Er popkulturen den næste kampfront?

22. august 2018
5 minutters læsetid

Vi byder velkommen til vores nye faste skribent ph.d.-stipendiat i historie Kasper Haunstrup Madsen, der vil specialisere sig i populærkultur og hvad han ellers har lyst til.

Af Kasper Haunstrup Madsen

I den danske ordbog defineret som ”kultur eller livsstil som deles og dyrkes af brede dele af en befolkning, udbredes gennem massemedierne og er præget af anonyme, masseproducerede varer eller kulturelle værker, fx popmusik, tegneserier og populære tv-udsendelser”

Enhver dannet person, som læserne af dette kulturskrift naturligvis er, vil med en skræk i livet se billederne af generiske ’remakes’ om dinosaurer, romantiske komedier, lyssværdssvingende munke i rummet og regnbuefarvede superhelte, der årligt pumpes ud af amerikanske filmselskaber, rulle over nethinden. Dernæst vil tankerne måske henledes på den idéfattige pop(ulær)musik, der i en evig jagt på det næste øredøvende, diskoklimaks, forandrer måske én eller to noder fra sidste sommers ’hitliste’.

I trods vil læseren straks ile ind til bogreolen og finde det bedste eksemplar af Ingemanns Valdemar den Store og hans mænd frem og lade en Carl Nielsen symfoni tordne fra grammofonen. Godt, at vi slap af med den lav-, pøbel- og massekultur [indsæt eventuelt selv andre fyord]! I lang tid har konservativt sindede afsværget store dele af populærkulturen som værende noget, der så sandligt ikke var værd at beskæftige sig med. Bevares, de fleste af os vil da nok hellere se en ny Star Wars film, end vi vil tæskes igennem endnu en socialrealistisk lidelseshistorie fra kulturparnasset i Cannes, hvor navlepilleriet altid lurer.

Vores kultursyn

Modsat gentagelserne, det flygtige og promiskuøse, repræsenterer vores kultursyn nemlig det originale og vedvarende, det smukke og opbyggende. Det er ikke nødvendigvis ”fin”-kultur, men det er i hvert fald bedre kultur. For det er vigtigt at ihukomme at smag og kultur ikke er statiske størrelser. Ingemanns forfatterskab blev eksempelvis anskuet som værende lavkultur af store dele af det københavnske kulturparnas i hans samtid. Valdemar den Store og hans mænd manglede eksempelvis den ’Æsthetiske Eenhed og Heelhed’, ifølge Christian Molbech, der anmeldte værket anonymt i Nyt Aftenblad.

Han påpegede endvidere, at Ingemann var forfaldet til ”den forfeilede Smag, som en uharmonisk Blanding af Spøg og Alvor, det Begeistrede og det Platte eller Lave, det Værdige og det Trivielle”. Enhver, der har læst værket, vil måske kunne nikke genkendende til Molbechs kritik, om end værkets opbyggelige værd i forhold til at udbrede interessen for fædrelandets historie næppe kan betvivles.

Grundtvig ilede til Ingemanns forsvar og skrev sin, i øvrigt utroligt underholdende, anmeldelse af anmeldelsen Trøstebrev i Sorgen over Kong Valdemar og hans Mænd (1824), hvori han påtog sig kulturparnassets arrogante og dømmende position:

”Og han, Vandalen [Ingemann] hist i Soer [Sorø],
Som fra Parnas man burde stene,”

”Men er han gal, den Sorøe-Digter!
Veed han ei bedre Skjaldens Pligter,”

Hvorfor skal vi interessere os for populærkulturen?

Fortvivl ej, formålet med dette og følgende indlæg bliver ikke at blæse til kulturkamp. I stedet skal det være et opråb til, at vi begynder at interessere os lidt mere indgående for populærkulturen. For i populærkulturen finder vi både direkte og indirekte udtryk, der kan hjælpe os til at forstå tidens tendenser. Et åbenlyst eksempel på de direkte udtryk er, hvordan identitetspolitikken synes at gennemsyre det meste af, hvad de amerikanske filmselskaber eksporterer til vores biograflærreder.

Debatten omkring de nye Star Wars film understreger blot, hvordan populærkulturen ikke kun er underholdning, men også en betændt kampplads, hvor nostalgi, identitetspolitik og følelser kan få forbrugerne til at æde hinanden. Et indirekte udtryk kunne være den idéfattighed, der tilsyneladende gennemsyrer vor tids ’blockbusters’. Gentagelse på gentagelse, ’remake’ efter ’remake’.

Men er disse direkte og indirekte udtryk nye? Ikke nødvendigvis. Populærkulturen har altid givet plads til diskussioner, og i 70’erne og 80’erne så man også gentagelse på gentagelse. Halloween filmene har eksempelvis indbragt over 366 millioner dollars over 10 film, derudover følger tegneserier, legetøj, computerspil og andet.

Amerikanske tilstande

Den 22. juli udtalte Kaare Dybvad Bek (S) til Politiken, at ”Flere problemer, ifølge den offentlige debat er kommet til Danmark fra USA og Storbritannien, er i virkeligheden slet ikke problemer i Danmark – folk antager blot, at det forholder sig sådan”.

Fænomenet navngives ”falsk problemimport”, og den gode socialdemokrat advarer mod at efterligne den ”giftige” amerikanske identitetspolitik. Det er en korrekt betragtning, og vi korser os da også efterhånden dagligt, når vi hører nyt fra det politiske debatklima i Guds eget land. Importen af de falske problemer kan dog ikke begrænses til politikkens sfære. Populærkulturen spiller i samme – hvis ikke højere – grad end den politiske debat ind ift., hvordan vi efterligner tendenser fra den angloamerikanske verden.

Den allerede nævnte repræsentation, der for tiden er det helt store ’Buzz-word’ i filmindustrien, tjener som et godt eksempel, hvor den dansk-amerikanske skuespillerinde Scarlet Johansson eksempelvis for nyligt er blevet frataget rollen som den transseksuelle Dante ’Tex’ Gill i den kommende spillefilm Rub & Tug. Da den gudeskønne Johansson annoncerede rollen, blev hun straks mødt af en ’shitstorm’, der understregede, hvor flydende grænsen mellem den identitetspolitiske og populærkulturelle sfære er blevet i USA. Sagen blev fulgt med stor interesse herhjemme, hvor bl.a. ’talsperson’ for transpersoner Linda Thor Pedersen udtalte til TV2, at ”Jeg synes, det er vigtigt, at vi udgør en del af samfundet på alle planer. Det vil også sige, at man møder os i film og tv”.

At hele ideen i fiktionens skuespil forsvinder, når skuespilleren skal være identisk med karakteren, der afbilledes, synes at være underordnet, når de identitetspolitiske kampe møder populærkulturen. Her spiller de danske medier en afgørende rolle, hvor de ikke blot importerer falske problemer, men til tider ganske ukritisk agerer talerør for den ’liberale/progressive’ position i identitetspolitikken:

Populærkulturens grænser

I 2014 kom computerspilskulturen for alvor på dagsordenen. Den såkaldte #Gamergate udløstes af en kontrovers, der omhandlede spiludvikler Zoë Quinns promiskuøse livsstil, involverede hurtigt en stor del af spilindustrien, hvor også den feministiske videoblogger, Anita Sarkeesian, blev kendt for hendes videoserie omkring afbildningen af kvinder i videospil og popkulturen generelt, Tropes vs. Women. Kontroversen kom som en overraskelse for mange, men understregede, at ’gaming’ ikke længere var en subkultur, der var forbeholdt de få og nørdede, men en ’mainstream’ populærkultur, der ligesom filmmediet og litteraturen nu også må agere slagmark for den giftige identitetspolitik.

Populærkulturen som stedfortræderkrig er interessant, men den ’SoMe’ virkelighed, der får den til at ligne en total krig, er i sig selv også interessant. Den digitale demokratisering af populærkulturen har, som allerede nævnt, bragt anmeldelserne af populærkulturen fra bagsiden af dagbladenes kultursektion til forsiden af ens Facebook feed. Men den har også affødt en demokratisering ift. bearbejdelsen og skabelsen af populærkultur, der fungerer uden for grænserne af den gamle mediebevågenhed. Internetkanaler som Youtube og Twitch har dagligt millionvis af brugere, der deltager og kommunikerer omkring en ny slags populærkultur, som de selv er med til at skabe.Det bedste eksempel herpå er den svenske ’Youtuber’ Felix Arvid Ulf Kjellberg, bedre kendt som Pewdiepie, der imellem sine utallige underholdningsvideoer om ’memes’ og videospil kan finde på at anmelde film, Nietzsches bøger og tale om ytringsfrihed til sine 65 millioner subskribenter.

Alt for længe har konservative nedprioriteret – eller endda været blinde for – populærkulturen. De højreorienterede madammer, Amy Jo Clark og Miriam Weaver, brokkede sig i 2015 over, at ”Conservatives suck a pop culture”  og at det var på tide, at vi begyndte at omfavne den. Udfordringen er hermed accepteret.

Ovenstående debatter, lignende spørgsmål og utrolig meget nørderi er hvad de følgende indlæg vil handle om.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside