Brasiliens valg mellem højre- og venstrepopulisme – og vores postliberale fremtid

26. oktober 2018
5 minutters læsetid

Af Simon Hesselager Johansen

 28.oktober skal brasilianerne stemme til anden runde af præsidentvalget i 2018. Ved den første runde, der blev afholdt den 7. oktober, blev de to kandidater udvalgt, som skulle gå videre til anden runde: Den ene bliver Fernando Haddad fra Arbejderpartiet, tidligere borgmester i Sao Paulo. Den anden bliver Jair Bolsonaro, som har repræsenteret den brasilianske delstat Rio de Janeiro i underhuset siden 1991 for tre forskellige partier.

Brasiliens Trump

Hans nuværende hjem er Det Sociale Liberale Parti, som startede som et moderat højreliberalt parti. Bolsonaro, en tidligere kaptajn i den brasilianske hær, har dog rykket det Sociale Liberale Parti markant til højre og forvandlet partiet fra et lille marginalt parti til det næststørste i Brasiliens parlament.

Bolsonaro er blevet kaldt for Brasiliens Donald Trump, ikke kun på grund af hans fandenivoldske retorik. For det første definerer han sig i modsætning til ikke kun den brasilianske venstrefløj men også den etablerede konservatisme, som han har meget lidt forbindelse til.

Så har vi hans valgløfter om at slå hårdt ned med loven på venstreradikale politiske bevægelser, trække Brasilien ud af FN’s miljø-traktater og åbne Amazonas’ regnskove endnu mere op for udnyttelse fra landbrugets side… og det er før, vi kommer til hans åbenlyse nostalgi for det militærdiktatur, som regerede Brasilien fra 1964 til 1985. Bolsonaro opfattes som så ekstrem, at selv Marine Le Pen har fordømt ham som farlig. Han blev i september overfaldet med en kniv af en venstreorienteret mod-demonstrant og måtte på hospitalet i en hel måned!

Sydamerika er traditionelt venstrepopulismens kontinent

Alt dette er faktisk en ny og ukendt situation for ikke kun Brasilien, men også Latinamerika generelt. I Latinamerika har populisme nemlig indtil nu været et venstrefløjsfænomen.

Tænk på Evo Morales i Bolivien og Hugo Chavez i Venezuela som eksempler. Den sandsynlige forklaring på dette er, at politisk populisme opstår i reaktion mod liberal internationalisme og som udgangspunkt definerer sig som dennes modsætning.

I Latinamerika har den liberale verdensordens ansigter ikke været kosmopolitiske institutioner som EU, der retfærdiggør sig selv med progressiv retorik om menneskerettigheder, men derimod de upopulære diktatorer, som blev installeret af Vesten under den Kolde Krig for at holde pro-Sovjetiske politiske bevægelser fra magten. (fx Augusto Pinochet i Chile og Anastasio Somoza i Nicaragua)

Modstanden imod den liberale internationalisme har derfor i Latinamerika som regel taget venstreorienteret form. Det tætteste, Latinamerika har haft på højrepopulisme i det 20. århundrede må have været Juan Domingo Perón, der var Argentinas præsident fra 1946 til 1955 og 1973 til 1975. Perón startede som en beundrer af 1920ernes italienske fascistbevægelse men i praksis udviklede sig til en slags socialdemokrat.

Hvordan er Brasilien så nået hertil?

Brasilien erobrede venstrepopulismen regeringsmagten i 2003 under Arbejderpartiets grundlægger Luis Inacio da Silva i folkemunde ”Lula”. Han regerede som præsident fra 2003-2011. Den næste præsident var Dilma Rousseff, der også kom fra Arbejderpartiet.

Både Lulas og Rousseffs regeringer blev ramt af  korruptionsskandaler, hvorfor Rousseff blev afsat under en rigsret i 2016 og erstattet af sin vicepræsident Michel Temer. Temer, der stadig regerer, kommer dog fra midterpartiet Brasilianske Demokratiske Bevægelse og dannede koalitionsregering med det Brasilianske Socialdemokratiske Parti i stedet for Arbejderpartiet.

I 2017 blev Lula arresteret for korruption og dømt til flere års fængsel efter en retssag som ikke var den første – han havde allerede gået igennem flere, da han var præsident. Med andre ord er venstrepopulismen nu det korrupte og skandaleramte etablissement, som den udbredte politikerlede rettes imod, og socialdemokraterne repræsentanter for et udemokratisk indsat teknokrati.

Derfor er det ikke nogen socialdemokrat eller moderat konservativ, som er ”det sikre valg” i 2018s brasilianske præsidentvalg men derimog Arbejderpartiets kandidat og tidligere borgmester i Sao Paulo Fernando Haddad. Men Lula og Rousseffs skandaler har givet hele det venstrepopulistiske projekt et meget blakket ry i Brasilien. Venstrepopulismens store fortælling om sig selv er nemlig, at den er demokratiets forsvarer imod den liberale internationalisme og den korruption som følger i den fri markedsøkonomis kølvand.

Moderne integralisme

Med andre ord er Bolsonaro talsmand for en højrepopulisme, der ikke definerer sig i modsætning til liberalismens fallit men derimod venstrepopulismens. Hans dagsorden tager udgangspunkt i at give den velfærdsstat, Lulas arbejderparti udvidede til sin største skala nogensinde, skylden for korruptionen i det 21. århundredes Brasilien.

Derfor har hans økonomiske politik som mål at gøre op med velfærdsstaten og privatisere flere statsejede firmaer. Men samtidig kommer Bolsonaros vælgere ikke kun fra den konservative middelklasse men også traditionelle venstrefløjs-vælgere.

Med det mener jeg, det ikke kun er den samme hvide arbejderklasse der udgør Dansk Folkepartis rygrad herhjemme som støtter Bolsonaro. Han er også populær blandt fattige afro-brasilianere og mestizoer – befolkningsgrupper, der i gennemsnit er lige så moralsk konservative som de er økonomisk venstreorienterede.

Man kan fornemme et ekko af Integralismen, en brasiliansk fascist-bevægelse i mellemkrigstiden som var eksplicit anti-racistisk: I modsætning til europæiske og japanske fascister promoverede Integralisterne nemlig nationalisme baseret på statsborgerskab frem for etnicitet. Det vil nok også være den eneste form for nationalisme, der i praksis vil være mulig at regere et så etnisk heterogent land som Brasilien ud fra.

Vores post-liberale fremtid?

Bolsonaro kan opfattes som en type højre-spejlbillede af Jeremy Corbyn, den venstrepopulistiske leder af Labour i Storbritannien. I Storbritannien har vi efter Brexit set, hvad der sker når højre side af salen ikke formår at skabe et funktionelt alternativ til den liberale verdensorden efter landet stemte sig ud af en af de institutioner, der opretholder denne verdensorden.

Resultatet er, en stor del af UKIPs vælgere gik over til Corbyn i 2017s generelle valg. I Brasilien ser vi samme dynamik med modsat fortegn, hvor venstrepopulistiske regeringers fallit i at holde korruptionen for døren har banet vejen for at en outsider på det yderste højre kan kapre en stor del af deres vælgere.

Det kan faktisk overordnet siges at Brasilien giver os et indblik i, hvordan en post-liberal fremtids politiske landskab vil se ud også i vores del i verden. I modsætning til den første verdens højrepopulister såsom Trump eller Dansk Folkeparti føler Bolsonaro sig ikke engang forpligtet til at bekende selv den mest overfladiske loyalitet overfor retsstaten, ytringsfrihed og andre grundlæggende principper for det moderne liberale demokratiske samfund.

Enkelte lederes karisma og personligheds-kult kan blive vigtigere for at få politiske projekter til at hænge sammen end traditionel partidisciplin. Sammenlign med, hvordan den brasilianske venstrepopulisme kørte af sporet og mistede sin opbakning da Rousseff overtog fra Lula. Noget tilsvarende ses i Venezuela, hvor civilsamfundet nærmest er brudt sammen natten over efter den populære præsident Hugo Chavez blev afløst af den meget mindre karismatiske Nicolas Maduro.

Begyndelsen til lignende tilstande kan ses i USA hvor opbakningen til ikke kun Donald Trump men også Bernie Sanders går lige så meget på personkulterne omkring dem som deres politiske program, et mønster som gentager sig omkring Corbyns vælgere i Storbritannien.

Hvis Bolsonaro vinder, bliver det tvivlsomt hvor meget af sin dagsorden han i praksis vil være i stand til at levere. I modsætning til Trump eller for den sags skyld Brexit-Toriernes favorit-kandidat Jacob Rees Mogg har han ikke et stort etableret partis århundrede-gamle institutioner i ryggen som det Republikanske Parti i USA eller de britiske konservative.

Hvis Fernando Haddad vinder i anden runde, vil det ikke være nogen nem sammenligning med det franske valg i 2017 hvor højrepopulismen kom tættere end nogensinde før på at vippe det liberale system af pinden før dens kandidat styrtede ned i flammer. I stedet er det en folkeafstemning om venstrepopulismen eller højrepopulismen skal arve verden efter liberalismens fald.


Simon Hesselager Johansen er cand. mag.i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet. Han har skrevet speciale om geniet og det sublimes rolle i Immanuel Kants æstetik. Han har tidligere skrevet om kultur og politik fra et filosofisk og idéhistorisk perspektiv for tidsskrifter som The Murmur, Ræson og Tanken. Simon Hesselager vil bidrage med artikler om det nye antiliberale højre i som international fænomen.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside