Hvad ligestillingsparadokset lærer os om køn

2. juli 2018
4 minutters læsetid

Kampen for ligestilling på jobmarkedet har været en mærkesag for feminismen siden dens opståen. Overordnet fås ligestillingen i to varianter: En liberal version, der hævder, at der ikke må forekomme nogle formelle hindringer for individers frie ret til at søge de uddannelser og de jobs, de måtte ønske. En kommunitaristisk version, der hævder, at politikken aktivt må gribe ind og gøre op for de sociale, psykologiske og kulturelle faktorer, der øger afstanden mellem mænd og kvinders de facto karrieremuligheder. Sådanne tiltag vil ofte indbefatte obligatorisk barsel for mænd, kønskvoter og sikring af ligeløn uafhængigt af individuelle lønforhandlingsevner.

I denne debat bør vi stoppe op ved det mønster, der gennem de sidste år er blevet påvist af sociologer, og som i den videnskabelige litteratur kaldes ligestillingsparadokset (senest dokumenteret i Stoet & Gearys ”The Gender Equality Paradox in Science, Technology, Engineering and Mathematics” (2018)).

Ligestillingsparadokset betegner det mærkelige fænomen, at de lande, der i størst udstrækning giver lige muligheder for kønnene, herunder især Skandinavien, er blandt de lande, hvor kønnene vælger de allermest traditionelle karriereveje. Derfor er det kvinder i lande som Tunesien, Algeriet, Albanien og Vietnam, der udgør den største procentdel af den samlede arbejdskraft inden for naturvidenskab, teknik, matematik og ingeniørbranchen. De lande hvor kvinder udgør den mindste del i disse fagområder er derimod lande som Norge, Finland, Holland og Sverige. Samme undersøgelse viser i øvrigt, at dette ikke skyldes, at mænd klarer sig bedre inden for disse områder end kvinder. Til gengæld vurderer en markant procentdel af mændene i disse lande, at de er bedre inden for disse fagfelter, end de er i f.eks. boglige fag, mens netop den modsatte tendens gør sig gældende hos kvinder.

Ligeledes er det i Saudi Arabien, Israel og Italien, at mænd er mest velrepræsenterede inden for sygeplejen, hvorimod Danmark og Island ligger i bund. Også lande som Canada og Irland har en markant større procentdel mandlige sygeplejere end os (disse tal bygger på en sammenligning af forskellige nationale sygeplejeforbunds statistikker.)

Påstanden om at de binære køn er det patriarkalske samfunds mere eller mindre vilkårlige konstruktion fremsættes ofte med en absolutisme, som få andre emner i dag kan frembringe. Imidlertid må man med baggrund i disse kulturelle mønstre indvende at noget nær det modsatte er tilfældet: Jo mere lige muligheder mænd og kvinder har, des mere forskelligartede vil deres karrierevalg tilsyneladende tage sig ud. Hvis traditionelle kønsroller var en konstruktion, der ikke var rodfæstet i vores dybeste natur som personer, hvorfor er det kønsneutrale Sverige så blandt de lande med relativt færrest kvindelige ingeniører og mandlige sygeplejer?

Tendensen er klar: Jo mere frihed man har til at udtrykke sin kønsidentitet igennem sit karrierevalg, jo mere forskellige vil mænd og kvinders karrierevalg blive. I fattigere lande, selv med dybt traditionelle kønsroller som i Saudi Arabien, vil der ikke i samme grad være overskud til at vælge jobs, hvor man kan udfolde sine kønsspecifikke interesser. Karriere vælges i højere grad af nød. Mere gådefuldt er det, at det egalitaristiske Skandinavien vælger så markant mere traditionelle karriereveje end det øvrigt Europa. I disse detaljer må man være forsigtig med at drage forhastede konklusioner, mange kulturelle faktorer kan spille ind. Et spørgsmål der uundgåeligt melder sig er dog, om de skandinaviske lande ved at nedtone kønsrollerne i dagliglivet har nødsaget os til at udtrykke vores køn igennem vores job? Medfører det et større behov for at bevise sin femininitet eller maskulinitet, når kønsidentiteten ikke ses som noget givet? I så fald må det skandinaviske projekt siges at være selvundergravende. Men vi ved det ikke.

Ligestillingsparadokset viser, at kønsidentiteten endnu sidder dybt i os og udfolder sig frit hos mænd såvel som kvinder. De her påviste kulturelle mønstre er det modsatte af, hvad man skulle forvente, hvis kønsidentiteten var et åg, som blev pålagt os ”udefra” af en patriarkalsk kultur, mens vi inderst inde længtes efter at bryde ud.

På baggrund af den erkendelse kan det også medvirke til at give ny retning for ligestillingsdebatten. Mænd og kvinder vil generelt ikke det samme. Derfor skal de i frihed have lov til at foretage de karrierevalg, de selv finder passende. Ligestilling i en liberal forstand er derfor et godt og vigtigt politisk mål. Derimod er det ikke ønskværdigt at gribe ind på de områder, hvor mænd og kvinder naturligt adskiller sig. Hvis et par ønsker at dele barselsperioden ligeligt imellem sig, skal de gøre det, men der skal ikke indføres obligatorisk barsel for mænd. Det er kun godt, hvis en intern interessefordeling her får lov at udfolde sig. Hvis en kvinde ønsker at stræbe efter topposter i det private erhvervsliv, skal hun gøre det, men der skal ikke anvendes kønskvoter til at sikre en lige fordeling. Statistisk vil markant færre kvinder ønske at tage lederposter, fordi andre livsmål vejer tungere for dem. Og hvis en kvinde ønsker at kæmpe for lønforhøjelse, skal hun gøre det, men politikken skal ikke forsøge at udligne, at nogle er bedre til at opnå lønforhøjelser end andre, heller ikke selvom mænd er overrepræsenterede i den statistik. Den kommunitaristiske ligestilling bærer intet godt med sig, fordi dens mål ikke er lighed men enshed. Gennem det sidste århundrede har vi kæmpet en lang, sej kamp for at komme af med alt det, der adskiller mænd og kvinder, kun for at opdage at det aldrig var det, vi ønskede.

Jacob Munk

Jacob Munk er stud.mag. i Litteraturhistorie og Religionsvidenskab og har bl.a. udgivet akademiske artikler om tysk og engelsk romantisk poesi. På aarskriftet-critique.dk behandler han emner som politisk filosofi, luthersk teologi, betydningen af den fælleseuropæiske kulturelle arv, seksualmoral, poesi og kritisk samtidsanalyse med henblik på at forsvare traditionelle konservative værdiers gyldighed i det post-postmoderne samfund.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside