Sommeren er traditionen tro tiden for teater i det fri i Grønnegårdsteatret. I år var det Molières Misantropen fra 1666, der blev opført i Designmuseets have i Bredgade i København. Stykket har været opført næsten dagligt siden den 29. juni og opføres frem til og med den 25. august 2018. Så der er absolut ingen undskyldning, hvis man vil se Molières klassiker.
Det er måske de mange kontinuerlige opførelser, der har medført, at min oplevelse den 20. august 2018 var en noget halvsløj affære. Molières stykke om misantropen Alceste, der kompromisløst insisterer på ærlighed uanset konsekvenserne, fejler absolut ikke noget. Den danske oversættelse af Jesper Kjær, man anvendte til lejligheden, fungerede også fint, i hvert fald trængte poesiens slagkraft fint igennem.
Omvendt er der grundlag for at kritisere skuespilpræstationerne den 20. august 2018. Det er ellers noget af en præstation i sig selv, at man kan gøre Molières vidunderlige karakterer nærmest ikke-tilstedeværende. De var nemlig alle næsten farveløse. Jeg burde måske have lugtet lunten allerede inden forestillingens start, hvor karaktererne/skuespilleren gik rundt blandt publikum og hilste på. Publikuminddragelse lover næsten aldrig godt for en forestilling. Alt for ofte bliver det et billigt virkemiddel, der skal forsøge at skabe noget af det nærvær, der ikke formås på scenen. Dette skulle vise sig sandt også her.
For allerede fra første scene var det klart, at vi havde at gøre med en lidt middelmådig affære. Den misantropiske Alceste (Nicolas Bro) både lød og opførte sig i store træk som vennen Philinte (Morten Hauch-Fausbøll) både med hensyn til gestik, udtale og toneleje. Dette er selvsagt ikke godt, når der er tale om vidt forskellige karakterer. Dette mønster fortsatte i store træk hele stykket igennem. Groft sagt kunne man lige så godt have opført hele stykket, som en dialog, hvor én skuespiller spillede alle de mandlige roller og én skuespillerinde spillede alle kvinderollerne, hvor begge kun ændrede stemmeføringen lidt fra rolle til rolle. Den slags bliver alt for hurtigt for kedeligt. For at eksemplificere, hvad jeg mener, skal man prøve at forestille sig, at man spiller et tonedigt af Richard Strauss eller en Gustav Mahler-symfoni kun med claves eller xylofon frem for det tiltænkte store orkester. Det kommer også til at lyde kedeligt, da farverigdommen forsvinder.
Heldigvis havde man valgt en fin, traditionel opsætning, hvor der ikke var forstyrrende teaterinstruktørgreb. Personinstruktion kunne der imidlertid godt have været lidt mere af. Karakterernes placering i forhold til hinanden gav i store træk fin mening det meste af tiden, men ofte var der mange karakterer på scenen, der ikke foretog sig noget, men blot stod ret op og ned og kiggede ud i luften.
Jeg kan sådanset godt forstå, at man kan blive lidt træt, hvis man har opført det samme stykke hver dag i næsten 2 måneder og sæsonafslutningen nærmer sig, men Misantropen den 20. august 2018 kom alt for meget til at virke som en afleveringsforretning eller en lydbog. Der var for lidt nærvær. Bedst var nok Charlotte Fich i rollen som Arsinoé. Jeg er ikke tilfreds.
Referencer:
Forestillingens hjemmeside: https://www.groennegaard.dk/forestilling/misantropen/
