Hovedlandet

af Anders Orris

Turen begynder i byen ved det smalle sund, bastionen med udsigt mod den store nabo mod syd. Den har vel altid kæmpet med vekselvirkningen mellem dette – og så det at være afsondret, der i et hjørne af det engang så omstridte land. For nogle år siden kom der motorvej til hoveddøren. Som altid er en sådan tvetydig; det er blevet nemmere at komme hertil, men også nemmere at komme herfra.

Motorvejen til byen er som en korridor, der leder til den nærmest mytiske E45; det mere end fem tusind kilometer lange vejstykke, som skærer Europa over på midten. Så mytisk ansås dette vejnummer for at være, at der vestover ikke skiltes mod bynavne – eksempelvis Kolding eller Flensborg – men blot mod E45. Denne ensidighed kan også være et udslag af samme paradoks som ramte skiltningen ved afkørslerne: denne var øjensynlig fastlagt et sted med ringe kendskab til den lokale geografi, muligvis i det afsondrede København, så der måtte foretages efterkorrektioner, således at personer med ærinde til Broager eller Gråsten også kunne finde vej. Forholdet mellem kortet, skiltningen og landskabet skifter nok konstant struktur.

Denne gang går det imidlertid vestpå ad denne korridor. E45 mod nord, dette stærkt trafikerede stykke sønderjyske motorvej, anlagt i prustende etaper fra dengang man havde råd til dengang man ikke kunne være andet bekendt. Nu trænges der til flere spor, de kommer sydfra og vil se havet, gudskelov haster turen ikke, slet ikke, så for at nå målet i det midtjyske kan der med god samvittighed bortses fra de motorveje, der nu gennemskærer landet her, og køres fra i Kolding. Turen fortsætter på sekundærrute 176, der snor sig op gennem Jylland fra en akse til en anden.

Hvor motorvejene er tomme kamre, effektive bælter af asfalt eller beton, udlagte i landskabet, er landevejene organiske vækster, hvis ellers man vil se efter. Gammel hævd, den rodfæstede, men måske alderdomssvækkede ejendomsret, topografiske forhold – alt dette har været forudsætninger for landevejenes forløb. Dalen ved Vingsted, det smukke landevejsstykke her, er et sådant fikspunkt: landevejen følger landskabet naturligt; vand, bevoksning og terrænet integrerer sømløst med vejføringen. Som et vidnesbyrd om kulturens forening med landskabet har et klogt, planlæggende folk anbragt et kursuscenter her. Kortet afslører hvorfor – stedet, der er ingen rigtig by, er som navet i et hjul.

Det går videre, først meget opad i et land uden høje bjerge, ikke langt derfra skal man dreje fra for at blive på, og det ses at man nu befinder sig i det døde centrum af en rombe mellem fire byer. Vejen følger afgrænsningen af gårde, marker og skove, indtil man når til toppunktet af romben. En besynderlig by der synes driftig ud over al vanlighed, måske fordi den netop har dette døde centrum som opland. Solhjulet på vej ud ad byen kan man mene om hvad man vil; det er vist ikke helt sikkert hvad det vil sige, når en kultur anbringer sine runde kunstværker i centre af cirkler.

Det sidste stræk nordpå; forbi byen hvor en ledende dansk politiker bor, men næppe lever. Dette stærke, seje hjerte af Jylland er dog ellers som et anker, chaufføren selv er rundet af samme egn, og den er derfor både bekendt og dybdeerindring. Ud til vejen knejser en hvid kirke, det stikker i hjertet et kort øjeblik, så knækker vejen til højre, og skoven bliver sort. En uventet lyskurv bryder mørket; en jysk monumentalakse gennemskærer landet, og engang spekulerede man over, hvorvidt dens måske uheldssvangre nummerering betød noget særligt. Dødens landevej sagde man for mange år siden.

Farlig synes den ikke at være mere, civilisationen har fortrængt dette, og det sidste stykke af turen går forbi dens egentlige bestemmelsessted og ad allélignende skovveje til en opalagtig sø midt i skoven. Her ved ingen andre åbenbart at det er godt at svale sig, skilte og internetoplysninger kan ikke enes om forholdene i den forbindelse, så med skov til alle sider er det muligt at dyrke et skandinavisk urinstinkt i sin allerreneste form: føle sig som ét med naturen; skov, vand, tavshed og menneske i symbiose.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!