Sæsonstart

9. september 2018
4 minutters læsetid

Koncertsæsonen 2018-19 har i hele landet været i gang i lidt over en uge. DR indledte med Gustav Mahlers 4. symfoni allerede den 30. august; og i den forgangne uge kunne man torsdag og fredag høre værker af Mozart og Haydn. Lørdag var det Det Kongelige Kappels tur med værker af Wagner, Strauss, og Brahms. Det blev kapellet, der kom bedst fra start.

For min sæsonstart med DR Symfoniorkestret fredag var ærlig talt lidt af en sløj affære. Det er desværre tydeligt, at orkestret mere og mere er et orkester, der specialiserer sig i høj- og senromantiske værker, mens det lidt har forsømt det store, klassisk repertoire, der gemmer sig før Beethoven, hvilket var, hvad der var på programmet ved koncerten.

Dette er der måske ikke noget at sige til. Dén del af repertoiret tog det tidligere Radiounderholdningsorkester (”DR Underholdningsorkestret”) sig af, indtil det blev lukket for et par år siden og nu eksisterer for privat midler, som Danmarks Underholdningsorkester. Det vandt under Adam Fischers ledelse international anerkendelse på grund af sine hurtige og levende fremførelser af Mozarts symfonier.

Den fischerske stil og niveau var vi desværre noget fra fredag aften, hvor dirigentstokken var overladt til spanske Juanjo Mena. Selvom programmet proklamerede, at Haydn en tid havde været ude af repertoiret, fordi ”man har spillet Haydns musik forkert, for tungt og for farveløst”, så er det faktisk meget rammende for, hvordan DR Symfoniorkestret dén aften spillede hans symfoni nr. 88: Nemlig tungt, farveløst og slæbende. Det på trods af, at orkestret var stærkt reduceret til lejligheden. Det er efter min mening dræbende for musik, der klædes bedst ved at blive spillet hurtigt og perlende.

Bedre blev det i Mozarts koncert for fløjte og harpe (K 299), hvor orkesterdelen i sagens natur er nedtonet til fordel for det solistiske. Det hjalp. Og man havde også fundet to fremragende solister fra egne rækker, nemlig Zachary James Hatcher på harpe og Ulla Miilmann på fløjte, der med deres legende spil trak oplevelsen gevaldigt op på trods af det – stadig – noget slæbende orkesterspil.

Efter pausen var det blevet tid til Mozarts store g-mol-symfoni (nr. 40), en af de mest kendte. Her gjorde den valgte, ”romantiske”, fortolkningsstil mindre, da denne sene Mozart-symfoni stilmæssigt ligger tættere på noget romantisk eller ”beethovensk”, og derfor bedre kan klare den valgte stil. Tilfreds kan jeg dog ikke være. Det kan være en enkelt svipser, der grunder i Menas valg, men med det forbehold virker det til, at Mozart og Haydn desværre er for langt væk fra orkestret.

Noget bedre blev det lørdag i Operaen på Holmen, hvor veterandirigenten Marek Janowski stod i spidsen for Det Kongelige Kapel, hovedværket var Richard Strauss berømmede Vier letzte Lieder. Inden dem fik vi dog Wagners Siegfried-Idyl som opvarmning.

Ann Petersen virkede ikke rigtigt til, at være i form til den første sang, Frühling, og det kneb desværre lidt med at beherske stemmen på de dramatiske passager. Langt bedre gik det i de øvrige sange, hvor de lyriske passager lød smukt og ubesværet. Hun sluttede fornemt og rørende af med Im Abendrot.

Janowski havde valgt en interessant tolkning. Den var lagt strammere, end i hvert fald jeg er vant til. Hvor der normalt gives rigeligt med plads til langsom, værdig patos, havde han valgt hurtigere og mere nøgtern stil. Ganske interessant, og det klædte faktisk sangene overraskende godt.

Det samme gik igen efter pausen, hvor det var Johannes Brahms 3. symfoni, der stod på programmet. Også den fik ikke den patos, som der nogle gange øses lidt for velvilligt af, når man opfører Brahms. Til gengæld var fokus på de kontrastfyldte passager og de dynamiske udsving. Jeg forlod operaen godt tilfreds.

Derimod var jeg ikke tilfreds med programmet for koncerten, der ikke var andet end et sammenfoldet ark. Tidligere var der fyldige artikler med information om værkerne, men nu gider man ikke engang gøre sig ulejlighed med at optrykke teksterne til Strauss’ sange, der ellers har tekst af Hermann Hesse og Joseph von Eichendorff. Her er der plads til forbedring.

Referencer

Til Strauss fire sidste sange må jeg anbefale Jessye Norman, hvis vidunderlige, store stemme får det bedste frem i disse værker i indspilningen fra 1982. Kan købes hos Danacord, hvor hun også synger andre værker:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=9514

Til Mozarts symfonier er det bedste, jeg kan anbefale, Adam Fischers fremragende indspilninger med det tidligere Radiounderholdningsorkester. Her lyder Mozart let, hurtigt og sprudlende af energi. Sådan lyder det bedst, og sådan kan jeg bedst lide det. De kan købes samlet til knap 400 kr. En god pris for 45 symfonier:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=9168

De forskellige indspilninger blev også udgivet separat af 12 omgange, hvilket koster mere, men hvor man til gengæld får et løft i lydkvaliteten, da udgivelserne er på hybrid SACD. Her vol. 12 med symfoni nr. 40 og 41:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=9139

Fischer kan også anbefales til Haydn, hvor han i 1987-2001 indspillede samtlige komponistens godt 104 nummererede symfonier (plus det løse!) med the Austro-Hungarian Haydn Orchestra, et orkester sat sammen af musikere fra forskellige orkestre, herunder Wiener Filharmonikerne og Wiener Symfonikerne. Det hele er samlet i én boks:

https://www.imusic.dk/cd/5028421999258/j-haydn-2002-symphonies-cardboard-box-compact-disc

Den legendariske Herbert von Karajan, der stod i spidsen for Berlinerfilharmonikerne fra 1955 til sin død i 1989, var i sin tid så altdominerende, at det nu er kommet på mode at kritisere hans stil. Han var imidlertid en af 1900-tallets største dirigenter, og Brahms var noget af det, han var bedst til at dirigerer. Indspilningerne af de fire Brahms-symfonier, der findes i den her ”Symphony Edition”, er fra 1977-78 og de er fremragende! Med i købet får man også indspilninger af samtlige ni Beethoven-symfonier, Bruckners symfoni nr. 1-9, Tjajkovskijs symfoni nr. 1-6, Mendelssohns symfoni nr. 1-5 samt Schumanns fire symfonier. Der er også udvalgte symfonier af Mozart og Haydn, men på det område bør man holde sig til Fischer, se ovenfor.

https://www.imusic.dk/cd/0028947780052/herbert-von-karajan-2014-karajan-symphony-edition-compact-disc

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside