Det Kongelige Teater byder denne sæson på hele to gange Carmen, den ene Georges Bizets opera, den anden en balletversion af samme opera. Ret beset er det Den Jyske Opera, der i to gæsteforestillinger i november opsatte operaen. Den Jyske Operas gæsteforestillinger plejer at være et af et af sæsonens højdepunkter, da de typisk turnerer med fornuftige forestillinger og ikke flyver højere, end vingerne kan bære.
Sådan var det desværre ikke denne gang. Den Jyske Opera har desværre valgt fuldtonet regiteater i deres opsætning af Carmen med de fleste af de konsekvenser det har for historien og personerne. Jeg forstår ikke, hvorfor man absolut vil forsøge at konkurrere med København på dét punkt – man kommer alligevel ikke overgå København, hvad “progressive” særheder angår.
Handlingen i den Jyske Operas opsætning af Carmen er henlagt til et offentligt toilet eller sådan noget. Vel og mærke ikke af den pæne og ordentlige slags – som man kan finde i eksempelvis Tyskland – men den form offentlige toiletter, som kan findes i København.
Heller ikke denne gang kan jeg se, hvad man får ud af det, udover lidt ”lir” og upassende morskab, når Escamillo laver ”diskobevægelser”. Det mindede lidt for meget om Elskovsdrikken sidste år, hvor man havde skrottet den ellers udmærkede traditionelle opsætning, jeg husker fra tidligere (vistnok 2009), og henlagt handlingen til et stormagasin. Det kom der heller ikke meget ud af.
Escamilio er i øvrigt ikke længere toreador, men smugler. Det passer fint med, at han dukker op på en smugkro i anden akt, men når han stadig knytter sine sange m.v. op på sin tilværelse som tyrefægter, så havner vi i den situation, hvor regiteatret og musikken bliver to forskellige verdner, der eksisterer uafhængigt af hinanden. Regiteateret passer godt til det publikum, der er ligeglade med handlingen, men bare er kommet for at lytte til musikken og så vil se et eller andet på scenen. Escamillo gjorde her sin entre i en lastbil med stjålne (indsmuglede tyvekoster), der hovedsageligt bestod af fladskærme, som blev sat op på scenen, så vi alle sammen kunne se tyrefægtning.
Af de ændringer, der faktisk virkede overbevisende, var, at Don José ikke slår Carmen ihjel til sidst, men ”nøjes” med at tæske hende i sin afmagt over ikke at kunne styre hende. Langt mere realistisk end et drab, og derfor mærkes Don Josés følelse af afmagt så meget stærkere. Den amerikanske instruktør, Thaddeus Strassberger var så glad for dén ide, at han også lod Carmen blive gennembanket under operaens berømte ouverture, der på den måde kom til at foregå efter den handling, vi ellers skulle til at se. Der var vist indbygget et par andre af den slags tidsforskydninger. Jeg synes ikke rigtigt, at det tilførte så meget til historien eller karaktererne. Nutidens operainstruktører er vist generelt blevet glade for passager, hvor der ikke synges, så som ouverturen. Det giver de bedste muligheder for at digte videre, når den historie, som var tiltænkt værket, ikke står i vejen på samme måde, som hvis instruktøren skal forholde sig til en besværlig tekst. Måske oven i købet en tekst skrevet for mere end hundrede år siden, og derfor repræsenterer ideer, der ikke svarer til instruktørens egne.
Derimod lader Strassberger den pæne pige dø. Nemlig Don Josés kæreste, Micaëla, som han lader i stikken for at indlede det uheldssvangre forhold til Carmen. Iden synes at være, at den svage kvinde (Michaëla) dør, mens den stærke (Carmen) overlever.
Opsætningen gør måske lidt for meget Carmen til et offer. Det er hun ikke entydigt. Hun er i lige så høj grad en hensynsløs femme fatal, der udnytter sin magt over mændene til at sikre sig privilegier og fordele på andres bekostning, og som hun dybet set ikke har gjort sig fortjent til. Vi kender hende kun som en løgner og bedrager og en… ja… skøge. Hun kommer i slagsmål og bruger kniv og bruger sin seksualitet til at komme ud af den knibe, som hun har bragt sig selv i. Don José er i lige så høj grad offer i stykket, selvom han ender med at dræbe/tæske hende. Dette overses ofte i fascinationen af Carmen som fri og uafhængig kvinde med egen indkomst fra arbejdet på fabrikken. Det er hun også, men operaen er i lige så høj grad en kritik af dette, som den er en kritik af det skvat til Don José, der overhører alle advarsler og ikke har viljestyrke nok til at stå imod. Det fascinerende ved operaen er, at den stiller interessante spørgsmål, men ikke forsøger sig med de letkøbte svar, som man ser i dag, når man blot gør hende til den frie kvinde, der holdes nede af den undertrykkende mand.
På den mere positive var, at personinstruktionen ikke fejlede noget. Alle karaktererne faldt deres rette plads. Carmen havde den rette ”farlige”, erotiske udstråling, og Don José var tilstrækkeligt med skvat til at være et let offer for dette rovdyr af en femme fatale, som jeg vil påstå, at Carmen er. Desværre kom den utidige opsætning konstant i vejen for karaktererne.
Af sangerne var den bedste den pågældende aften Lona Mohr Villadsen, der sang partiet som den pæne Micaëla. Hun havde en pæn stemme, der passede godt til hendes karakter, som er ulykkelig over Josés svigt.
Francine Vis var en god Carmen, masser af erotisk udstråling, men hendes stamme var i den lyse ende til, at hun blev rigtig farligt. Dette er nok mest personlig smag. Samme indvending har jeg i forhold til Lars Møllers Escamillo, der nok havde den rette udstråling, men hvis stemme måske ikke var helt slagkraftig nok til, at han virkede troværdig som en opblæst tyrefægter på Sevilla-egnen, der forfører så mange damer, at han kan synge sange om dem.
Samuel Sakker som Don José passede fint ind i rollen. God og passende stemme; og han forstod, at Don José netop skal virke lidt usikker. De rene frustrationer til sidst indfandt sig også fint.
Tilfreds er jeg desværre ikke helt. Den Jyske Operas opsætning viser desværre ret tydeligt, at regiteateret er ødelæggende for oplevelsen, selvom man har gode sangere.
Georges Bizet, Carmen, Det Kongelige Teater den 7. november 2018 (gæstespil med Den Jyske Opera.
Referencer
Den Jyske Operas hjemmeside med information om forestillingen, der i skrivende stund stadig kan opleves i Aarhus her i weekenden.
https://jyske-opera.dk/kalender/carmen
Robert Braunmüller, Om kærlighed og død (programartikel, programmet – der dækker hele sæson 2018-19 kan læses på Den Jyske Operas Hjemmeside)
Carmen er formentlig en af de mest indspillede operaer overhovedet. Von Karajans indspilning med Berlinerfilharmonikerne fra 1983 holder absolut stadig med et fremragende sangerhold, der blandt andet byder på José Carreras som Don José
Det samme kan siges om Leonard Bernsteins indspilning med Metropolitan Opera fra 1973, der i år er kommet i en 24-bit ”High Fidelity Pure Audio Surround”-udgave, hvor alle fire akter kan være på én blu-ray-disk.
