Hvordan var De Konservative egentlig på Matadors tid?

Ordstyrer, byrådsmedlem Nikolaj Bøgh (C) åbner konferencen.

Af Nikolaj Bøgh

For ikke så længe siden deltog jeg i et partimøde i Det Konservative Folkeparti, hvor deltagerne skulle informeres om og diskutere planerne for den kommende folketingsvalgkamp. I løbet af den i øvrigt positive og urbane debat fandt en deltager anledning til lige at gøre opmærksom på, at havde dette været ”på Matadors tid”, så havde hun altså ikke været konservativ.

Hvorfra inspirationen til at relatere sine politiske holdninger til en fiktionsserie kom fra, og hvad der konkret var galt med seriens konservative, stod ikke fuldkommen klart, men det var vist noget med, at de havde befundet sig meget langt til højre i det politiske spektrum. Om det i særlig grad var de marcherende KU’ere og deres angivelige tendenser til at slå arbejdere i hovedet med ’sikkelpumper’, folketingskandidat Jørgen Varnæs’ begejstring for husmødre, der køber dansk, den konservative hovedbestyrelses manglende accept af Jørgens privatliv eller noget helt fjerde, der lå bag denne vurdering, det fortabte sig i tågerne.

Den lille ubetydelige oplevelse er i grunden symptomatisk for Det Konservative Folkeparti og for mange konservatives holdning til partiets historie; det er noget lidt uheldigt, hvor man vist har ment mange forkerte ting, uden at det dog står helt klart, hvori det uheldige egentlig består. I grunden er det mærkeligt, for noget af det, der ellers skulle kendetegne den konservative, det er en forankring i historien og en bevidsthed om de nedarvede elementer fra fortiden, som man kan bygge fremtiden på. Men det gælder altså typisk ikke forholdet til partiets egen historie, som der ofte er et i bedste fald overfladisk kendskab til.

Andre partier har et helt anderledes stolt forhold til deres egen historie. Det gælder partier som Venstre og De Radikale, der gladeligt fortæller om fortidens store bedrifter. For Venstres vedkommende systemskiftet, der gennemførte den så værdifulde parlamentarisme samt andels- og højskolebevægelsen, som man føler et ejerskab til. For De Radikale er det Brandes, Hørup og andre, der først af alle indså verdens storhed og tog danskernes provinsialisme i skole.

Men først og fremmest finder man begejstringen for partihistorien hos Socialdemokratiet, der ofte – ikke helt uden berettigelse – bryster sig af at have haft en afgørende hånd med i spillet i de sidste 100 års Danmarkshistorie, og som begejstret – med lidt forskellig politisk toning – henviser til store lederskikkelser som Thorvald Stauning, H.C. Hansen, Jens Otto Krag og sågar kriserytteren Anker Jørgensen, som vistnok var sådan et godt og velmenende menneske.

Den fremtrædende socialdemokrat og tidligere minister Dan Jørgensen har fornylig udgivet en bog, hvor han fører posthume samtaler med Thorvald Stauning, der efter sigende føler sig godt dækket ind af den politik, som vore dages socialdemokrater fører. Hvornår hørte man sidst en konservativ fortælle om sin inspiration fra Christmas Møller, sine indre samtaler med Aksel Møller eller sin beundring for Poul Sørensen?

Da partiet for et par år siden skulle forberede sit 100-års jubilæum, deltog jeg kort i en lille arbejdsgruppe, der skulle drøfte, hvordan man kunne synliggøre partihistorien. En tid var den overvejende stemning noget med en hjemmeside med nogen billeder, inden det heldigvis endte med en – i øvrigt udmærket – ”rigtig” jubilæumsbog. Selve jubilæet blev dog fejret med ”ung fest” på Papirøen med spændende drinks og streetfood, i nogen grad til navnlig de lidt ældre partimedlemmers undren og fortrydelse.

Hvoraf kommer denne tilbageholdenhed med at fejre sin egen historie? Dybest set burde det jo være omvendt. For en konservativ betyder historien principielt meget, fordi det er gennem historien, vi oparbejder erfaringer og lærer, hvilke gode elementer fra fortiden der bør bevares, og hvilke der med fordel kan reformeres. Den konservative er tilhænger af en evolutionær samfundsudvikling, hvor vi med tilbageholdenhed og omhu udvikler samfundet på grundlag af det bestående og med respekt for de nedarvede kulturelle værdier og institutioner, vores samfund bygger på.

Noget af forklaringen er sikkert, at konservatismen ofte ”taber” mange af sine politiske kampe, fordi andre partier er væsentligt mere forandringsparate og ideologisk forblændede i deres ønsker om at forandre samfundet hurtigt og grundlæggende.

Det helt store og grundlæggende politiske opgør i det 20. århundredes Danmark, kampen om den universelle velfærdsstat, havde Det Konservative Folkeparti som den primære – og meget udtalte – opponent, alt imens det store socialdemokrati fra 50’ernes midte kæmpede for realiseringen af deres politiske mål, sekunderet af det ofte meget indflydelsesrige Radikale Venstre og med det nominelt liberale parti Venstre som en stadig mere holdningsløs faktor, der som en trojansk hest gradvist førte velfærdsstatstænkningen ind i den borgerlige lejr.

Men selv De Konservative glemte gradvist deres principielle modstand. Da den første af de store universelle velfærdsydelser – folkepensionen – var til debat frem til vedtagelsen i 1956, udfoldede den fremtrædende konservative politiker Poul Møller store anstrengelser og et enormt retorisk talent for at påpege, at udbredelsen af den universelle velfærdsstat gradvist ville gøre borgerne til statens skatteslaver og ødelægge incitamentet til at tage ansvar for eget liv gennem opsparing etc. Det havde han jo i grunden ikke uret i. Mange år efter mente han dog i slutningen af sit liv, at indførelsen af folkepensionen var en af de politiske bedrifter, han virkelig kunne se tilbage på med stolthed.

Det er sejrherrerne, der skriver historien, og Danmarkshistorien i en stor del af det 20. århundrede er i høj grad historien om Socialdemokratiets og velfærdsstatens tiltagende dominans. Når så de slagne ikke engang selv erindrer, hvad de oprindelig stod for, så er det naturligvis noget vanskeligt at få andre historier om Danmarks mulige udvikling fortalt.

I den almindelige samfundsdebat og i populærkulturen er den konservative partihistorie hyppigt en blanding af til grin og udskammet. Et godt eksempel er den tv-serie, hvis konservative figurer den sikkert velmenende dame på partimødet ikke ville identificeres med. Det kan man måske godt forstå, for i Lise Nørgaards kulturradikale univers er de ”voksne” konservative enten stillestående, opblæste eller på anden måde latterlige, mens ungdommen altså er voldelig og stupid. Ikke et univers, man umiddelbart har meget lyst til at blive identificeret med.

Påstanden om, at navnlig Konservativ Ungdom i 30’erne var en flok bøller og banditter, der mere end flirtede med fascismen og måske sågar med nazismen, hører man jo i det hele taget ret ofte. Det er dog sjældent, den opfattelse er belagt med stor viden om de faktiske forhold i Konservativ Ungdom dengang, herunder om de mange KU-møder, der blev angrebet af socialister og kommunister eller det succesfulde interne opgør, der førte organisationen tilbage på demokratiets slagne vej under Aksel Møllers formandskab.

Lise Nørgaards kulturradikalisme er en populærkulturel afglans af den dominans, som den radikale historikertradition har haft i dansk historieskrivning gennem mere end 100 år. De dominerende radikale historikere skrev på baggrund af nederlaget i 1864 danmarkshistorie i opposition til de mere nationale strømninger og med indgroet skepsis over for tidligere tiders danske stormagtspolitik i almindelighed og dansk forsvarspolitik i særdeleshed. Efter Systemskiftet i 1901 blev de forudgående højreregeringer – en vigtig del af Det Konservative Folkepartis rødder – stort set skrevet ud af Danmarkshistorien og gjort synonym med antidemokratisme og sort reaktion – selvom højreregeringerne stod lige så sikkert på Grundlovens grund som efterfølgerne, og selvom 1800-tallets sidste årtier var en på mange planer frugtbar periode i dansk politik og økonomi.

Den danske politiske historie domineres i stort omfang af socialdemokratisk og radikal historieskrivning med fokus på, hvordan deres politiske linje i stort omfang sejrede. Men det fulde billede af udviklingen i dansk politik får man kun, hvis man også inddrager den politik, som bl.a. Det Konservative Folkeparti stod for og den dynamik, som kampen mellem forskellige mulige retninger for det danske samfunds udvikling resulterede i. De konservatives historie er fyldt med spændende forløb og interessante personligheder, som absolut er værd at mindes, ikke mindst for partiet selv, som ellers kan have svært ved at finde sin retning, hvis det svæver i det uvisse, hvordan man kom frem til der, hvor man er i dag. Måske var der sågar noget man kunne lære, eller som værd at holde fast i af tidligere tiders erfaringer og tankegods.

Endnu værre bliver det, hvis man sågar mener sig nødsaget til at betragte sin egen historie som noget forbudt og skamfuldt. Så skrider fundamentet, og så er det for svært at bygge videre på den arv, man faktisk er rundet af.


Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!