og fatalistiske formaning om ”Italien!” går tæppet for fjerde akt på en efterhånden meget lang aften i statsoperaen. Allerede på nuværende tidspunkt kommer den dog til at indskrive sig i minerindring som en af de uforglemmelige.

I femte og sidste akt bliver det alvor. Aeneas har besluttet sig for at drage bort mod Italien med sit folk. Pligten før kærligheden. Den elskovssyge Dido bliver frygtelig ulykkelig. Det er anden gang hun mister en sin elskede:

”Venus er ikke din mor, og Dardanus ikke din forfar,
troløse! Dig har granitten på Caucasus’ iskolde tinde
født, og Hyrcaniens tiger har diet dig ved sine patter!”

Herefter ser den stakkels pige kun en udvej for at undgå skammen og finde fred:

”Hellere dø som fortjent og afvende smerten med sværdet!”

Hun forbander Aeneas og hans folk og forkynder evigt fjendskab mellem de to folk:

”Siden skal du, mit Tyriske folk, forfølge og evigt
hade hele hans æt. Den trøst skal I bringe min aske.
Aldrig må venskab, pagt eller fred forbinde de to folk.

Rejs dig engang fra min grav, en ukendt hævner, og hjemsøg
Dardanusslægtens bønder med stål og hærgende brande,
snart eller sent, så såre vort rige får styrke til slaget.
Kyst imod kyst og hav imod hav er min bøn og besværgning,
sværd imod sværd. Og strid for dem selv og senere slægter.”

Der henvises naturligvis til hærføreren Hannibal, der godt tusind år senere kom til at volde trojanernes efterkommere, romerne, stort besvær i den anden puniske krig.

Hun befaler, at hendes ligbål skal kunne ses lagt ude på havet af de farende trojanere:

”Lad ham få min død med som ulykkesvarsel på rejsen.”

Herefter er er der kun en døden tilbage. Så utrolig smukt og rørende er Didos død skildret i Otto Steen Dues danske oversættelse af Aeneiden, at jeg ikke kan være bekendt andet end at citere den næsten fuldt ud:

”Dido forsøgte at åbne sit dødstunge øje, men kunne
ikke. Fra såret i hendes barm lød pibende hvislen.
Tre gange hæved hun sig på sin albue op fra sit leje,
tre gange sank hun tilbage og søgte med flakkende øjne
lyset på himlens bue og stønnned ved atter at se det.

Da først så den almægtige Juno med ynk på den lange
kvide og svære død og lod Iris forlade Olympen
for at forløse sjælen for strid og kroppen for spænding.

Da hendes død ikke kom som forskyldt eller skæbneforordnet,
men kom før hendes tid af pludselig kærligheds afsind,
havde Proserpina ikke endnu kunnet hente den blonde
lok som havde fordømt hendes sjæl til Skyggernes Herre.

Da fløj den dugfriske Iris på safranvinge fra himlen
ned med de tusinde farver i sporet på buen mod solen,
stilled sig ved hendes hoved og sagde: ”Jeg tar som befalet
dette som offer til Dis og befrir dig for dette dit legem.”

Med disse ord skar hun hårlokken af. Med ét var al hede
ude af hjertet, og livsens ånde forsvundet i vinden.”

Helt så smuk er slutningen ikke hos Berlioz, der gentager forkyndelsen af det evige Rom og punernes forbandelse. Men han kan stadig godt være svært tilfreds med sin opera. Selvom han kun med nød og næppe dækker frem til og med fjerde sang af Vergils nationalepos, forstår han at fange det episke: Store begivenheder af mytologiske dimensioner går op i en højere enhed med individuelle karakterskildringer i en sjælden vellykket kombination, hvor vi både får Trojas fald og den mytologiske forklaring på fjendskabet mellem Rom og Karthago.

Berlioz’ værk er selvsagt romantisk, og der er således naturligvis i forhold til Vergil lagt en del til (navnlig til karakterskildringerne) og trukket en del fra (navnlig fra historien), men han når efter min mening nået langt tættere på målet end eksempelvis Verdis tidlige forsøg på at skildre Shakespeares Macbeth, der rammer meget ved siden af forlægget.

Berlioz’ musik er meget vellykket. Den fanger både det storladne og episke, når vi ser Troja falde, samt det intime og følelsesfulde, når Dido og Aeneas mødes under den antikke stjernehimmel. Den er i de første akter mørk og dyster, og næsten grotesk ubekymret i de første, lyse dage i Karthago. Indtrykket skifter ofte. Snart er musikken blid og blød, når den holder de elskende sammen i den store duet i fjerede akt, for straks derefter at blive fatalistisk, når Mercur toner frem og hiver de elskende fra hinanden. Berlioz gentager musikalske motiver og knytter også personer og begivenheder på bestemte typer af musik, uden at der er tale om ledemotivteknik, som vi ser det hos Wagner. Det heldigvis i gode hænder hos statsoperaens orkester dirigeret af Alain Altinoglu.

McVicar lader til slut et kæmpestort, truende mandegestalt med en knyttet næve rakt i vejret vise sig på scenen på samme måde som den trojanske hest i de første akter. Også han fremstår bygget i metal. Jeg er ikke sikker på, hvordan dette skal forstå. Der er intet at hente i det ellers meget fyldige program, og McVicar vil – som nævnt – ikke give oplysninger. Mit bedste bud er, at det er en kommentar til nutidens forhold mellem Europa of Afrika og den aktuelle migrationsbølge.

Myten om Dido og Aeneas kommer derfor også til at være den mytologiske forklaring på nutidens forhold mellem Europa og Afrika, hvor afrikanerne (= den forsmåede Dido) er sure, fordi europæerne (= Aeneas) udnytter dem, svigter deres tillid og til sidst lader dem i stikken (= dårlig opførsel og udbytning i kolonitiden etc.). Europæerne har ødelagt deres egen verden med krige og ufred og tager herefter til det uspolerede Afrika, hvor de udnytter befolkningen, skrider og efterlader kaos. Hvis opsætningen skal forstås sådan er der flere grunde til, at analogien ikke holder. Men den rummer måske alt andet lige også den mere almene kerne, at mange dybere konflikter ikke kun skyldes politik, handel m.v., men en mere grundlæggende følelser af mistro og svigt.

Mest fascineret er jeg naturligvis af det almene valg, hvor både Dido og Aeneas skal vælge mellem pligten og kærligheden, og hvor de desværre træffer uoverensstemmende valg! Det er utrolig smukt skildret, og skønt er det at, se hvordan de hele tiden trækkes i forskellige retninger af forskellige guder med forskellige ”dagsordner”. Juno forsøger at binde Aeneas til Dido via ægteskabet og forhindre ham i at komme til Italien. Jupiter og Venus forsøger derimod at få ham til Italien. Guderne i antikken er så meget mere virkelige end alt det, man fandt på senere, fordi de repræsenterer menneskelige grundvilkår og kræfter, der er større end mennesket selv, kræfter som absolut ikke behøver være forenelige, men ofte vil være modsatrettede.

Uanset hvordan man tolker McVicars opsætning, så er den flot, farverig og gennemarbejdet, og den viser præcis, at god og stor opera rammer bedst, når man holder sig til forlægget. Det giver de bedste forudsætninger for, at både historien og ikke mindst karaktererne kan folde sig ud og rammer renest og bedst.

Karakterer er der ganske mange af i Les troyens. Nogle er allerede nævnt, men generelt er trojanerne et meget omfattende værk, der rummer meget mere, end der har kunnet gennemgås oven for.

Bedst var (heldigvis!) amerikanske Joyce DiDonato, der sang hovedpartiet som Dido fremragende og udtryksfuldt hele vejen igennem og var helt vidunderlig i sidste akt: Først som den omsorgsfulde matriark, herefter rasende som den forsmåede elskerinde og til sidst helt og almindeligt menneskeligt ked af det og ulykkelig over at have mistet sin elskede.

Som Aeneas var valgt den gode og solide amerikanske heltetenor Brandon Jovanovich, der havde en glimrende stemme og passende udstråling som en helt, der vælger pligten frem for kærligheden. Som karakter er han noget mere endimensionel en Dido, selvom Berlioz hjælper ham godt på vej med en kærlighedsduet med Dido, hvor han får mulighed for at vise følelser.

Dido fik meget fint modspil af Margarita Gritsokva, der sang partiet som søsteren Anna. Den sydkoreanske bass Jongmin Park fik også ganske meget ud af det lidt mindre parti som Didos minister, Narbal, der mørkt og dystert forudser de fremtidige ulykker, og de to blev smukt forenet i den store duet mellem dem i fjerde akt, hvor Anna forsøger at få Dido til at vælge ægteskabet, mens Narbal trækker hende mod pligterne. Narbals modstykke ved hoffet var digteren og sangeren ved Didos hof, Iopas, der med Paolo Fanales rene tenorklang gav den rette pastoralske stemning ved dennes store arie til Ceres i fjerde akt.

Der var således intet at udsætte på sangerholdet i statsoperaen den 26. oktober 2018! Og så har jeg kun fremhævet nogle få af de mere end 20 solister, der skal bruges til en fuld opførelse af Trojanerne.

Det samme gælder kvaliteten af de mange danseoptrin, der er indlagt i operaen. Også på det punkt var alt i statsoperaen i orden, og de mange danseoptrin var hele vejen igennem flot koreograferede og både festlige og farverige. Det kræver dog, at man kan acceptere præmissen om, at der i fransk grand opera af den her slags er indlagt en masse balletoptrin, som ikke har nogen direkte relevans for handlingen, men som måske blot har til formål at vise det almindelige liv i Karthago osv. Det samme gælder også for Iopas’ arie til høstgudinden Ceres i fjerde akt. Det kan jeg heldigvis godt! Og jeg har svært ved at være andet end meget tilfreds med statsoperaens opførelse. Den var intet mindre end imponerende. Episk.

Hector Berlioz, Les troyens, Wiener Staatsoper den 26. oktober 2018

Referencer

Forestillingens hjemmeside med fotos fra opførelsen:

https://www.wiener-staatsoper.at/spielplan-tickets/detail/event/965177167-les-troyens/

Video fra opførelsen:

https://www.youtube.com/watch?v=0-4p4Nsh194&feature=youtu.be

Vergils Aeneide på dansk af Otto Steen Due (2007), hvorfor alle citater fra Aeneiden er taget fra

Otto Steen Due, Ledsager til Vergils Aeneide (2007)

Homers Odyssé på dansk og med ledsager af Otto Steen Due (1999, 4. oplæg 2017)

Ovids forvandlinger på danske vers af Otto Steen Due (1989)

Otto Gelsted, Guder og Helte – Græsk Mytologi (1964)

Snorri Sturluson, Edda. På dansk ved Kim Lembek og Rolf Tavnem (2012)

Den anmeldte opsætning af Trojanerne har været længe rundt på de operaer, der har samarbejdet om produktionen, så den findes allerede en optagelse af den på DVD og blu-ray på Opus Arte. Det er Anna Caterina Antonacci som fortolker Cassandra, mens partierne som Dido og Aeneas er lagt i gode hænder hos henholdsvis Eva-Maria Westbroek og Bryan Hymel:

https://www.imusic.dk/blu-ray/0809478071136/berlioz-antonacci-royal-opera-chorus-2013-les-troyens-blu-ray-disc

Der er vist ikke mange fulde indspilningen af Trojanerne, men en glimrende en af slagsen udkom på Erato i fjord, hvor forskellige franske og tyske operakor er gået sammen med Orchestre philharmonique de Strasbourg under John Nelsons ledelse. På indspilningen kan man også her højre Joyce DiDonato som Dido:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=43373

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!