Uddannelsespolitik: Michael Ziegler er blevet revolutionær

Ziegler

Af Stefan Agger

Der hersker i tiden en indædt ideologisk kamp mod dannelse i skolen. Ideologien har ikke noget navn, men den er let at genkende: Den elsker IT, den elsker tværfaglighed, den vil helst afskaffe klasseværelset, den vil gerne afskaffe skemaet, den elsker projektorienteret undervisning, og den vil allerhelst afskaffe ordet skole til fordel for det forfærdelige begreb ’læringshus’.

Fredag den 15. juni blev det i Weekendavisen beskrevet hvordan denne ideologi har bemægtiget sig skolepolitikken i Høje Taastrup kommune, og kommunens borgmester Michael Ziegler fremstod som en stolt bannerfører for den dannelsesfjendtlige ideologi. Med tale om en ”brændende platform” for den vestlige verdens skolesystemer er det tydeligt at Ziegler er blevet revolutionær, og at løsningen på al den påståede dårskab er noget der hedder 21st Century Skills: En ide om at man kan forudsige fremtiden og hvordan fremtidens arbejdsmarked kommer til at se ud, og at man derfor skal undervise de stakkels elever i fremtiden.

Når det er en antidannelsesideologi er det fordi mennesket her entydigt reduceres til arbejdskraft, og dermed udelukkende er til for statens og samfundsøkonomiens skyld. Væk er kultur, æstetik, sport, det nationale og alt det andet som skolen i dag giver eleverne for at hjælpe til med at gøre dem til hele mennesker forankret i en dansk kultur. Det er dog i det store hele en håbløs ide at ville forudsige fremtiden. For det første er det utopisk at forestille sig, at nogle få politikere og embedsmænd skulle besidde en viden, der gør dem i stand til at agere fornuftigt i forhold til en fremtid, vi umuligt kan vide, hvad indeholder. Forestil Dem blot hvor gode chancer f.eks. politikerne i slutningen af 50’erne mon havde for at formulere en uddannelsespolitik der rakte 20-30 år frem i tiden.

For det andet er ideen i sig selv helt forfejlet, selv hvis man faktisk havde i sinde at ruste danske skolebørn til en fremtid hvor IT fylder endnu mere på de fleste arbejdspladser end i dag, og hvor også det at programmere i en eller andet forstand var blevet et almindeligt krav til mange jobtyper. Den danske IT-pioner og opfinderen af det globalt anvendte kodesprog C+ Bjarne Stroustrup talte sidste år i Information netop om dette emne. Her sagde Stroustrup: ”Hver time, der er brugt på at lære et barn Word eller Google, kunne være brugt på noget andet: historie, litteratur, matematik, biologi, fransk, gymnastik eller en tur i skoven. Kun hvis den tid, der bruges på it, hjælper med den bredere uddannelse, er den godt brugt. It er et værktøj, ikke et mål i sig selv”.

Senere i interviewet fortsatte han: ”Og hvis der skulle bruges mere tid på noget, synes jeg, at det skulle være på litteratur, fremmedsprog, historie, matematik, fysik, og måske, kun måske, på datalogi som akademisk fag. Ikke på at lege med computere. Børn skal lære at forstå vores sprog og kultur gennem for eksempel dansk og historie, de skal lære at forstå den naturlige verden gennem matematik, fysik og biologi, de skal lære at forstå andre kulturer, og så skal de lære at omgås andre og at udtrykke deres ideer klart og logisk i tale og tekst”. Dermed er vi fremme ved hvordan man så burde bygge skole i Danmark, uanset om vi taler om Folkeskolen eller det almene gymnasium: Skolen og uddannelsessystemet skal ikke bygge på tanken om, hvordan vi bedst ruster os til succes i en ukendt fremtid (hvad der så end definerer succes).

Den grundlæggende tanke skal derimod være: Hvad skal vi give videre? Vores ”Vi” er her både kulturelt og civilisatorisk. Vi er danskerne og vi er Vesten. De ting, vi giver videre til dem, der kommer efter os, er de ting, der har gjort os gladere, klogere og mere effektive. De ting, der var smukke, de, der inspirerede os, og de, der gav mening i tilværelsen. Det er ting, vi kan bruge i fremtiden, men som vi alene har øje for, fordi vi i skolen kigger bagud i tid. Jeg påstår ikke, at det er åbenlyst, hvilke ting vi skal tage med os videre gennem generationerne –og lad os endelig tage lange debatter om det. Men jeg påstår, at det er det eneste meningsfulde grundlag at lave skoler og uddannelser på. Skolen skal bygge på erfaringer, og ikke på indsnævrende koncepter som ’fremtidens arbejdsmarked’ eller ’velfærdsstatens fremtidige udfordringer’.

Hvis vi skaber sådan en erfaringernes skole, fyldt med de ting vi fandt værdige til at blive videregivet til den næste generation, så skal de mennesker der kommer ud i den anden ende af sådan en skole nok selv vide hvordan man takler at være menneske i netop den fremtid de møder.


Stefan Agger er cand. scient. pol. og lektor i samfundsfag og erhvervsøkonomi ved Lemvig Gymnasium samt formand for Det Konservative Folkepartis uddannelsespolitiske netværk. Han skriver her om  dannelse, kundskaber og det principielle spørgsmål, hvad en skole egentlig er for en størrelse.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!