Nordstream 2: Forretning eller underkastelse?

Af Bjørn Rasmussen

I en artikel fuld af følelsesladede ord advarer Louise Lindhagen imod, at Tyskland og Østrig investerer i en ny gasledning fra Rusland. Den mener hun vil gøre ”Europa” – ”Europa” skriver hun i flæng, hvor hun mener EU – sårbar overfor Rusland, hvis Kreml skulle vælge at gøre energileverancen til et politisk afpresningsmiddel.

Slående ved artiklen er netop de mange følelsesladede udtryk. Lindhagen bruger ordet ”imperie” 11 gange, hvoraf det 4 gange blev til ”imperiedrøm”. ”Ekspansion” skriver hun 8 gange, heraf 5 gange som ”ekspansionslyst”. Lindhagen udråber sågar Rusland som aggressor under verdenskrigene og fortsætter med ord som ”had”, ”hævntørst”, ”propaganda”, ”destabilisere”, ”fake news” – fra Rusland!? – og så undrer hun sig over, at russerne anser visse vesteuropæiske kredse for ”at lide af ‘russofobi’”, som hun skriver.

Selvom artiklen vist skulle dreje sig om gasledningen under projektering, Nord Stream II, er det meste af artiklen en lang række af postulater om at Rusland er skyld i alt fra Krim-krigen, over krigene mod Tyrkiet på Balkan til borgerkrigen i Ukraine. Gennemgående mangler jeg underbygning med argumenter, og EU-eksperten bebrejder sågar Rusland for at have blandet sig i den Første Slesvigske Krig imod de demokratiske kræfter. Må jeg minde om at Rusland lagde sin magt ind på at få standset støtten til de slesvig-holstenske, dvs. tyske, nationalliberale oprørere og blev den afgørende faktor i krigen, uden hvilken Danmark næppe ville have vundet. Påstandene er så talrige og fritsvævende, så de ikke er til at tage fat i, men jeg vil derimod tage forudsætningerne for Nord Stream II nærmere i betragtning.

Baggrunden

De første to store gasrør fra Sovjetunionen, som i dag løber igennem Hviderusland og Ukraine, hvorfra de forgrener sig ind i Europa, blev anlagte sidst i 1960’erne og først i 1970’erne. Det var Vesttyskland, ledt af den socialdemokratiske forbundskansler, fhv. udenrigsminister Willy Brandt, som var drivkraft i den umådeligt svære forsoning kun godt tyve år efter at Sovjetunionen havde mistet millioner og atter millioner af soldater i verdenskrigen og ligesom alle andre lande også bar på sorg, afsky og had. Det var disse tilnærmelser, hvor Willy Brandt blandt andet knælede ved mindesmærket for ghettoopstandens ofre i Warszawa, som kulminerede med byggeriet af gasnettet fra de vestsibiriske olie- og gasfelter til Vesteuropa, hvorfra leverancerne begyndte kort før oliekrisen i 1973.

Tyskland har faktisk aldrig oplevet, at Rusland har brugt gasforsyningen til politisk afpresning. Tværtimod har tyskerne oplevet russerne som svært pålidelige forretningspartnere, som aldrig har afbrudt leverancerne trods oliekrise, atomvåbenkapløb og systemkollaps. Dette gode forhold mellem Tyskland og Rusland har faktisk lange historiske rødder, som går langt tilbage i tid. F.eks. var kansler Bismarck ambassadør i Moskva og lærte sig flydende russisk, før han blev de facto politisk leder af Tyskland, og Bismarck førte et nært samarbejde med Rusland i hele sin kanslerperiode, som var en opblomstringstid for hele Europa.

Den næste gasledning, Nord Stream, som løber direkte fra Vyborg i Rusland under Østersøen til Greifswald i Tyskland, blev anlagt under ledelse af en anden tysk socialdemokratisk kansler, Gerhard Schröder. Den skulle bl.a. forhindre udefrakommende magter i at bremse samhandlen mellem Tyskland og Rusland, noget som de fremsynede allerede dengang forudså kunne ske.

Schröder fortsatte i det hele taget Willy Brandts politik af ligeværdighed overfor Rusland og små nabostater. Han gjorde en større indsats ud af at inddrage alle Østersøområdets mindre stater i udvidede diplomatiske forbindelser, som skulle løse de interessekonflikter, som heller ikke i de fredelige nullere blev adresserede. Et eksempel er topmødet i Kolding i april 2000 mellem regeringslederne fra Østersølandene, hvor handel og økonomi, miljø, energi, kultur, uddannelse, transport, arbejdsmarkedspolitik og hele det sociale område blev drøftet, og hvor Ruslands og Tysklands ledere mødte de små stater til drøftelser på lige vilkår. Dette ligeværdige samarbejde mellem store og små stater har vi i dag nærmest glemt fandtes, nu hvor stormagterne atter dikterer, som f.eks. Angela Merkels diktat i flygtninge- og migrantspørgsmålet og USA’ og EU’s påtvungne Ruslandssanktioner.  Måske var det netop dette ligeværdige bilaterale samarbejde, som gjorde nullerne så fredelige sammenlignet med de spændte tiere.

Nord Stream II er også et tysk initiativ som bygger på betragtninger af, at produktionsprognoserne fra gasfelterne i Nordsøen viser stærkt faldende gasproduktion frem mod år 2030. Et energialternativ skal altså findes, hvis ikke der skal opstå knapheder og dyrtider på energiforsyningens område. Alternativer kan være alt fra en udbygning af den vedvarende energi og en elektrificering af samfundet – en omlægning som vil kræve meget omfattende reformer og investeringer – eller tilslutning af nye gasleverancer.

Andre leverandører

Netop her melder USA sig på banen som en ny mulig gasleverandør, for den nye boreteknik ned i olie- og gasfelterne i de dybtliggende skifferlag – hydraulisk fraktuering eller fracking – har gjort USA mere end selvforsynende med gas og olie. Derved er prisen på gas, som er svær at transportere ud af USA, raslet ned på det amerikanske marked, hvilket har gjort livet meget svært for den højt belånte skiffergasbranche. Onde tunger tæller sågar skiffergasselskaberne med til ”zombie-selskaberne”, som kun holdes i live af den lette adgang til lån og nul-renterne. Og denne branche er i USA så stor, at dens tilværelse er af politisk vigtighed. Amerikanske præsidenter fra Barack Hussein Obama til Donald Trump har derfor forsøgt at finde et nyt marked i Europa med alle de pæne og beskidte kneb som byder sig, herunder en opblæsning af hysteriet mod Rusland. Problemet er bare, at til trods for amerikansk skiffergas er meget billigere end gas fra Nordsøen og Rusland, gør transportomkostningerne den bare meget dyrere, hvorfor den eksisterende fragtkapacitet ikke er udbygget til noget af betydning.

Gas leveret over Atlanterhavet skal fragtes i specielle LNG-tankskibe, hvor gassen er gjort flydende (såkaldt Liquified Natural Gas). Metangas bliver flydende ved nedkøling til minus 162 grader celsius, men alene energiforbruget til denne nedkøling udgør en sjettedel af gassens eget energiindhold – altså en konstant. Yderligere investeringer, som skal foretages for at sende gas over Atlanterhavet, er udskibsningsterminaler i USA til kompression af gassen, skibene selv, samt modtageterminaler i Europa. Dertil kommer drift og vedligeholdsomkostninger til de nævnte kapaciteter. Det løber alt sammen op, og ingen aktør på det frie marked har fundet denne aktivitet lønsom. Russerne er med gas leveret i Europa simpelthen bare billigst og derfor er der kunder til gassen fra Sibirien. Men gasforbrugerne er blevet figurer i stormagternes spil.

Hvad nu?

Så hvad nu? Lindhagen mener der er for lidt tillid i forholdet mellem ”Europa” og Rusland til, at vi – og her er det uklart, om hun mener Danmark, USA, EU eller ”Europa” – kan tillade Tyskland og Østrig at investere i gasleverancerne fra Rusland. Men samtidig mener hun, at et forhold til Rusland som bygger på ”gensidig tillid” vil gavne alle parter.

Her savner jeg fra Lindhagen og ligesindede en anvisning af en vej til ”gensidig tillid”. Hvorfor spørger Lindhagen ikke sig selv, hvad der begejstrer Rusland til at samarbejde? Jeg kan tilføje, at Putin ved gentagne lejligheder har beklaget sig over manglende dialog i de overnationale institutioner, hvor det derimod dikteres til statslederne, hvordan de skal regere, og at han derfor har mistet interessen for deltagelse i denne form for international organisation. Denne skuffelse bekendtgjorde Putin første gang ved sikkerhedskonferencen i München 2007, hvorefter Rusland trak sig ud af en række overstatslige samarbejder, bl.a. NATO’s Partnerskab for Fred, og dette er væsentligt at forstå for at kunne begribe Ruslands motiver for landets kategoriske modstand mod de overstatslige institutioners ekspansion.

Selv vil jeg anbefale Willy Brandts og Gerhard Schröders vej med ligeværdige bilaterale samarbejder. Også dengang i 1960’erne var hylekoret af alarmister endeløst: det mente at Willy Brandt solgte det frie samfund for udsigten til billig gas. De stemmer er for længst blevet stumme. Og jeg er ikke i tvivl om, at det samme vil ske igen. Men forsoning kræver statsledere, som tør gå indgå nye partnerskaber, som tør gå nye veje og som tør give slip på idealer og knæle for gamle fjenders faldne som dengang i Warszawa.

Sluttelig vil jeg påpege, at mulighederne for en ny østforsoning ikke er bedre end nu, hvor Rusland har en vestligt orienteret politisk ledelse. Vladimir Putin taler flydende tysk og hans døtre er uddannede i München og Amsterdam. Udenrigsminister Sergei Lavrov, som er halvt armenier, betonede i essayet ”Russia’s Foreing Policy: Historical Background”, at Rusland er en forgrening af den europæiske civilisation, hvis græsk-kristne oplysningsfilosofi og institutioner, som i Rusland overlevede den mongolske besættelse, det deler med vesten, og at de talrige historiske udgrænsninger af ”kæmpen i øst” ikke burde forhindre Rusland i at orientere sig mod vest. Deres afløsere vil med stor sandsynlighed være stærkere orienterede mod Asien og Kina end Rusland er nu, hvorved EU – og desværre også unionens medlemslande – vil isolere sig, til den tid sågar muligvis også udenom Trumps USA.

Men måske er mine ord bare russisk ”propaganda” og min viden ”fake news”, og de som spreder sligt, registreres nu og overvåges. Velkommen til Oceanien i 1984; velkommen til EU i 2018.

Bjørn Rasmussen er civiløkonom.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!