Flickr: jseliger2

Ødelægger internettet vores empati og kreativitet?

22. november 2018
3 minutters læsetid

Af Magnus Sinding-Jensen

I løbet af de sidste årtier har internettet med tiltagende kraft gjort sit indtog i vores liv – efterhånden er de fleste mennesker konstant koblet op og i kontakt. Foranderlighed, forstyrrelser og overfladiskhed erstatter i stigende grad fred, ro og fordybelse i det moderne menneskes hverdag.

Man kan spørge sig selv, hvilke konsekvenser dette har for det moderne individs relation til andre mennesker, men også for dets eget åndelige liv. Et tankevækkende bud på dette kan findes i en af sociologiens fædres diagnoser af storbylivet, foretaget for lidt over 100 år siden.

Georg Simmel og storbyindividet

Georg Simmel beskrev i 1903 i bogen The Metropolis and Mental Life storbyens virkning på individet og kontrasterede det med det præurbaniserede individs mentale liv. En central forskel mellem de to er intensiveringen af stimuli, som individet udsættes for:

The psychological foundation, upon which the metropolitan individuality is erected, is the intensification of emotional life due to the swift and continuous shift of external and internal stimuli.    

Overfor dette står den landlige eksistens mentale liv, som er markant langsommere og mere flydende og uforanderlig. Simmel beskriver metropolens mentale liv som ’intellectualistic’, hvormed menes, at individet forholder sig til omverdenen på en mere rationalistisk og kalkulerende måde, mens det landlige liv er baseret mere på følelser og emotionelle bånd.

Det skal ikke forstås således, at individet på landet er dummere, men at de følelsesmæssige bånd vokser naturligt frem i stabile miljøer, mens fornuften, som er det mest tilpasningsdygtige af vores indre sanser, vokser frem i storbyens mentale liv i individets forsøg på ikke at lade sig overvælde af metropolens massive indtryk.

Thus the metropolitan type (..) creates a protective organ for itself against the profound disruption with which the fluctuations and discontinuities of the external milieu threaten it. Instead of reacting emotionally, the metropolitan type reacts primarily in a rational manner.

Simmel skriver, at storbymennesket reagerer på et mentalt plan, som er forflyttet mest muligt fra personlighedens dyb. Hvis individet havde samme forhold til storbyen, som det havde til den lille, fredelige landsby, så ville storbyen æde ham råt. Det er altså en form for overfladiskhed, der vokser frem i metropolen, og Simmel fremhæver blasertheden som det mest karakteristiske psykiske fænomen – den manglende evne til at producere den nødvendige energi overfor nye indtryk og hændelser. Storbylivets hændelser er lige vigtige eller uvigtige.

Den digitale urbanisering

Hvor mennesket foretog en rejse fra land til by på Simmels tid, så har det i løbet af de sidste årtier foretaget en ny rejse, denne gang fra det analoge til det digitale liv: Menneskets sociale liv foregår i højere og højere grad i den digitale verden, og vores tilværelse tilbringes i stor grad med øjnene rettet mod en skærm. Man kan med en vis rimelighed sige, at Simmels tekst har fået ny relevans, og at hans pointer kan overføres til internettet, der er som en metropol i anden potens.

Det er tankevækkende at spekulere over, hvad der går tabt med denne udvikling. Gevinsterne i forhold til effektivitet og sociale muligheder er ikke svære at se – men hvad med personlighedens følelsesmæssige dybder, som Simmel skrev, at storbymennesket efterlod sig på landet? Og storbyens blaserte menneske lever i bedste velgående online, når man skimmer nyheder og Facebook-posts uden at føle hverken det ene eller det andet, eller når forskere siger, at børns skærmforbrug hæmmer udvikling af empati.

Simmel beskriver en tendens hos storbymennesket til at forstærke sine unikke kendetegn, udseende og særheder for at gøre opmærksom på sig selv, for ikke at forsvinde i mængden. På samme vis er det tydeligt, at internettets primære tiltrækningskraft er muligheden for at individet kan blive set. (Frivillig) ensomhed og kedsomhed er mentale tilstande, som den moderne internetbruger kan blive helt fri for.

Vindueskiggeri

I den fascinerende bog Daily Rituals af skribenten Mason Currey, beskrives store tænkere, forfattere og kunstneres daglige rutiner. Om Charles Dickens står der, at han skrev hver dag – hver eneste dag – mellem kl. ni om morgenen og to om eftermiddagen. I denne tidsperiode var han som regel enormt produktiv, men nogle dage stod den ligesom stille og siden forblev blank.

Dickens blev dog siddende og ventede til kl. blev to, mens han lavede kruseduller og kiggede ud af vinduet for at få tiden til at gå. Man kan spekulere over, hvilken tiltrækningskraft Facebook eller Youtube ville have haft, selv på en med Dickens’ karakter, i denne utvivlsomt enormt kedsommelige tilstand, og hvilke konsekvenser det kunne have haft på hans forfatterskab.


Magnus Sinding-Jensen er cand. mag. i historie og socialvidenskab fra Roskilde Universitet, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med digteren Helge Rode og livanskuelsesdebatten i 1920’erne. Han underviser i samfundsfag i gymnasieskolen og vil bidrage med artikler om kulturkamp, identitet og idehistorie.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside