Selvfølgelig skal Uffe i statsministerdebat!

Af Jens Lei Wendel-Hansen

Ja, De læste rigtigt, kære læser.

Uffe Elbæk har meddelt sit statsministerkandidatur. Han forventer altså nu at komme i tv-debat med de øvrige statsministerkandidater på DR og TV2, og det synes denne skribent er helt fint.

Mange vil her betragte Uffe Elbæk som det legemliggjorte storhedsvanvid, der med forventede 3-5 % af stemmerne – ganske vist fra en ualmindelig begavet og kreativ del af befolkningen – fremturer med fuldstændige vanvittige krav, og at det er en fuldstændig urimelig situation at sætte de nationale tv-stationer i.

Tillad mig at anlægge et andet perspektiv: Det, at Uffe Elbæk nu melder sig som statsministerkandidat og dermed også ønsker de privilegier, der følger hermed, er et problem, tv-kanalerne selv har skaffet sig på halsen ved igennem de sidste par årtiers dækning at opbygge hele denne præsidentvalgkampsatmosfære. Konceptet er indtil nu, fra mediernes synspunkt, gået supergodt. Man har degraderet den politiske debat til en række punch lines og snabby comebacks suppleret med et koreografisk indslag eller et rekvisitnummer af større eller mindre omfang (Nyrup og bogen) og så en efterfølgende seerafstemning og kommentatordiskussion om, hvem der vandt debatten. Politik er nu blevet stadfæstet som en brydekamp med andre midler.

Det forekommer dog næppe nogen – udover tilsyneladende medierne selv – udpræget overraskende, at en sådan præsidentvalgkamp skaber nogle repræsentationsmæssige problemer i et land, hvor mindre end halvdelen af befolkningen stemmer på de partier, som statsministerkandidaterne er opstillet for, og som altså potentielt kan komme til at få mere indflydelse end statsministerkandidatens parti.

Det forekommer rimelig naturligt, at de mindre partier ser det som et given køb på egne værdier at få et andet partis leder til at udlægge, hvad det er, de ikke-repræsenterede partier vil lægge stemmer til efter et valg. Uffe Elbæk gør således kun det, enhver partileder, der faktisk tror på sit politiske projekt, ville gøre i den konkrete situation: Han melder sig som statsministerkandidat for at få lov til at definere vejen selv – i stedet for at blive spist af med smuler efterfølgende.

Tilgangen, som medierne har fået etableret til dansk politik – hellere politisk brydekamp end politiske brydninger – indvirker dermed til direkte skade i et parlamentarisk styre, fordi et sådant – og navnlig i et så fraktioneret politisk landskab som det danske – behøver stabilitet, som bunder i en relativt stor forventning om, at politikerne er voksne nok til at stille et fast og rimelig virksomt flertal. Det er ikke nogen kunst at ødelægge stabiliteten. Se blot på Sverige og Tyskland, hvor den politiske ansvarlighed er blevet ofret for principper som til sidst ikke synes opretholdt af meget andet end stædigheden for at opretholde dem. Det kræver imidlertid noget anderledes modenhed at sikre den – en modenhed, som medierne virker fuldstændig til ødelæggelse af ved deres dækning af det politiske stof.

På den vis har Uffe Elbæk nu taget det logiske skridt at melde sig som statsministerkandidat, stabiliteten er ødelagt, men tv-stationerne kan og bør ikke gøre meget andet end at invitere ham til debatten. Det vil forhåbentlig skabe den tendens, at alle partier så fidusen i at gøre det samme, hvorefter vi vil komme tilbage til en bredere politisk debat, hvor nuancerne udfoldes, men hvor der ender med ikke at være den samme uforsonlighed, fordi alle får deres lyst til profilering styret, og stabiliteten så igen kan genoprettes.

Og det er så her, at De, kære læser, måske vil spørge: Har Uffe Elbæk da i så fald nogen skyld i denne potentielle underminering af en stabil regeringsmagt? Kan han overhovedet bebrejdes, at han for at få sit budskab frem bruger de remedier, som er ham givet?

Jamen, det kan han da. Uffe Elbæk har med al ønskelig tydelighed vist, at hans tale om et nyt og konstruktivt politisk miljø trods alt ikke er mere værd, end at han gerne vil sætte den politiske stabilitet over styr i sin kamp for at få alle os andre overbeviste om hans vej til politisk frelse. Han har selv sagt det. Det er, derfor han har taget skridtet og stiller op som statsministerkandidat. Det synes jeg, at man skal huske, når valget kommer. Med det parlamentariske styres indførelse mistede politikerne også den moralske ret til at lege børnehave. Det føler Uffe Elbæk sig dog tilsyneladende ikke bundet af.


Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie. Han har skrevet afhandling om de danske godsejeres ideologiske standpunkter 1835-1919. Siden har han specialiseret sig i forfatningshistoriske forhold i den vestlige verden i almindelighed, i Danmark i særdeleshed. Han har desuden skrevet en længere række artikler i såvel fagfællebedømte som populærvidenskabelige tidsskrifter. Jens Wendel-Hansen er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!