Nikolaj Bøgh, konservativ

Den decentrale folkekirke

14. august 2018
4 minutters læsetid

Danmark har gennem de seneste årtier fået en national ideologi, der nyder bred støtte fra hele det politiske landskab og gennemsyrer en overvældende del af de politiske beslutninger. Ideologien hedder effektivisering, og der er meget bred enighed om, at det er godt. Et politisk-administrativt fokus, som i stort omfang har afløst både tidligere tiders visioner om store udvidelser af den offentlige service og tidligere tiders markante borgerlige kritik af den offentlige sektors størrelse.

Den offentlige sektor er uoverskueligt stor, men de fleste partier mener, at den nok egentlig er meget god, den skal bare helst levere noget mere for den meget høje skat, danskerne betaler. Der skal derfor passes på pengene, den offentlige sektor skal køre længere på literen, og der skal fokuseres på kerneydelserne og de varme hænder. Der er enighed om, at det er vejen at gå. Derfor ledes der med lys og lygte efter dele af den offentlige sektor, der kan effektiviseres, hvor mindre enheder kan lægges sammen, chefer kan bestemme over noget mere, administrative funktioner kan deles af flere institutioner etc. etc.

Effektiviseringsideologien har som sit mest markante resultat ført til en voldsom bølge af centralisering gennem de senere år. Navnlig kommunalreformen, politireformen og retskredsreformen (2007) samt de seneste mange forsvarsforlig har ført til et massivt antal lukninger af rådhuse, biblioteker, kaserner, politistationer, sygehuse, domhuse og mange skoler og uddannelsessteder. Postvæsenets voldsomme deroute har ført til lukninger af først posthuse og senere også postbutikker overalt i landet. Altsammen institutioner og funktioner, der typisk havde ligget i de mindre og mellemstore byer i generationer, som hørte naturligt sammen med lokalmiljøet, opretholdt en nærhed til centrale dele af den offentlige forvaltning og skabte lokalsamfund, der fungerede, fordi de var ensbetydende med liv og mange typer af arbejdspladser og mennesker. Det er slut nu, og selv mellemstore danske byer er i dag drænet for offentlige arbejdspladser, og lokalmiljøet gisper ikke mindst af den årsag efter vejret.

De forventede store effektiviseringsgevinster er efter alt at dømme svære at måle, men omkostningerne ved denne helt bevidste centraliseringspolitik, de er til gengæld voldsomme og særdeles reelle. De igangværende udflytninger af statslige arbejdspladser er et ringe plaster på såret i den forbindelse, som også skæmmes af en lang række andre problemer, ikke mindst voldsomme udgifter og kraftigt reduceret effektivitet i den offentlige forvaltning, som minimum i en overgangsperiode.

Der er imidlertid en offentlig institution, som fortsat er tilstede overalt i landet, ofte selv i den mindste flække. Det er naturligvis folkekirken, som lokalt fortsat leverer sin ”offentlige service” i forbindelse med livets store begivenheder – for ikke at nævne den helt almindelige højmesse om søndagen og juleafslutningen for den lokale skole, hvis den altså stadig findes, hvad den ofte ikke gør.

Mange steder er kirken og menighedshuset det eneste lokale samlingspunkt, der er, når der skal arrangeres møder, foredrag, sangaftner og andre begivenheder, der binder lokalmiljøet sammen. Sognepræsten er fortsat en tilstedeværende myndighedsperson, der som den eneste ikke er blevet centraliseret ind til et større kontor i en af regionens store byer, og som er fysisk tilgængelig i sognet på daglig eller i hvert fald ugentlig basis.

Skulle folkekirken have ”fulgt med udviklingen” i det øvrige samfund, så skulle hundredevis af landsbykirker være lukket, og folk være blevet henvist til at få døbt deres børn og begravet deres gamle i den nærmeste storby. Når man skal køre 50-100 kilometer for at få født sit barn eller for at møde sin sagsbehandler i kommunen, så kan man vel også godt bevæge sig lidt, når man en sjælden gang har brug for kirken, ikke sandt? Men sådan er det heldigvis ikke gået. Folkekirken har beholdt sin lokale forankring, og er fortsat et vigtigt omdrejningspunkt for livet i de små samfund.

Folkekirken er dog naturligvis også under angreb fra kræfter, der vil centralisere og bureaukratisere den. Det sker allerede i det små. Sogne lægges sammen, præstegårde nedlægges, økonomien centraliseres mere og mere i provstier og stifter, og blandt venstrefløj og kulturradikale drømmer man fortsat om det store kirkeråd, der kan reducere den mangfoldige danske folkekirke til en slags marginaliseret politisk parti.

Men ”potentialet” er langtfra opfyldt. I en konsulentrapport, der blev offentliggjort tidligere på året, bestilt af Kirkeministeriet og udført af Rambøll og Carve Consulting, kritiseres folkekirkens decentrale struktur for at være en hæmsko for at udvikle og omprioritere. Rapporten anbefaler oprettelse af administrative centre i stifterne, som kan lægge beslag på en større del af kirkens ressourcer til nyskabende tiltag, selvfølgelig for at ”opnå kvalitets- og effektivitetsforbedringer … der i højere grad kan understøtte den samlede opgaveløsning med fokus på det organisatoriske setup”.

Der er ingen tvivl om, at de politiske beslutningstagere i Danmark fortsat er uhyre påvirkelige af den slags konsulentlingo og den ideologiske tro på, at centralisering og effektivering skaber et bedre samfund. Men det vil næppe være godt for folkekirkens værdifulde ånd og for dens muligheder for fortsat at være tilstede ude lokalt, hvor den er befolkningens pant på, at de ikke er blevet glemt af det store, effektive samfundsmaskineri. Derfor bør centralisering af folkekirken fortsat afvises, både i det store, kirkerådet, men også i det små, sognesammenlægninger og økonomisk centralisering i stifternes regi.

Det er ikke folkekirken, der skal lære af det øvrige samfunds unoder og i virkeligheden mange dårlige erfaringer. Det er snarere det øvrige samfund, der bør lade sig inspirere af folkekirken og dens dybt meningsfulde, livgivende og frugtbare lokale forankring. Måtte den nuværende og de kommende kirkeministre kunne nære sig og lade folkekirken slippe for effektivisering og centralisering. Vi har så lidt tilbage…

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside