Opera: Elektra i Wien

Hvad laver hun der? Wiener Staatsoper har i denne sæson et imponerende Strauss-program, der i antal overgår selv antallet af Puccini-operaer, der opføres på en sæson i København. Hele seks har jeg kunne tælle mig til i statsoperaens program. Ariadne auf Naxos, Arabella, Die Frau ohne Schatten, Die Rosenkavalier, Salome og Elektra. Sidstnævnte opføres her i efterårstiden.

Med kun én enkelt akt på knap 2 timers spilletid er Elektra en af de kortere operaer i repertoiret. Men det er mere end rigeligt til de fleste. For Elektra er ren nihilisme. Der er så absolut intet opbyggeligt i værket. Overhovedet. Der er ingen moral, ingen værdier, ingen orden, intet lys. Selbstverständlich er der ingen gud deroppe, der passer på os og kan vise vej. Det er de mest vulgære perversioner fra Nietzsche og Wagner, der finder deres mest ekstreme udtryk i et musikalsk koncentrat, hvor der sættes alle sejl til for at udpensle de arkaiske lidenskaber, der hersker i dette efterspil til den trojanske krig. ”Ich sage euch; man muss noch Chaos in sich haben, um einen tanzenden Stern gebären zu können. Ich sage euch: ihr habt noch Chaos in euch.” næsten råber Zarathustra. Elektra er ufortyndet, ren kaos.

Musikken er hård, voldsom, rå og dissonant. Den skal ikke lyde ”pæn”, men lade os mærke, hvor galt det går for sig inde i hovedet på den traumatiserede pige, der går i opløsning efter at have måttet opleve først faderen Agamemnon være villig til at ofre søsteren Ifigenia, siden moderen Klytæmnestras hævn ved at dræbe Agamemnon, da han vender tilbage fra krigen.  Nu går hun i hundene og længes kun efter ét: At hævne faderens død gennem moderdrabet. Søsteren Chrysothemis vil have Elektra til at vende sig mod lyset, men Elektra vil ikke glemme, men kun hade og hævntørste:

”Er der da Maal for min Kvide! O síg mig dog,
Er det ej Skændsel at glemme de Henfarne?
Hvem kunde dog sligt være plantet i Sind?
Af en Slig jeg ønsked ej Hæder!
Og aldrig, om end Lykken jeg vandt,
Jeg i Mag vilde nyde dens Gunst, og,
Uden Agt for min Fader, standse brat
Véraabets hvinende Vingeslag!
Ja, ligger den Henfarne
Kun som et Intet
I Jorden – den arme;
Og skal ej Hine
For Bloddaad lide Gjengældelsens Hævn,
Saa er al Blu forsvundet,
Al Gudsfrygt af Menneskers Bryst!”

Sofokles har dannet forlægget, men i Hofmannsthals libretto er det psykologiske element betonet mere end i tragedien, og der skrues mildest talt ikke ned for lydstyrken i hverken tekst eller musik. Snarer serveres det hele i et endnu kraftigere koncentrat. Klytemnæstras motiv for drabet på Agamemnon får vi trods alt hos Sofokles, men ikke hos Strauss/Hofmannsthal. Her ser vi næsten kun begivenhederne fra Elektras synspunkt. Elektra er mere end nogen anden opera et værk, der stort set kun foregår inde i hovedet på pigen.

Også derfor er Elektra ikke en opera, hvor det gør den største forskel, hvilke skøre indfald man ser fra instruktørfronten. Instruktøren i Wien i denne omgang – Uwe Erich Laufenberg – siger i et interview, at Hofmannsthal gav instrukser om, at værket ikke måtte foregå i det antikke Argos. Han må nok vide, hvad han taler om. Der er da heller ikke mange anvisninger i tekstbogen, men den hensætter dog handlingen til ”Mykene”, hvilket indskrænker valgmulighederne noget i forhold til Laufenbergs ideer.

Jeg synes dog i alle tilfælde ikke Laufenberg lykkedes særlig godt med at understøtte de arkaiske lidenskaber i stykket, altså sådan for alvor. Slet ikke så universelt, som der ellers er stof til. Laufenberg har valgt at lade handlingen foregå i en mørk kælder under et palads i Wien, hvor nogle elevatorer kører de forskellige personer op og ned. Stemningen er mørk og dyster, og passer som sådan perfekt til værket, men det kunne sagtens have været mere råt og brutalt. Mere arkaisk. Der bliver for meget tv-serie-familie-drama over det. Og et værk som Elektra fungerer kun rigtig godt, hvis man ikke holder sig tilbage, men giver den max gas på alle tangenter! Som Laufenberg selv siger:

Elektra mit den Dissonanzen, Hassschüben und Aggressionsentladungen vermittelt sich dem Zuschauer nur dann, wenn die Qualität stimmt und des Drama wirklich auf die Bühne gebracht wird.“

Netop dette lykkedes ikke helt for Laufenberg.

Mere uheldigt var dog nok, at lidenskaberne aldrig helt kom i kog i statsoperaens orkester under ledelse af Michael Boder. For i Elektra spiller orkestret en helt afgørende rolle og er vistnok et af de største, Strauss brugte i nogen opera til at hamre de voldsomme dissonanser helt ned på da bageste rækker i galleriet. Orkestret fortæller os mere effektivt end sangen, hvor martret den stakkels piges sind faktisk er. De afsluttende akkorder er eksempelvis nogle af de mest gruopvækkende i nogen opera; og de skal spilles så det gyser i hele salen. Boders fortolkning var ganske enkelt for pæn og poleret til, at jeg kunne være helt tilfreds. Den ville have fungeret bedre til Rosenkavaleren eller Ariadne på Naxos, men til et værk som Elektra duer det ikke, hvis det bliver for pænt.

Bedre var det på sangerfronten, for gode sangere havde vi heldigvis. Amerikanske Lise Lindstorm var passende dramatisk som Elektra og stod distancen hele vejen igennem. Elektra-partiet kræver sit, da der skal synges stærkt dramatisk i næsten hele operaen, hvor hovedpersonen konstant er på scenen med undtagelse af de første par minutter. Jeg kunne måske godt have ønsket noget mere vildskab i fremtoningen. Vi har at gøre med en pige, der har udviklet næsten dyriske træk. Men det tilskriver jeg Laufenbergs personinstruktion.

Bedre lykkedes personinstruktionen i forhold til Iris Vermillions Klytemnæstra, der havde den rette stoiske holdning og udstråling og dertil en herlig mørklødet mezzosopranstemme til at skabe et omvandrende moderkompleks. Den rutinerede René Pape var heldigvis valgt til partiet som Orestes, der med sin økse bringer en form for ”orden” i den hårdt plagede kongeborg. Det parti sang han glimrende og godt mørkt, så man aldrig er i tvivl om, at det ikke er en rigtig frelser, der kommer.

På trods af gode sangpræstationer blev Elektra dog aldrig vild, blodig og brutal nok til at jeg for alvor kan sige, at jeg var helt tilfreds.

Elektra, Wiener Staatsoper den 25. oktober 2018

Referencer

Forestillingens hjemmeside med billeder og videoklip:

https://www.wiener-staatsoper.at/spielplan-tickets/detail/event/965177439-elektra/

Sofokles, Tragedier. Oversatte fra Græsk af Prof. N. V. Dorph (1878)

Andreas Láng, Der Kraft der Musik gehorchend – Regisseur Uwe Erich Laufenberg im Gespräch mit Andreas Láng (programartikel)

Andreas Láng, Zu Elektra habe ich eine intensive Beziehung – Bühnenbildner Rolf Glittenberg im Gespräch mit Andreas Láng (programartikel)

Friedrich Nietzsche, Also sprach Zarathustra. Ein Buch für Alle und Keinen. Erster Teil (1883). Kritische Studieausgabe Herausgegeben von Giorgio Colli und Mazzino Montinari (1999), Zarathustra‘s Vorrede, del 5

Gerhard Schepelern, Operabogen (1946)

Som læseren vil forstå af ovenstående, så Elektra gør sig efter mening så afgjort bedst med maksimal dramatik, og til det formål gør Wienerfilharmonikernes 1966-indspilning under Georg Solti med Birgit Nilsson sig aldeles glimrende. Er for nylig blevet udgivet i en nyrestaureret udgave, hvor der medfølger en blu-ray med 24 bits lydkvalitet. Kan findes her:

https://www.imusic.dk/scd/0028948314942/nilsson-resnik-collier-stolze-kraus-2017-strauss-elektra-ltd-2cd-bluray-single-cd

Udover Birgit Nilsson er walisiske Gwyneth Jones et af de helt store navne, når det handler om dramatiske sopraner. Hun synger partiet i 1990-indspiling med Orchestre de la Suisse Romande under ledelse af Jeffrey Tate. Den er udgivet på Claves i 1990 og 2005, men kan vist desværre ikke findes online. Så man må selv ud at lede.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!