En gruppe dansere fra forskellige lande med mere eller mindre tvivlsomme baggrunde – dømt ud fra de indledende præsentationsvideoer – samles på en tom skole for at træne dansetrin, drikke sig fulde, tage stoffer og have sex på kryds og tværs.
Drengene har lumre samtaler om, hvilke af pigerne de helst vil kneppe. Og hvor meget og hvor hårdt de mon skal kneppe de lesbiske piger, før de bliver heteroseksuelle. Og så videre. Så er stilen ligesom lagt for aftenens udskejelser. Selvom stemningen er løssluppen, så bliver det i starten ved snakken. Men noget er under opsejling. Snart kommer festen gevaldigt ud af kontrol; og deltagerne går amok i et dionysisk syretrip af vold, sex, stoffer og vilde dansetrin til dunkende techno- og diskorytmer.
Vi får aldrig rigtigt at vide, hvad der går galt. Det bliver foreslået, at en eller anden har krydret punchbowlen med LSD, men vi ved det ikke. Det er lige så sandsynligt, at alkoholen og det almindelige stofindtag har gjort sit. Mistanken falder imidlertid straks på dem, der ikke har drukket af punchen, hvilket er henholdsvis Omar samt en gravid pige. Der gøres kort proces: Den førstnævnte smides ud i vinternatten, den sidstnævnte mishandles på det groveste og sparkes i maven.
Aftenen bliver vildere og vildere. Kameraet vender snart på hovedet, snart på siden. Farverne skifter fra grønlige til rødlige, da strømmen pludselig går. Musikken fortsætter via en ghettoblaster. En pige sættes levende i brand, da hun ikke vil dele ud af sine stoffer, og hendes skrig bliver fast baggrundsstøj sammen med de insisterende technorytmer, der holder liv i dansegulvets heksekedel. Og så videre. Men så bliver det morgen.
Et kæmpestort trikolore-banner kaster konstant en truende skygge over dansegulvet i Gasper Noés seneste film, Climax, der har fået en endog særdeles snæver distribution, p.t. kun omfattende Øst for Paradis i Aarhus, Vester VovVov på Vesterbro og Empire Bio på Nørrebro. Det franske flag skal formentlig anskueligøre en eller anden form for samfundskritik, uden at det dog fremstår alt for klart, hvad den består i, udover at vanviddet, galskaben og urtilstanden lurer lige under den pæne, borgerlige overflade.
Det bedste ved filmen er så afgjort, at den er blevet til med sikker, visuelt håndelag. Den er lavet i lange sekvenser, hvor der kun sjældent klippes, når deltagerne løber rundt i skolens mange gange, efterhånden som mareridtet tager til. I filmens sidste del lykkedes det ganske fint at fange stemningen fra et ondt, ondt mareridt, man bare vil væk fra. Hertil hjælper den stemningsfulde lydside godt til med de mange baggrundslyde, man hele tiden kan høre, men ikke fornemme, hvor kommer fra – særligt skrig, gråd, klynk og et barn der råber på sin mor.
Men så er det vist også sagt. For jeg savner en mening med det hele. Hvis meningen er samfundskritik, så er den for tam og diffus til at være interessant, altså sådan for alvor.
Naturligvis skal der ikke være en mening. Det har længe været etableret, at man kan lave film, der udelukkende har til formål at være sansebombardementer, der svælger i vold og modbydeligheder. Eksempelvis var der ikke megen mening med Don Edmonds Ilsa: She Wolf of the SS (1975) og Ruggero Deodatos Cannibal Holocaust (1980) udover at udpensle tortur, voldtægt og mishandling i forskellige afskygninger. Det samme kan siges om Hostel- og Saw-filmene. Den slags ”underholdning” og æstetik går helt tilbage fra før filmmediet. Således eksempelvis i hvert fald allerede Marquis de Sades Justine fra 1791.
Som dén type film fungerer Climax ikke. Hertil er den simpelthen ikke grotesk nok i sine udskejelser og voldsorgier. Og der er ikke nok eksplicit sex til, at det bliver rigtig frækt, altså sådan for alvor. Det bliver mest ved drengenes lumre vittigheder i starten. Gasper Noé er for pæn til at komme udover rampen; og noget tyder på, at man er gået efter at kunne få en R-certificering fra MPAA med henblik på amerikansk distribution.
Selvom vi eksempelvis ser en pige blive brændt levende, får Noé et forbavsende svagt filmisk udtryk ud af det. Det er måske meningen. Altså at vise de andre deltageres og vores (tilskuernes) ligegyldighed, mens festen bare fortsætter i et hæmningsløst orgie af individuel behovstilfredsstillelse uden hensyn til andre. Men filmisk trækker det i den forkerte retning, når man nu engang har valgt at gå ned af det spor, hvor man vil lave en form for vanvids- eller mareridtsfilm med syret vold, sex og stoffer. Det er ikke fordi, jeg har noget behov for at se udpenslinger af vold og lignende. Men jeg er omvendt også træt af berøringsangst, hvor man holder igen, fordi man bliver skræmt af sin egen ide eller blot vil sikre den bredest mulige distribution: Hvis man vil lave orgier med vold, sex og stoffer, så skal man gøre det ordentligt eller lade helt være.
En anden anke er musikvalget. Diskorytmerne fungerer fint først på aftenen, da festen fortsat er “normal”, men ud på aftenen, når verden er blevet vendt på vrangen, virker det en anelse kedeligt, at vi kun er nået til Apex Twin og Daft Punk. Visuelt eksploderer filmen, men musikken står stille på 130-140 BPM og genkendelige, forudsigelige, progressive melodilinjer.
Jeg vil normalt afholde mig fra at give instruktører gode råd, men her vil jeg gøre en undtagelse: Filmens musikside kunne have vundet meget, hvis man gradvist havde gjort musikken mere syret i takt med festens eskalering. Vi er efter det oplyste i 1996, hvilket var midt guldalderen for psykedelisk trance, så det havde været snublende nærliggende at vælge musik af eksempelvis Hallucinogen, The Green Nuns of the Revolution, Astral Projection eller tidlige Infected Mushroom til at ledsage den flotte og syrede billedside i filmens sidste del. Jeg ville gerne have set, hvad eksempelvis Hallucinogens Shamanix eller Space Pussy kunne have gjort for at supplere filmens visuelle side! Eller Pleiadians’ Electra!
Det havde dog nok ikke hjulpet på det overordnede indtryk af, at Climex ikke er syret nok til virkelig at vende vrangen ud på virkeligheden, altså sådan for alvor, sådan som vi ellers for længst har set det gjort hos eksempelvis David Lynch. Som ”technoballet” fungerer Climax fint, navnlig i filmens første del, men overordnet er den for uklar i sit budskab (hvis der er noget) og for lang til bare at være en musikvideo. Når dertil kommer, at den hverken er voldelig, fræk eller syret nok til at nå i mål med den bevidsthedsudvidende oplevelse, som jeg tror, at instruktøren sigter efter, havner vi alt i alt på en oplevelse, der kun med nød og næppe hæver sig op over det middelmådige. 6/10
