Hvordan jeg lærte at elske liberalismen

10. september 2018
4 minutters læsetid

”Folketingskandidat skifter parti”, sådan stod der på forsiden af den lokale avis 11. august 2018. Derved bekendtgjordes det at jeg skiftede fra Det Konservative Folkeparti til Liberal Alliance. Læsere af aarsskriftet-critique.dk kender mig mest som en konservativ stemme i uddannelsesdebatten.

Hvordan kan det være, at jeg ud af det blå skiftede til Liberal Alliance. Menneskets identitet fungerer sådan, at ens eget personlige narrativ altid for en selv giver rigtig fin mening.

Da jeg en mandag aften lidt tidligere i august modtog et opkald fra formanden for Det Konservative Folkeparti i Vestjyllands storkreds, vidste jeg med det samme, at jeg måtte finde et andet parti, hvis jeg skulle fortsætte i politik. Opkaldet handlede om, at de aktivt ledte – og havde gjort det længe – efter en anden folketingskandidat end mig.

Det var kulminationen på en lang række ting der var gået skævt. Det kan kort koges ind til, at jeg selv har været en urimeligt vægelsindet kandidat, der egentlig aldrig rigtig har været drevet af at blive valgt til noget som helst. Det der har drevet mig, har været den store ideologiske samfundsdebat, hvilket, med nogle få undtagelser, til gengæld aldrig har vækket den store interesse hos de lokale konservative i Vestjylland.

Dermed stod jeg nu uden partimedlemskab, men stadig med en stor lyst til at deltage i den danske politiske debat; en lyst til at engagere mig i det samfund, der er mit. Politik opfatter jeg både som en personlig interesse, og egentlig også som den ene ting i mit liv, som jeg ikke gør udelukkende for min egen skyld. Politik for mig er også samfundspligt – det er Spidermans berømte credo: Når man har evnerne, så har man også ansvaret.

Og hvad gør man så?

Politik er en holdsport

Da jeg var gymnasieelev, var noget af det mest latterlige, jeg kunne komme i tanke om de politiske ungdomsorganisationer. Dengang interesserede jeg mig mest for litteratur, jazz og idehistorie. Politik, og særligt ungdomspolitik, sagde mig intet, og jeg stiftede derfor sammen med en fysikinteresseret ven ”Fornuftsselskabet”, der havde som et af sine erklærede mål at modgå enhver ungdomspolitisk indflydelse på mit gymnasium. Vi repræsenterede videnskab og fornuften, mente vi.

Da jeg som 30-årig endte en tre års lang ansættelse hos Socialdemokraterne på Christiansborg med at melde mig ind i Det Konservative Folkeparti var det derfor med blandede følelser: Politik og samfundsdebat lå mig i stigende grad på sinde, men partier og partimedlemskab stod stadig for mig som noget der nemt kunne føre til fordummelse og lejrtænkning.

Jeg blev dog gennem årene særdeles glad for at være partimedlem. Hvis man skal forstå hvorfor, skal man forstå forskellen mellem at spille for et hold og at holde med et hold.

Politik er som fodbold en holdsport. Der gælder værdier som loyalitet, fællesskab og samarbejde, og den slags har altid appelleret stærkt til mig. Politik er dog også for mange partimedlemmer ækvivalent til at holde med en fodboldklub (som f.eks. Arsenal eller Real Madrid). Den følelse er mig ganske fremmed, og har i årenes løb landet mig i en del interne skænderier om hvordan man skal tænke som partimedlem.

Liberal Alliance

Tilbage til august i år stod jeg derfor med et valg: Skulle jeg bare melde mig ud, eller skulle der også være et ’ind’?

Der er som bekendt tre andre mulige borgerlige partier i Danmark at kigge på:
Venstre kunne jeg dog hurtigt afskrive. Jeg hører på ingen måde til blandt de lokale venstrefolk, der i princippet lige så fint kunne have heddet ’Lemvig Borgerliste’.
Nye Borgerlige er et mere spændende parti, og Pernille Vermund og jeg har mange fælles holdninger. Til gengæld gør den stigende Thiessenficering af partiet det svært rigtigt at få opbakning fra venner, kolleger og særligt familie, til at blive NB-mand. Jeg er simpelthen ikke nok konfliktelskende værdikriger til at blive medlem af NB.

Dermed er der for mig kun et alternativt borgerligt parti, hvis man ikke længere kan være i C: Liberal Alliance.
LA har længe haft en plads i mine tanker – for det første fordi jeg altid i DR’s og TV-2’s onlinetests af hvem man skal stemme på, har haft meget lettere ved at ramme LA’ere end konservative. For det andet, og mere væsentligt, fordi jeg i flere omgange er blevet opfordret af Liberal Alliance til at skifte, hvilket jeg har fundet smigrende og derfor har overvejet meget seriøst.
Dermed er vi måske fremme ved sagens kerne: Hvordan kan man være konservativ i et liberalt parti?

Stranger In A Strange Land

For det første er jeg helt sikkert bedre skabt til amerikansk politik end dansk. Rent psykologisk ville jeg befinde mig meget bedre i et to-partisystem, hvor det borgerlige parti fungerede som ’det store telt’, indenfor hvilket mange forskellige borgerlige nuancer kunne trives.

Jeg fik engang kritik af en partikollega for at *like* for mange af Ole Birks og Joachim B. Olsens opslag. Sådan noget forstår jeg ikke. Min begejstring for f.eks. Rasmus Jarlov er usvækket efter mit partiskifte, ligesom Markus Knuth, Mads Fuglede, Morten Messerschmidt, Henrik Dahl, Merete Riisager, Pernille Vermund og mange andre altid har været på min positivliste helt uafhængigt af min egen placering i C.

Dermed er min egen opfattelse af partimedlemskab, at partier mest tjener som en social og organisatorisk ramme for politisk arbejde. Jeg har altid tænkt og skrevet mine egne ting, og har så vidt jeg husker aldrig delt noget af partiets materiale, hverken på Facebook eller i politiske diskussioner.

Jeg har samtidigt levet fint med, at jeg internt i Det Konservative Folkeparti fandt næsten lige så mange at skændes med som udenfor partiet. Jeg har også levet med, at der var afgørende politikpunkter, hvor jeg ikke nødvendigvis var enig med C.
Sådan vil det helt sikkert også blive i Liberal Alliance: Jeg har altid været glad for den klassiske liberale kanon med tænkere som Smith, Locke, Hume og den nyere Hayek. Til gengæld er den frigørelsesliberalisme der opstod efter Mill og socialliberalismen absolut ikke min kop the.

Jeg holder af nationer, grænser, lov og orden, nationale fællesskaber og dansk kultur. Deri ligger der ikke en modsætning til mindre stat, mere frihed til skolerne og andre offentlige institutioner, mere decentralisering, mere ansvar til individer og familier, og et ønske om færre regler, afgifter og administration for det danske erhvervsliv.

Det er alt sammen noget det borgerlige Danmark burde kunne samles om – uanset hvilket parti man er indrulleret i.

Stefan Agger

Stefan Agger er lektor på Lemvig Gymnasium, samt tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat. Han skriver på Aarsskriftet-Critique.dk om uddannelse, dannelse og beslægtede emner.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside