Richard Strauss mestrede som ingen siden Mozart at skildre komplekse kvindeskikkelser enkelt og vedkommende. Derfor er det påfaldende, at man i hans bittersøde komedie Arabella oplever en påfaldende simpel, ja næsten triviel kvindeskikkelse . Operaen blev ellers til i samarbejde med Hugo von Hofmannsthal sådan som det er tilfældet med mange af Strauss’ bedste operaer. Arabella skulle blive sidste gang, de samarbejde. Hofmannsthal døde i 1929, kort efter at han havde færdiggjort teksten til Arabella, som fik premierer i 1933 i Dresden.
Arabella kan man naturligvis ikke opleve i København, hvor meget efterhånden – desværre – tyder på, at man har antaget samme holdning til tysk opera, som man har til biler. Heldigvis kan man opleve den i München, hvor den netop nu opføres på Bayerische Staatsoper som led i de årlige Münchner Opernfestspiele. Festspillene er i øvrigt sponseret af BMW, så man føler virkelig, at man er kommet meget langt hjemmefra.
Det umiddelbart ukomplekse ved Arabella er, at hun er nogenlunde følelsesmæssigt afklaret fra operaens start. Hun ved sådan nogenlunde godt, hvilken mand hun gerne vil have; og han er oven i købet meget forelsket i hende. Forældrene er ovenud lykkelig, da Mandryka – sådan heder manden – nemlig er meget velhavende, hvilket falder på et tørt sted, da Arabellas familie økonomisk set har set bedre dage. Faderen – Waldner, greve og forhenværende ritmester – er nemlig en uforbederlig spillefugl, der ikke kan lade kortene ligge, og som har formøblet hele familiens formue. Så galt står det faktisk til, at Arabellas søster, Zdenka, må opdrages som en dreng under navnet Zdenko, fordi familien ikke har råd til at opfostre to piger i Wien i år 1860, hvor operaen foregår.
Ikke engang en ordentlig intrige er der! Ja, ganske vist er der en vis officer, Matteo, der også er forelsket i Arabella, og ja, ganske vist tror Mandryka et øjeblik, at Arabella er ham utro, men det er ikke noget der for alvor bliver sat på spidsen, så melodramatisk som det så ofte ses. Ligeledes er der tre dødkedelige, men velhavende bejlere, som Arabella må afvise på sin vej mod ægtestanden.
En opera om en ung kvinde, der i overensstemmelse med forældrenes ønske og egne følelser vælger sig et godt parti af passende stand virker trivielt, men det er faktisk noget af et særsyn, når man tænker på hvor mange intriger, forviklinger og lidelser, som hovedpersonerne ofte skal igennem hos eksempelvis Rossini, Donizetti eller Puccini, før de får, den de elsker.
Man kan derfor fristet til at kalde Arabella en opera, der har noget så unormalt for genren som noget, der nærmer sig en realistisk historie. Richard Strauss klagede da også i et brev af 23. juli 1928 til sin tekstforfatter over, at historien manglende dramatisk nerve:
”Auch Arabella: was tut sie denn besonders aufregendes? Matteo liebt sie von Anfang an nicht, den Flirt mit den drei Grafennullen, die in keiner Weise ein besonderes Profil zeigen und gar nicht charakterisiert sind, schätzen Sie, glaube ich, in seiner poetischen Wirkung zu hoch ein, – daß sie von dem Bauunternehmerleicht zu dem reichen Tugendbold Mandryka übergeht, ist ebenso selbstverständlich wie wenig aufregend – und was passiert darin noch zwischen den beiden? Gar nichts. Daß sie den letzten Abend mit seiner Erlaubnis ein bißchen tanzen will – das kommt doch in den besten Familien vor – ein eigentlicher Konflikt ist nur in der Nebenhandlung Matteo-Zdenka.“
Alligevel kommer der noget interessant og først og fremmest smukt ud af Arabella. Hvad den ikke har i dramatisk nerve, har den til gengæld i vedkommende skildring af en ung kvinde på præcis den dag, hvor hun tager afsked med sin ungdom, og skal vælge sig en ægtefælde, og hvor vi følger alle de tanker, der løber igennem hendes hoved. Uendelig normalt måske, men ikke desto mindre en meget stor beslutning for den enkelte. Kombineret med Strauss’ evne til at sætte kvinder i musik over hele det store, senromantiske orkesters uendelige klanglige muligheder, ja så har vi faktisk en ganske helstøbt opera med ganske vedkommende karakterer, omend dramaet aldrig sættes så meget på spidsen som ellers set. Ikke helt ulig Strauss’ Rosenkavaleren (1911) er Arabella en stille, nostalgisk hyldest til det gamle Wien med en påfaldende lethed, og hvor alvoren er noget, der kommer indefra: I både Arabella og Rosenkavaleren handler om at blive ældre – såvel Arabella som feltmarskalinden indser på hver sin måde tabet af ungdommen. Dette ”drama” interesserede Strauss-Hofmannsthal mere end nok så mange intriger og trivielle virkemidler.
På sin vis må man tage hatten af for, at det faktisk lykkedes at skabe en så helstøbt opera som tilfældet er, uden netop alle genrens trivielle virkemidler. Der er operaer med en væsentligt mere dramatisk historie, og med væsentligt mere karakterudvikling, der er endt med et væsentligt dårligere resultat. Puccini havde hurtigt i karrieren udtømt den ulykkelige kærlighed som effektivt virkemiddel til at få følelserne i kog hos publikum, og allerede i Tosca begynder han at anvende torturscener.
Den slags er vi heldigvis fri for i Arabella, hvor Strauss’ viser sit talent for at skildre karakterer i det stille, det subtile og det afdæmpede. Vi er meget langt fra de store ”larmende” tonedigte fra starten af århundrede, så som Ein Heldenleben (1899) og Also sprach Zarathustra (1896).
Og skøn og flot musik giver Strauss Arabella til overflod. Den ene smukke passage afløser den anden i blid strøm af senromantiske orkesterfarver. Der er noget uendeligt ”wiensk” over Arabella, og det understreges til fulde af musikkens tilsyneladende lethed. Ikke overraskende havde Bayerisches Staatsorchester under Constantin Trinks’ ledelsen ingen problemer med at få det maksimale ud af Strauss’ bittersøde partitur, da jeg overværende forestillingen den 7. juli 2018. Det skulle da bare også lige mangle i komponistens egen hjemby.
Derimod er det blevet noget trættende, at Tyskland synes at være et ekstremt tilfælde, hvad angår upassende opsætninger af klassiske værker. Andreas Dresens opsætning af Arabella var dog fri for de værste unoder, hvilket – desværre – ofte er blevet succeskriteriet: At opsætningen kun er ”middelmådig”. Jeg tror, at jeg vil overveje at kigge lidt på operahuse i Tjekkiet eller Ungarn eller Polen eller andre dele af Centraleuropa, hvor man også har en rig, aftenlandsk musiktradition. Måske der stadig her er et dannet kulturborgerskab, der er i stand til at modstå dilletanteriet fra de operainstruktørerne, der har taget magten i operahusene andre steder. Hvis ikke, så er det vel efterhånden kun Metropolitan Opera i New York, hvor man kan være nogenlunde sikker på, at få noget for pengene, sådan for alvor.
Nå, men Dresens Arabella-opsætning var faktisk med til at understrege en ting, som jeg ikke havde tænkt over ellers, nemlig at vi i Arabella konstant befinder os i midlertidige rum, hvor man typisk opholder sig kort tid adgangen. I første akt et hotelværelse, i anden akt forgemakkerne til en balsal, og i tredje akt i hotellets vestibule. Opsætningen bestod nemlig af en række store trapper, der labyrintisk snoede sig mellem hinanden. I hver akt blev scenen drejet rundt, sådan at vi snart befandt os under og snart oven på trapperne.
Med den kolde og bare scenografi er vi dog stadig meget langt fra Wien år 1860. Arabella er ikke en af den slags operaer, hvor det gør en verden til forskel, om den foregår i den ene eller den anden tid. Anderledes med eksempelvis Wagners værker. Men dermed ikke sagt, at det ikke gør en forskel. For en opera som Arabella fungerer bedst, hvis man giver efter for den sødmefulde nostalgi. Strauss varme og fyldige orkesterklang bliver for grel en kontrast til den abstrakte og bare scenografi. Dresen havde også taget sig nogle letkøbte friheder, der vel dårligt kan kaldes så originale, som de giver sig udtryk for. Det er eksempelvis næppe første gang, at en operainstruktør har ladet Arabella kaste det symbolske glas vand i sylten på Mandryka, som traditionen ellers foreskriver, at hun skal overrække ham som symbol på forlovelsen og sin hengivelse.
I München havde man fået besat Arabella endog meget fint lørdag den 7. juli 2018. Bedst var – heldigvis – Anja Harteros som den allestedsnærværende titelfigur. Arabella er en svær karakter at realiserer tilfredsstillende, fordi hun – som beskrevet – er så påfaldende simpel og ikke udvikler sig meget i løbet af operaen, men er mere eller mindre afklaret fra starten. Dette giver plads til skuespil; og Harteros formidlede klart og præcist for os alle de tanker, der går i gennem en ung piges hoved, når hun er ved at træffe en af livets store beslutninger, nemlig valg af ægtemand. I første akt stolt og selvsikker, i anden akt genert og ydmyg for så endelig til sidst at nå det meste af følelsesregistret igennem inden den højtidelige slutning. Som så ikke bliver så højttidlig hos Dresen, men plat effektjageri.
Fremhæves skal også Kurt Rydel, der sang partiet som Waldner. Fremragende, kraftfuld stemme med massere af karakter. Han lød præcist som man forestiller sig, at en afdanket officer, der er ramt af spildeglæde, lyder. Jeg kom til at tænke på Hans Kurts rolle som ritmester Alfred Schmuck i Annelise Reenbergs Frk. Nitouche (1963).
Fuldt tilfreds var jeg også med Doris Stoffel, der sang partiet som Arabellas hysteriske mor, Adelaide, der gør, hvad hun kan for at opretholde, hvad der er af facade, i den økonomisk trængte familie. Det er mere desperation end hysteri, der skal karakterisere bejleren Matteo, og her var Benjamin Bruns rigtig god, med den rette mængde desperation og næsten karikerede passion i sin glimrende tenorstemme. Arabellas søster, Zdenka, blev sunget meget fint af Hanna-Elisabeth Müller med en lys sopranstemme. Men overbeviste måske ikke helt om, at hun i virkeligheden er forelsket i Matteo, hvilket er centralt for denne karakter.
Endelig skal fremhæves koloratursopranen Gloria Rehm, der betagende effektfuldt sang partiet som Die Fiakermilli, der vist oprindeligt var et kælenavn for folkesangeren Emilie Turecek, men hos Strauss-Hofmannsthal er blevet en lidt for letlevende dame til det store bal i anden akt, og som Mandryka forlyster sig med, da han tror, Arabella er ham utro med Matteo. Dresens opsætning og personinstruktion overlader her absolut intet til fantasien, hvor Rehms koloraturer sitrer af erotisk vellyst. Den slags overdrevne virkemidler gør sig ikke så godt i en Strauss-opera som Arabella, hvor det smukke og effektfulde netop ligger i det stille og subtile, så jeg havde hellere set det udeladt. Effektfuldt var scenen dog.
Thomas J. Mayer var det eneste lidt ”svage punkt” i partiet som Mandryka. Han virkede påfaldende meget som en skidt fyr, som Arabella bør holde sig langt fra. Det er han imidlertid ingenlunde, og kontrasten mellem Mayers fortolkning og Mandryka-karakteren i ord og musik blev derfor for stor. Mayers stemme var måske også for pæn til at kunne understrege Mandrykas rustikke karakter, der står i kontrast til det mere frivole Wien. Mayer har også et travlt program. Det er kun et par uger siden, at han sang rollen som Kong Heinrich i Wagners Lohengrin på Royal Opera House i London (hvor han i øvrigt heller ikke overbeviste helt).
Det var så også den eneste finger, jeg kan sætte på en opsætning, der musikalsk set næppe bliver meget bedre. Ros skal der også lyde for programmet der, ligesom i Wiens Staatsoper, mere har karakter af samling kilde vedrørende værkets tilblivelseshistorie. Særligt for München er, at librettoen til værkerne optrykkes som de af programmet. En overraskende god ide, som man burde tage ved lære af andre steder.
Hvad angår opsætning er der stadig plads til forbedringer. Men jeg må indrømme, at det stadig er svært at være helt utilfreds.
Referencer
Statsoperaens hjemmeside med information om forestillingen, lyd og videoklip m.v.:
https://www.staatsoper.de/stueckinfo/arabella.html#mediaCenter
Lydklip: Renée Fleming og Thomas Hampson synger duetten mellem Arabella og Mandryka fra anden akt. Berliner Filharmonikerne dirigeres af Christian Thielemann:
https://www.youtube.com/watch?time_continue=2&v=QU9wf0qGddk
Karen Forsyth, The Creation of Arabella. Trykt indlægget til DVD-udgaven fra DECCA omtalt nedenfor. Herfra er også citatet fra Richard Strauss’ brev til Hofmannsthal taget.
Andreas Dresen, Gedanken zu Arabella (programartikel trykt i programmet til opførelsen i München den 7. juli 2018)
Opslag om Fiakermilli på Wien Geschichte Wiki:
https://www.wien.gv.at/wiki/index.php/Fiakermilli
Af Arabella-indspilninger skal jeg nøjes med at fremhæve liveoptagelsen fra netop Münchner Opernfestspiele i 1963 med blandt andet Lisa Della Casa (Arabella) og Dietrich FIscher-Dieskau (Mandryka). Det hele under Joseph Keilberths kyndige ledelse:
https://www.deutschegrammophon.com/en/cat/4775625
På DVD-fronten kommer man næppe uden om DECCAs udgivelse af filmversionen fra 1977, hvor Sir Georg Solti dirigerer Wiener Filharmonikerne og en række meget solide kræfter i form af blandt andet Gundula Janowitz, Bernd Weikl og René Kollo. Instruktionen er i gode hænder hos Otto Schenk, der tager os på en tryg rejse tilbage til det gamle Wien:
