Skrækfilm: Hereditary

16. juli 2018
1 minuts læsetid

Mor Ellen er død og efterlader sig datteren Annie og børnebørnene Peter og Charlie foruden svigersønnen Steve, der bor i et stort, gammelt hus ude i skoven. Som meget dominerende skikkelse i familien er det dels en lettelse, dels noget der efterlader et stor tomrum i det i forvejen store og mørke hus, hvor man aldrig er helt sikker på, om det er et menneske, der står ovre i krogen, eller om det bare er en helt almindelig stol. Langsomt men stille kommer uhyggen snigende ind i den lille familie; og der begynder at ske sære ting i huset. Døre, der burde være lukkede, står pludselig åbne og den slags. Charlie begynder at opføre sig sært, det er som om hun kan fornemme noget, de andre ikke kan.

Hereditary er en effektiv skrækfilm, men når alt kommer til alt, så er det desværre kun en lang række af de samme skrækeffekter, som Hitchcock allerede forstod at udnytte til fuldkommenhed i Psycho (1960): Der bygges spændinger op, der ender med en skrækeffekt, hvor der pludseligt sker et kraftigt skift i kameravinklen, mens der skrues op for musikken. Det virker stadig godt, men efter knap 1 time må jeg indrømme, at jeg begyndte at kede mig lidt. Særligt fordi der ikke er nogen nævneværdig historie i Hereditary. Instruktøren, Ari Aster, vil øjensynligt gerne gøre dette til et selvstændigt element, der får det hele til at virke lidt mere mystisk og ”okkult”, men det kommer aldrig til at fungerer. Man kan ikke – det er i hvert fald vanskeligt – at fortælle en historie effektivt, hvis man samtidig insisterer på, at den lange række af skræk-crescendoer skal fylde så meget, som tilfældet er i Hereditary. Den store ”finale” – hvor alle brikkerne skal falde på plads i det ultimative BØH! – løber da også i den grad ud i sandet.

Udover Hitchcock skylder Hereditary vist sine bedste ideer til film som J.A. Bayonas El orfanato (2007) og Roman Polanskis Rosemarys Baby (1968), men disse film virker væsentligt bedre, fordi de netop havde en historie og et plot. Det er typisk kombinationen af dette plus skrækeffekter, der kan gøre en film virkelig uhyggelig. 2 timers effektjageri alene har kun begrænset virkning.

Hertil kommer, at Hereditary har en slem trang til at overspille sine elementer, de steder hvor den ellers gerne vil have os til at tage den alvorligt. Det bliver for meget. Det bliver for overlæsset. De bedste skrækfilm er dem, der følger med en ud af biografen og med hjem i stuen bagefter. Den slags skrækfilm er Hereditary ikke. 5/10.

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside