Putin splitter Europa med Nord Stream 2

Vi bringer her tredje indlæg i debatten om europæisk energipolitik, Ruslands geopolitiske indflydelse på kontinentet og Europas svar. Første del var Louise Lindhagens kronik Strøm til en 300 år gammel russisk imperialisme. Kronikken affødte en respons fra Bjørn Rasmussen i form af replikken Forretning eller underkastelse? Vi bringer her en replik til Bjørn Rasmussen fra Emilie Bruun Sandbye.

Af Emilie Bruun Sandbye

Den stigende afhængighed af russisk energitilførsel splitter EU, og hvis europæisk sammenhold, identitet og solidaritet betyder noget, er der stort set kun argumenter imod Nord Stream 2.

Bjørn Rasmussen kritiserer Louise Lindhagens retorik i en artikel om udbygningen af den russiske gasledning Nord Stream 2. Nuvel har han ret i, at det er kritisabelt at hun ikke skelner grundigt nok mellem ”Europa” og ”EU”, og det skal pointeres, at der menes EU. Men for EU må man sige, at gasledningen importerer kæmpe geopolitiske problematikker lige så vel som naturgas.

Det lader Bjørn Rasmussen dog til at mangle argumenter for, om end der er nok at tage af. Og helt overordnet set er det grænsende til ignorant, at Bjørn Rasmussen lader til at købe tesen om, at Nord Stream-rørledningen er et rent kommercielt projekt, som Tyskland stædigt fastholder. Han mener, at der mangler ”underbygning med argumenter”.

Russisk aggression

Først og fremmest forsøger Bjørn Rasmussen at tilbagevise, at Rusland har haft nogen skyld i destabiliseringen af regionen og på grund af interdependens kun har interesse i fredelig, bilateral handel. At Rusland lagde sin magt ind på at få standset støtten til de slesvig-holstenske oprørere i 1850 taler måske mod Lindhagens historiske opfattelse af Rusland, men episoden bekræfter på ingen måde, at Rusland er en troværdig handelspartner at være afhængig af i dag. Desuagtet Rasmussens og Lindhagens syn på Ruslands historiske bedrifter, er der nemlig bestemt argumenter for det modsatte.

Flere forskere i energisikkerhed peger på, at det er bemærkelsesværdigt, at Rusland prisdifferentierer markant i gaseksporten til deres naboer. Eksempelvis har gaspriserne i Armenien, Hviderusland og Ukraine under præsident Kuchma – inden gaskonflikten – været stærkt subsidierede, alt imens Georgien, Moldova, Baltikum og Ukraine under præsident Yushchenko har oplevet langt højere priser og prisforstyrrelser.

Det er sandt, at Tyskland aldrig har oplevet, at Rusland har brugt gasforsyningen til politisk afpresning, men at sige at det er ”trods oliekrise, atomvåbenkapløb og systemkollaps” er unuanceret. Tiden har været en helt anden under oliekrise og atomvåbenkapløb og Ruslands styrke har også ændret sig. Bjørn Rasmussen skriver, at det kan være det ligeværdige samarbejde, der gjorde nullerne så fredelige i forhold til tierne. Det kan også være fordi, at Ruslands BNP i nullerne var halvdelen af, hvad den var i tierne. Det russiske energiministeriums hjemmeside skrev decideret i 2011, at Ruslands energiressourcer er ”et instrument i indenrigs- og udenrigspolitik”.

Desuden beskriver Ruslands Middle Term Strategy 2000-2010 på energiområdet, hvordan strategiens formål er at bevare russiske ”nationale interesser og styrke billedet af Rusland og EU i verden”. Det er evident, at Rusland ved at energi er politik. Det er ikke ensbetydende med, at Rusland vil vise sig at bruge gasledningen politisk, men vi giver dem i al fald muligheden. Og hvis ikke direkte for Tyskland, så i hvert fald helt generelt til EU.

EU og Energiunionen

Tysklands fejl var helt fra starten af at lancere sin Energiewende og egenhændigt fastlægge en dato for udfasning af atomkraft, der derfor skaber et stort hul i udbuddet af energi, som må dækkes af naturgas nu. Det er sket uden megen diskussion med de omkringliggende lande, især for eksempel Polen, der er frustrerede over den tyske enegang. Tyskland fastholder, at projektet er rent kommercielt, men man har simpelthen glemt sin forpligtelse til det europæiske samarbejde. EU’s Energiunion, som alle EU-lande har vedkendt sig og som er grundpillen for EU-Kommissionens arbejde 2014-2019, består i at sikre grøn omstilling, forbrugeromkostninger og forsyningssikkerhed.

Nord Stream blev både i 2000 og 2006 officielt udnævnt som et prioritetsprojekt for Kommissionen. Heldigvis blev man klogere, og udtrykket Energiunion blev første gang introduceret i 2014 efter den russisk-ukrainske gaskonflikt. Til trods for den oprindelige begejstring i nullerne, sagde præsident for Ministerrådet Donald Tusk i april 2014, at ”massiv afhængighed af russisk energi gør Europa svag”. World Energy Council er officielt af den overbevisning, at den største udfordring for EU’s forsyningssikkerhed er gaskonflikter med Rusland. Jeg ved ikke, hvor meget mere ”underbygning af argumenter”, der skal til.

I teksterne til Energiunionen er det helt tydeligt, at underliggende europæisk solidaritet og tillid mellem medlemslande er en grundforudsætning. Det har Tyskland simpelthen ikke udvist, og derfor repræsenterer Nord Stream-projektet også en hel generel farlig svækkelse af EU-samarbejdet. Nord Stream 2 kan ikke eksistere rent kommercielt helt afkoblet fra den europæiske politiske virkelighed. Gasledningen risikerer at splitte EU indefra, og potentielt også NATO, hvis man ser på USA’s respons.

Massiv lobbyindsats

Lige så bemærkelsesværdigt er det, at Bjørn Rasmussen tager fat i det faktum, at gasledningen blev anlagt under ledelse af den tidligere tyske socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, og at det skulle være en form for blåstempling af projektet og vise, at det bygger på en politik af ligeværd – modsat Merkels tyske diktat af europæisk politik. Her bliver det relevant at se på, hvordan selskabet Nord Stream er organiseret og ikke være blind for den massive politiske lobbyindsats, der er gået forud.

Selskabet er mestendels ejet af det statsejede russiske selskab Gazprom og fremstår som en form for skuffeselskab med base i Schweiz. Den administrerende direktør Matthias Warnig er involveret i en lang række statsejede russiske selskaber og var i 15 år spion under Stasi. Gerhard Schröder blev ansat som bestyrelsesformand efter at have tabt det tyske valg i 2005. Det har været et utroligt gavnlig træk for Nord Stream, der har kunnet bryste sig af Schröder som garant for politisk kapital og har lykkedes via Schröder at få kontakt til den tidligere svenske socialdemokratiske statsminister Göran Persson.

Persson var tidligere kendt som klima- og miljøforkæmper og sad i bestyrelsen for en tænketank med Al Gore, men ikke længe efter blev Persson lobbyist hos kommunikationsbureauet JKL, der repræsenterer Nord Streams største auktionær E.ON. Rambøll havde ansvar for at udarbejde den første miljøundersøgelse for den danske stat forud for beslutningen af Nord Stream, imens Rambøll eksempelvis samtidig havde en anden opgave i hus med projekteringen af Gazproms nye hovedkvarter i Skt. Petersborg.

Og medarbejderstaben i Nord Stream er i det hele taget spækket med tidligere politiske medarbejdere fra netop de lande, Rusland skal indhente tilladelse fra for at få lov til at bygge rørledningen. Bjørn Rasmussen kalder det flere gange ”ligeværdige bilaterale samarbejder” repræsenteret ved Schröder, men er det virkelig det, det er, når man ikke er i politik længere men derimod lønnet lobbyist til 2 mio. kr. om året?

Putin er ikke vestligt orienteret

Bjørn Rasmussen kobler i øvrigt fakta om Ruslands fine integration med Europa helt fejlagtigt på en tese om venlighed. Han fremhæver for eksempel, at Putin jo taler flydende tysk og derfor er meget ”vestligt orienteret”. Det er sandt – fordi han var udstationeret som KGB-agent i fem år i Dresden. Bjørn Rasmussen lader til at mene, at man har sølvpapirshatten fuldstændigt nede om ørerne, hvis man tager alle de her detaljer med i overvejelserne og desuden drister sig til at tale propaganda og ”fake news”.

Vigtigst af alt er, at perspektivet på europæisk sammenhængskraft fuldstændigt mangler. Vi bliver nødt til at tale ”gensidig tillid” ikke mellem EU og Rusland, men internt i EU. At fortsætte med bilaterale gigantiske importprojekter bidrager til en øst-vest-splittelse. At tillade Nord Stream 2 med den ene hånd, mens vi uddeler sanktioner med den anden, er simpelthen at gøre nar af den Energiunion, man har vedkendt sig.


Emilie Bruun Sandbye er master i russisk og europæisk politik og skriver speciale om Nord Stream 2. Hun er skribent ved Atlas Magasin.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!