Nye Borgerlige og den gamle populisme

Af Christian Egander Skov

Nye Borgerlige har netop afholdt deres årsmøde, og hvor seriøse kommentatorer engang holdt sig for næsen, undertrykte en fnisen og rullede med øjnene over dette projekt, så nøjes de i dag med at holde sig for næsen.

Men jeg skal i øvrigt ikke komme for godt i gang, for jeg troede heller ikke på det, da jeg for nogle år tilbage erfarede, at den tidligere konservative politiker Pernille Vermund havde sat dette projekt i søen.

Vi lagde her på aarsskriftet-critique.dk spalteplads til et af Vermunds tidlige programindlæg, men jeg må indrømme, at jeg opfattede projektet som en fatal politisk fejlvurdering, forårsaget af den perspektivforskydning, som de sociale mediers ekkokamre har gjort til en fast bestanddel af det politiske liv.

Vi bilder os alle sammen ind, at vi er centrum i et stort socialt netværk og selv en lille, fanatisk gruppes vedholdende “likes” kan beruse den enkelte. Og det var, hvad der var sket med Pernille Vermund – troede jeg. Og jeg tog fejl.

Nye Borgerliges muligheder

Jeg er, siden jeg i begyndelsen totalt afskrev projektet, blevet overbevist om, at Nye Borgerlige i hvert fald nok skal komme i Folketinget. Dette har længe været min opfattelse og i dag er det vist også de flestes. De gamle borgerlige kan godt begynde at glæde sig – eller bekymre sig. 

Noget andet er så, at man kunne forestille sig, at Nye Borgerlige ville gøre sig selv til grin i det øjeblik, de fik lejlighed til det. Det er bestemt ikke umuligt. Selv så stort et politisk talent som Uffe Elbæk har måttet sande, at nye politiske bevægelser har den ulempe, at de er …nye.

Men hvis jeg, om ikke andet så for at afbalance min tidligere skepsis med tiltro, skulle sige noget dertil, så ville jeg egentlig vurdere, at Nye Borgerlige har så tilpas mange begavede mennesker tilknyttet, at dem, som håber på, at det hele bare fuser ud, gør regning uden vært.

Jeg kan heller ikke se andet, end at partiet vil have gode profileringsmuligheder, både hvis vi får en borgerlig regering, der bliver afhængig af partiets støtte, men også – og måske især – hvis der ikke kommer en borgerlig regering igen. Og det tror jeg ikke, der gør.

Arbejdere og selvstændige foren eder!

Hvad er det så for et parti? Man kunne naturligvis og med megen ret sige et populistisk parti, men populisme er jo en noget uklar ideologisk betegner, som snarere synes at karakterisere en retorisk positionering end et politisk program.

Der findes både højre- og venstrepopulisme, men selv hvis vi ser på populismen på højrefløjen dækker begreber over en verden af forskelligheder.

I USA havde man f. eks. først Tea party og siden Trump. To vidt forskellige politiske bestræbelser, men begge udtryk for populisme. I Danmark havde vi ligeledes både Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti. Begge populistiske bevægelser, men igen helt forskellige ideologiske projekter.

Dog, begge projekter var faktisk i embryotisk form indeholdt i det tidlige Fremskridtsparti, der sin radikale liberalisme til trods en årgang var landets næststørste arbejderparti.

Ved jordskredsvalget i 1973 betød Fremskridtspartiets succes, at næsten hver anden arbejder stemte på et af de borgerlige partier. Op gennem 70erne havde partiet en meget stor gruppe arbejdervælgere, der supplerede det store kontingent af middelklasserepræsentanter fra den til udryddelse truede stand af mindre selvstændige erhvervsdrivende, hvis ideologiske præferencer partiet i sidste instans udtrykte. 

Med overgangen til DF skiftede forholdet, så vægten blev lagt stadig mere entydigt på arbejdersegmentet, så partiet rykkede markant til venstre for det gamle Fremskridtsparti.

NB er det nye Z

Og så er vi fremme ved, hvad NB er. Det nye Fremskridtsparti – og dette ikke sagt polemisk – men netop repræsentant for den del af populismens vælgerreservoir, som ikke kan se sig selv repræsenteret af Dansk Folkeparti under Kristian Thulesen-Dahl og som måske i det hele taget har haft vanskeligt ved at spejle sig i partiets Dansktop-profil.

Er Nye Borgerlige så blot gammel vin på nye flasker? Ja måske, men måske er der salg i netop denne vin. Nogle gange foretrækker man jo gammel vin. Det er vist endog ofte tilfældet.

Hvorom alting er: Det er af netop på grund af denne spaltning af højrepopulismens vælgerkorps, som igen i sidste ende afspejler dens karakter af positionalistisk konservativ modposition, at der er plads til Nye Borgerlige, hvis de spiller deres kort rigtigt.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!